Billedetekst: Foto: Pixels

Dette er en “longread”.

Et klassisk eksempel fra populærkulturen er industrismeden Viggo i filmen De Frigjorte fra 1993, som efter at være blevet fyret fra sit job oplever, hvordan hans selvbillede som arbejder og familiepatriark langsomt går i opløsning, i takt med at hans arbejdsløshed varer ved.

I Kapitalen definerer Marx arbejdet som; 

”…Den universelle betingelse for den metaboliske interaktion mellem mennesket og naturen: den evige naturpålagte betingelse for den menneskelige eksistens, og den er derfor uafhængig af enhver form for denne eksistens, eller den er fælles for alle samfundsformer, hvori mennesker lever.” 

Eller sagt på jævnt dansk; i ethvert samfund, hvor der eksisterer mennesker, er vi nødt til at arbejde med naturen for at kunne skaffe mad, få tag over hovedet, tøj på kroppen, etc. 

Hvad der dog imidlertid adskiller sig, argumenterer Marx og Engels, er måden hvorpå det gøres rent historisk og klassemæssigt; fra de første jæger-samlersamfund, over oldtidens slavesamfund, feudalsamfund til det moderne kapitalistiske samfund. Hvad der hér adskiller kapitalismen fra tidligere samfundsformer er, at det for første gang er muligt at have en overskudsproduktion, frem for blot at tilegne sig en fortjeneste på f.eks. en slave eller en bonde. 

i ethvert samfund, hvor der eksisterer mennesker, er vi nødt til at arbejde med naturen for at kunne skaffe mad, få tag over hovedet, tøj på kroppen, etc

Citat: Julian Weiss Flensburg

I stedet for at fordele goderne og overskuddet klasseløst, blev denne udvikling dog i stedet udgangspunktet for et nyt klassesamfund i form af det kapitalistiske, og med dets centrale omdrejningspunkt; merværdi. Hvor tilegnelser i tidligere samfund handler om merprodukt eller reelle goder såsom tøj, mad, ejendom, etc. handler tilegnelse sig i kapitalismen om merværdi i form af arbejdstid, dvs. andres arbejdstid.  

Socialt nødvendig arbejdstid

For at forstå merværdi er vi dog nødt til først at forstå den socialt nødvendige arbejdstid.

Socialt nødvendig arbejdstid er den tid, det kræver at producere en vare under de gennemsnitlige og mest effektive produktionsforhold i et givent samfund. F.eks. producerer en skomager et par sko på 2 timer, mens en anden, med mindre moderne udstyr, bruger 4 timer. Den socialt nødvendige arbejdstid for skoene er 2 timer, fordi det er den tid, der er nødvendig for at producere varen under gennemsnitlige, effektive forhold. Værdien af en vare bestemmes af den socialt nødvendige arbejdstid, der er brugt på at fremstille den. Det betyder, at skoen kan udveksles med et antal frakker, der svarer til den samlede tid, der er brugt på at fremstille de respektive varer.

Forskellen mellem den tid, arbejderen rent faktisk arbejder, og den socialt nødvendige arbejdstid, der bruges til at producere varen, er den merværdi, som kapitalejeren tilegner sig; en arbejder der arbejder 8 timer på en skofabrik og producerer sko til en værdi af 1000 kr i timen, og får en dagløn på 4000 kr, vil således have arbejdet 4 timer “gratis”, som kapitalisten således tjener på at have arbejderen ansat. Dette betegner Marx som den absolutte merværdi. 

Omvendt, hvis ny teknologi nu gør det muligt at producere det dobbelt antal sko på samme tid, og arbejderens løn og arbejdstid forbliver den samme, vil kapitalisten nu i stedet for 4 timers “gratis arbejde” nu få 8 timer, uden at have fordoblet arbejdsdagens længde. Dette betegner Marx den relative merværdi. Endvidere er disse to forhold således ikke gensidigt udelukkende, men kan sagtens sameksistere. Merværdi er således det der, foruden arbejderklassens organisering og lovgivning, bestemmer længden og intensiteten af arbejdsdagen. 

