Billedtekst: Massedemonstration under den iranske revolution i 1979. Teheran 17.08.79. Foto. PICRYL

Dette er en long read (15 minutter), som hovedsageligt bygger på øjenvidneberetninger og analyser, samlet af den iranske socialist Maryam Poya i bogen Iran 1979. Long live the Revolution! … Long live Islam? (1987). 

Monarkiets fald i februar 1979 var resultatet af flere års kampe kæmpet af arbejdere, bønder, kvinder og nationale minoriteter mod det undertrykkende shah-regime. Millioner havde deltaget i fredelige demonstrationer og væbnede guerillakampe, “sit-ins” og sabotage og alt fra små opløb til enorme demonstrationer med flere millioner mennesker. 

Men det blev oliearbejdernes strejke og den efterfølgende generalstrejke, koordineret af de iranske arbejderråd, shoraerne, der knækkede ryggen på shah-regimet.   

Uensartet kapitalistisk udvikling og brutal undertrykkelse 

Iran var i første halvdel af det 20. århundrede en vasalstat for britisk imperialisme, og langt størstedelen af landets enorme olieprofitter forsvandt ud af landet til primært det britiske Anglo-Persian Oil Company (APOC), mens arbejdernes lønninger kun lige dækkede de basale behov. Strejker blev brutalt slået ned af APOC’s private politistyrke. I centrum for dette system sad shahen, landets monark. 

Shah-styret undertrykte brutalt enhver bevægelse fra fagforeninger til nationale mindretal og politiske oppositionsgrupper, hvad enten de var kommunister, liberale nationalister eller religiøse. 

1951: CIA-orkestreret kup 

Op gennem 1940’erne havde den nationalistiske politiker Mohammed Mossadegh sideløbende med arbejdernes strejker og protester mod ikke at få noget ud af de store olie-profitter, taget kampen op i parlamentet for nationalisering af olieindustrien. 

I 1941 havde en britisk-russisk invasion af Iran styrtet Reza Shah. Invasionen skulle beskytte oliefelterne, sikre de allieredes forsyningsveje til Sovjetunionen og sætte en stopper for Irans tyskvenlige forbindelser. Magten overgik dermed til shahens søn Mohammad Reza Pahlavi.

Under pres fra en kombination af islamisk terrorisme, strejker og protester og nationalisternes voksende støtte i befolkningen, lovede den unge shah frie valg. I marts 1951 havde kravet om nationalisering fået så stærk folkelig opbakning, at Mossadeghs lovforslag på vegne af hans parti, Den Nationale Front, blev enstemmigt vedtaget i parlamentet. En måned efter at parlamentet havde stemt hans lovforslag igennem, blev Mossadegh valgt som landets premierminister af et 90% flertal i parlamentet. Det anerkendte shahen.

Da Mossadegh-regeringen nationaliserede den iranske olieindustri, svarede de internationale oliefirmaer igen med boykot af iransk olie for at destabilisere det nye styre gennem økonomisk krigsførelse. 

De næste to år fulgte en bølge af strejker og demonstrationer, hvor arbejderklassen krævede yderligere politisk og økonomisk forandring. Tudeh-partiet, et Sovjet-orienteret kommunistparti, som fulgte Stalins folkefronts-taktik og vægtede hensynet til såkaldte “progressive” middelklasse-allierede højere end arbejdernes militante kamp, forsøgte sammen med Mossadeghs Den Nationale Front at dæmpe den revolutionære stemning blandt arbejderne. 

Da bevægelsen var på sit højeste, satte Mossadegh hæren ind mod arbejderne for at genoprette “ro og orden”. Denne beslutning skulle komme til at ramme ham selv ‒ det var netop den kraft, der kunne have forsvaret regeringen mod det statskup, der, iscenesat af CIA og britisk efterretningstjeneste, skulle vælte ham og genindsætte shahen i 1953.  

Shahens undertrykkelse

Olieprofitterne forsvandt nu i endnu højere grad ud af landet. Undertrykkelsen af enhver form for modstand forværredes, og med amerikansk rådgivning og økonomisk og militær bistand blev et militærdiktatur opbygget, især omkring regimets forhadte hemmelige SAVAK-politi. 

Imens levede det helt store flertal i fattigdom. I 1960 havde blot 1 procent af befolkningen adgang til lægehjælp, og 80 procent var analfabeter. I midten af 60’erne ramte en dyb økonomisk krise, politisk opposition voksede, og strejkebølger steg atter stejlt i industrien. Også i andre sektorer radikaliseredes modstanden og førte både til universitetsbesættelser og blodige kampe mellem arbejdere og hæren.  

I 1962 stormede hæren Teherans universitet og sårede og dræbte mange studerende. Voldsomme gadekampe fulgte, og shahen satte endnu en gang hæren ind med ordre om at “skyde for at dræbe”. Tusinder blev nedslagtet.  

