Billedtekst: Atomkraftulykken i Fukushima var en katastrofe. Foto. Mike Wightman, Flikr

Olie og gas fra Nordsøen er selvfølgelig hverken mere eller mindre fossil, end olie og gas fra andre steder i verden, og er derfor en lige så stor CO2-udledningssynder, som alle andre brugte forekomster verden over.

For 50 år siden var det kun nogle få videnskabsfolk, der så på hvad afbrænding af fossile brændstoffer – kul, olie og gas – var på vej til at betyde på grund af den enorme udledning af ekstra CO2, som naturen ikke er i stand til at absorbere.

Men efterhånden blev klimaforandringerne først sandsynliggjort, og siden virkelighed. Nu er klimakatastrofen begyndt at trænge sig lidt for tæt på, hvilket har øget opmærksomheden. Også selv om mange højrekræfter fortsat benægter at der er noget galt, og selv om mange regeringer og erhvervsfolk kæmper mod det der en nødvendigt, fordi de er bange for at de nødvendige forandringer vil gå ud over deres profit.

Hvis vi ser mere all-round på spørgsmålet, så er der gode grunde for alle til at afvise den vej. Og som socialister og/eller klima- og miljøaktivister, er der alle mulige gode grunde til at sige: Atomkraft – stadig nej tak

Citat: Freddie Nielsen

Vedvarende energi, som for ikke så mange år siden blev hånet og anset for at være noget hippie-snak, har vist sig at være levedygtigt, og de seneste tal peger på at 62% af el-forbruget i Danmark stammer fra vedvarende energi.

Det er et skridt på vejen, men det er stadig ikke nok. Meget langt fra nok, hvis vi ser på udviklingen på verdensplan. Derfor er der røster der taler om at a-kraft må på banen. Her i landet har det især været Liberal Alliance (LA), der er politiske fortalere for den energiform, men for nyligt er også Venstre begyndt overvejelser om at støtte den vej. Det vil nok også tiltale Inger Støjberg at gå i den retning. Hun har netop ekskluderet en byrod af sit parti, fordi han stemte for et lokalt solcelleanlæg.

A-kraft er ganske vist CO2-fri energiproduktion, men er dét det eneste kriterie vi skal måle på? Hvis vi ser mere all-round på spørgsmålet, så er der gode grunde for alle til at afvise den vej. Og som socialister og/eller klima- og miljøaktivister, er der alle mulige gode grunde til at sige: Atomkraft – stadig nej tak.

Troværdighed?

I 1970’erne var det oliekrisen og panikken omkring OPECs magt, der fik a-krafttilhængerne til at vejre morgenluft. I dag er det klimakrisen, der bliver brugt som undskyldning. Men er der virkelig grund til at tro på kræfter, der enten indtil for nylig direkte har benægtet at der er en klimakrise, og/eller har benægtet at den er menneskeskabt gennem kapitalismens ukontrollerede udvikling? Eller hvis de har anerkendt at der er noget galt, så alligevel har kæmpet imod at gøre noget ved det.

Har sådanne kræfter ikke allerede udstillet deres manglende troværdighed? Er der nogen grund til at tro på at de lige pludselig har fået en åbenbaring, og vil kæmpe ærligt for miljø, klima og natur? 

Nej deres troværdighed er meget lav, så lad dem ikke forlede os til at tro på deres argumenter. Bør bare det at se hvem a-kraftens venner er, ikke få os til at tænke os om en ekstra gang? Partier som LA og Venstre og Kernekraftalliancen med medlemmer som makkerparet Dansk Industri og Dansk Metal og Novo Nordisk Fonden f.eks. Kan vi virkelig tro på at de vil almindelige mennesker noget godt?

Lad os derfor se på forskellige kritikpunkter af a-kraften. De seneste mange års “oplysning” omkring a-kraft, har desværre været temmelig ensidigt styret af tilhængernes jubeloptimistiske betragtninger, der har været præget af at gå meget let hen over problemerne – ja endda nærmest påstå at a-kraft er problemfrit, hvorfor det bare er med at komme i gang. Heldigvis er der også andre kræfter der har blandet sig i debatten. På den seneste har vi fået M.V. Ramanas bog Nuclear is not the solution. The folly of atomic power in the age of climate change, (2024). Ramana er en indiskfødt fysikprofesser, der har forsket og undervist på såvel Princeton som University of British Columbia. Han er en fagligt funderet og grundig kritiker af a-kraft, som jeg vil henvise en del til gennem denne artikel.

Men først er det en god idé at starte med et lille sidespring til historien omkring modstanden mod a-kraft i Danmark. Oliekrisen i 1973 var triggeren der udløste den største kapitalistiske krise siden 1930’erne. OPEC (Organization of Petrolium Exporting Countries), der blev oprettet i 1960 af Irak, Iran, Saudi-Arabien og Venezuela, var i begyndelsen af 70’erne vokset betydeligt, og var nu stærke nok til at begynde at tage en konfrontation med de multinaltionale olieselskaber og Vesten der stod bag selskaberne.

Ved Yom Kippur-krigen mellem Israel og Egypten/Syrien i 1973 benyttede OPEC lejligheden til at hæve råolieprisen med 70%, i 1974 fik den yderligere 100%, og med en mindre stigning i 1975 nåede råolieprisen op på 600% over 1970 prisen.

