Reimer Bo Christensen : Drømmefabrikken. Da revolutionen kom til Jylland. – Lindhardt & Ringhof, 2025

Om Leif som ung gymnasieelev og aktivist i Esbjerg; som en der bar molotovcocktails for Finn Ejnar Madsen under Verdensbanlens topmøde i København i 1970, og som blev skræmt ikke bare af politiet, men også af hvor tåbeligt det var at bruge molotovcocktails; som deltager i Den Rejsende Højskoles første hold med bus fra Fanø til Indien; som rørlægger på Aalborg Værft og som central opbygger i KF; som privat person og som politisk person.

I efteråret 1971 sidder journalistelev Reimer Bo Christensen ved sit skrivebord på Thisted Social-Demokrat, da en gruppe unge træder ind på redaktionen. De er i gang med det sidste projekt under deres ophold på Den Rejsende Højskole, og vil høre om man kan hjælpe dem med at finde noget at bo i.

I gruppen var der især én person det skilte sig ud, det var Leif Müller. Som Reimer Bo skriver, der var ingen tvivl om at han var lederen. Og som en der har oplevet Leif på utallige møder i den tid, må jeg give forfatteren ret. Leif har en helt særlig karisma, og når hen med sin lidt hæse stemme og sit velformulerede sprog taler og argumenterer, så er det svært ikke at lytte.

I gruppen var der især én person det skilte sig ud, det var Leif Müller

Citat: Freddie Nielsen

Nu er det ikke sådan at Reimer Bo har fulgt Leif eller KF i alle de mellemliggende 50 år. Det var derimod ret tilfældigt at han i 2019 blev husket på episoden i Thisted. Men han blev interesseret og begyndte at researche, og ikke mindst finde og interviewe personer fra den tid.

Teaterstykket Drømmefabrikken

Titlen Drømmefabrikken opstod på et tidligt tidspunkt i projektet, og Reimer Bo og journalistkollegaen Lars Mandal, der hjalp med research, fik overtalt Aalborg Teater til at skabe et teaterstykke. Og i foråret 2023 spillede Aalborg Teater Drømmefabrikken (anmeldt i Socialistisk Arbejderavis nr. 400), hvor store dele af indholdet er skabt af de tidligere KFere Leif Müller og Henning Olesen, der også begge medvirkede som skuespillere.

Bogen Drømmefabrikken adskiller sig på afgørende vis fra teaterstykket. Hvor dette forsøger at gengive den politiske stemning fra 70erne, og samtidig vise at den også i dag er relevant, uden at skele så meget til detaljer og historie, så er bogen Reimer Bo’s eget produkt, fyldt med detaljer og (lokal)historie.

Forfatterens udgangspunkt er at han er imponeret af de unge revolutionæres entusiasme, af deres selvtillid og tro på at de kan være med til at skabe et bedre samfund. Og det er bestemt også en af bogens forcer. Medvirkende er nok også at Reimer Bo aldrig har været en del af venstrefløjen, hvorfor vi er fri for alle omsvøbene og undskyldningerne, som ofte opleves ved frafaldne revolutionæres beskrivelser af 70erne,

Måske dog med en enkelt undtagelse. I bogen pointeres gang på gang, at KF gik ind for en fredelig revolution. Det er en lidt underlig tilgang, for ingen revolutionære socialister går ind for en voldelig revolution – hverken dengang eller nu. Derimod gør vi os det klart, at der sikkert bliver tale om at forsvare revolutionens resultater mod de gamle magthavere. De vil nemlig ikke være sarte i deres valg af midler, når de forsøger at vinde deres magt, privilegier og rigdom tilbage.

Det kan godt stamme fra de interviewede KF’ere, men er nok snarere en Reimer Bo-formulering. Borgerlige og socialdemokrater har aldrig forstået revolutionæres tro på, at almindelige mennesker i fællesskab kan tage magten og skabe et andet og bedre samfund. Derfor forveksler de kup eller guerillahære, der tager magten med socialistiske revolutioner – hvilket ikke har noget på sig.

Redelig beskrivelse

Det er dog min klare opfattelse, at det er en redelig beskrivelse, der kommer frem i Drømmefabrikken. Ganske vist har jeg aldrig været i KF, men dog oplevet en del af det fra første parket i Aalborg 1975-79.

Vi er efterhånden blevet vænnet til, at de mennesker i 60’erne, der forsøgte at finde andre måder at leve på, var nogle selvcentrerede egoister, der svigtede deres børn og hinanden. Og at de mennesker der i 70’erne blev venstreorienterede, og forsøgte at forandre verden gennem kollektive løsninger, (vi) var nogle verdensfjerne drømmere, der vel ikke engang var demokrater.

