Det kapitalistiske system er i dag globaliseret i et hidtil uset omfang. En af konsekvenserne af dette er, at virksomheder overalt på kloden er viklet ind i hinanden. De fleste varer, fra militært isenkram til fast food, har været forbi adskillige lande under sin tilblivelse.
Det betyder også, at den skade, der påføres miljøet, undertrykte folk og klasser, ofte finder sted langt væk fra de lande, hvor virksomhederne betaler skat og opererer. Vi står overfor enorme og obskure forsyningskæder, som danske virksomheder er en vigtig del af.
Hvordan tackler man et sådant problem? Nordic Climate Justice Coalition (NCJC), en koalition af aktivistiske organisationer, der kæmper for social retfærdighed, har indkaldt aktivister fra resten af verden til to ugers kampagne mod forskellige danske virksomheder, der spiller en særligt ødelæggende rolle. Disse virksomheder drager fordel af den indviklede og ofte usynlige natur af de forsyningskæder, de er en del af, til at gå under radaren. NCJC ønsker at kaste lys på deres rolle, og i den ånd gennemgår vi hver af virksomhederne.
Cheminova
Kemivirksomheden Cheminova er en virksomhed med en allerede lang og blakket forhistorie med miljøforurening. Det er også et perfekt eksempel på en virksomhed, der var bevidst om vigtigheden af dets sociale renommé i lokalbefolkningen. Fra at operere ved Måløv flyttede virksomheden i 1953 sin fabrik til Harboøre Tange ved Thyborøn i Vestjylland. De følgende år opkøbte Cheminova de lokale indbyggere, for at slippe for klager og retssager over stanken fra fabrikken. Fordelen ved at have sin fabrik i en fattig landsdel var, at befolkningen opfattede virksomheden som uerstattelig for lokaløkonomien. Virksomheden beskæftigede et stort antal arbejdere, som fik forbedret deres økonomiske grundlag og levestandarder betydeligt til gavn for lokaløkonomien, og grundlægger Gunnar Andreasen brugte bevidst befolkningens uretfærdighedsfølelse over den sociale ulighed mellem Thyborøn og store byer som Aarhus og København.
Denne udnyttelse af et fattigt lokalsamfund er en stor del af forklaringen på, at kun et lille antal individer, såsom fisker Aage Hansen og senere en mindre gruppe biologistuderende under navnet Cheminova-gruppen, tog kampen op mod forureningen ‒ ofte med stor modstand fra lokalbefolkningen. Da det endelig fra politisk side i 1981 blev besluttet at pålægge Cheminova skærpet miljøregulering og rydde det værste af giften ved Høfde 42 op, var det primært motiveret af makroøkonomiske interesser, fx frygten for at kviksølvforureningen ville få især det vigtige engelske marked til at indstille import af fisk fra området.
I dag ved vi, at forureningen fra Cheminova ikke bare skadede fødekæden, men havde en målbar sundhedsskade. Fremkomsten af kræft blandt indbyggere, der levede i området 1968-70 blev i 2021 estimeret til at ligge på 20% over normalniveauet, svarende til ca. 185 yderligere tilfælde.[1]
Hvordan er situationen i dag? Man har − langt om længe ‒ planlagt at oprense det resterende giftaffald ved Høfde 42. Det efterlader stadig en stor mængde deponeret gift ved Rønland, en anden del af komplekset, der vurderes at være mindre presserende.
Mere alvorligt er det, at Cheminova, der siden 2015 har været ejet af den amerikanske koncern FMC Corporation, stadig leder stoffer ud i havet i deres spildevand. Herunder er der 17 forskellige kemikalier, som er forbudt i EU på grund af miljø- og sundhedsfare. Kemikalier, som eksperter kalder dybt skadelige, selv i meget små mængder[2].