Det betød kraftige prisstigninger (olieselskaberne holdt sig heller ikke tilbage), og det betød en voldsom panik – hvad skulle det hele ikke ende med, og sæt nu araberne helt lukkede for olien. Som et kuriosum kan nævnes at Anker Jørgensen, der var socialdemokratisk statsminister, fik voldsom kritik for at udtale sig for positivt om Israel. Ikke fordi palæstinenserne havde større støtte dengang, men af frygt for, at en sådan åbenmundethed ville gøre araberne så vrede at de lukkede for hanerne overfor Danmark.

Det fører frem til Hartling-regeringen, der tog over i 1974, og lod sig rive med af panikken – eller måske nærmere udnyttede den, til at indlede planlægning og lovgivning om indførelse af atomkraft. Der blev f.eks. fundet 15 områder, der blev udpeget som mulige placeringer af fremtidige a-kraftværker, og derfor underlagt byggerestriktioner.

OOA

Omvendt førte det til dannelsen af den vel nok mest succesfulde bevægelse i Danmark i nyere tid – OOA – Organisationen til Oplysning om Atomkraft. Selv om det nok begyndte i det små, blev det en bevægelse med voldsom betydning.

En foreløbig kulmination, var folkepjece-kampagnen, hvor frivillige aktivister husstandsomdelte 2,1 mio. eksemplarer af pjecen Danmark uden atomkraft i efteråret 1979. Ulykken på a-kraftværket Tremileøen i Harrisburg, Pennsylvania samme forår hjalp også på stemningen. Men allerede året før arrangerede OOA store marcher fra to af de 15 udpegede mulige steder til placering af fremtidige værker. – Fra Gylling Næs til Århus og fra Stevns til København, ligesom der blev demonstreret for at få lukket det svenske Barsebäck, der lå lige overfor København.

I 1984 gennemførte OOA en ny massekampagne, hvor der blev uddelt 50.000 foldere til beboere i en afstand af 10 kilometer fra de udpegede 15 zoner.

Den 29. marts 1985 vedtog et flertal i Folketinget at planerne om atomkraft i Danmark var endegyldigt skrinlagt. I 1999 lukkede den ene reaktor på Barsebäck, og den anden lukkede i 2005. I mellemtiden havde OOA nedlagt sig selv i 2000, ud fra at deres mål stort set var opfyldt.

Dertil kom Tjernobyl-ulykken i april 1986, hvor en af reaktorerne eksploderede og sendte en enorm radioaktiv sky ud i atmosfæren. Nedfaldet blev registreret fra det vestlige Rusland, over Skandinavien og Vesteuropa til det østlige USA. Det førte heller ikke til mere kærlighed til a-kraft i tiden.

Så efter folketingsbeslutningen – efter Tjernobyl ulykken, og efter Fukushima-ulykken i Japan i 2011, hvor et jordskælv og en efterfølgende tsunami medførte et stort radioaktivt udslip, skulle man jo mene, at nu burde al snak om at indføre a-kraft i Danmark og andre steder forstumme.

Men nej, det er desværre ikke tilfældet. Tilhængere af a-kraft vejrer morgenluft. Og med henvisning til klimakrisen argumenterer de med at a-kraft er en CO2-fri energikilde, og dermed et grønt alternativ. Det er det de på den ene side siger, og på den anden side prøver de at sælge det med, at det jo ikke blæser hver dag, eller at solen ikke altid skinner. Og desværre trækker de visse klimaaktivister med sig. Den seneste meningsmåling peger på at 2/3 af befolkningen i dag støtter a-kraft. Det skal dog med at halvdelen af tilhængerne ikke er helt trygge ved deres egen holdning, de vil i hvert fald ikke bo i nærheden af et a-kraftværk. (1)

Flest bagdele

Jeg vil i det følgende argumentere for at a-kraft ikke er løsningen, at a-kraft indebærer langt flere ulemper og farer end fordele, og at de interesser der står bag på alle måder er uforenelige med arbejderklassens interesser. Og så er min påstand, at på trods af klimatruslen tjener dét, at tale for og måske endda opføre a-kraftværker, først og fremmest til at udsætte processen med at der virkelig gøres noget ved klimaforandringerne.

Det allerførste, Ramana skriver, er at “denne bog har været en meget lang proces fra idé til færdiggørelse, men dog ikke så lang som det tager at bygge et a-kraftværk.” (2) Det er en central pointe, som jeg vender tilbage til.

