Billede tekst: Medlemmer af fleres afd. af Kvindeligt Arbejderforbund demonstrerer for ligeløn op til ok-73. Foto: Arbejdermuseet/ABB

EU har gennem tiderne haft mange navne, Den Europæiske Kul- og Stålunion; Rom-Unionen; De Seks; Fællesmarkedet og EF (Det Europæiske Fællesskab). Men ligegyldig under hvilket navn, så er formålet at styrke europæisk kapital, noget der alt andet lige ikke er til fordel for arbejderklassen.

Selv om SDs reformisme altid har fulgt formlen: Når det regner på præsten, så drypper det (måske også) på degnen, så er enhver styrkelse af kapitalen, også en styrkelse af alle bagdelene og dårligdommene ved kapitalismen. Og alligevel, eller måske nærmere derfor, var SD varme fortalere for EF-tilslutningen.

I løbet af 1971 kørte VKR-regeringen ”træt”, og ved folketingsvalget i september vandt SD 8 og SF 6 mandater, mens VS omvendt røg ud. Det var ikke helt nok til et flertal. SD/SF havde 87 mandater, og VKR havde 88, men Krag dannede en ny SD-regering, og med støtte fra SF og 3 Nordatlantiske mandater blev det alligevel til et flertal.

SD-regering på ny

EF-forhandlingerne var allerede i gang, og selv om SD/SF var svag, så var VKR alligevel tilbageholdende. Dels havde de lidt nederlag ved valget, og nok så vigtigt, så vurderede de at en SD-regering havde lettere ved at sikre et flertal ved folkeafstemningen.

Modstanden blev i høj grad samlet i Folkebevægelsen mod EF (FB). DKP havde den centrale indflydelse, men FB var opbygget som en typisk folkefront, hvor laveste fællesnævner var det gennemgående. Det betød at det typiske FB-udtryk var meget nationalistisk omkring Danmarks selvbestemmelse kontra diktater fra Bruxelles. Nogle af argumenterne var noget sludder, mens andre var rigtige nok, men der manglede klare antikapitalistiske argumenter i kampen. 

Selvfølgelig fandtes de, VS og flere af smågrupperne gik i den retning, desværre ret sekterisk. Men det blev langt fra det, der tegnede modstanden. F.eks. lød Land og Folks (DKPs avis) opfordring op til den store modstandermarkering 1. oktober på at lade fagforeningsfanerne blive hjemme.

Tilhængerne bestod af DA og erhvervslivet, landbruget, LO og en del forbund, samt det politiske establishment SD og VKR. Deres argumenter var heller ikke alle lige lødige – oftest det modsatte. Her var økonomien i centrum, og det haglede ned med trusler om prisstigninger, devaluering og arbejdsløshed som resultat, hvis vi formastede os til at stemme nej.

Bred modstand

Blandt yngre og nyere SD mf’er var der en bevægelse, Socialdemokrater mod EEC, der rummede senere så fremtrædende folk som Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Karl Hjortnæs og Birte Weiss. Men de fungerede som loyal opposition i SD, og holdt sig fra de øvrige modstandere.

Som sagt lykkedes det ikke modstandersiden at overbevise befolkningen. Et klart flertal på 63,4% sagde ja (med en meget høj stemmeprocent). Det var også tilhængerne der havde pengene. De brugte 15-20 mio. kr. mens FB brugte 1½ mio. Store demonstrationer dagen før afstemningen, der i København samlede omkring 100.000, gav ellers stort håb til nej-siden.

Men for SD var det ikke uproblematisk at have kastet alt ind på et ja til EF. I løbet af 1971-72 faldt medlemstallet fra 165.000 til 130.000. Og af lige så stor betydning, op imod halvdelen af SDs vælgere havde stemt nej.

Allerede dagen efter folkeafstemningen gik J.O. Krag på Folketingets talerstol og meddelte at han trak sig fra statsministerposten, og udpegede formanden for arbejdsmændene (DASF), Anker Jørgensen som sin efterfølger. Nu havde han gjort sin pligt overfor kapitalen, men andre ville være bedre til at samle stumperne af SD op.