Godt nok for udlandet
Men hvordan kan det være, at Cheminova overhovedet producerer de kemikalier, hvis de er forbudt i EU? Det er fordi det ikke er forbudt at producere materialet til eksport. Mediet Danwatch har dokumenteret, baseret på EU’s egne tal, at eksporten af kemikalier, der er forbudt i EU, er steget markant de sidste år. Cheminova selv eksporterer forbudte stoffer som malathion, dimethoat og chlorpyrifos, heriblandt til lande som Brasilien, Mexico, Pakistan og Tyrkiet. Disse stoffer mistænkes for at være stærkt sundhedsskadelige. For eksempel klassificeres malathion som ‘stærkt kræftfremkaldende’ af WHO, og chlorpyrifos bliver mistænkt for at påføre børn hjerneskade.
Forskeren Guy Peer udtaler til Danwatch at “Europa kan ikke tillade sig at påstå at være leder på miljøområdet og samtidig eksportere pesticider, som man ved har skadelige virkninger på alt lige fra vandkvalitet til menneskers sundhed”. At EU tillader eksport af stoffer, som vurderes som for ødelæggende, til udlandet til brug i Europa taler sit tydelige sprog om, hvilke menneskers liv tillægges værdi, og hvilke mennesker der kan ofres for profit.[3]
FLSmidth
Virksomheden FLSmidth producerer primært udstyr til brug i minedrift overalt i verden, men er ikke villig til at dele listen over sine kunder offentligt. Mediet Danwatch har dog før identificeret mineprojekter, der med FLSmidth som underleverandør har været ansvarlig for ødelæggelse af miljø og folkesundhed i lande som Thailand, Mozambique og Serbien.
I dag spiller FLSmidth et dobbeltspil. På den ene side leverer de efter eget udsagn udstyr til op mod 500 kulminer i verden, og er dermed med til at facilitere udvindingen og afbrændingen af verdens absolut mest CO2-udledende brændstof. Samtidig bryster de sig at være en virksomhed med grøn profil. Hvordan? Fordi de også leverer mineudstyr til projekter der udvinder kobolt, kobber og andre vigtige stoffer for den grønne omstilling, fx i DR Congo. Udover at mineindustrien i dette land er notorisk for brug af børnearbejde og andet tvangsarbejde, er det veldokumenteret, at ressourceudvinding i det globale syd oftest sker på bekostning af lokalsamfundets sundhed og adgang til rent vand.
FLSmidth påstår at være motiveret af at bidrage til at udvikle fattige landes økonomi, men har indført en skattemodel der gør, at de primært betaler skat i Danmark. På den måde skaber virksomheden profit på at udvinde naturressourcer i det globale syd − profit, som så hovedsageligt ender tilbage i fædrelandet[4].
Kalundborg Raffinaderi
Danmark har et selvbillede som et grønt foregangsland, der har vist, hvordan man bytter olie og kul ud med vind og sol. Det vil måske overraske mange, at Danmark ikke blot stadig udvinder olie fra Nordsøens undergrund, men også forarbejder det. Kalundborg Raffinaderi, det største raffinaderi i Danmark, producerer 86.000 tønder olie om dagen (svarende til 5 milliarder liter om året) og leverer 15% af Danmarks energiforbrug. Virksomheden bryster sig af at indskrænke en stor del af CO2-udslippet ved produktionen ved brug af Carbon Capture and Storage teknologi (CCS). Men udover at denne teknologi er yderst tvivlsom, er der det åbenlyse problem, at det CO2-udslip, der potentielt kan mindskes under produktionen af olieprodukterne er minimalt i forhold til den mængde CO2, der udledes, når det brændes af i et senere led i forsyningskæden.
Kalundborg Raffinaderiets plan er i øvrigt at lagre den opsamlede CO2 i undergrunden ved Havnsø, og det har ført til en betydelig lokal modstand i form af Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev[5].