Det første punkt er sikkerheden. Tilhængerne påstår at nu er nye værker 100% sikre, men det har de også hævdet tidligere. I virkeligheden må det siges at være temmelig vildt at påstå, at noget er 100% sikkert. Ikke mindst når det drejer sig om en så kompleks indretning som et a-kraftværk. At påstå at alt er, eller kan være, forudset, er simpelthen at tale mod bedre vidende. Det er, som Ramana citerer den britiske fodboldspiller Brian Clough for: “På papiret havde vi et godt hold. Uheldigvis blev spillet spillet på græs.” (3)

Det kan være en ventil, der ikke virker når den skal, det kan være en uopdaget tæring. Det var f.eks, tilfældet på Davis-Besse værket i Ohio i 2002, hvor en læk med borsyre havde tæret så meget, at det var meget tæt på en nedsmeltning, da man opdagede det. (4) Der kan ske en menneskelig fejl, eller et tilsyn kan svigte, som i Phillippsburg i Tyskland, hvor man i sidste øjeblik opdagede at der var forsvundet 280.000 liter vand fra bassinet til nedkøling af brugte brændselsstave – det er trods alt ret meget at miste uden at nogen opdager det. Eller måske presser konkurrencen elselskabet til at holde lidt igen med udgifterne, og skære bare en lille smule på sikkerheden, og den slags. Dét var grunden til at halvdelen af Frankrigs reaktorer blev lukket ned i 2022. Kravet om at det statslige selskab, der ejer værkerne, skulle levere et overskud førte til manglende vedligeholdelse, med revner og korrosion på farlige steder til følge.

I virkeligheden må det siges at være temmelig vildt at påstå, at noget er 100% sikkert. Ikke mindst når det drejer sig om en så kompleks indretning som et a-kraftværk

Citat: Freddie Nielsen

Men der kan også opstå udefrakommende uforudsete problemer. Ingen havde forudset at Fukushima skulle blive ramt af både jordskælv og tsunami. Og så var der faktisk et held midt i uheldet. Katastrofen der ramte værket, lukkede ned for både strøm og nødstrøm, så kølingen af reaktoren gik i stå. Det kunne have medført en nedsmeltning. Men en anden uforudset ting reddede situationen, nemlig at tsunamien også ødelagde en sikkerhedsbarriere, så havvandet strømmede ind og kølede reaktoren. Ganske vist blev en del af havet radioaktivt forurenet, men det hindrede den langt større katastrofe der havde været resultatet af en nedsmeltning.

En efterfølgende rapport fandt, at såvel de japanske myndigheder som TEPCO (Tokyo Electric Power Company) – ejeren af Fukushima – var fuldstændig uforberedte på hændelser af den art, som ramte værket. Og ikke helt uvæsentligt, så fandt rapporten at dette havde rod i “myten om den fuldstændig sikre a-kraft.” (5)

Komplekse systemer

Som Ramana skriver: Det burde være intuitivt indlysende, at i et komplekst system som et a-kraftværk, hvor ikke bare konstruktionen, men også processerne er yderst komplekse, er faren for oversete fejl og uventet interaktion meget større end i mindre komplekse systemer. Og ekstra sikkerhedssystemer føjer i virkeligheden bare mere til kompleksiteten. (6)

Når der sker en alvorlig ulykke på et a-kraftværk får vi at vide, at det er en 10.000-års hændelse – altså noget der stort set aldrig sker. Men ud over at det er svært at finde det statistiske belæg for de 10.000 år, så skal vi have med, at hvis vi nu tager dem for gode varer, så vil det stadig betyde, at hvis der er 1000 værker (aktuelt er der knap 500 a-kraftværker på verdensplan), så må vi forvente en alvorlig ulykke hvert 10. år.

Et er så de mulige tekniske eller menneskelige fejl. Dertil kommer ydre påvirkninger, som vi har set med Fukushima. Og fremtidens klimaforandringer vil kun gøre ondt værre. Hvor stærke tornadoer skal der forudses, når der bygges nye værker, for ikke at tale om hvad det betyder for eksisterende værker. Oveni kommer så mulige oversvømmelser og naturbrande.

En anden uforudsigelighed er kølevand. Vi ved at der vil opstå vandmangel forskellige steder i verden. Vil det i fremtiden føre til at vandmangel kombineret med stigende vand- og lufttemperaturer vil gøre det sværere at køle en reaktor tilstrækkeligt? Vi kan ikke sige det, men det er ikke usandsynligt at det kan blive et problem. Det er påvist at frekvensen for klimarelaterede strømsvigt/nedlukninger af a-kraftværker er næsten 8 gange højere i 2010’erne end i 1990’erne. Det er sådan noget der er ekstremt dyrt for ejerne – og vil være en kilde til pres for at sænke udgifterne. Den slags der i de fleste industrier fører til at slække på sikkerheden.

Et andet, og tyder det på, desværre voksende problem, er krige, og for den sags skyld bevidst sabotage og terrorhandlinger. Ramana bruger som eksempel det ukrainske Zaporizkzhia værk, der blev ramt af en granat i 2023, hvilket medførte en brand og lukning af værket.

Her peger analytikere på 3 plausible scenarier, der kan føre til radioaktivt udslip. – En af reaktorerne kunne blive ramt af en raket eller et missil. – Der kan ske noget med bassinet hvor uranstængerne opbevares og holdes nedkølede. – Eller ledningsnettet omkring værket ødelægges af krigshandlinger, så kølesystemet falder. (Faktisk blev et depot for brugt atombrændsel på Tjernobyl-værket ramt af en russisk drone i begyndelsen af juni 2026, heldigvis uden radioaktivt udslip.)

