Arbejderbevægelsens historie, del 35: Markante strejker 1975-78

Første maj 1975 sagde Anker Jørgensen: "Alle har job igen om et år." Men sådan kom det ikke til at gå. Arbejdsløshedsprocenten var 5,2 for hele 1975. Det højeste siden 1959, og ikke før slutningen af 1990'erne kom den under det tal.

Billedetekst: De strejkende B&W arbejdes banner ved indkørelsen til værftet. Foto. Arbejdermuseet.ABA

Det betød noget for de mange strejker i 2. halvdel af 1970’erne og ind i 80’erne. Arbejdsgiverne blev styrket af den høje arbejdsløshed, det gjorde at mange strejker blev langvarige og bitre, og ikke mindst at det ofte var forsvarsstrejker, der blev tabt.

Der blev budt på kreativitet, militans og udholdenhed, dog mest tvunget af omstændighederne. På Sabroe ØB i Århus, havde smedene længe krævet at komme af med deres tidsstuderede lønsystem. Efter at deres forbund DS&MF tog røven på dem og skrev under på en aftale, uden deres samtykke, tabte de tålmodigheden og gik i strejke.

Ud over at det var en meget aktiv strejke, så skabte de en revy, som de turnerede med. I modsætning til mange af tidens strejker, vandt de faktisk, og det endda på trods af modstand fra både fagforening og forbund, som var meget glade for produktivitetsfremmende lønsystemer. Men i sidste ende tabte de alligevel, da Sabroe lukkede afdelingen i slutningen af året.

Senere på foråret blev HT (Hovedstadens Trafikselskab) lanceret, og alt var ordnet, lige med undtagelse af chaufførernes løn. De der kørte for de private vognmænd, var noget lavere lønnet end de københavnske chauffører, derfor gik de i strejke. Her udviklede de strejkende flyvende blokader, for at standse ruter, der kørte. Mange københavnske chauffører var sympatisk indstillet, men som tjenestemandsansatte kunne de ikke strejke.

Ingen LO-støtte

Strejken førte ikke til noget resultat, men det blev klart for chaufførerne, hvor lidt de kunne stole på fagbureaukratiet. Deres egne forbund, Chaufførernes Forbund og SiD, var først sympatisk indstillet, men gik hurtigt over til at ønske strejken stoppet, uanset hvad. Og LO-formand, Thomas Nielsen, blev direkte skinger i sine angreb på de strejkende: “Det er helt utilstedeligt, hvad de strejkende buschauffører i øjeblikket foretager sig.”

En årsag til at strejken stoppede, var arbejdsgivernes meget brugte våben under krisen, fritstilling af arbejdet. D.v.s. at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) fik Arbejdsretten til at fritstille arbejdet, hvilket betyder at arbejdsgiveren uden videre kan fyre de strejkende.

Det er en aktionsform (blokade), der kun fungerer med andre arbejdergruppers solidaritet. Det havde været ganske enkelt for B&W’s ledelse at få politiet til at fjerne blokaden. Men de vidste at det ville medføre total strejke, så det undlod de

Citat: Freddie Nielsen

I august gik Klub 4 (udrustningen) på B&W i strejke på et lønkrav. Atter en bitter strejke, hvor de strejkende tog offensive midler i brug. Under parolen “Vi lukket for gassen, indtil de åbner for kassen”, indledte de en blokade af værftet.

Det er en aktionsform, der kun fungerer med andre arbejdergruppers solidaritet. Det havde været ganske enkelt for B&W’s ledelse at få politiet til at fjerne blokaden. Men de vidste at det ville medføre total strejke, så det undlod de.

Eksklusionstrussel

Derimod fik ledelsen hjælp fra anden side. Ikke bare fra Arbejdsretten der fritstillede arbejdet, men også de strejkendes eget forbund DS&MF, der truede med eksklusion, hvis strejken fortsatte. Og det var fagbevægelsen/SDs avis Aktuelt, der gik ud med en ”kineser”-hetz, da det viste sig at der var medlemmer af det maoistiske KFML blandt de strejkende.

Arbejdsgivernes 0-politik, var årsag til en del strejker. I sommeren 1976 gik de lavtlønnede porcelænsarbejdere på Den Kgl. Porcelainsfabrik i strejke på lønkrav. I 3 måneder fra midt-juni til midt-september, strejkede godt 1200 for et lønkrav, som de næsten fik opfyldt, og fik en klækkelig lønforhøjelse.

DA postede store summer i den strejkeramte fabrik, og gjorde hvad de kunne for at knække strejken. Alligevel sikrede de strejkendes stærke sammenhold ikke bare en sejr, men de tvang også arbejdsgiveren til at forhandle, mens strejken stadig var i gang.