Da kapitalister, med ganske få undtagelser som f.eks. jordrenter eller lignende, grundlæggende er i konkurrence med andre kapitalister om at øge deres profit og udvide deres produktion, har de dermed en interesse i at mindske den socialt nødvendige arbejdstid, for at kunne maksimere deres merværdi og holde sig foran i konkurrencen. Dette skaber således en modsætning, hvor kapitalisterne, over tid, for at kunne øge deres profit, ender med at underminere grundlaget for deres velstand, men også grundlaget for et fremtidigt socialistisk samfund. Som Marx skriver i Grundrids;

“Kapitalen selv er den bevægende modsigelse, idet den presser på for at reducere arbejdstiden til et minimum, mens den på den anden side sætter arbejdstiden som eneste mål og kilde til rigdom. Derfor formindsker den arbejdstiden i den nødvendige form for at øge den i den overflødige form. En nation er sandt velhavende, når arbejdsdagen er 6 timer i stedet for 12. Rigdom er ikke kontrol over overskydende arbejdstid, men snarere disponibel tid ud over den, der er nødvendig i den direkte produktion, for hvert individ og hele samfundet.”

Arbejdsdagens længde

I Kapitalen har Marx således dedikeret et helt kapitel til arbejdsdagen og dens længde, hvori han beskriver de brutale arbejdsforhold arbejderklassen levede under og de ligeledes hårde klassekampe, som skulle til for at bestemme arbejdsdagens længde. Dette var eksemplificeret med The Factory Acts, der var en række love vedtaget af Det Britiske Parlament, som i 1802 forsøgte at regulere og forbedre vilkårene for arbejderklassen.

Med The Factory Act af 1833 blev arbejdsdagens længden fastsat til maksimalt 15 timer, ligesom der blev vedtaget time- og aldergrænser i forhold til børnearbejde. Kapitalisterne fandt dog her nogle smuthuller; f.eks. at selvom det var ulovligt for børn at arbejde på én fabrik mere end 8 timer, var der intet der forhindrede dem i at arbejde 8 timer på en anden fabrik bagefter, ofte ejet af samme kapitalist. 

Frem mod The Factory Act af 1844 var den engelske arbejderklasse imidlertid ved at samle styrke, hvorved det i 1844 blev vedtaget at kvinder maksimalt måtte arbejde 12 timer om dagen, ligesom natarbejde blev forbudt, børn i visse industrier fik en maksimal arbejdstid på 6,5 time samt en standardisering af starttidspunkt, måltider og sluttidspunkt for arbejdsdagen. I 1847 blev arbejdstiden for kvinder og teenagere forkortet til 10 timer. Kapitalistklassen responderede ved at ophæve kornlovene, som i praksis sænkede arbejdernes lønninger med 25 % procent.

Frem mod The Factory Act af 1844 var den engelske arbejderklasse imidlertid ved at samle styrke

Citat: Julian Weiss Flensburg

I 1848 spredte revolutionerne sig igennem i Europa. Dette besvarede den britiske regering med bl.a. at genindføre natarbejde, og i 1850 erklærede Court of the Exchequer lovene fra 1844 og 1847 som ugyldige. Dette responderer arbejderklassen på ved at organisere sig, ligesom spændingerne mellem klasserne i samfundet øges, og mellem 1850 og 1863 blev der vedtaget en række love som reducerede arbejdsdagen til 12 timer for alle, standardiserede spisetider, bedre og sikrere arbejdsforhold mv. 

Ligeledes fremhæver Marx, at ved februarrevolutionen i Frankrig i 1848 blev arbejdsdagen for de franske arbejdere standardiseret til 12 timer i alle brancher. I USA var kampen for slaveriets ophør og den amerikanske borgerkrig afgørende for, at den amerikanske arbejderklasse kunne presse Kongressen til at vedtage en 8 timers arbejdsdag for føderalt ansatte i 1868, da afskaffelsen af slaveriet var med til at forbedre arbejderklassens vilkår. For Marx afslører dette en vigtig indsigt; arbejderklassens evne til at agere kollektivt har afgørende betydning for arbejdsdagens længde og intensitet, herunder løn og arbejdsvilkår.