Shahen havde nu fået nok og igangsatte sin “hvide revolution”, som via en række reformer fra oven skulle forandre Iran til et moderne kapitalistisk samfund med blandt andet stemmeret til kvinder og udvikling af sundheds- og uddannelsessystemet.  

Reformprogrammet var designet til at tilgodese to centrale sociale grupper, der havde interesse i shahens stabilitet: de mellemstore kapitalistiske bønder på landet og det stærkt voksende statsansatte borgerskab i byerne. 

Taberne blev basarens traditionelle middelklasse, som støttede det muslimske præsteskab og en tilbagevenden til religionens magt og tradition, og millioner af småbønder, som på grund af den kapitalistiske udvikling på landet blev tvunget ind i storbyernes slum for at blive arbejdere. Disse grupper skulle blive en stærk base for præsterne under revolutionen i 1979. 

Slutningen af 60’erne og 70’erne gav økonomisk opsving, især pga. olien. Iran blev et af verdens rigeste lande og verdens største våbenimportør. Men rigdommen gik til sikkerhedspoliti og til ekstrem luksus og korruption i landets økonomiske og politiske herskerklasse. Det traditionelle præsteskab så shahen som en marionet for udenlandsk indflydelse og var modstander af den medfølgende verdsliggørelse af samfundet. 

Politisk islam – et svar på uretfærdighed? 

Grundet undertrykkelsen af al politisk opposition bestod meget af modstanden mod regimet op gennem 70’erne i væbnede aktioner fra to guerillagrupper ‒ Mojahedin, som havde illusioner om en slags venstreorienteret muslimsk nationalisme, og Fedayeen, som havde illusioner om sovjetisk kommunisme. Begge var inspireret af antiimperialistiske latinamerikanske og palæstinensiske oprørsgrupper.  

Men guerilla-strategien lagde al vægten på et heroisk mindretals aktioner og blev et de facto mistillidsvotum til arbejderklassens egen aktivitet og frigørelse. Ved på den måde at afskære sig fra arbejdernes hverdag og problemer, overlod de meget af initiativet til folkelig modstand mod regimet til de religiøse. For præsteskabets sociale base ‒ den traditionelle middelklasse og de fattige slumbeboere ‒ blev moskeerne nu et samlingspunkt og tilbød et fællesskab. Drømmen om et muslimsk Utopia, når shah-regimet en skønne dag var væk, voksede. 

…..guerilla-strategien lagde al vægten på et heroisk mindretals aktioner og blev et de facto mistillidsvotum til arbejderklassens egen aktivitet og frigørelse

Citat: Bo Nielsen

I 1963 blev ayatollah Khomeini sendt i eksil. Herfra koncentrerede han sig om at kritisere regimets korruption og forbigåelse af basarens og arbejdernes behov. Han kritiserede ikke kvinders stemmeret og arbejde udenfor hjemmet, men appellerede på mange måder til de samme dele i samfundet som det liberale præsteskab og venstrefløjen, når han talte om et retfærdigt islamisk samfund byggende på lighed og broderskab.  

Hjemme i Iran samledes store dele af oppositionen omkring den toneangivende islamisk-revolutionære ideolog, Ali Shariati, fra Det Nationale Partis venstrefløj. Han stod for en religiøs-politisk hybrid med elementer af sufisme, marxisme og antikolonialisme.  

Imens fik de folkelige protester stadig mere religiøse overtoner. 

1977-8: Shah-styret søger ny social basis blandt religiøse 

I takt med at krisen blev dybere, tog de sociale kampe atter voldsomt til i løbet af 1977 med massedemonstrationer og strejker. Repressionen var voldsom, som da hæren nedslagtede mange slumboere under en rydning. 

Den revolutionære stemning voksede hastigt i de mangfoldige oppositionelle kræfter, og det kom til hårde kampe mellem demonstranter og politiet. Politiet skød og dræbte demonstranter, der under parolen “død over shahen” omvendt angreb politistationer, Shahens ‘Fornyelsespartis’ hovedkvarter, banker, luksushoteller og pornobiografer, ofte ejet af Shahen og hans familie. 

Så regimet forsøgte i 1978 at redde sig selv ved at tage noget af trykket af kedlen ved en række liberaliseringer og indrømmelser til både det småhandlende småborgerskab og det konservative præsteskab. Der måtte vindes en ny social basis.  

Hovedsageligt ved nu at favorisere basaren og give indrømmelser til deres repræsentanter i præsteskabet såsom løsladelse af politiske fanger, dvs. præster, lukning af en lang række kasinoer, ejet af Pahlavi-familien og forbud mod pornografi. Samtidig sendte han de mest korrupte politikere fra hans eget parti ud af landet og skar i statsstøtten til partiet.  

