Den Grønne Studenterbevægelse kalder til kamp mod klimakrisen

Socialt liv og politik

DGSB blev stiftet i foråret 2018 af en gruppe studerende, der mente at der var brug for et alternativt samlingspunkt omkring klimakrisen.

Som Oskar sagde: ”Vi lever i en exceptionel tid med enorme problemer, men samtidig bliver der ikke gjort så meget. Vi har, specielt som unge studerende, ikke nogen mulighed for at handle og gøre noget ved de problemstillinger, som egentlig er ret lette at identificere.”

DGSB modarbejder handlingslammelse og apati i det sociale rum DGSB har opstillet. ”På vores møder støder vi ofte på folk, som aldrig har lavet aktivisme før, og som ikke endnu har opdaget, at de godt kan bruges.”

For en hurtig og retfærdig bæredygtig omstilling

Det politiske mål for DGSB er, at få indfriet kravet om ”en hurtig og retfærdig omstilling.”,  klimaspørgsmålet er utroligt pressende, hvor forskerne giver os omkring ”10 år hvis vi skal nå 1,5 grad målet fra Paris aftalen.”

Samtidig må omstillingen være retfærdig, specielt hvis man anskuer det i et globalt perspektiv. ”Den velstand der er skabt i Danmark er bl.a. en konsekvens af at vi har kunne tillade enorme Co2 udledninger pr. indbygger, som andre lande ikke får muligheden for. Ydermere så vil konsekvenserne af, at man ikke omstiller hurtigt nok være, at man fjerner livsgrundlaget for et kæmpe befolkningssegment på den sydlige halvkugle.”   

Med DGSB’s opråb har regeringen oprettet et ungdoms-klimaråd, ”Det er fint, at man formelt lytter til ungdommen. På den anden side runger det hult, vi har jo i forvejen et ’voksent’ klimaråd, som man ikke lytter til.” DGSB har fået en plads i det nylige klimaråd, det kan bruges som ”talerør, men vi bliver nødt til at fortsætte kampen.”

Blandt de aktiviteter DGSB har organiseret var bl.a. 48 timer for klimaet, hvor man stod døgnet rundt i 48 timer foran Christiansborg, hvilket også for alvor cementerede DGSB. ”Det var en form for kropslig manifestation hvor vi kunne vise, at klima kom før alt anden lovgivning, og for at vise de ønsker og bekymringer vi har. Samtidig var det et udtryk for den viljestyrke ungdommen har.” Herefter lavede man menneskekæde omkring Christiansborg, som var en bred og folkelig aktion.

Som seneste skud på stammen har DGSB været med til at organisere Fridays for Future, hvor man blandt elever og studerende lavede klimastrejke d. 15. marts. ”Her mødes vi for at vise utilfredshed med systemet hvor “catchphrasen” er: hvorfor skulle man studere for en fremtid som alligevel ikke er.”

Det magtfulde ved at lave en strejke aktion, er ”(…) at man klart kan vise, at klimaspørgsmålet ikke er noget som er svært håndgribeligt. Alle kan forstå hvor seriøst problemet er, og de folkeskoleelever som strejker udviser stor modenhed ved, at være en del af den demokratiske dannelse det er. Samtidig er strejke et magtfuldt historisk symbol, fordi det netop er sådan, at vi f.eks. har vundet velfærdsstaten. Vi kan vise vores utilfredshed ved at ’forlade’ systemet.” Oskar Dahlin så også gerne at ’voksne’ strejkede på dagen, og fortæller samtidig at Fridays for Future ikke kun er forbeholdt studerende, men alle som tager klimaspørgsmålet seriøst;  på den måde er strejken ”relevant for alle.”

Der er dog også andre måder, hvorpå man kan vise sin utilfredshed på. Oskar opfordrer F.eks. til tage til demonstrationer eks. Klimamarch (næstsidste lørdag inden FT-valg).

I forbindelse med det folketingsvalg som ligger lige rundt om hjørnet, agter DGSB også her at gøre sig bemærket; ”klimaloven er afhængig af hvem folk stemmer på, og for os handler det ikke så meget om blokpolitik, men og at få sat en regering som, har viljen og planerne for at tage fat om klimaproblematikkerne. Der skal altså skabes et valg, hvor klimaspørgsmålet ikke er til at komme uden om.”

Ændring i forbruget er ikke nok!

Socialistisk Arbejderavis:  Vi hører ofte, at hvis vi skal redde klimaet skal vi lægge vores livsstil om, og forbruge mindre. Men er det nok, at vi bare ændre os som forbrugere?

Oskar: ”Vi har en vigtig rolle som forbrugere med de klassiske eksempler såsom mere offentlig transport, spise mindre kød, flyve mindre osv. Politikerne har dog en helt unik rolle i denne sag, fordi den enkelte borger kun kan handle som individ. Det er landets beslutningstagere som reelt kan omstille transport- og landbrugssektoren.”

Oskar erkender at omstillingen vil bringe en masse forandring med sig, men siger i den forbindelse, at DGSB og alle de lignende initiativer og bevægelser rent faktisk viser, at vi har både modet og viljen til, at gennemfører den bæredygtige omstilling;

”vi vil, at politikerne viser samme handledygtighed som så mange mennesker rundt om i verden udviser. For at være med til, at lægge pres på politikerne, er det derfor vigtigt at man deltager i de begivenheder som kræver en bedre klimapolitik. Man er nødt til at tænke sin borgerpligt lidt bredere end bare at være vælger, men på fysisk vis vise sin utilfredshed.”

Det er altså ikke nok bare at gå til stemmeurnerne en gang hvert fjerde år, man er også nødt til at deltage i den bredere demokratiske proces og vise sin utilfredshed; ”vi skal ikke bare ændre os som forbrugere, men også som politisk borger. Mange samfundsforandringer er netop sket fordi folk har været ude og vise sin utilfredshed.”

Men hvad hvis det ikke skulle lykkedes at presse politikerne nok, eller får valgt en grøn nok regering?

Skulle det være tilfældet peger Oskar på, at utilfredsheden blot vil stige og blive mere radikal. ”Man kan f.eks. benytte sig af forskellige former for ikke voldelig civil ulydighed, f.eks. lave blokader ved kul og olieselskaber, på den måde er der mange måde at kæmpe for klimaet på, ligesom det at strejke er en form for civil ulydighed.

Afslutningsvis fortæller Oskar; ”I DGSB nærer vi stort håb og optimisme for, at vi kan få en grøn regering, men hvis den regering ikke gør nok, vil der være behov for at skærpe kampen endnu mere for en hurtig og retfærdig bæredygtig grøn omstilling”.