Danmark og arbejdsdagens længde

Dette er således også hvad vi rent historisk har set i Danmark, hvor arbejdsdagens længde var på cirka 11 timer dagligt i 1870’erne til 8-timers-arbejdsdagens indførelse i 1919, ligesom lørdagen blev en fridag i 1974. Dette betyder at vi er gået fra en gennemsnitlig arbejdsuge på 78 timer i 1870’erne til 37 timer i dag! Ligeledes, bag alle disse bedrifter lå lange og seje klassekampe, som tillod arbejderklassen at få mere fritid og kortere arbejdsdage, uden at gå ned i løn.

Dertil kommer en anden lige så vigtig detalje, som Marx også påpeger i det samme kapitel af Kapitalen, nemlig lovgivningen og den interne konkurrence mellem kapitalister; kapitalisterne har ligeledes en interesse i at deres arbejdskraft ikke arbejdes ihjel, så arbejdsudbuddet svinder ind for hurtigt, men at have så stor og sund en arbejdsstyrke som muligt, en pointe som jeg senere vil vende tilbage til. Hvad der er vigtigt at notere sig her er dog, at der ikke primært er tale om en menneskelig bekymring for arbejderne, men en nødvendighed for kapitalisterne for at sørge for at have nok arbejdskraft til rådighed og forebygge lønpres.

Selvom arbejderklassen historisk har haft succes med at forkorte den reelle arbejdstid, betyder det ikke, at kapitalistklassen ikke har andre metoder til at forsøge at generobre den tabte indtjening på.

Gramsci og Ford

I sine Fængselsoptegnelser beskæftigede Antonio Gramsci sig med Henry Ford og dennes nye arbejdsparadigme. Hvad der hér særligt fascinerede Gramsci var således, at Ford var yderst interesseret i, hvad hans arbejdere brugte deres relativt høje lønninger på, og var meget optaget af særligt deres alkohol- og seksualvaner. 

Dette var på mange mange måder et brud på den traditionelle holdning, hvor arbejdsgivere generelt var ligeglade med, hvad deres arbejdere brugte deres løn eller fritid på, så længe de kunne møde op og arbejde næste dag. For Gramsci var Ford eksemplet på en kapitalist der ønskede at skabe en ny slags arbejder, der ikke længere brugte lønningerne på druk, hor eller gambling, men i stedet var en “rationel forbruger” der således kunne købe de produkter, som de selv producerede, særligt biler i Fords tilfælde. 

Kravet fra Ford var, at hvis man ønskede sig en 5 dollars løn, skulle man som medarbejder være villig til at blive overvåget i sit private hjem, for at være sikker på at man levede efter de moralsk rigtige regler. Bag den umiddelbart humanitære facade, var et økonomisk hensyn til at sikre, at lønnen blev brugt i kapitalistklassens interesser.

Folkesundhed – en tveægget sværd

Genklang af denne tænkning findes også i samfundets interesse for folkesundheden, herunder også fertiliteten, der siden 1980’erne har været stigende; Vi skal stoppe med at ryge, begrænse vores alkoholindtag, spise sundt, motionere og helst have 2+ børn pr. kvinde etc. samtidig med at vi forventes ideelt at arbejde 37 timer om ugen. 

Igen selvom de fleste vil kunne se et rationale i disse tiltag ift. at øge den enkeltes livskvalitet, gemmer der sig her også et økonomisk hensyn; en sund arbejder er som regel mere produktiv, og trækker mindre på samfundskassen. Dette er dog ret paradoksalt, da det er det samme økonomiske system som har interesse i at arbejderne er så sunde som muligt, der oftest også tjener mange penge på deres usunde vaner i form af junkfood, tobaks/nikotinprodukter, alkohol mv. 