I et forsøg på at formilde de islamiske fundamentalister erstattede shahen Ministeriet for Kvindeanliggender med et ditto for religiøse anliggender, og som en særlig indrømmelse til Khomeini iværksatte han en kampagne mod Baha’i-religionen, som i shi’itisk islam anses for at være blasfemisk.  

Efter Shariatis død i 1977 tiltrak Khomeini hans tilhængere, som var af den opfattelse, at Khomeinis bevægelse kunne rumme Shariatis liberale version af islam. Khomeini sagde på det tidspunkt, at kvinder og mænd var lige ifølge islam og skulle have de samme rettigheder i et nyt samfund efter shahen.  

Det blev shah-regimets signal til at skrue op for repressionen mod liberale nationalister, venstrefløjen og intellektuelle. Målet var at splitte de oppositionelle kræfter ved at bløde op for de religiøse dele og slå hårdt ned på især socialister og kommunister, som i forvejen stod svagt efter regimets nedkæmpning af først Tudeh-partiet i 1953 og nu også de venstreorienterede guerillaer.  

Men arbejderklassen var i revolutionær bevægelse, og regimets propaganda blev stadig mere desperat. Mens bølgen af strejker og demonstrationer fra arbejdere bare voksede, udtalte shahen i juni 78, at “Ingen kan styrte mig. Jeg bliver støttet af 700.000 soldater, det meste af folket og alle arbejderne.” 

Imens rejste nationalistiske oppositionsledere til Paris for at erklære en folkelig alliance med Khomeini, og erklærede at “Det seneste års massebevægelse havde vist, at folket fulgte Ayatollah Khomeini, og at det ønskede monarkiet erstattet med et islamisk samfundssystem”. Også de venstreorienterede guerillaer ændrede taktik efter at have mistet ledende medlemmer under shahens tortur og henrettelser, og stillede sig bag Khomeini.  

1978: Strejkebevægelsen vokser og radikaliseres 

Før sommeren 1978 havde strejkebevægelsen, sit-ins og protester primært været drevet af studerende, byproletariatet og dele af middelklassen. Men nu trådte industriproletariatet for alvor ind på scenen. 

Industriarbejdernes krav var ikke kun økonomiske, men også faglige og politiske. Blandt kravene var uafhængige fagforeninger, modstand mod fabrikslukninger, genansættelse af fyrede kolleger, demokratisk overskudsdeling, fem-dages arbejdsuge, børnehaver og andre velfærdsgoder, lige rettigheder for iranske og udenlandske arbejdere m.v. Og de ville have SAVAK smidt ud af arbejdspladserne. 

Men det mest afgørende var, at oliearbejdere for alvor gik ind i kampen. Deres strejkekrav var politiske, herunder krav om at de internationale olieaftaler, som ikke kom arbejderklassen til gode, skulle skrottes, og om en decideret opløsning af SAVAK.  

Arbejderne i Irans suverænt største og vigtigste sektor, olieindustrien, var af strategiske grunde opdelt i hhv. ‘arbejdere’ og ‘olie-ansatte’. Sidstnævnte udgjorde flertallet på arbejdspladserne og var af regimet forbudt at strejke. Først havde ‘arbejderne’ i reparationssektoren demonstreret, gennemført sit-in’s og endelig strejket. Men det var først da de ‘olie-ansatte’, dvs. de der producerede olieprodukter som motorolie og brændstof, gik med i strejken, at arbejdsgiverne begyndte at give sig. Blandt andet vandt oliearbejderne to dages forkortelse af arbejdsugen, og bosserne udbetalte ‘bonusser’ for at gyde olie på vandene, men dette fik kun oliearbejderne til at stille stadig flere og større krav, ikke mindst om politiske frihedsrettigheder. 

Strejkebevægelsen bevægede sig nu videre ud fra arbejdspladserne til enorme massedemonstrationer i byerne. Arbejdere har kollektiv magt grundet deres plads i den kapitalistiske økonomi. Oliearbejderne brugte deres magt over landets økonomiske hovedpulsåre til kun at producere til landets eget behov. I efteråret stoppede oliearbejderne produktionen helt i modstand mod regimets forbindelser til Israel og det sydafrikanske apartheidregime. Og resten af landets arbejdere og andre fra de lavere klasser støttede dem og hyldede dem til demonstrationer landet over.  

Hver dag nedlagde arbejdere i nye sektorer arbejdet såsom tobaksarbejderne, der protesterede mod import af amerikansk tobak, jernbanearbejdere der forbød politi og officerer at rejse med tog, tv- og radio-medarbejdere der lukkede ned for regimets propaganda, atom-arbejdere der nægtede at arbejde fordi de mente at atomindustrien var påtvunget Iran af krigsgale stormagter, arbejdere i den ene sektor sympatistrejkede med andre osv.   