At Kalundborg Raffinaderiet trods alt dette slet ikke omtales i den danske politiske debat om grøn omstilling, er symptomatisk for tilgangen til klimakrisen. Fordi udslippet teknisk set sker i andre lande, tæller det ikke med i det danske klimaregnskab. Det er et billede på, hvordan transnationale forsyningskæder bidrager til at skjule økonomiske sammenhænge.
Mærsk
I modsætning til de tre andre virksomheder, har der længe været kastet kritisk lys på A. P. Møller – Mærsk, der har været genstand for adskillige demonstrationer for dets rolle i især Israels folkemord. Det er kun godt at momentum holdes i live, for Mærsk er som verdens største containerrederi selve inkarnationen af problemerne med forsyningskæder, der bidrager til ødelæggelse og undertrykkelse.
Det første år af Israels igangværende folkemord på palæstinenserne i Gaza, foretog Mærsk 43 transporter af militært udstyr og isenkram fra USA til Israel ‒ mange tusind tons i alt. Det gælder blandt andet komponenter til mandskabsvogne, krigskøretøjer og hylstre til missiler. Efter ankomsten til Israel går sporet tabt, men eksperter er enige om, at der er en overvældende sandsynlighed for, at noget af dette isenkram er brugt mod Gazas befolkning. Her er det vigtigt at huske, at transporten af militært udstyr er fortsat, efter at Den Internationale Domstol (ICJ) i maj 2024 gav Israel et påbud om at indstille angrebene[6].
Mærsk har siden 1996 været tæt knyttet til det amerikanske militær, da det blev del af det amerikanske Maritime Security Program (MSP). Mærsk og dets datterselskaber har stillet 23 skibe til rådighed for programmet, som sejler under amerikansk flag. Hvert skib indbringer rederiet 5,3 millioner dollars om året, hvilket svarer til samlet set 4,1 milliarder kroner på bare fem år. De penge er tjent ved at tjene amerikanske imperialistiske interesser ‒ MSP-skibe stod for 50% af våbentransporterne under de amerikanske invasioner af Irak og Afghanistan.
Ligesom FLSmidth forsøger Mærsk at gå en balancegang mellem på den ene side at pleje et grønt image gennem store donationer til omstilling af skibsbranchen, og samtidig investere penge i boreselskaber som Noble Corporation, der arbejder på at ekspandere udvinding til fossile brændstoffer
Citat: Asbjørn Valhøj
Ifølge Mærsk selv er transporterne til Israel ikke sket under MSP, men under et andet amerikansk program, men bundlinjen er i begge tilfælde, at Mærsk er underlagt de amerikanske myndigheder, ikke de danske, på trods af at virksomheden har sine rederier og sit hovedsæde på dansk jord [7].
Mærsks medskyld i undertrykkelsen af Palæstinenserne ender ikke her. Palestinian Youth Movement og Oxfam har påvist, at Mærsk stadig handler med adskillige ulovlige bosættelser på Vestbredden i en tid, hvor bosættelserne og voldelige angreb på palæstinensere accelererer. Det er på trods af, at Mærsk påstår at have ændret praksis på dette område.[8]
Endelig er det værd at nævne Mærsks bidrag til klimakrisen. Ligesom FLSmidth forsøger Mærsk at gå en balancegang mellem på den ene side at pleje et grønt image gennem store donationer til omstilling af skibsbranchen, og samtidig investere penge i boreselskaber som Noble Corporation, der arbejder på at ekspandere udvinding til fossile brændstoffer.[9]
Ligesom forsyningskædernes kompleksitet er med til at skjule virksomhedernes skyld og tillade dem at lægge ansvaret fra sig, er greenwashing ‒ tiltag der skal give en virksomhed et falsk image af bæredygtighed ‒ en bevidst strategi for at skjule virksomhedens interesser yderligere.
Hvad så nu?
Enhver bevægelse, der ønsker at ændre verden, må tilrette sin strategi efter den måde systemet fungerer på. Hvis mange almindelige arbejdere er afhængige af en virksomhed, er en bevægelse for eksempel nødt til også at kræve jobsikkerhed og en retfærdig transition for de arbejdere, der potentielt kan miste arbejde, hvis virksomhedens skadelige ageren indskrænkes.
