Billedtekst: Præsident Donald Trump holder pressekonference i Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida, efter Operation Absolute Resolve i Venezuela, der førte til tilfangetagelsen af ​​den venezuelanske præsident Nicolás Maduro. Foto: Molly Riley/Det Hvide Hus

Denne artikel blev først publiceret i Socialist Worker d. 6. januar 2026.

Donald Trump har sagt den stille del højt. Der var ingen floromvundne ord om kampen for “demokrati” eller en “humanitær intervention”, efter at USA havde kidnappet den venezuelanske præsident Nicolás Maduro.

Han erklærede, at USA ville “styre” Venezuela, og at deres “meget store olieselskaber” ville “gå ind” og beslaglægge landets olieressourcer.

“Under Trump-administrationen genvinder vi amerikansk magt på en meget kraftfuld måde. Fremtiden vil blive bestemt af evnen til at beskytte handel, territorium og ressourcer, der er centrale for den nationale sikkerhed. Det er de jernhårde love, der altid har bestemt global magt – og sådan vil vi sørge for det fortsætter,” sagde han.

Grønland er i kikkerten

Nu optrapper Trump truslerne mod Grønland. Tirsdag sagde Det Hvide Hus: “Præsident Trump har gjort det almindeligt kendt, at det at erhverve Grønland er en national sikkerhedsprioritet for USA, og det er afgørende for at afskrække vores modstandere i den arktiske region.” 

De liberale medier plejede at hævde, at “imperialisme” tilhørte en svunden tidsalder med europæisk kolonialisme, der sluttede i det 20. århundrede.

Jo jo, den russiske præsident Vladimir Putins invasion af Ukraine var imperialistisk, og det samme er Kinas ambitioner om at overtage Taiwan, mener de. Men de siger, at Vestens krigsmageri i Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Iran ikke havde noget med imperialisme at gøre.

De har siden medgivet, at der muligvis manglede planlægning for “dagen efter”, hvilket førte til “uforudset collateral damage”. Men motivet var altid at opretholde “liberale værdier” mod “slyngelstater”, der ønskede at underminere den “regelbaserede internationale retsorden”.

Det forsøger de liberale ikke at påstå efter Trumps gangsterinvasion. Selv BBC-vært og Trump-støtte, Trevor Phillips, siger, at Trumps erklæring om, at ville “styre” Venezuela lyder klart som kolonialisme.

Hvorfor dette skift?

Hvad ligger bag skiftet til en mere åbenlys rovdyrs-imperialisme? For det første er det en del af et bredere sammenbrud i den liberale kapitalistiske orden.

Efter 1945 etablerede amerikansk imperialisme det “regelbaserede” internationale system. Det var baseret på frihandel og institutioner oprettet under og efter krigen: Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og NATO. Disse internationale organisationer underbyggede amerikansk dominans, mens USA brugte sin militære fordel til at disciplinere stater, der ikke makkede ret.

Imperialisme handler dog ikke kun om, at Vesten udnytter svagere stater. Det er et globalt system af konkurrerende kapitalistiske stater, hvor nye magter kan opstå og udfordre de engang dominerende stater.

USA var den eneste globale supermagt efter afslutningen af ​​den kolde krig i 1991. Men dets nederlag i Irak og Afghanistan signalerede til Kina og andre opstigende magter, at det ikke var almægtigt. Disse nederlag, i kombination med økonomiske skift under globaliseringen, der blandt andet førte til Kinas fremgang som et masseproduktionscenter for hele verden.

Stigende imperialistisk konkurrence

I dag intensiveres den imperialistiske konkurrence på alle niveauer i systemet. Kina er USA’s største rival på globalt plan. Landet har opbygget tætte økonomiske bånd med latinamerikanske stater, herunder Venezuela. 

Og det relative fald i amerikansk dominans har også åbnet op for fremkomsten af ​​regionale imperialistiske magter i Mellemøsten, hvor Israel er i offensiven.

(Imperialisme…) er et globalt system af konkurrerende kapitalistiske stater, hvor nye magter kan opstå og udfordre de engang dominerende stater

Citat: Tomáš Tengely-Evans

Invasionen af ​​Venezuela er i tråd med Trumps nationale sikkerhedsstrategi (NSS), der blev offentliggjort i december. Dokumentet siger, at USA “afviser det fejlagtige koncept om global dominans for sig selv”.

Men det markerer ikke en afslutning på amerikansk imperialisme – så langt fra. Det er et skift til mere åbenlyst aggressiv imperialisme og et fornyet fokus på at dominere det, der er kendt som den vestlige halvkugle – Amerika og Grønland.

Den nationale sikkerhedsstrategi taler om et “Trump-appendiks” til Monroe-doktrinen. Den blev fremsat i 1823 og erklærede, at Latinamerika var en del af den amerikanske indflydelsessfære, og advarede de europæiske imperialistiske magter om at holde sig væk.

I dag (6.1.26.) advarede USA: “Vi vil have en halvkugle, der er fri for fjendtlig udenlandsk indtrængen eller ejerskab af nøgleaktiver.” Det bygger delvist videre på tidligere amerikanske regeringer. General Laura Richardson, der ledede US Southern Command mellem 2021 og 2024, sagde: “Vores konkurrenter og modstandere ved, at denne region er så rig på ressourcer, at det overgår alt. Der er modstandere, der udnytter denne region hver eneste dag, lige i vores nabolag.” 