Shoraerne: demokratiske organer for arbejdermagt 

Arbejderklassen havde kollektivt taget kampen op for at tildele shah-regimet og monarkiet dødsstødet. Klassebevidstheden udvikledes i den periode hastigt og i ryk under påvirkning af de herskende revolutionære idéer. Arbejderne valgte strejkekomitéer og udsendte politiske erklæringer om arbejderkontrol over industrien og arbejderindflydelse i en kommende ny regering, overtog selv ledelsen af arbejdspladser mens stadig flere panikslagne kapitalister flygtede udenlands, vedtog produktionsgrænser, arbejdstid, strejketid osv. 

De direkte demokratisk valgte strejkekomitéer, Shoraerne, erstattede efter årtiers brutal undertrykkelse og måneders hårde kampe regimets SAVAK-syndikater. Rådene var reelt politiske organer, som var i gang med at forandre samfundet i arbejderklassens billede.  

Hovedparten af arbejderne var for nylig tilflyttet fra landområderne og havde ingen tradition og erfaringer med strejker og aktivisme, men oplevede nu for første gang en enorm kollektiv styrke og magt i strejkekomitéerne, og hvordan en forenet klasse inkluderede undertrykte grupper. Det blev reelt denne oplevelse af kollektiv magt som klasse, der fik frygten til at skifte side – og blev dødsstødet for regimet.  

1979: Shah-regimets fald 

Den 16. januar 1979 flygtede shahen ud af Iran. Mens folket fejrede i gaderne og fremmede mennesker faldt hinanden om halsen, fik de med blomster og omfavnelser soldaterne over på deres side.  

I Teheran blev Shapour Bakhtiar fra Den Nationale Front, i en sidste krampetrækning fra monarkiet, svoret ind som premierminister. Dette blev resolut mødt med massedemonstrationer, der krævede hans omgående tilbagetræden. Imens afsøgte hærofficerne sammen med deres amerikanske rådgivere mulighederne for et kup.

Den 1. februar vendte ayatollah Khomeini tilbage fra sit eksil og udråbte sig selv til statsoverhoved. Officererne mistede opbakningen fra de menige soldater, men fortsatte diskussionerne med USA om et kup. USA frygtede at miste sine iranske interesser, anbefalede ikke et kup, vendte shahen ryggen og støttede i stedet den provisoriske regering.

Imens var kadetterne gået over på revolutionens side, og sammen med guerillaorganisationerne nedkæmpede de monarkiets sidste loyale tropper, shahens livgarde. Den 11. februar tog bevæbnede revolutionære kontrollen over politiets hovedkvarterer, hovedgarnisonen i Teheran og det militære akademi. Våbnene blev fordelt i befolkningen.

Det islamiske præsteskab forsøgte at splitte det væbnede oprør ved “islamisk vejledning” og tage kontrol over revolutionen. Men præsteskabet kunne endnu ikke styre bevægelsen, og to dage senere havde guerillaer og bevæbnede frivillige endeligt nedkæmpet regimet og 2.500 års monarki. Fængselsportene åbnedes, og tv- og radio-stationerne, som nu var i revolutionens hænder, annoncerede til verden: “Dette er revolutionens ansigt og stemme”.  

Arbejdershoraerne 

Shah-regimets stat var i opløsning, og revolutionært demokrati fra neden i form af de shora’er voksede frem som paddehatte overalt i samfundet i form af industriarbejdershoraer, lokalshoraer, studentershoraer, kontorarbejdershoraer, i landsbyerne dannedes husmandsshoraer osv., og i byerne overgik magten til lokale komiteh’er (komitéer) som primært bestod af guerillagruppernes tilhængere, men også lokale præster og tilhængere af en islamisk republik. De nationale mindretal fik magten i de lokale shoraer. 

Fabrikkerne blev besat af arbejderne som nu kontrollerede produktionen, jernbanearbejderne nægtede militær- og politiofficerer transport, husmandsshoraerne konfiskerede godsejernes land.  

Venstrefløjen overtog sammen med Mojahedin og med hjælp fra studentershoraerne SAVAK’s kontorer og omdannede dem til revolutionære hovedkontorer med politiske møder og organisering af demonstrationer og aktivisme. 

I nogle sektorer, især i industrien og oliesektoren, havde arbejderne erfaringer med organisering, men i mange sektorer var arbejderkontrol og lokalt selvstyre noget, der spontant udvikledes og voksede ud af de nylige erfaringer med at organisere strejkekomitéer, uafhængigt af fagforeninger og venstrefløjens traditioner. 

I de følgende otte måneder efter Februaroprørets sejr var der grundet venstrefløjens og de andre oppostionsgruppers politiske og organisatoriske svaghed et tomrum i iransk politik, hvor Khomeini var statsoverhoved, men endnu ikke havde konsolideret magten.  

