Billedtekst: Foto: Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination
Det er vigtigt at socialister tager et principielt standpunkt i denne sag. Folk der begår vold og andre former for alvorlig kriminalitet skal selvfølgelig have en samfundssanktion. Men det er ikke ligegyldigt hvilken. Hvis lovændringen indføres, betyder det nye udvisningsudspil, at alle udlændinge, der får en dom på ét års fængsel eller mere, skal udvises af Danmark, uanset hvor længe personen har opholdt sig i landet og uden hensyn til personens familiemæssige relationer og tilknytning til Danmark.
Dækket ind i en racistisk retorik. Hør blot hvad Mette Frederiksen siger i bemærkninger til ”reformen”, hvor hun henviser til flygtninge fra Mellemøsten, som ”kommer som ofre og gør sig til gerningsmænd ved at begå voldtægt”. En klar racistisk generalisering, der har til formål at få et flertal i befolkningen til at sige, at selvfølgelig skal de ud!
Mette og Meloni igen, igen
Et flertal af lande i Europarådet, med Danmark og Italien (ledet af fascisten Meloni) i spidsen, krævede 10. december 2025, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skulle formulere en mere lempelig fortolkning i forhold til udvisning af kriminelle udlændinge. Eksemplificeret af Mette Frederiksen i nytårstalen med den unge 17-årige irakiske statsborger, som hun gerne ville have udvist for at bruge en golfkølle i en voldssag mod en anden ung, over en strid om et løbehjul på en multibane. Højesteret konkluderede, at den pågældende slet ingen tilknytning har til Irak og ikke taler arabisk. Han er født og opvokset i Danmark, hvor familien har levet i 3 generationer. Derfor ingen udvisningsdom. Øv for Mette. Så nu skal der andre boller på suppen.
Socialister og antiracister bør ikke se lovforslaget fra regeringen isoleret. Det er derimod en del af den racistiske højrebølge, som skvulper over Europa. Også over Danmark ikke mindst. Morten Messerschmidt vil have alle muslimer, som er på offentlig forsørgelse, udvist, og indtil det kan ske, skal de opholde sig i lejre.
Socialister og antiracister bør ikke se lovforslaget fra regeringen isoleret. Det er derimod en del af den racistiske højrebølge, som skvulper over Europa.
Citat: Charlie Lywood
De Konservatives leder Mona Juul mener ikke, at udspillet går langt nok. ALLE med en ubetinget fængselsdom, som ikke er danske statsborgere, skal automatisk udvises (ud over deres straffe i øvrigt, ikke at forglemme).
Venstre vil have et opgør med statsborgerretskonventionen (som Danmark er medunderskriver af), for at kunne fratage danske statsborgere, som har dobbelt statsborgerskab, deres danske statsborgerskab, efter at de har erhvervet det ved lov. Og det dobbelte statsborgerskab, skal man huske, er for mange ikke et ønske, men en tvang, fordi mange lande ikke tillader at folk opgiver deres statsborgerskab. Og i øvrigt var indført først og fremmest for at danske statsborgere i andre lande kunne beholde deres danske statsborgerskab, selvom de fik statsborgerskabet i det land de var flyttet til.
Inger Støjberg, en dømt kriminel, mener at Danmark helt skal træde ud af Menneskerettighedskonventionen, hvis ikke dommerne retter ind og efterkommer kravet om at bestemmelserne i konventionen ikke skal gælde for ikke-statsborgere i de lande hvor de nu bor, har opholdstilladelse og føler sig hjemme i. Der er en grund til at det hedder Menneskerettighedskonventionen og ikke “konvention om menneskerettigheder for statsborgere i et givent land” eller sådan noget.
Der lugtes muslimsk blod, og det skal gerne flyde, om ikke andet så symbolsk.
Diskriminerende lovgivning

Vi ser igen endnu et diskriminerende stykke lovgivning, som skridt for skridt fortsætter med at fratage ikke-danske statsborgere flere og flere rettigheder. Udspillet er naturligvis blevet stærkt kritiseret af førende eksperter i menneskerettigheder.