Forbrug og arbejderklassen

Efterkrigsopsvinget med det økonomiske boom og næsten fuld beskæftigelse betød, at mange arbejdere i den vestlige verden fik et større økonomisk råderum end tidligere, hvilket igen betød at forbrugsmuligheder, som tidligere havde været forbeholdt de øvre klasser, nu også blev tilgængelige for store dele af arbejderklassen.

Dette fik blandt andet Horkheimer og Adorno fra Frankfurterskolen og andre til at se pessimistisk på det “forbrugersamfund”, som voksede frem, og på arbejderklassen som “borgerliggjorte” til trods for, at der stadigvæk var rigeligt med klassekampe i efterkrigsperioden. Som den belgiske trotskist Ernest Mandel beklagede sig i 1970;

“Da den socialt nødvendige arbejdstid blev kortere og fritiden større, fandt en kommercialisering af fritiden sted. Det kapitalistiske vareproduktionssamfund, det såkaldte “forbrugersamfund”, gjorde sit yderste for at integrere fritiden i helheden af ​​økonomiske fænomener på grundlag af vareproduktion, udnyttelse og akkumulering.”

Dette er selvfølgeligt ikke for at tage Mandel i forsvar, eller beklage sig moraliserende over at en individuel arbejder hellere vil bruge sin fritid på øl og videospil frem for at læse Dostojevskij eller lære et nyt sprog, men for at understrege en vigtig pointe; kapitalismens besættelse af hvad arbejderen bruger sin tid på, også uden for arbejdstiden.

Dette viser, at selv i de kapitalistiske samfund, hvor arbejderklassen på overfladen har en god levestandard, høje lønninger og forbrugsmuligheder, er den stadig grundlæggende domineret af arbejdet.

Velfærdsstaten og arbejdet

Hvis vi kigger på den velfærdsstat, som voksede frem i den samme periode, ser vi ligeledes den samme trend. Velfærdsstaten som for alvor voksede frem i efterkrigsperioden som kombination af indrømmelser til arbejderklassen og et økonomisk boom hjulpet godt på vej af statslig intervention i økonomien, og Marshallplanen i Europa, var hermed et forsøg på bl.a. at skabe fuld beskæftigelse og understøtte folk i forbindelse med arbejdsløshed. 

Dog med oliekrisen 1973 og den neoliberale samfundsudvikling fra 1980’erne, er denne politik ligeledes kommet under større og større pres; dagpengeperioden er blevet forkortet, både dagpenge og kontanthjælp sat ned, sundheds- og uddannelsessektoren beskåret mv. Dertil den stigende hetz mod og stigmatisering af personer, som af den ene eller anden grund ikke kan arbejde fuldtid og dermed beskyldes for at ligge velfærden til last; folk med fysiske eller psykiske handicap, folk med kroniske lidelser, hjemløse, flygtninge etc. 

Ligeledes er adgangen til både førtidspension og fleksjob siden 2013 også blevet stærkt beskåret, hvilket igen medvirker til at muligheden for at leve uden at arbejde, i hvert fald på længere sigt, er en umulighed. Planen for kapitalistklassen har dog aldrig været, at en stor del af befolkningen skulle have denne mulighed. Eller ideelt set nogen som helst for den sags skyld.

“Industriel reservehær”

Ifølge Marx vil der i kapitalismen altid være behov for en “industriel reservehær”, dvs. et overskud af arbejdere som er arbejdsløse, således at der er konkurrence mellem arbejderne, hvilket forebygger lønpres og samtidigt fungerer som en sikkerhedsventil for kapitalistklassen, i forhold til at kunne justere arbejdsstyrken og lønniveauet. Hvis det er muligt for arbejderklassen at leve et tåleligt liv uden et behov for at arbejde, vil der for kapitalisterne i værste fald ikke være noget incitament til at arbejde.  