Over for det er det forfriskende at læse en bog, der hverken undskylder eller fordømmer, men tværtimod faktisk hylder gå-på-modet og troen på fremtiden, og entusiasme der lyste ud af aktørerne.

Tiden og tidslommer

Jeg kan være uenig med KF om mange detaljer. For eksempel deres snævre arbejderklasseopfattelse (som dog blev blødt op i 2. halvdel af KFs liv), hvor man skulle være LO-arbejder for at blive fuldgyldigt medlem, noget bogen lægger en del vægt på. Alle andre kunne kun blive støttemedlemmer. Det er måske forståeligt nok med erfaringerne fra VS med mange studentikose tilgange og debatter, men det kunne nok have været løst på bedre måder, ikke mindst gennem det omfattende skolingsarbejde som KF kørte.

Der er gode grunde til at anbefale bogen. Den giver et indblik i (visse) revolutionære socialisters liv og debatter, og deres indsats på arbejdspladser og i fagforeninger

Citat: Freddie Nielsen

Men alle der handler begår fra tid til anden fejl. Og når man er oppe imod en stor og voldsom fjende som kapitalismen, så må man prøve sig frem og lære af fortiden. KF var en veldisciplineret organisation, der bevidst lagde afstand til stalinismen, såvel DKP som Sovjet og Kina, og på sekterisme spektret lå de i den lave ende.

Der er gode grunde til at anbefale bogen. Den giver et indblik i (visse) revolutionære socialisters liv og debatter, og deres indsats på arbejdspladser og i fagforeninger. Den er med til at give et billede af et kampniveau, som vi desværre savner i dag (især på arbejdspladserne), men som måske kan inspirere til både at lære og handle. Det tæller heller ikke som en bagdel, at bogen er velskrevet og letlæst.

Hjertesuk

Dog skal der lyde et hjertesuk. Når man falder over flere åbenlyse fejl, er det svært ikke at tænke, hvor mange fejl der er, som man ikke lige selv er faldet over.

Noget er måske petitesser, som at den portugisiske revolution startede i 1975, eller at Dalgasgade, hvor nogen flyttede hen, ligger lige om hjørnet fra det store kollektiv i Grønnegade – der er trods alt 3 km. mellem adresserne. Men det er en større fejl, når der står at borgmester Henning G. Rasmussen var foran i at presse på for et universitet i Aalborg. AUC (nu AAU) åbnede i 1974, samme år som den 24 årige Rasmussen blev valgt ind i byrådet, men borgmesteren hed altså Marius Andersen. Det ødelægger på ingen måde bogen, men det skæmmer den dog.

Det andet er, at jeg efter at have set teaterstykket Drømmefabrikken, ikke kan lade være med at være lidt skuffet over hvor personificeret bogen er. Men må dog nok indrømme, at hvis en mindre kendt forfatter havde skrevet bogen i en lidt mere politisk ånd, så var den nok ikke udkommet på et stort forlag. Så på trods af skuffelsen, finder jeg absolut bogen anbefalelsesværdig.

“Hva’ satan Reimer. Det er sgu mange år siden, Hva’ så.”

Bo Reimer skriver at han bevidst ikke var revolutionær, men havde valgt at være beskueren, journalisten. Det fik ham, med Peter Øvig i baghovedet (Øvig havde store problemer med research til sin BZ-bog, efter han havde henvendt sig til BZ-toppen, hvilket førte til advarsler om ikke at tale med ham), til at kredse uden om Leif Müller i lang tid, af frygt for noget lignende. Men da han endelig ringede til Leif lød det i røret: “Hva’ satan Reimer. Det er sgu mange år siden, Hva’ så.” Og han var straks med på projektet – en sand revolutionær har ikke noget at skjule.

Og så vil jeg lade Reimer Bo få det sidste ord. I epilogen skriver han: “Var 1970’erne og Kommunistisk Forbund også en tidslomme. – Nej det tror jeg ikke. – Jeg håber, de har noget at sige til nutidens unge, hvoraf mange jo også er aktivister. De er røde, de er grønne. De kæmper for politisk og økonomisk lighed, solidaritet, ligestilling, diversitet og retten til din egen seksualitet. De kæmper for fred og mod klimakatastrofen.”

Til alle aktivister: Læs bogen, bliv inspireret, og lær og døm selv! – Siger så jeg.