Når Mette Frederiksen taler om ”kriminelle udlændinge”, så tænker man ikke umiddelbart over at ”udlændinge”-begrebet dækker over 10,5% af befolkningen – ca. 620.000 mennesker. Heriblandt de 52% af udlændinge som har været i Danmark i over 18 år. Vi taler altså derfor om mennesker som bl.a. er født og opvokset i Danmark, og som ikke har tilknytning til noget andet land.
Danmark er ellers retligt forpligtet til at give personer, der er født og opvokset i landet, lettere adgang til statsborgerskab end personer, der er kommet til Danmark som voksne. Men det gør Danmark ikke. Børn, som fødes i Danmark af ikke-nordiske forældre, kan først selvstændigt opnå dansk statsborgerskab, når de fylder 21 år. Derudover er der en række andre krav om 3,5 års arbejde, hvor uddannelse ikke tæller, samt at man ikke har begået en overtrædelse af straffeloven. Ingen kære mor eller ny chance her.
Tidligere medlem af Folketinget og minister for Venstre, Birthe Rønn Hornbech, er meget klar i sin bedømmelse af udspillet. Hun skriver i en kronik i Politiken d. 9.2.26, at “Med det grundsyn på begrebet ret, som regeringen afslører i lovudkastets bemærkninger, kan ingen herboende dansker eller udlænding mere vide sig sikker på, at regeringen vil respektere den enkelte borgers krav på at få sin ret.”
Racistisk retorik
Mette Frederiksen banede vej for denne form for racistisk lovgivning ved bl.a. at sige i hendes nytårstale 2025, at ”Mange af os ved godt, at der kan sidde en ung fyr alene på bagsædet af en bus, og pludselig kommer der to eller tre med arabisk baggrund ind, og så flækker de ham.” Vi skal alle sammen frygte unge arabere!
Udvisningsdomme er, ud over at være diskriminerende fordi det en dobbelt straf og ekstremt livforandrende for personen og vedkommendes familie, heller ikke genoprettende eller forebyggende. Som eksemplet med den 17-årige golfkøllesvingende unge mand, som Mette Frederiksen henviste til (se ovenfor) viser, begås langt de fleste voldshandlinger mellem unge, der kommer i klammeri med hinanden, typisk med alkohol i blodet og sent om natten i byen. Så selvom det kan udvikle sig til alvorlige konsekvenser for andre, som i nævnte sag, så er det ekstremt uproportionalt at fjerne et ungt menneske fra sit miljø, som de kender, og sende dem til et land, de ikke kender.
Ligeledes, selvom man hævder at man ad den vej kan forebygge yderligere vold fra vedkommendes side ved at fjerne dem helt, så har man ikke fjernet årsagen til at slige handlinger foregår. Der er miljøer og familier, de måtte opstå i. Men disse er ikke ”etnisk” bestemt, men socialt og økonomisk bestemt. Det fjerner man ikke ved en udvisning.
Refleksionen over de samfundsskabte problemer tynger dog ikke politikerne. Det er bare den enkelte som skal straffes. Og i virkeligheden er deres retorik misvisende, men bestemt til at få deres racisme til at glide ned.
Socialisters opgave
Det er nødvendigt at tage diskussioner om dette udspil med vores kolleger og studiekammerater. Men også med andre fra venstrefløjen, som måtte dukke sig på grund af holdningens upopularitet. Som vi har lært af Palæstina-bevægelsen, skal vi mobilisere og stå sammen, også mod den racisme, som kommer fra toppen, anført af Socialdemokratiet og videreført af DF og DD.
For i ly af dette næres fascismen, som venter på et reelt gennembrud, både parlamentarisk og på gaden. Hvis vi skal stoppe glidebanen til fascistiske tilstande, som blandt andet udspillet her lægger vejen for, skal større dele af arbejderklassen på banen. I UK er ”Together”-bevægelsen begyndt at få opbakning i større dele af fagbevægelsen, da mange arbejdere godt kan se hvor det bærer hen. Det er jo deres arbejdskammerater, som bliver hængt ud. På samme måde er modstanden i Minneapolis/St. Paul mod ICE, båret af, hvordan det er kolleger, naboer eller skolekammerater, der pludselig forsvinder.