USA´s advarsel

USA håber, at et regimeskifte i Venezuela vil sikre dets kontrol over hele kontinentet og sende kuldegysninger gennem alle, der ønsker at udfordre den. Maduros styre var et svagt ekko af den bolivariske revolution i 2000’erne, og han opbyggede et korrupt regime (se nedenfor).

I Vesten er vores opgave at opbygge en bevægelse mod imperialismen og klassefjenden i alle de europæiske hovedstæder og i Det Hvide Hus

Citat:Tomáš Tengely-Evans

Der kan dog ikke være nogen som tvivl om  venstrefløjen og arbejderbevægelsen standpunkt:

At Maduro er væltet ved USA’s hånd, vil kun slå kampen for befrielse i Venezuela og i hele Latinamerika tilbage. Kidnapningen af ​​Maduro og hans hustru er en krigsforbrydelse og en optakt til ondskabsfulde angreb på befolkningen i Venezuela.

I Vesten er vores opgave at opbygge en bevægelse mod imperialismen og klassefjenden i alle de europæiske hovedstæder og i Det Hvide Hus. 

Historien om Venezuelas folkelige oprør

Venezuelas bolivariske revolution var et fantastisk eksempel for alle, der ønskede et alternativ til neoliberalisme og amerikansk imperialisme.

Hugo Chavez kom til magten i 1999 på en bølge af folkelig modstand mod neoliberalisme. I 1989 var der for eksempel Caracazo-opstanden. En bølge af modstand blandt arbejdere og fattige mod en “strukturtilpasningspakke”, som lånehajerne i IMF krævede imod at give landet et lån.

Den venezuelanske herskende klasse accepterede aldrig legitimiteten af, at Chavez eller arbejdere og de fattige havde noget at skulle have sagt i politik. USA hadede, at en latinamerikansk leder kunne stå i FN og fordømme præsident George W. Bush som “djævelen” under stor applaus.

Højdepunktet af den “bolivariske revolution” i 2000’erne var livsændrende for millioner af venezuelanere fra arbejderklassen. Fattigdomsraten blev næsten halveret mellem 2003 og 2011. I 2011 var Venezuela det land i Latinamerika med mindst ulighed.

Men omfordelingen blev understøttet af råvareprisboomet i 2000’erne. Olieprisen steg fra omkring £7,40 pr. tønde i 1999 til et højdepunkt på næsten £100 i 2008 – og da olie udgjorde 95 procent af Venezuelas eksport, strømmede kontanterne ind.

Indtægterne blev ikke brugt på diversificering af økonomien, hvilket overlod Venezuela til de globale oliepriser. Selv om Chávez-regeringen havde omfordelt rigdom, havde den aldrig indledt et angreb på kapitalistklassen og dens stat.

Størstedelen af ​​økonomien forblev på private hænder. Statsejede industrier blev stadig drevet efter profitlogik. Råvareprisboomet sluttede, netop da Nicolás Maduro tog over.

Lige før sin død i 2013 sagde Chavez, at for at “nye former for planlægning og produktion til gavn for folket kan opstå, kræver det, at den borgerlige statsform pulveriseres”.

Tiden under Maduro

Maduro gjorde det stik modsatte. Han fortsatte med de samme politikker, begyndte at trykke penge for at skjule problemerne og blev mere og mere autoritær. Social krise hærgede Venezuela og millioner af mennesker forlod landet.

Afgørende slag i 2000’erne pegede på en anden vej frem. Det USA-støttede kup i 2002 blev besejret af gade mobiliseringer i “barrios” – fattige områder – i Caracas. Året efter forsøgte oliechefer og korrupte fagforeningsfunktionærer at lukke industrien ned for at få økonomien til at krakke. Men arbejderklassen forpurrede deres sabotageforsøg.

Disse former for folkelig organisering udviklede sig dog ikke til arbejderklasse organer, der kunne begynde at styre samfundet nedefra. I stedet blev de i stigende grad indlemmet i statsbureaukratiet

Citat:Tomáš Tengely-Evans

Der var græsrodsorganisation – kommunalråd i fattige områder, uafhængig arbejderorganisation i fagforeningsføderationen UNT, og det førte til debatter om arbejdernes kontrol over stålværket i Sidor.

Disse former for folkelig organisering udviklede sig dog ikke til arbejderklasse organer, der kunne begynde at styre samfundet nedefra. I stedet blev de i stigende grad indlemmet i statsbureaukratiet.

Det Forenede Socialistiske Parti i Venezuela (PSUV), som Chávez oprettede i 2006, samlede venstrefløjen, fagforeninger og sociale bevægelser. Men det var en tro kopi af Cubas Kommunistiske Parti, som bare førte ordrer fra toppen ind i arbejderklassen.

Mange kaldte den nye generation af statsembedsmænd, og dem, der profiterede på statslige kontrakter, for det “bolivariske bourgeoisi”. Det nye “bourgeoisi” omfattede store dele af ledelsen af de væbnede styrker, som kontrollerer nøglesektorer af økonomien.

I dag håber den fungerende præsident Delcy Rodriguez at kunne samarbejde med Trump-administrationen for at beskytte bureaukraternes position. Hun repræsenterer noget af det værste, den bolivariske revolution har udartet sig til.

Tirsdag annoncerede Trump, at hendes administration ville overdrage 30 til 50 millioner tønder olie til USA.

Læs også:

Internationale Socialisters udtalelse om USA´s kidnapning af Maduro.

International Socialist Tendencys erklæring.