Byg modstand mod oprustning, racisme og krig

Organisering, solidaritet og modstand har altid givet mennesker håbet og styrken til at skabe forandring. Det gælder også nu, hvor verden, som vi kender den, styrter sammen. 

Billede tekst: Vrede skal vendes til organisering Foto: tempestmsag.org

Magthaverne ignorerer eller benægter kendsgerningerne og medansvaret for udsultningen af palæstinenserne. 

De opruster og militariserer vores samfund i stedet for at forbedre velfærd og klima.

De spreder had mod minoriteter og splittelse mellem mennesker og giver den yderste højrefløj og fascismen vind i sejlene. 

Stærkt palæstina solidaritet

Alligevel står den internationale solidaritetsbevægelse langt stærkere i dag:  Havnearbejderne i Piræus blokerer for våbentransporter og søndag den 10. august var der anti-israelske aktioner i 100  turistområder i Grækenland, ligesom der dagen før var 250.000 til demonstration i London.

Israel bliver nu i større omfang direkte konfronteret og mister troværdighed og støtte hver dag. Unge israelere brænder deres indkaldelse til militæret, og Israels største menneskerettighedsorganisation kræver stop for folkemordet og senest har Tyskland nu stoppet deres våbeneksport til Israel.

Når flere støtter siger fra, er det fordi de forstår, at det er de samme magthavere, som støtter Israel, tjener på oprustningen, skider højt og flot på klimakatastroferne, forringer vores rettigheder, spreder had mod minoriteter og øger forskellene mellem rig og fattig i verden. 

Så vi må bygge videre på det, vi allerede har opnået og se de nye muligheder, som er opstået i og med at solidariteten med Palæstina er blevet langt bredere. 

Det kræver et bedre og tættere samarbejde mellem de forskellige foreninger og netværk. Vi må gøre kampen mod racisme, islamofobi og oprustningen til en del af den fælles kamp. Ellers bliver folkemordet i Gaza blot det første i rækken af mange flere store menneskelige tragedier. 

Verden bliver aldrig det samme igen. Trump er ikke drevet af ønsket om fred i Ukraine, men af en kynisk beregning til gavn for USA´s strategiske interesser. Den internationale verdensorden findes ikke.

Vi skal ikke kun stoppe Israel, men hele verdensorden, imperialismen, som Israel eksisterer i kraft af.