Og så ligesom for at understrege uforudsigeligheden, er der også i 2026 kommet et fjerde scenarie til. Russerne, der har besat værket, har besluttet at genåbne det. Men værket er ukrainsk produceret, hvilket betyder at de ikke har reservedele, og muligvis heller ikke fuld indsigt i driften. (7)

Som Ramana summerer op: “Tilhængere af a-kraft er hele tiden nødt til at beskrive deres foretrukne teknologi ved at bruge termer som “ren” og “sikker”, netop fordi, at det er den ikke. Der er ingen der taler om sikker solenergi eller sikre cykler, fordi adjektiverne her er overflødige.” (8)

Uheld, måske – farligt affald, helt sikkert

Men ok, selv om der har været mange mindre næsten-uheld, uheld og udslip, og hele tre store og meget alvorlige ulykker, så må selv modstandere af a-kraft indrømme, at selv om sandsynligheden taler for det, så er det trods alt ikke 100% sikkert, at der vil komme store ulykker i fremtiden. 

Derimod er det 100% sikkert at der stadig vil være radioaktivt affald fra værkerne. Affald som er yderst problematisk, da det mindst radioaktive affald skal bruge 100 år på at nedbrydes, mens vi taler om årtusinder og endda millioner af år, når det drejer sig om det højradioaktive. Nedbrydningen af de forskellige radioaktive materialer og isotoper er meget forskellig. Mens jod 131 har en halveringstid på 8 dage, så er den for jod 129 15,7 mio. år, og for cæsium 135 3,2 mio. år.

Så her står vi med et deponeringsproblem, som efter 75 års forsøg stadig ikke er løst. Og det er ikke kun noget der har med det store udland at gøre. Radioaktivt affald fra det lukkede danske atomforsøgsanlæg på Risø, opbevares stadig på stedet uden nogen idé om hvad man skal gøre ved det. Ifølge borgmesteren i Roskilde, er en beslutning om at det skulle være væk senest 2023 blevet udskudt til 2073. Det vidner ikke ligefrem om nogen stor tiltro til, at en løsning på affaldsproblemet er lige om hjørnet.

Der er ganske vist fundet teoretiske løsninger, men de er ikke virkeliggjort. Det man forestiller sig er, lige som med CO2-deponering, at finde steder dybt nede i jorden, hvor det kan lagres sikkert. Der er bare det at nedbrydningstiden for især det højradioaktive affald er så meget længere end for CO2. Desuden kan et radioaktivt udslip være noget mere fatalt end et CO2-udslip.

Der er alt for mange ubekendte, ja vi må regne med ubekendte ubekendte, når noget har betydning så langt ud i fremtiden. Som Ramana skriver: “Geologi er en historisk videnskab, ikke en videnskab der kan forudsige fremtiden.” (9) Der kan f.eks. sagtens opstå nye vulkaner på steder der lige nu er udpeget som sikre. Og hvem siger, at man ikke i det 39. århundrede vil grave efter mineraler, som vi i dag anser for værdiløse, i omegnen af radioaktive dumps. I det hele taget må vi også her antageflere uforudsigeligheder på grund af klimaforandringerne.

Et andet problem er indkapslingen af affaldet der skal deponeres. Det farligste affald til deponering skal indkapsles i glas, men hvad betyder det når glasset påvirkes radioaktivt indefra i tusinder af år? Eller vil f.eks. mikrober dybt nede i jorden kunne påvirke og nedbryde? Og andre af den slags spørgsmål. F.eks., hvorfor skulle der ikke kunne ske uheld under transport af affaldet?

Faktisk er en af planerne kommet til udførelse. Asse-depotet i Tyskland, der blev bygget i en salthorst. Men planlæggerne valgte at se bort fra advarsler om fare for oversvømmelse. Og i 1988 konstaterede man saltvand i depotet, hvilket har ført til at man, for en enorm udgift, har måttet hente affaldet op igen.

CO2-neutral energi

Tilhængerne lægger stor vægt på argumentet om at a-kraft er CO2-neutralt. Det har de for så vidt ret i, når værket vel at mærke er færdigt, og man kun ser på dets produktion. Og grønt er det ikke.

Byggeriet af det er ikke CO2-neutralt, og der går umådelige mængder af beton og andre materialer til. Det er heller ikke CO2-neutralt at transportere uran fra miner i Canada og Australien rundt til oparbejdning, og siden til destinationsreaktoren.

I den forbindelse er det heller ikke uvæsentligt at se på problemer med uranminer. A-kraft-tilhængere kan finde på at pege på at sjældne metaller til solceller graves ud under yderst kritisable forhold i miner i f.eks. Congo. Det har de desværre ret i.

Men nu er det sådan, at det faktisk under andre forhold vil være muligt at skabe ordentlige arbejdsforhold i Congo og andre steder. Derimod vil det aldrig blive muligt at grave uran op uden sundhedsrisici. Og de kan være ganske alvorlige. Det er i hvert fald meget sigende, at Australien har en lov, der siger at rapporter om miljø og helbred fra området omkring Olympic Dam – verdens største uranmine – ikke må offentliggøres, medmindre de er godkendt af WMC (Western Mining Corporation), der ejer minen. (10)

Billig energi?