I denne periode var shoraerne en helt fundamental magtfaktor i samfundet, økonomisk og politisk, og var det nære demokrati fra neden, der mærkedes i de daglige spørgsmål for almindelige mennesker. Selvom den provisoriske regering ideologisk og praktisk fastholdt det kapitalistiske samfunds strukturer og genansatte de gamle direktører på mange af arbejdspladserne, lå den reelle magt hos arbejderne.  

Selvom mange kapitalister og direktører var flygtet ud af landet, kunne de på de resterende mange arbejdspladser se på mens arbejderne organiserede og kontrollerede alle niveauer af arbejdslivet, fra indkøb af materialer til prissættelse over lønaftaler, ansættelser og fyringer, uddannelse af arbejderne og sikring af den kollektive ejendomsret ved vagtværn af bevæbnede arbejdere mod tidligere ejere eller kontrarevolutionære.  

Kvindelige arbejdere dannede shoraer på arbejdspladserne, der fremførte kvindernes krav. Især var kvindernes arbejderråd stærke på tekstilfabrikkerne, hvor de forøgede produktionen og fordoblede minimumslønningerne ved at omfordele ud af lederlønningerne. 

Den islamiske regering mod arbejderrådene 

Det nye styre så – med god grund – arbejderrådene som en trussel mod deres vision om et nyt samfund med en kapitalisme “med et menneskeligt, islamisk ansigt”. En trussel mod deres egen magtposition. Så Bazargans provisoriske regering måtte modarbejde det arbejderdemokrati fra neden, der voksede frem.  

Arbejderne så selv deres opgave som at holde deres arbejdspladser og produktionen til samfundet kørende, og at få regeringen til at anerkende shoraernes uafhængige rolle i samfundet.  

Men det afviste regeringen og kaldte arbejdernes krav på egen ledelse “uislamisk”, og satte en kampagne i gang for at splitte arbejderne over religiøse spørgsmål. De havde ikke politisk opbakning og magt til at gennemføre arbejderfjendsk politik, så regeringen måtte splitte arbejderrådene indefra.  

Gennem mindre grupper af islamiske aktivister på arbejdspladserne begyndte regeringen at påvirke shoraerne, støtte de statsudpegede direktører og agitere ud fra islamiske principper om arbejde og ejendomsforhold.  

Indvendinger blev afvist som kommunistiske forsøg på at svække arbejdernes religiøse tro. Den generelle holdning i shoraerne var, at den enkeltes religion intet havde at gøre med sagen – alle var lige udnyttede uanset hvad man troede på, og enhed gennem shoraerne var det eneste håb om en bedre fremtid. At direktøren pludselig var blevet en from muslim, ændrede intet ved at han tog hvad de skabte. 

Andre udfordringer for arbejdershoraerne var f.eks. virksomheder som var afhængige af import af råvarer eller dele og komponenter, hvor de tidligere ledelser saboterede nationaliseringer og arbejderbesættelser ved at aflyse bestillinger langt ud i fremtiden, og dels ved at afsætte hele varelageret til småhandlende fra middelklassen. Der var eksempler på arbejdspladser, hvor arbejderne solgte deres egne ejendele for at finansiere videreførelsen af virksomheden. 

Og så var der de indre klasseforskelle på arbejdspladserne. Blandt andet i industrier med lag af højtuddannede og højtlønnede ingeniører, der havde andre klasseinteresser end arbejdere “på gulvet”. Såsom i bilindustrien, hvor mange i de øvre lag var amerikanske og andre udenlandske eksperter, men også mange iranske ingeniører, som var uddannet i Vesten og qua deres sociale og tekniske overlegenhed og deltagelse i udvinding af merværdi, delte interesser med ledelsen. 

Dette satte arbejderrådene i en svær situation, hvor de ikke alene manglede statens økonomiske støtte, men også manglede ingeniørers og teknikeres specialviden for at kunne tage fuld kontrol over produktionen og bryde med de borgerlige produktionsforhold. De havde været revolutionens mest avancerede kraft og ønskede at føre revolutionen videre og komme af med deres gamle arbejderfjendtlige ledelser for altid, men både praktiske og ideologiske forhindringer stod i vejen. 

Efter at de fleste kapitalister og udenlandske eksperter var flygtet ud af landet, stod især dette privilegerede lag af iranske faglærte ingeniører som den ideologiske modstander af arbejdermagt tilbage. Så da shoraerne anmodede staten om økonomisk støtte til at drive virksomhederne videre under arbejderkontrol, så det borgerlige islamiske styre sit snit til at overlade magten over fabrikkerne til dette lag. 

Hvem har magt over staten?

