Artiklen er skrevet før Brexitaftalen blev indgået. Derfor er den lettere redigeret.
Vi står stadig på kanten til afgrunden i form af Brexit. Selv med den nye handelsaftale mellem Storbritannien og EU, vil vi opleve en hård Brexit, med en vis grad af økonomisk ustabilitet.
Sådan et resultat var ikke uundgåeligt. Så hvorfor sker det? Der er tre overordnede årsager,
For det første, er det sådan EU har valgt at håndtere Brexit. Daniel Hannan, tidligere konservativt medlem af Europaparlamentet, skrev en interessant artikel i the Telegraph. Artiklen skitserede hvordan EU reagerede på Theresa May regeringens svaghed og inkompetence ved hele tiden at skærpe sine krav.
Selv nogle af EU’s nød tiltag for at imødegå effekterne af en Brexit uden en aftale, er afhængige af at Storbritannien accepterer de samme spilleregler. Det vil sige, at give efter for EU’s centrale krav: at Storbritannien fortsat er bundet af det indre markeds love, selvom det forlader EU.
EUs chefforhandler Michel Barnier og hans mange støtter på den britiske side af kanalen forsøger at retfærdiggøre kravet, som åbenlyst er absurd. De argumenterer for, at Storbritannien er for stort og for tæt på til at man kan tillade at det gå sin egen vej.
Der er en grad af sandhed i dette — Frankrig og dets allierede frygter at blive underbudt af et ureguleret “Singapore-på-Themsen”.
Men EU tvinger Schweiz til at lave om på de aftaler, som de indgik i 1990erne, der skabte den slags økonomiske forhold, som Storbritannien efterspørger. Det tyder på at der er mere på spil.
EU fungerer nu økonomisk som en kommende imperialistisk magt. Det pålægger ikke bare sine politikker på medlemslandene – som med nedskæringer i Grækenland, men også på dets naboer.
For det andet er dette hvad Boris Johnson og højrefløjen inden for det Konservative parti ønsker. At genvinde Storbritanniens økonomiske suverænitet har været deres primære ønske, og de er villige til at risikere økonomisk sammenbrud for at opnå det.
Suverænitet virker til at være det tætteste Johnson kommer på at have et princip. Uanset hvad, har han i hvert fald mistet en stor del af den politiske tilslutning gennem sin inkompetente håndtering af pandemien.
De seneste Covid19 lockdown regler har igangsat et massivt oprør fra menige medlemmer af Konservative. Mange af dem ville fordømme ham, hvis han gav for meget efter for Bruxelles. Det gav Johnson et stærkt incitament til at presse forhandlingerne til kanten.
For det tredje, er det resultatet af, at Jeremy Corbyn ikke blev premierminister. Labour vandt næsten valget i juni 2017 på et valgprogram, der kombinerede accepten af Brexit og indførelsen af en række socialdemokratiske reformer. Det ville have betydet et helt anderledes brud med EU.
Problemet er, at siden Corbyns nederlag i 2017, har højrefløjen inden for Labour arbejdet systematisk på at nedbryde hans lederskab. På den ene side har de spredt løgnen om, at Corbyn er antisemitisk. De spredte en storm i medierne, som var meget skadeligt for Labours valgkampagne for et år siden.
På den anden side, har højrefløjen inden for Labour gennem Keir Starmer, tvunget Corbyn til at love endnu en folkeafstemning om Brexit. Det gjorde det meget let for de Konservative at sætte spot på de Labour-valgkredse som havde stemt for at forlade EU i folkeafstemningen i juni 2016.
Remain-støtterne inden for Labour overvurderede deres egen magt under den parlamentariske forvirring i 2018-19, og det gav Johnsons en fordel.
Så der er intet uundgåeligt ved den hårde Brexit, som vi var tæt på eller den aftale som er indgået. Det er resultatet af politiske beslutninger blandt en række af aktører i de europæiske hovedstæder og den britiske regering. Hvis vi skal lære noget af det, der finder sted, er netop dette vigtigt at forstå.
Det er også vigtigt, hvis vi vil undgå frugtesløse beskyldninger, som mange på venstrefløjen lader til at være tiltrukket af. En vigtig del af hele situationen var, at den yderste venstrefløj er svag i Storbritannien.
Den var ikke stærk nok til at fremføre en stærk antikapitalistisk sag hverken for eller imod EU under folkeafstemning kampagnen. Den var også for svag til at fremføre sin egen løsning som et alternativ under Brexit Krisen 2017-2019.
Men det betyder ikke, at venstrefløjen mangler støtte, som bevist af de hundredtusindvis af støtter som samledes om Corbyn. Vi er nødt til at lære hvordan man vinder.