Anker Jørgensen

Jørgensen selv var EF-tilhænger, men han kom fra et forbund, der – mod hans vilje – havde opfordret til at sige nej. Og så var han en ”rigtig arbejder”, ganske vist mange år siden han havde været på en arbejdsplads som andet end gæst. Det var noget af det der skulle til for at forsone SD internt og blandt vælgerne, mente Krag og toppen i partiet. Men det skulle vise sig ikke at være nok.

Først skal vi dog lige se på OK-1973, der ikke helt udviklede sig som traditionen ellers er. Faktisk endte det i Danmarkshistoriens næststørste arbejdskamp, målt på tabte arbejdsdage.

Som sædvanlig brød forhandlingerne mellem LO og DA sammen, og forligsmanden trådte til. Men det vanlige billede af en LO-formand og en DA-formand, og en forligsmand, der alle med store smil meddeler pressen, at man har nået et resultat, og at freden er sikret to år frem i tiden, manglede.

Anker Jørgensen havde på forhånd meddelt, at regeringen ikke ville gribe ind, så storkonflikten startede 21. marts med 285.000 LO-medlemmer ude, ca. 155.000 i strejke og resten lockoutet.

Hvad drejede det sig så om? For kvinderne var ligelønnen helt central, hvilket de i flere demonstrationer havde gjort opmærksom på, men det var stort set klaret med cirkulæret fra OK-1971. Ganske vist kun ”lige løn for lige arbejde”, ikke en reel udligning af lønnen mellem kvinder og mænd.

Kolonihavestrejken

Hvis man ser på forliget, der blev indgået efter 5 dages strejke, så drejede det sig om 10 øre mere på dyrtidsportionerne. Efter forligsindgåelsen fortsatte strejker og lockout frem til og med 9. april, mens urafstemningerne foregik. På LO siden blev det vedtaget med 69% mod 31%, mens DA havde 80% ja-flertal. For øvrigt er strejketallet for 1973 kun overgået i 1925.

1973 strejken er, med dens passivitet, et godt eksempel på en bureaukratisk massestrejke

Citat: Freddie Nielsen

1973 strejken er gået over i historien som ”kolonihavestrejken” eller ”den tvungne ferie”, fordi LO gjorde hvad de kunne for at holde strejkerne så passive som muligt. Enkelte aktive fagforeninger udsatte strejkevagter, og der var demonstration i Aalborg og København, men det var ikke på LO´s initiativ, eller for den sags skyld med LO`s billigelse.

Der var de på venstrefløjen, der mente at LO satte strejken i gang for at tømme strejkekasserne, så medlemmerne ikke skulle kunne tvinge strejkevarsler og strejker igennem på mindre opportune tidspunkter. Måske er det en konspirationsteori, men det at LO fortsatte strejken under urafstemningen kunne tyde på det. 1973 strejken er, med dens passivitet, et godt eksempel på en bureaukratisk massestrejke.

Krisen banker på

Det er rigtigt, at DA nok havde lugtet krisen der var på vej, og derfor var meget stejle. Men det er ret sandsynligt, at LO havde behov for at spille med musklerne, for at vise medlemmerne at man stadig var der, efter en hel del kritik gennem længere tid. Formentlig var det også en del af strategien for at få helet EF-splittelsen i SD. Det korte af det lange er dog, at selv om det skete i et opsving i klassekampen, så var det ikke en strejke, der styrkede arbejderklassen nævneværdigt.

Noget der ellers i aller højeste grad kunne være brug for, da det lange boom efterhånden var løbet ud i sandet og blev afløst af den lange krise, der startede i slutningen af 1973. Den reformistiske drøm om at regulere sig til den krisefrie kapitalisme viste sig atter en gang at være en utopi.

Den udløsende faktor var at OPEC (de olieproducerende landes organisation) flerdoblede prisen på råolie, og med det som olieselskaberne samtidig benyttede lejligheden til at rage til sig, så betød det en kraftig prisforhøjelse i især Europa og Japan. Det var så kun den udløsende faktor, en profitkrise havde allerede været på vej gennem længere tid. Men det betød at nye vinde blæste.

Læs resten af serien https://socialister.dk/page/3/?s=Arbejderbev%C3%A6gelsens+historie