En helt anden side er prisen. Kort efter at udgravningen til USAs første civile a-kraftværk var begyndt i 1954, udtalte formanden for USAs Atomenergikommission, admiral Lewis Strauss, at vi nok kunne forvente, at vores børn i fremtiden ville have energi, der var for billig til at måle. (11)

Men sandheden er noget anderledes. Når tilhængere i dag stadig taler om billig energi, så er det imod bedre vidende. A-kraft er simpelthen ikke konkurrencedygtig, hvilket også er forklaringen på at der både har skullet regeringspres og økonomiske incitamenter til, for at få bygget nye værker i USA og andre lande.

Det er måske også her vi skal finde forklaringen på, at Trump som en anden Don Quijote jagter vindmøller. Faktisk klager a-kraft-baserede energiselskaber i USA over, at de ikke kan klare sig i konkurrencen med vedvarende energi. Og hvis de så skal til at agere backup til sol og vind, altså uden af køre så meget som muligt på fuld kraft, så vil det være fuldstændig urentabelt.

Det gælder ikke kun USA. En af de store spillere, tyske E.ON, med 35 mio. kunder og 90.000 ansatte verden over, har lukket to af sine reaktorer i Sverige (Oskarshamn) med begrundelsen: At der ikke er “udsigt til at generere finansiel profitabilitet, hverken på kort eller langt sigt.” (12)

Når tilhængere i dag stadig taler om billig energi, så er det imod bedre vidende. A-kraft er simpelthen ikke konkurrencedygtig

Citat: Freddie Nielsen

Det er også grunden til at a-kraft står for en faldende andel af verdens energiforsyning. Da Kyoto-protokollen – om at begrænse CO2-udledning – blev indgået i 1997, stod a-kraft for 16,9% af den globale el-produktion, mens vedvarende energi blot leverede 1,2%. I 2022 er det vendt op og ned, med 9,2% til a-kraft og 14,4% til vedvarende energi. 

Det skyldes, at mens a-kraft fortsat er voldsomt dyr, og uden udsigt til at blive billigere, så er prisen på at etablere sol- og vindenergi raslet ned. (13) Det er umiddelbart et godt tegn, isoleret set, men det kan desværre ikke holde trit med kapitalismens uhæmmede krav på vækst, uanset konsekvenserne. Fra 2000 til 2020 er det samlede energiforbrug steget 6 gange mere end væksten i vedvarende energi. (14)

Forsyningssikkerhed?

En anden ting er, at a-kraft ikke er en vedvarende energikilde. Og det er ikke uden betydning. En del af argumenterne for a-kraften i 70’erne var forsyningssikkerheden, dels at olien var ved at slippe op, og dels at mindske afhængigheden. Begge er noget uholdbare argumenter, da der er langt færre udbydere af uran, for ikke at tale om færdige brændselsstave, end af olie. Desuden er der kun uran tilbage til under 90 års forbrug, med den nuværende mængde reaktorer, vel at mærke. Og eftersom a-kraft-tilhængerne ønsker at udvide brugen af a-kraft, så er det faktisk ret begrænset hvor længe det “eventyr” vil vare, medmindre man går over til formeringsreaktorer der bruger plutonium (verdens farligste giftstof).

Men mens dét måske vil blive opfattet som et mindre problem, så er prisen derimod et af de helt store problemer. Det kan være svært at vise fuldt ud, da det drejer sig om svimlende summer, hvilket forstærkes af, at der stort set ikke er bygget et værk uden at det oprindelige budget er overskredet stort.

En undersøgelse af 180 færdigbyggede værker viste at kun fem havde overholdt tid og pris. Af de øvrige var tidsplanen overskredet med 64% og budgettet med 117% i gennemsnit

Citat: Freddie Nielsen

Men lad mig alligevel prøve at eksemplificere det, ud fra et igangværende projekt, Hinckley Point C i Somerset i England. Værkets samlede kapacitet forventes at være 3 1/4 gigawatt + 180 megawatt, som værket selv skal bruge for at køre. Værket forventes at komme til at koste 33 mia. £, hvilket næppe holder. Men lad os bare for eksemplets skyld tro på det, selv om statistikken giver over 95% chance for at budgetter overskrides.

En undersøgelse af 180 færdigbyggede værker viste at kun fem havde overholdt tid og pris. Af de øvrige var tidsplanen overskredet med 64% og budgettet med 117% i gennemsnit. (15)

Men tilbage til eksemplet. Storebæltsbroen kostede i 2025-priser ca. 38 mia. kr., og med dagens kurs, vil det sige at Hinckley Point vil koste omkring 7½ Storebæltsbroer. Når vi så ser på at Danmarks samlede elforbrug er 35-38 terawatt, så kan man jo selv regne videre. Godt 60% dækkes aktuelt af vedvarende energi.

For fuldstændighedens skyld kan vi lave en sammenligning. Energiø Bornholm er budgetteret til at koste 42 mia. kr. (selv om den nok også bliver dyrere) og have en kapacitet kun en smule under Hinckley Point. Det vil sige knap en syvendedel af prisen på a-kraft. Og så skal det med at Hinckley placeres tæt på det eksisterende net, mens noget af det der fordyrer energiøen er de store undervandskabler til Sjælland og Tyskland, der skal etableres.

Ikke desto mindre er der kræfter, der allerede nu råber op om at stoppe Energiø Bornholm, fordi den er for dyr. For eksempel vil LA skrotte Energiø Bornholm for at bygge a-kraftværker ved Studstrupværket knap 17 km. fra Aarhus centrum.

