De rige må stoppe deres ekstreme overforbrug

Lørdag den 15. februar stod Heidi og jeg sammen med aktivister fra Extinction Rebellion og Scientist Rebellion i en koordineret aktion mod det private jetflyselskab, Blackbird Air

Billede tekst: Blackbird air aktionen i Billund lørdag d. 15. februar 2025. Foto: Per Møller Jakobsen.

Selskabet er ejet af Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen. Protesten fandt sted samtidig i Billund Lufthavn, Københavns Lufthavn og i Inverness lufthavnen i Skotland. Han ejer store områder i Skotland. Blackbird Air har i 2023 fløjet 42 gange mellem Danmark og Skotland, blandt andet for at fragte gæster til hans 50-års fødselsdag.

Blackbird Air greenwasher sig selv

Aktionen mod privat fly i Billund. Foto: Per Møller Jakobsen

Vi var der for at sende et klart budskab: Private jetfly er en klimaskandale, og de rige må stoppe deres ekstreme overforbrug på bekostning af planeten.

Kapitalismen tillader en lille, ultrarig elite at udnytte planetens ressourcer uden konsekvenser, mens arbejderklassen og verdens fattigste betaler prisen for klimakrisen. Anders Holch Povlsen er et lysende eksempel på denne groteske ulighed. Han har opbygget sin formue på udbytning af arbejdere i modeindustrien og bruger nu sine enorme rigdomme på luksus som private jetfly, alt imens han sælger sig selv som en “grøn” kapitalist.

Ban Private Jets inden for porten

Da vi ankom til Billund Lufthavn, var vi bevæbnet med bannere og budskaber, der satte fokus på det absurde i, at mens almindelige mennesker bliver bedt om at skrue ned for forbruget, kan de ultrarige flyve rundt i private jetfly og pumpe enorme mængder CO2 ud i atmosfæren. “Ban Private Jets” stod der på et af vores store bannere, og det er netop det, vi mener. Privatfly er ikke en nødvendighed, men et symbol på den ekstreme ulighed i det globale samfund.

Private jetfly er en klimaskandale, og de rige må stoppe deres ekstreme overforbrug på bekostning af planeten

Citat: Per Møller Jakobsen

Vi bevægede os ind i Blackbird Airs hovedkvarters indre gård, en næsten brutalistisk bygning i rå beton og sort glas. Her foldede vi vores banner ud og holdt det op, mens vi sang en sang inspireret af Beatles’ “Blackbird”. Det varede ikke længe, før politiet ankom. De kørte ind i gården, tændte blå blink og sirenerne, og jagede os ud, hvorefter de lukkede den monstrøse kobberbeklædte låge bag os. Mon formålet var at skræmme os?

Aktionen fortsætter med sang og krav om stop for private jetfly

Uden for porten fortsatte vi vores aktion. Politiet insisterede på at registrere os og talte igen om både indbrud og hærværk, selvom vi blot var gået lige ind. De tog også diskussionen op med vores politikontakt, Karina, og argumenterede for, at Anders Holch Povlsen havde gjort meget for klimaet, og at Blackbird Airs jetfly var de mest klimavenlige.

Denne himmelråbende ulighed understreger, hvordan kapitalismen ikke kan løse klimakrisen

Citat: Per Møller Jakobsen

Vi stillede os op med vores banner, sang igen og fortsatte vores budskab. Martha, iført hvid kittel som symbol på videnskaben, brugte en megafon til at proklamere vores krav: Vi mener, at Blackbird Air skal opgive deres private jetfly, ligesom andre virksomheder allerede har gjort. Faktisk har Kirkbi A/S, investeringsselskabet bag LEGO, besluttet at lukke deres afdeling for private jetfly pr. 28. februar 2025. Denne beslutning blev truffet på grund af faldende efterspørgsel og et øget fokus på bæredygtighed og reduktion af CO2-udledning. Hvis LEGO kan gøre det, kan Blackbird Air og Povlsen også!

Performance

Performance mod privatfly i Billund. Foto: Per Møller Jakobsen

Under aktionen udførte Tanja en smuk performance, hvor hun spillede en sort fugl, der blev overhældt med fingeret olie (en blanding af vand, sukker og madkulør). Hun gennemgik krampetrækninger og endte med at foregive at være død, en rystende illustration af de katastrofale konsekvenser, olieindustrien og luksusforbrug har for klima og dyreliv. Noget af olien ramte en betonvæg, og politiet bad aktivisterne rense det af med vand fra deres vandflasker for at undgå en sigtelse for hærværk.

Koordineret aktion livestreamet

Mens vi stod i Billund og råbte vores slagord, var der direkte forbindelse til demonstranterne i København og Inverness. Der blev livestreamet fra alle tre lokationer. I Inverness havde de lagt et stort banner på jorden med et citat fra Wildland Ltd., Povlsens eget firma, der arbejder med naturgenopretning. “We’re in a climate emergency. We need to step up and take action.” Ironien var ikke til at overse.

Hvordan kan en mand, der fremstiller sig selv som en forkæmper for naturen, samtidig eje et selskab, der tjener penge på den mest luksuriøse og klimaskadelige transportform, der findes? Blackbird Air gennemførte over 1.100 flyvninger på fire år. Alt imens vi andre bliver opfordret til at tage cyklen og skære ned på vores flyrejser for at redde klimaet.

Denne himmelråbende ulighed understreger, hvordan kapitalismen ikke kan løse klimakrisen. Systemet er bygget på uendelig vækst og profit, hvilket er uforeneligt med en planet med begrænsede ressourcer. De rigeste vil aldrig frivilligt give afkald på deres privilegier – de skal tvinges til det gennem kollektiv handling.