Én ting var at styrte shahen, det havde de pga det kapitalistiske samfunds modsætninger haft magten til ved at stoppe produktionen. Noget helt andet var at føre kampen videre til en frigørelse fra udbytning. De samme modsætninger som før var nu ved at få økonomien til at bryde sammen. Det krævede en fuld revolutionær overtagelse af statsapparatet og at forme det efter arbejderklassens behov for at konsolidere arbejdermagten over produktionen i en tilbagestående økonomi. 

En anden objektiv udfordring for at arbejderne kunne gøre revolutionen til deres egen, var at de på det tidspunkt, i en endnu lavt udviklet kapitalistisk økonomi, fortsat var i mindretal. Men styrkeforholdene set fra arbejdermagtens optik afgøres ikke alene af produktivkræfternes udviklingstrin, men også arbejdernes traditioner for kamp, initiativer og vilje til at slås. Og var der noget, arbejdershoraerne havde masser af, var det dét. 

Imens arbejderklassen, og mest radikalt, titusinder af oliearbejdere, på måneder havde taget store spring i klassebevidsthed og revolutionær vilje til at kæmpe kampen mod udbytning til ende, levede landets islamiske ledere i en helt anden ideologisk verden

Citat: Bo Nielsen

Arbejdershoraerne dannede i foråret Irans Nationale Arbejder Sammenslutning, som skulle styrke de enkelte råd og koordineringen mellem rådene. Dette organ udsendte en 24-punkters erklæring med regulært systemoverskridende krav.  

Dette clashede fuldstændig med den provisoriske regerings mål om en såkaldt “islamisk republik”, hvor der kun var plads til de gamle kapitalistiske produktionsformer. Klassiske fagforeninger er én ting – det kan sagtens kombineres med en kapitalistisk produktionsmåde. Noget ganske andet er arbejderkontrol, hvor retten til at lede og fordele arbejde er i arbejdernes egne hænder. Klassekampen nåede et kritisk punkt, hvor det ene system måtte fortrænge det andet.  

Men arbejderrådene var ikke klar til at give sig. Det sås meget tydeligt, da oliearbejdernes shorah afsatte hele det statslige olieselskabs “arbejderfjendske og korrupte” ledelse, låste dem inde og besatte kontorerne. 

Imens arbejderklassen, og mest radikalt, titusinder af oliearbejdere, på måneder havde taget store spring i klassebevidsthed og revolutionær vilje til at kæmpe kampen mod udbytning til ende, levede landets islamiske ledere i en helt anden ideologisk verden.  

På sin tale 1. maj 1979 roste Khomeini, først arbejderne, og fremhævede især oliearbejderne, for at have været den afgørende kraft i revolutionen. For så i næste sætning at advare mod at “Djævelen” var ude på at splitte dem. (Djævelen – eller regeringen?) Derfor måtte de “tjene deres land, islam og koranen”, og huske på at man må stå sammen i det forenede samfund under Gud. Religion og nationalisme, ikke arbejdernes egen kollektive kamp, var med andre ord vejen til arbejderklassens befrielse. 

De arbejdsløse går i kamp 

Samtidig forstærkede faldende olieindtægter og inflation den økonomiske krise i landet. De besparelser, opgøret med shah-regimets korruption og fråds i våben og prestigeprojekter havde frigivet, blev efterhånden ædt op af nye problemer – især den stigende arbejdsløshed. Regeringen reagerede med lukninger af nationaliserede virksomheder, fyringer og nedskæringer i lønninger.

Det bragte for alvor en voksende revolutionær samfundsgruppe – de arbejdsløse – på banen. Arbejdere, der ikke kunne strejke og besætte arbejdspladser, kunne demonstrere og lave sit-ins, og de deltog ivrigt i fabriksmøder og politisk skoling arrangeret af studenter og venstrefløjsorganisationer. De havde været lavtlønnede og overvejende ufaglærte, og krisen ramte dem hårdest. De havde lært at kæmpe og organisere sig i kampene mod shah-regimet, og de havde alt at vinde. 

De arbejdsløse arrangerede demonstrationer mod arbejdsløshed i de store byer, hvor kravene var jobs eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Da Koheminis Revolutionsgarde angreb en demonstration og skød og dræbte en arbejder, svarede de igen med endnu flere og større demonstrationer og hårdere aktionsformer. I Teheran besatte de arbejdsløse arbejds- og justitsministerierne og krævede at ministeriet skulle blive et ministerium af arbejdere, der tog livtag med kapitalisterne, som i årevis havde beriget sig på arbejderne, men som nu pludselig ikke havde råd til deres arbejdskraft. 