Flere undersøgelser viser også at kvinder, til trods for at være kommet på arbejdsmarkedet, stadig er dem, der leverer langt det meste af arbejdet i hjemmet, samtidigt med at en barsel selv 10 år efter koster den pågældende kvinde, eller fødende person, 20 % af deres potentielle indkomst i forhold til, hvis de ikke havde fået børn; dette viser igen hvor arbejdet og ens evne til at bidrage såkaldt “produktivt” i snæver økonomisk forstand bestemmer hvordan man indretter sit liv. Til trods for at man også ønsker, at der samtidigt fødes ny arbejdskraft.

Ifølge Marx vil der i kapitalismen altid være behov for en “industriel reservehær”, dvs. et overskud af arbejdere som er arbejdsløse, således at der er konkurrence mellem arbejderne

Citat: Julian Wiess Flensburg

Vi kan således se, at under kapitalismen, vil langt de fleste menneskers levevilkår grundlæggende defineres af denne i en eller anden grad, uanset om de rent faktisk er på arbejde eller ej. Modsat en vulgær “arbejderisme” som forherliger proletarisk lønarbejde, eller bestemte sektioner af det, ofte med racistiske, sexistiske og funktionsdiskriminerende undertoner, kan vi se at arbejderklassen her således omfatter alle som i udgangspunktet er nødt til at arbejde for at overleve, uanset beskæftigelse eller lønniveau. For kapitalismen er det grundlæggende vilkår således, at kapitalisterne har mulighed for at kunne tjene merværdi på udbytning af arbejderklassen, uanset hvilke indrømmelser de måtte give.   

Mennesket og arbejde

Både Marx og Engels understregede, at det, der unikt kendetegner mennesket fra det øvrige dyrerige, er vores evne til at transformere os selv og vores samfund gennem vores arbejde, det som Marx betegnede som vores “værens-væsen” eller “Gattungswesen”; mennesker arbejder ikke kun ubevidst af nødvendighed, som dyr, men også bevidst og af lyst. 

Hvad både Marx og Engels ligeledes understregede, var at dette ikke er tilfældet i kapitalistiske samfund, hvor langt størstedelen er tvunget til at arbejde for andre, ikke af lyst, men af nød, da de ikke selv ejer produktionsmidlerne. Denne dobbelthed i menneskets forhold, som på den ene side er et grundvilkår for mennesket, men på den anden side også er bestemt af de sociale og historiske forhold som et givent udviklingsstudie muliggør, benytter Marx således i Den Tyske Ideologi også til vise forskellen på arbejdets rolle i henholdsvist tidligere samfund og så det kommunistiske samfund, han forestiller sig;    

“For så snart arbejdsfordelingen træder i kraft, har hvert menneske en særlig, eksklusiv aktivitetssfære, som påtvinges ham, og som han ikke kan undslippe. Han er jæger, fisker, hyrde eller kritisk kritiker, og skal forblive det, hvis han ikke vil miste sit levebrød; mens samfundet i det kommunistiske samfund, hvor ingen har én eksklusiv aktivitetssfære, men hver især kan udføres i enhver gren, han ønsker, regulerer den generelle produktion og dermed gør det muligt for mig at gøre én ting i dag og en anden i morgen, at jage om morgenen, fiske om eftermiddagen, opdrætte kvæg om aftenen, kritisere efter aftensmaden, præcis som jeg har lyst, uden nogensinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.”

“Yde efter evne, nyde efter behov”

I Kritik af Gothaprogrammet afviser Marx og Engels endvidere idéen om absolut lighed, idet arbejdere, og mennesker generelt, har forskellige evner og forskellige behov. I stedet defineres kommunismen som et samfund, hvor mennesker populært sagt “yder efter evne, nyder efter behov”. Det bliver dermed klart ud fra dette udsagn, at hverken Marx eller Engels romantiserede det såkaldt “produktive arbejde” eller proletariatet, men netop så eksistensen heraf som forløberen for et socialistisk og siden kommunistisk samfund, dog ultimativt kun gennem ophævelsen af sig selv. 