Viel Geschrei und wenig Wolle (Stor ståhej for ingenting)

I forbindelse med prisen skriver Ramana: “På det helt grundliggende niveau er grunden til den høje pris, at a-kraft blot er en meget omstændelig metode til at omdanne vand til damp.” Og så sammenligner han det med en Rube Goldberg-maskine. For de der ikke kender Rube Goldberg, så var han en amerikansk tegner, hvis mange tegninger af maskiner og tekniske indretninger minder meget om Storm P’s. Men pointen er at Goldbergs maskiner beskrives som “et overvældende forbrug af effekter til at opnå et minimalt resultat.” (16)

Men kernen er at det betyder, at selv i lande som USA og Storbritannien, hvor liberalismen er meget grundfæstet, er det kun muligt at få selskaber og investorer til at bide på, hvis de lokkes med betydelige statssubsidier og tilladelse til at opkræve overpriser.

Hvis vi lige vender tilbage til Hinckley Point, så har ejeren, EDF (Electricité de France), fået en 35-årig kontrakt på at sælge strøm til ca. det dobbelte af markedsprisen. Udregninger peger på at det i den periode kommer til at koste forbrugere og skatteydere ca. 30 mia £. Og hvis lånegarantier og ophugning af værket i den anden ende, som staten selvfølgelig skal tage sig af, skal med, så drejer det sig om en udgift på 58 mia. £. Hvilket formodentlig, som alt der har med a-kraft at gøre, bliver dyrere i den sidste ende.

Men ok – klimakrisen er presserende – er vi ikke nødt til at bide i det sure æble for at opnå den nødvendige begrænsning af CO2-udledning?

Lad det være sagt med det samme. Det ville være fatalt. A-kraft er på ingen måde løsningen på klimakrisen. Derimod vil det først og fremmest være et signal om at bare fortsætte som hidtil – at kapitalismen bare skal fortsætte og vækste som den har lyst til. Og dét vil være døden for naturen og miljøet. Det vil være at tage skyklapper på, og lade som om en eller anden form for degrowth ikke er nødvendig at forholde sig til – at den kapitalistiske vækstøkonomi bare skal fortsætte derudaf for fulde sejl. 

Rent faktisk er det nok en kapitalismekritik jeg her fremfører, men ikke kun. Det er sådan lige nu i DK, at der er blevet switched så meget over på forbrug af el, at nettet ikke kan følge med. For at fortsætte væksten, er det nødvendigt med en gevaldig udbygning af elnettet. Noget der er i gang, men som det tager en lang tid at gennemføre. Noget der ikke kun kommer til at begrænse opbygningen af datacentre til AI, men også mange noget mere fornuftige opgaver.

Behovet er her og nu

Noget andet er at det ikke vil løse klimakrisens udfordringer, primært fordi der er behov for en kraftig indsats længe før det vil være muligt at udbygge a-kraften. Kort sagt er a-kraft en temmelig langsommelig affære. Måske ikke altid helt så slemt som det finske OL3-værk, der påbegyndtes i 2005, med planlagt produktion i 2009. Det kom i gang i 2022. (17)

Eller som det indiske flagskib, formeringsreaktoren PFBR (en af de moderne generation IV reaktorer, som tilhængerne trækker frem som type, dog uden at nævne de indiske erfaringer). Her begyndte planerne/drømmene i begyndelsen af 1980’erne. Først i 2004 blev den første beton hældt i jorden, og så skulle der produceres strøm i 2010. – Den seneste prognose siger at værket går i gang i september i år (2026). Det bliver spændende at se om prognosen så holder denne gang. (18)

Og selv om det måske er ekstreme eksempler, så er det meget almindeligt at forberedelser, som bl.a. at finde lokation, sikre lovgivning, skaffe finansiering osv. kan vare 10 år, og når byggeriet herefter går i gang, er den gennemsnitlige byggetid yderligere 10 år. Planerne er selvfølgelig kortere, men statistikken taler for at planerne ikke holder.

Generation IV-reaktorer

Noget som de fleste tilhængere gerne trækker frem som argumenter mod kritikken af de eksisterende a-kraftværker, er såkaldte moderne reaktorer, de der kaldes generation IV. Men de er alle sammen genoptagelser af tidligere forsøg, der er blevet skrottet på et tidspunkt. Og de fleste eksisterer kun på tegnebrættet eller i små laboratoriemodeller. Og så er de på forskellige måder lige så problematiske og/eller farlige som de eksisterende.

F.eks. den natriumkølede formeringsreaktor. Den påstås sikker fordi kølingen ikke er afhængig af vand. Men natrium reagerer farligt, hvis det udsættes for vand, og går i brand hvis det udsættes for luft. Og natrium kan have en uheldig effekt på rustfrit stål. Det er den type reaktor Bill Gates, og desværre også den anerkendte klimaforsker James Hansen, promoverer. (19) Generelt er der det ved formeringsreaktoren, at den i princippet genererer sit eget brændstof når den først er i gang. Der er bare det ved det, at brændstoffet er plutonium, verdens formentlig farligste stof. Ved det militære atomcenter Hanford i staten Washington er der sket en udsivning af plutonium fra utætte beholdere med atomaffald. Oprydningen efter dette udslip har foreløbig været i gang i over 20 år, og man regner med at der går yderligere 40 år før man er færdig. Den lange tid skyldes at der kræves ualmindelig stor forsigtighed ved behandling af plutonium, og i sidste ende er det en oprydning der kommer til at koste astronomiske summer.