De arbejdsløse omdannede det tidligere SAVAK-hovedkvarter i Teheran til deres “arbejderhjem”, hvor delegerede arbejdsløse kom ind fra hele landet for at deltage i koordineringen af kampen, og hvor shoraernes repræsentanter deltog i solidaritet og inviterede arbejdsløse arbejdere med i kampen til forsvar for shoraerne. 

De arbejdsløse spillede en stor rolle i at arrangere arbejdernes kampdag 1. maj 1979. De arbejdsløse mænd og kvinder var i front for arbejderdemonstrationen, derefter fulgte de beskæftigede med bannere for hver sektor eller fabrik, og endelig studerende og skoleelever. Halvanden million mennesker marcherede gennem Teheran under slogans og krav på alle de nationale minoriteters sprog som “nationalisering af hele industrien”, “arbejde til arbejdsløse”, “længe leve rigtige fagforeninger og rigtige shoraer”, “lige løn til mænd og kvinder”, “ned med imperialismen”, “død over USA”, “der findes ingen gode kapitalister i verden”.  

Den islamiske reaktion  

Mens 1. maj-demonstrationerne, i særdeleshed den enorme march gennem Teherans gader som tog seks timer, var et mægtigt udtryk for at arbejderklassens organisationer og råd var besluttede på at føre revolutionen til konfrontation med det borgerlige system, viste bevægelsen også sprækker af svaghed over for reaktionen. 

På selve marchen i Teheran blev demonstranterne flere gange angrebet af islamiske bøller under antikommunistiske og pro-islamiske slagord, og selvom moddemonstranterne var ganske få, besluttede demonstrationsorganisatorerne og de politiske grupper ikke at gøre modstand, og ændrede endda rute undervejs for at undgå sammenstød. Dette fejrede de regimetro reaktionære som en sejr og rev plakater og bannere ned og råbte “Længe leve Khomeini, død over kommunisterne”. 

Det Islamiske Republikanske Partis rivaliserende demonstration i den anden ende af byen kunne kun samle få tusinde, men dens paroler var et entydigt budskab, der en gang for alle måtte lukke enhver illusion blandt muslimske arbejdere om at Shariatis ‘islamiske socialisme’ havde nogen gang på jord under det nye regime: “Arbejdere og bønder, islam er jeres virkelige støtte”, “Splittelse og agitation er forrædernes værk”, “Vi følger koranen, vi vil ikke have kommunisme”, “Islam vil sejre, konspiratorerne vil blive knust”. 

Dertil havde Mojahedin nægtet at gå med i arbejdernes uafhængige march for ikke at se ud som om de var imod regeringen og havde arrangeret deres egen demonstration. Guerillaorganisationens medlemmer og støtter udstillede med demonstrationens paroler organisationens selvmodsigende positioner, og reformismens problemer; mens de erklærede støtte til den reaktionære Khomeini og regeringen, krævede de også magt til shoraerne og nationalisering af hele industrien. Krav der var hinandens objektive modsætninger og overlod initiativet til reaktionære kræfter. 

Dette var i bredere forstand symptomatisk for en ideologisk forvirret og svag venstrefløj. 

I stedet for at tage initiativer selv og foreslå andre veje frem for bevægelsen, lod de venstreorienterede organisationer andre dele af bevægelsen lede. Det betød at ingen ledede, og venstrefløjen blev et halehæng til arbejderklassen, kvindekampen osv. Mange socialister var bange for at de med deres ofte veluddannede middelklassebaggrund måtte dukke sig og forsøge at falde ind i mængden, og først senere, når de havde vundet arbejdernes tillid, kunne fremføre mere avancerede argumenter.  

Da Khomeinis nye regime snart begyndte at skrue op for undertrykkelse, tilbagerullede kvinde- og frihedsrettigheder og gennemførte udrensninger og ideologisk intervention i shoraerne, havde venstrefløjen ikke den nødvendige politiske styrke i bevægelsen og heller ikke formået at rekruttere de mange arbejdere, der ledte efter revolutionær arbejderpolitik. Der var dermed ikke opbygget et revolutionært arbejderparti – det afgørende værktøj for arbejderklassen til ikke bare at vælte ikke bare monarkiet, men endnu vigtigere at konsolidere arbejdermagten gennem rådene (sovjetterne) som i Rusland 62 år forinden. 

Mojahedin, med dets stærke kommunistisk fløj, gik opportunistisk ind for Khomenis nye islamiske shoraer og støttede Det Republikanske Islamiske Partis linje om nationaliseringer og en form for islamisk statskapitalisme, i modsætning til Barzagan-regeringens småborgerlige nationalisme, som ønskede en åben pro-vestlig markedsøkonomi. 

Arbejderkontrollen knuses 

De indre uenigheder i den herskende klasse fik et tiltrængt pusterum og endelig en afgørelse ved en kampagne af “antiimperialistiske aktiviteter”, som kulminerede med Islamiske Studenters Bevægelse Til Støtte For Iman Khomeinis Linje’s besættelse af den amerikanske ambassade 4. november 1979. 

