Billedetekst: Den aktive strejke og besættelse på Uniprint var præget af mange møder. Foto: Arbejdermuseum/ABB

Desværre eksisterede der ikke en venstrefløj, der var i stand til at opfange arbejderklassens vrede, og få den kanaliseret væk fra reformisternes parlamentariske afledning, og over i forberedelse af en fremtidig direkte konfrontation med stat og arbejdsgivere.

Men efterhånden som krisen bed sig fast, uden udsigt til en snarlig løsning, begyndte der dog at vise sig ændringer i klassekampen. Og i takt med at gør-det-selv-reformismen stort set døde ud, så fik det også betydning for strategien i arbejdskampene, at den revolutionære venstrefløj var så svag, og ikke mindst at den var ret perifer på arbejdspladserne – for ikke at sige oftest fraværende.

Ikke at strejker og arbejdskampe forsvandt, men mere i selve strejkernes form og indhold. Efter rekordåret 1973, med næsten 4 mio. tabte arbejdsdage – de fleste pga. Overenskomst (OK)-strejken – så faldt antallet af strejker og tabte arbejdsdage igen, men dog til et ret højt niveau, der holdt sig 70’erne igennem.

Strejketal

Det officielle strejketal siger 184.000 tabte arbejdsdage i 1974. Det tal er klart for lavt, men skyldes at de mange 1 og 2 dages strejker i maj og november ikke er medregnet (statistikken tæller kun strejker med over 100 tabte arbejdsdage). Derefter fortsætter det: 100.000 dage i 1975 (147 strejker), 210.000 i 1976 (204 strejker), 230.000 i 1977 (228 strejker), 129.000 i 1978 (314 strejker), 173.000 i 1979 (218 strejker) og 186.000 i 1980 (225 strejker).

Antallet af overenskomststridige strejker var altså meget højt, og der var stadig mange lønstrejker. Men alligevel kan der spores en forandring. Der bliver flere forsvarsstrejker, strejker mod fyringer, nedskæringer eller virksomhedslukninger. Og mange strejker bliver lange og bitre.

Som tiden går, kommer arbejdsløshed og truslen om arbejdsløshed også til at spille en rolle. Med en arbejdsløshedsprocent på 5,2 i 1974, den højeste siden 1959, er vi kun lige begyndt på krisen. Herefter hedder det 11,1 (1975), 10,0 (1976) og 11,4 (1977). Og alle kan se at krisen har bidt sig fast. I de tre år lukkede næsten 4.000 virksomheder.

Der bliver flere forsvarsstrejker, strejker mod fyringer, nedskæringer eller virksomhedslukninger. Og mange strejker bliver lange og bitre

Citat: Freddie Nielsen

D. 9. januar 75 var der folketingsvalg, og resultatet var en skuffelse for venstrefløjen, og nok især for DKP. Partiet havde virkelig stået frem i kampen mod Hartling, og måtte så nøjes med et sølle mandat mere. VS kom ind med 4 mandater, mens SF mistede 2 og SD vandt 7. Valgets store sejrherre var Venstre, der nærmest fordobledes fra 22 til 42 mandater.

Selv om folketingsvalg er vigtige, og resultatet indikerer noget om holdninger i befolkningen, så viser det også, at parlamentsvalg og parlamenter ikke kan være venstrefløjens primære kampbane.

SD-regering

Hartling udskrev valget for at få styrket sit mandat, og det fik han, selv om det blev hentet fra andre borgerlige. Alligevel overlod han regeringen til SD og Anker Jørgensen. Der truede trods alt en OK, og et OK-indgreb fra en borgerlig regering havde ret sikkert ført til en gentagelse af 74-strejkerne.

Men det problem klarede Anker Jørgensen med et snuptag. Da der forelå et mæglingsforslag fra forligsmanden, blev det ophøjet til lov, før arbejderne fik lov til at stemme om det.

I statsministerens begrundelse hed det bl.a., at indgrebet skete af hensyn til arbejderne selv. “Omkring 150.000 arbejdere er i forvejen ramt af arbejdsløsheden. En storkonflikt vil kaste yderligere 350.000 ud i lediggang af ukendt varighed.” Et noget underligt ordvalg omkring en strejke, fra en tidligere forbundsformand kunne man tænke, men LO pippede kun lidt, så protesten blev lille. Dog med en del kortvarige strejker.