Generelt er der det ved formeringsreaktoren, at den i princippet genererer sit eget brændstof når den først er i gang. Der er bare det ved det, at brændstoffet er plutonium, verdens formentlig farligste stof

Citat: Freddie Nielsen

Et andet eksempel er den gaskølede reaktor, som rent faktisk har eksisteret. Fire gaskølede reaktorer har været i kommerciel brug, men faren ved dem gjorde at de blev opgivet, fordi de skulle sikkerhedsnedlukkes alt for meget. Fra en tysk reaktor der leverede 62% af sin kapacitet, til en amerikansk, der ikke kom højere end 15,2%. Den amerikanske var i brug 1981-89, og oplevede i den periode “279 usædvanlige hændelser”. (20)

Smeltet-salt-reaktoren har også været fremme, men det vil betyde at mange komponenter vil blive udsat for tæring. Som Ramana skriver, “årtiers søgen har stadig ikke fundet materialer, der kan overleve i lang tid i et sådant miljø, uden at miste sin styrke.” (21) Desuden var en testmodel kørende fra 1965-69, og i disse fire år blev den lukket ned 225 gange, hvoraf kun 58 var planmæssige. (22)

SMR – Små Modulære Reaktorer

Endelig er der også det tilsyneladende store dyr i åbenbaringen, SMR, Små Modulære Reaktorer. Disse skulle kunne præfabrikeres, og måske bare producere helt ned til 70 megawatt. Det er den type, som LA har kastet sin kærlighed på. 

Der er bare to problemer. Det første er at de ikke eksisterer uden for tegnebrættet, hvilket også en nylig rapport fra Energistyrelsen i DK er nået frem til. (23) Det andet er, at hvis det skulle lykkes at udvikle en brugbar SMR, så vil den rimelig sikkert være endnu dyrere end en “almindelig” reaktor, per produceret kilowatt. Der er nemlig intet der tyder på at det (hvis de lykkes at udvikle dem) er sådan, at fire eller fem SMR, der så kan yde det samme som en “normal” reaktor, også kun vil koste 1/4 eller 1/5 af prisen på den “normale” reaktor. De vil blive relativt dyrere at bygge, og derfor vil den strøm de kan levere også blive dyrere.

Lad os derfor komme på rette vej, ved at lytte til den tysk-franske energianalytiker Mycle Schneider, der udtalte til Deutsche Welle: “Hver eneste euro investeret i nye a-kraftværker forværrer klimakrisen, fordi nu kan de penge ikke bruges til at investere i effektiv klimabeskyttelse.” (24) Ramana bruger meget rammende et citat fra filmen Annie Hall omkring disse nye reaktortyper: “Right now it’s only a notion. But I think I can get money to make it into a concept, and then later turn it into an idea.” (25)

Så nu kommer tusindkronersspørgsmålet. Når nu det er farligt, det skaber mængder af radioaktivt affald, at det er en dyr metode til at producere strøm, og det heller ikke er svaret på klimakrisen. Hvorfor f….. er der så nogen der støtter a-kraft? 

Der er selvfølgelig klimaaktivister der er gået i panik, og der er i det hele taget mange der er hoppet på løgnene om den fantastiske a-kraft.

Men det er ikke dem der holder liv i det. Det er derimod store kapitalinteresser. Og investeringerne tæller godt i BNP – der som bekendt er ligeglad med om noget er nyttigt eller ej, eller i det hele taget virker, bare det skaber omsætning og vækst.

Når f.eks. Yucca Mountain-projektet i Nevada til deponering af atomaffald har kostet $13,5 mia.  (betalt af forbrugerne og skatteyderne), uden at der er deponeret 1 gram affald, og som nu er lukket ned – så er det vanvid. Men nogen har altså fået del i de dejligt mange penge. (26) Det er kapitalismens logik, men det er ikke ligefrem noget der giver mening for os andre. 

Atomvåben

Og så er det slet ikke det vigtigste svar. Det hedder derimod atombomber og plutonium. Plutonium, det foretrukne indhold i a-våben, findes ganske vist i naturen, men i forsvindende små mængder. Derimod er plutonium et centralt resultat ved oparbejdelsen af affaldsprodukter fra a-kraft.

Ganske vist kan plutonium, trukket ud af affaldet, oparbejdes til nye brændselsstave, og bliver det. Men det skal man ikke lade sig snyde af. For selv om det har været brugt som brændsel, så er der stadig noget tilbage til bomberne. Faktisk har the International Panel on Fissile Materials dokumenteret i sine årsrapporter, at der bliver genereret mere plutonium fra reaktoraffald, end fra egentlige militære oparbejdningsfaciliteter. (27)

A-kraft var, og er, et biprodukt ved produktion af atomvåben. Bearbejdning af uran til formålet begyndte i større skala i 1941, og først i 1954 begyndte man at tænke på civil brug af reaktorerne – altså a-kraft. Det var selvfølgelig en fordel, hvis der kunne tjenes penge på noget, der alligevel foregik. Men den civile brug var også et passende skalkeskjul for den fortsatte brug af atomer til krigsformål.