Ambassadebesættelsen opslugte al fokus for bevægelsen, og en forvirret og rådvild venstrefløj fik travlt med at diskutere “den antiimperialistiske natur” af Khomeini-regeringen i stedet for den langt vigtigere kamp mod regeringen og om retningen for revolutionen. 

Glemt var, at det meste af staten og det borgerlige samfunds institutioner fortsat eksisterede. Der havde været nogle nationaliseringer, men under islamisk lov – altså ikke under arbejderkontrol.   

Khomeini udnyttede den allerede eksisterende splittelse, som religionens indtog i shoraerne og på arbejdspladserne havde skabt, og splittede nu fuldstændig oppositionen med en aggressiv militant islamisk nationalisme og persisk chauvinisme, hvor alle arbejderklassens og de nationale mindretals problemer var amerikansk imperialismes skyld. Kvinder, der protesterede mod tvungen tilsløring og islamisk lov, og arbejdere der var imod islamiske shoraer, var imperialistiske og zionistiske agenter. 

Venstrefløjens svigt

Venstrefløjen havde ingen modsvar. I stedet underlagde det kommunistiske Tudeh-parti sig Khomeinis linje, og de andre venstrefløjsorganisationer brød med bevægelsen og overlod kvinder og arbejdere til nederlag. Nu handlede det om fælles kamp med “det progressive antiimperialistiske borgerskab”.  

Arbejdermagten var knust. Under et slør af falsk ‘antiimperialisme’ udrullede det nye regime en kontrarevolution, der tog den samme arbejderklasse, kvinder og nationale mindretal som heroisk havde styrtet shahens borgerlige rædselsregime, til fange i et nyt borgerligt undertrykkende regime

Citat: Bo Nielsen

Således lå bolden helt og holdent på Khomeinis banehalvdel, og da der blev udskrevet folkeafstemning om en islamisk forfatning, stillede hele venstrefløjen sig bag denne for ikke at splitte “den antiimperialistiske kamp”. Enhver, der modsatte sig, var en imperialistisk agent. Det azari-tyrkiske mindretals generalstrejke og demonstrationer mod forfatningen blev brutalt nedkæmpet af det samme politi, som havde kæmpet for staten under monarkiet. 

Da forfatningen var vedtaget, pressedes islamiseringen på arbejdspladserne igennem især via de islamiske shoraer. En ny bølge af strejker for ekspropriation af privat kapital, især i forbindelse med internationale investeringer, blev mødt af regeringen med angreb på shoraerne med arrestationer, og islamiske shoraer eksproprierede i stedet arbejdershoraernes strejkekasser.  

Arbejdermagten var knust. Under et slør af falsk ‘antiimperialisme’ udrullede det nye regime en kontrarevolution, der tog den samme arbejderklasse, kvinder og nationale mindretal som heroisk havde styrtet shahens borgerlige rædselsregime, til fange i et nyt borgerligt undertrykkende regime.

Venstrefløjen fejlbedømte situationen

Maryam Poya fortæller, at venstrefløjens senere forklaringer har peget på arbejderklassens “svage bevidsthed”. Men det var i høj grad arbejdere, som havde gjort sig dyrebare erfaringer om at de måtte kæmpe kollektivt for et bedre samfund og hvis bevidsthed tog kvantespring i kampene. Den blandede bevidsthed i arbejderklassen ændres ved gentagne diskussioner og socialistiske argumenter, noget som venstrefløjen havde dukket sig for af frygt for at mene noget kontroversielt. 

Venstrefløjen har ligeledes peget på, at Iran var et økonomisk tilbagestående land, og at arbejderklassen endnu var et mindretal. Men dels var den iranske arbejderklasse i 1979 forholdsvis langt større end den russiske ditto i 1917, og dels viste den marxistiske teori om ”den permanente revolution” at være korrekt i begge tilfælde – den uensartede kapitalistiske udvikling i en imperialistisk verdensøkonomi pressede arbejderklassen i front, og arbejderklassen forsøgte at bringe revolutionen videre fra et ustabilt “borgerligt demokratisk” stadie til et socialistisk arbejderdemokrati. 

Poya konkluderer, at den iranske venstrefløj totalt fejlbedømte situationen. Venstrefløjsorganisationerne så deres historiske opgave gennem en borgerlig optik; at deres opgave alene var at vælte monarkiet – en “demokratisk revolution”.  

Det socialistiske demokrati – en socialistisk revolution, der gav arbejdere og almindelige mennesker magten fra neden – blev udskudt til en fjern fremtid. “For så vidt de overhovedet fik øje på proletariatets kamp for magten, så de den kun gennem den borgerlige revolutions briller,” skrev hun.