Især to forhold sikrede sejren. For det første de strejkendes stærke solidaritet og sammenhold, der hang tæt sammen med stor aktivitet og inddragelse af alle i strejken. Der findes masser af billeder fra Amagertorv, hvor strejkende porcelænsmalere sad foran fabrikkens prestigebutik og malede paptallerkner i kongeligt porcelæns mønstre. Tallerkenerne blev solgt i massevis til støtte for strejken.

Det andet var strejkens popularitet. Det var en lavtlønsgruppe der sakkede agterud, noget de fleste kunne solidarisere sig med. Og strejkens længde gjorde også, at der blev skabt mange støttekomiteer, og mange arbejdspladser vedtog at give ugentlige bidrag til de strejkende.

Augustforliget

De strejkende porcelænsarbejdere var også i front mod augustforliget. Foto: Arbejdermuseet.ABA

Midt under strejken fik SD-regeringen vedtaget “augustforliget”. Et kriseforlig der bl.a. fastlagde en ramme for OK-77 på 2%, samt loft over antal dyrtidsportioner, der måtte udbetales, uanset at inflationen ræsede af sted.

Yderligere dyrtidsportioner gik i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Men det var staten, der skulle betale – altså os selv via skatten – ikke arbejdsgiverne. Augustforliget medførte kun en mindre strejkebølge, selv om forliget var værre end i 1974. Men med SD i regering gled det lettere ned.

Det blev dog klart for mange, at skulle lønnen op, så skulle det være nu, inden OK-77. Porcelænsarbejdernes sejr var medvirkende, men da Falck-redderne strejkede en enkelt dag, og vandt en lønforhøjelse på 10 kr. i timen, fik det lavinen til at rulle. I oktober registrerede DA 90 strejker og rasede mod Falcks eftergivenhed.

Chaufførstrejker

Det startede med chaufførerne på et mejeri, og snart var de fleste mælkechauffører med. Det bredte sig til andre, især inden for transport, og kulminerede med benzinchaufførernes strejke. Sidstnævnte fik regering og folketing op i det røde felt. Lovforslag om strejkeforbud blev forberedt, men det var Anker Jørgensens trussel om at gå af, plus fagbureaukratiets fjendskab, der knækkede chaufførerne, som gik i arbejde igen uden at opnå noget.

På listen over militante metoder må også nævnes SAS-flymekanikerne, der i 75 og 77 holdt faglige møder på startbanerne i Kastrup for deres lønkrav.

I foråret 77 trængte en ny konflikt sig på. Ny teknik vandt frem og pressede typograferne, en stærk og traditionsrig faggruppe. Berlingeren ville fyre 300 typografer, hvilket de grafiske arbejdere modsatte sig. Det blev en bitter kamp, der løb i 141 dage, med blokader mod skruebrækkeraviser, et omfattende støttearbejde, og voldsom politiindsats mod arbejderne og deres støtter.

Kampen sluttede med at 250 blev fyret, og Berlingeren måtte ryste op med 25 mio. kr. i aftrædelsesordninger. Det blev udlagt som en halv sejr i Land og Folk, men det var nok at oversælge resultatet en hel del.

Stilladsarbejderne

I januar 78 blev endnu en stærk faggruppe udsat for angreb. 4 stilladsarbejdere blev fyret fra Activ Stillads, og deres 16 kolleger gik i strejke for genansættelse. Det blev hurtigt klart, at det var Entreprenørforeningen (EF) der styrede, i forsøg på at knække Stilladsklubben.

Stilladsarbejdernes styrke, der holdt strejken ud, kunne bl.a. aflæses af klubmødet den 17. januar, hvor 156 af 160 medlemmer deltog og enstemmigt vedtog at nægte at udføre strejkeramt arbejde.

6 uorganiserede firmaer accepterede arbejdernes krav, men resten blev styret af EF, og godt 100 stilladsarbejdere var i kamp, og den blev langvarig. I begyndelsen af april genoptog flertallet arbejdet efter garantier mod skruebrækkerarbejde, kun Activ fortsætter, støttet af de andre. Og i løbet af maj genansættes de 4 efter dom i faglig voldgift. En ganske usædvanlig sejr. Genansættelse, også selv om voldgiften finder en fyring uberettiget, er noget der meget sjældent sker.

Der var selvfølgelig mange andre kampe i perioden, men pladsen tillader kun denne smagsprøve på de mest bemærkelsesværdige kampe.

Læs hele serien her