…..arbejdet i kapitalismen grundlæggende fremmedgør arbejderen gennem udbytning; arbejderen vil aldrig nogensinde hverken have fuld kontrol over arbejdsprocessen

Citat: Julian Weiss Flensburg

Dette hænger sammen med at arbejdet i kapitalismen grundlæggende fremmedgør arbejderen gennem udbytning; arbejderen vil aldrig nogensinde hverken have fuld kontrol over arbejdsprocessen, produktet af sit arbejde eller relationerne til sine kollegaer, eller ultimativt sit eget fulde potentiale, men vil i sidste instans altid være domineret af sit arbejde på en ufri måde. Når arbejderen trods alt får rimelig gode arbejdsvilkår eller lignende, er det ikke på grund af kapitalismen, men tværtimod begrundet arbejderklassens evne til at slå tilbage og stille krav.

Dette er til stor forskel fra Anden Internationale eller senere socialdemokratiske, stalinistiske eller endda fascistiske bevægelser for hvem produktivt arbejde og øget produktion alene ses som frigørende (gerne med nogle af de undertoner, jeg før nævnte). Selvom udviklingen af produktionskræfterne, eller “teknologien” på jævnt dansk, udvikles gennem vores fysiske og mentale arbejde, og tilsvarende potentielt øger vores fysiske og mentale arbejdskapacitet, behøver dette i sig selv ikke altid at være godt. Langt fra.

Frihedens rige

På grund af kapitalismen er vi dermed endt i en situation, hvor vi producerer langt mere end vi reelt behøver, hvilket tværtimod er rigtigt dårligt for klimaet og økosystemerne, for at holde gang i produktionen og udvidelse af merværdien. Vi er bogstaveligt talt ved at arbejde os selv ihjel, både fysisk og mentalt, men også især klima- og miljømæssigt gennem vores overproduktion.

Når vi som socialister og historiske materialister eksempelvis argumenterer for arbejde til flere, handler det ikke om vi ønsker at øge mængden af arbejdstimer i samfundet. Tværtimod handler det om at vi ønsker at deles om arbejdet, således at den enkelte arbejder kan arbejde færre timer, dog uden at gå ned i løn. Derudover ønsker vi selvfølgelig også generelt at folks livskvalitet så vidt muligt er uafhængig af deres evne til at deltage i såkaldt “produktive” aktiviteter. Dette er særligt vigtigt, oven på 4 årtier med en nyliberalisme og intensiveret kamp fra kapitalismen side, som forsøger at sælge os “hustleculture” og idéen om at vi er vores egen lykkes smed som “sund fornuft”, hvorved vi definerer vores værd alene ud fra vores pengepung og vores evne til at være “produktive”. 

I stedet bør vi kigge på arbejdet som en langt mere kollektiv proces, og på fritiden, den reelle fritid uden om det nødvendige arbejde, som hovedingrediensen til fremtidens socialistiske og økologiske samfund. Jeg vil her lade Marx i tredje bog af Kapitalen få det sidste ord, da han siger det bedre end jeg ville kunne; 

“Frihedens rige begynder i virkeligheden kun, hvor arbejde bestemt af nødvendighed og ydre hensigtsmæssighed ophører; det ligger i sin natur hinsides den materielle produktionssfære. Ligesom den vilde må kæmpe med naturen for at tilfredsstille sine behov, for at opretholde og reproducere sit liv, må det civiliserede menneske også, og det må han gøre i alle samfundsformer og under alle mulige produktionsmåder. Dette rige af naturlig nødvendighed udvider sig med hans udvikling, fordi hans behov også gør det; men produktivkræfterne til at tilfredsstille disse udvider sig samtidig…Det sande rige af frihed, udviklingen af ​​menneskelige kræfter som et mål i sig selv, begynder hinsides det, selvom det kun kan blomstre med dette rige af nødvendighed som grundlag. Reduktionen af ​​arbejdsdagen er derfor den grundlæggende forudsætning.”