Da der efter Hiroshima-bomben (uran 235-baseret) og Nagasaki-bomben (plutoniumbaseret) kom forslag/krav frem om en international kontrol over disse atomvåben, sagde chefudvikleren bag atombomberne over Japan,  Oppenheimer: “Vi ved udmærket hvad vi skal gøre, hvis vi underskriver en sådan konvention. Vi ville ikke lave atomvåben, i hvert fald ikke til at begynde med. Vi ville bygge enorme fabrikker og vi ville designe disse fabrikker, på en sådan måde at de kunne konverteres med maksimal lethed, og mindst mulig tidsforsinkelse, til at producere atomvåben.” (28)

Fordelen er bagdelen

Det er også her vi finder svaret på, hvorfor Saudi Arabien, der er blandt de bedst placerede lande til fuldt at udnytte solenergi, er i gang med planer om at bygge reaktorer, med en samlet kapacitet på 18 gigawatt. Kronprins Mohamed bin Salman (MBS af nogen oversat til Mister Bone Saw), har i et interview indrømmet at det drejer sig om atomvåben i den sidste ende.

De to ting, a-kraft og atomvåben, kan ikke adskilles, ligegyldig hvor meget tilhængerne forsøger. Ted Turner, der var atomvåbendesigner ved Los Alamos fra 1949-56, og siden blev modstander af det hele, har udtrykt det sådan her: “Fordelen ved den ene er ikke tilgængelig uden kraftig forøgelse af risikoen fra den anden.” (29)

Og så lige en sidste ting i den forbindelse. Tilhængere vil pege på thoriumreaktorer, fordi thorium ikke kan bruges til bomber. Bortset fra at thoriumreaktoren også kun findes på tegnebrættet, så har de ret i at thorium ikke kan bruges til bomber. Men de glemmer bare at fortælle at thorium heller ikke kan spaltes og lave de nødvendige kædereaktioner af sig selv. Derfor skal det udsættes for uran 233 for at virke. Og isotopen uran 233 er yderst radioaktiv, og et fremragende materiale til at lave atombomber af, selv om den kan reagere mindre forudsigeligt end plutonium.

De to ting, a-kraft og atomvåben, kan ikke adskilles, ligegyldig hvor meget tilhængerne forsøger

Citat: Freddie Nielsen

Vi må aldrig lade os snyde af en masse teknisk volapyk, eller argumenter om at videnskaben har talt. Det er rigtigt at dele af videnskaben er for a-kraft, men det er lige så rigtigt at andre dele af videnskaben taler imod. A-kraft er ikke sikkert, skaber radioaktivt affald og er alt for dyrt og langsommeligt. Det eneste sikre er at a-kraft er en forudsætning for at lave atombomber, hvad enten reaktoren er designet til at sælge strøm ved siden af, eller den bare er designet til at oparbejde materiale til bomber. A-kraft er ikke svaret på klimakrisen, den er måske svaret på at sikre kapitalismens fortsatte eksistens. Svaret på at sikre kapitalismens fortsatte uhæmmede vækst på bekostning af såvel klima som natur, som den absolutte majoritet af menneskeheden.

Derfor må vi, igen og igen, sige: Atomkraft – stadig nej tak. Men det er ikke nok at sige det, vi må også lære af OOA, og tænke i masseaktivisme igen, hvis vi ikke skal løbes over ende på dette spørgsmål også.

Noter:

1. Magnus Bredsdorff : Atomkraft? Ja tak, bare ikke i min baghave. I: Politiken, 28. maj 2026.
2. M.V. Ramana : Nuclear is not the solution, – London, 2025, s. v.
3. Op.cit, s. 26.
4. Ibid s. 21
5. Ibid s. 33
6. Ibid s. 27
7. Søren Astrup : Kraftværk blev besat og lagt i dvale. Nu vil russerne tænde reaktoren. I: Politiken, 28. januar 2026
8. Ramana op cit. s. 59
9. Ibid s. 52
10. Martin Empson : Climate change. Why nuclear power is not the answer. – SWP Pamphlet, 2006, s. 10.
11. Ramana op cit s. 5
12. Citeret i Ramana op cit. s. 72
13. Ibid s. 2
14. Jason Hickel : Less is more. How degrowth will save the world. – London, 2022, s.140
15. Ramana op cit. s. 70
16. Op cit 88-89
17. Anders Brønsholm : Jeg kan huske at mine forældre sagde at vi ikke skulle røre ved klipperne nede ved vandet. I: Politiken, 15. februar 2026.
18. Ramana op cit. s. 216 + Google
19. Ibid
20. Ibid s. 215
21. Ibid s. 218
22. Ibid
23. Ny rapport. Atomkraft er dyr og umoden teknologi, Arbejderen 17. februar 2026
24. Cit. i Ramanaq op cit s. 95
25. Cit. i ibid s. 196
26. Ibid s. 98
27. Ibid s. 56
28. Cit i ibid s. 8
29. Cit i ibid s. 162

Læs også https://socialister.dk/?s=Serie+om+atomkraft