Styrken ved de enorme og komplekse forsyningskæder er, at spørgsmål om ansvar og medskyld bliver uklare og mudrede. Alt for ofte bliver bekymringer og kritik mødt med svar som ‘det er ikke virksomhedens ansvar, hvad dets kunder i udlandet gør’, og at ‘virksomheden skaber arbejdspladser og giver skatteindtægter’. Jo længere væk skaden sker, desto nemmere er det at affeje kritikken med, at det er kompliceret, at det er usikkert, at det er nogle andres skyld. Selv når etiske problemer anerkendes, sker det oftest, at ansvaret fralægges. Bolden spilles videre.
….vi (skal) gør op med tendensen til at se gennem fingre med uretfærdighed og miljøødelæggelse, der sker langt væk fra os.
Citat: Asbjørn Valhøj
Men klimakrisen er ligeglad hvilken side af en national grænse der har ansvaret. Mennesker i fattige og underudviklede lande rammes først og hårdest, men ultimativt kommer alle, der ikke er blandt de superrige, til at mærke konsekvenserne af den kaotiske verden, klimakrisen frembringer. Når vi konfronteres med komplekse forsyningskæder, er spørgsmålet ikke: ‘Hvilket led i kæden har det største ansvar?’
For det handler ultimativt ikke kun om ansvar. Vi har alle en interesse i at vælte de industrier, der truer vores fremtid. Spørgsmålet må i stedet være: ‘Hvad kan vi gøre ved den del af forsyningskæden, der findes i mit land?’ Her kan forsyningskædernes styrke potentielt vendes til svaghed. En forsyningskæde med mange led er også en kæde med mange sårbarheder. Lykkedes det aktivister i ét land at forstyrre én del af produktionen, bliver hele processen ustabil.
Det kræver dog, at vi gør op med tendensen til at se gennem fingre med uretfærdighed og miljøødelæggelse, der sker langt væk fra os. Her ser vi igen, hvordan nationalisme og racisme er afgørende støttepiller i det moderne kapitalistiske system. Internationalisme er og bliver den vigtigste forudsætning for en retfærdig verden.
Referencer
[1] Historien om Cheminovas skandaler og kampen mod den kan læses i bogen Fisk kan ikke tale (2017) og ses i TV2 dokumentarserien Giften i Sandet (2025).
[2] https://danwatch.dk/nervegiften-blev-forbudt-men-cheminova-haelder-det-lovligt-i-havet/ og https://danwatch.dk/myndigheder-blaastempler-giftige-stoffer-i-havet-nu-kaldes-minister-i-samraad/
[3] https://danwatch.dk/danmark-fortsaetter-eksport-af-farlige-pesticider-man-favoriserer-industrien/
Se også Public Eye: https://www.publiceye.ch/en/topics/pesticides/weltkarte/ og https://www.publiceye.ch/en/topics/pesticides/sharp-rise-in-eu-export-trade-in-banned-pesticides-despite-european-commission-promises
[4] Kilderne er samlet i denne kronik i Information: https://www.information.dk/debat/2026/06/overser-danmarks-kulsorte-rolle-verdens-mineindustri
men baserer sig især på frit tilgængelige artikler på Danwatch.dk.
[6] https://danwatch.dk/fragtbreve-afsloerer-maersks-last-til-israel-fyldt-med-militaert-isenkram/
[7] https://danwatch.dk/maersk-tjener-milliarder-paa-amerikanske-militaer-transporter/
[8] Mask Off Maersk’s briefing Exposing Maersk’s Ongoing Shipments to Illegal Israeli Settlements kan læses her: https://www.maskoffmaersk.com/reports
[9] https://danwatch.dk/trods-klimamaal-maersk-bag-historisk-oliefund-i-oestersoeen/