I det hele taget begyndte “det kan kun gå fremad”-drømmen at få sprækker. I marts 75 vedtog det borgerlige flertal i Folketinget, at der skulle spares på børnepasningen, og fyrede ca. 5.000 pædagoger på landsplan. SD stemte imod, men da VS i efteråret stillede forslag om at ophæve fyringerne, stemte SD også imod det. I øvrigt blev det ikke gjort af sparehensyn. I det samlede regnskab var det et tab for statskassen. Det var derimod ideologisk, har en CD’er siden indrømmet. Pædagogernes ideer harmonerede ikke med de borgerliges.

Der kom også flere nedskæringer, der ramte blandt andet børnefamilier, lærlinge og studerende. I september indgik regeringen et forlig med flere borgerlige partier om en momsnedsættelse, for at styrke forbruget. Dette skulle betales af et øget underskud på statsbudgettet, men forliget indeholdt også et håndslag om, at man skulle vende tilbage med yderligere nedskæringer året efter.

Arbejderregering?

Mange menige socialdemokrater havde råbt med på kravet om en “arbejderregering” på demonstrationerne i 74, og de havde stemt for resolutioner fra arbejdspladser og fagforeninger om samme krav. For dem, og for mange andre, var det selvfølgelig en skuffelse, at en af de første ting “arbejderregeringen” gjorde var at gribe ind i OK. Men uden et lederskab, der gik i spidsen, var protesterne ret små, selvom de var der. Og det var ikke ensbetydende med, at regeringen, LO og DA havde opnået ro på den faglige front

D. 15. januar 75 gik knap 70 grafiske arbejdere på Uniprint i Albertslund i strejke, mod en spekulationslukning af deres arbejdsplads. De gennemførte en yderst aktiv strejke, mødte dagligt på arbejdspladsen, nedsatte udvalg og alle beslutninger blev taget på fællesmøder. Da kampen spidsede til, besatte de arbejdspladsen.

At besætte sin arbejdsplads var noget nyt i DK, men der var nylige erfaringer med besættelser i UK, Frankrig og Italien i årene forud. Også her mod virksomhedslukninger og arbejdsløshed. 18. februar blev arbejderne sat ud af politiet, og de etablerede en blokade foran virksomheden. Efter en ny kortvarig besættelse og udsættelse ved politiet, besluttede arbejderne 21. marts at opgive kampen.

I dag Uniprint – i morgen dig

Men på trods af nederlaget var det en stærk kamp, der rummede gode takter. Gennem en høj aktivitet lykkedes det arbejderne under parolen “I dag Uniprint – i morgen dig” at gøre strejken meget populær. Der opstod støttekomiteer mange steder, der samlede penge ind, og der kom støtte fra masser af arbejdspladser og fagforeninger.

Store dele af den yderste venstrefløj kastede kræfterne ind i støttearbejdet, mens især SD og i nogen grad DKP var mere tilbageholdende. Den aktive selvstyrende strejke var ikke helt i deres ånd.

Men kampen var også krævende, som en af de strejkende siden skrev: “Det skal slås fast, at en langvarig strejke, og en påfølgende besættelse ikke engang er hyggelig beskæftigelsesterapi, men et helvedes hårdt job!”

Uniprint var den første, men indvarslede også en længere periode med selvstyrende arbejdskampe, omend mange af dem havde større eller mindre opbakning (åben eller skjult) fra deres fagforening. Kampe der ofte foregik under parolen “I dag…. – i morgen dig”, og som var aktive og opsøgende med oplysning og i deres søgen efter støtte.

Desværre blev de fleste tabt. Trods stor økonomisk og moralsk støtte, forblev de fleste kampe isolerede. De blev ikke generaliseret, og meget sjældent bredte de sig. Derfor var kampene meget skrøbelige overfor den enorme modstand, de kunne møde fra regering, arbejdsgivere, fagbureaukrati og medier.

Læs resten af serien her