Det amerikanske valg i slutspurten og det socialistiske perspektiv

USA – stadig verdens største økonomiske og militære magt – er i sidste fase af en usikker valgperiode. Tidligere prognoser om en jordskredssejr til Donald Trump ændrede sig, da vicepræsident Kamala Harris udskiftede den svækkede præsident Joe Bidens plads på den Demokratiske liste.

Harris tog hurtigt føringen over Trump i meningsmålingerne, men resultatet fra valgmandskollegiet vil blive bestemt af syv svingstater, hvor de to kandidater stadig ligger side om side.

Hvem er Kamala Harris?

Harris har skabt reel begejstring blandt mange, der savner et alternativ til fire år mere med Trumps racisme og reaktionære politik. Men hvilken form for alternativ er hun egentlig?

Kamala Harris er en mainstream “corporate Democrat”. Hendes kritikere fra venstre ser hendes tilgang som en variant af den ”tough on crime” politik, som har præget USA de senere årtier – strenge straffe, verdens højeste procent fængslede per indbygger og fastholdelse af dødsstraffen. Alt sammen noget, hun som Attorney General (omtrent: justitsminister, red.) i Californien gentagne gange har opretholdt.

Kamala Harris er en mainstream “corporate Democrat”

Citat: Eric Fretz

Harris har tidligere støttet en form for offentlig sundhedsforsikring og et forbud mod fracking. Hun har nu taget afstand fra begge dele. Biden-Harris-administrationen har erklæret en national jernbanearbejder strejke ulovlig og fortsat deportationen af migranter; blåstemplet rekordstor udvinding af fossile brændstoffer; undladt at gå videre med en sundhedsreform; eskaleret en mulig militær konflikt med Kina; og øget støtten til Israel.

Ligesom Biden har Harris, og hendes i nogen grad progressive valg af vicepræsident, Tim Walz, givet tilsagn om at forsvare ”Israels sikkerhed” og at hun ”ikke støtter en våbenembargo mod Israel”. Ved den Demokratiske Landskongres sagde hun, at hun vil ”sikre sig, at USA fortsat har den største og mest dødbringende kampstyrke i verden”.

Trumps 2024

Modstanderen Trump har været en effektiv kransekagefigur for højrefløjen, som har samlet en middelklasse-base med støtte fra kristne nationalister og det yderste højre sammen med dele af kapitalistklassen. Han og hans følgere har overtaget det konservative Republikanske parti. Det er han lykkedes med i en periode med dyb krise, som ingen af de to neoliberale partier har noget svar på.

Der er en gensidig relation mellem Trumps ”Make America Great Again” (MAGA)-følgere og fascistiske organisationers fremmarch, som sker parallelt med den internationale tendens. Dette blev understreget af nynazisterne i Charlottesville, Virginia i 2017 og af stormen på Capitol-bygningen i Washington DC i januar 2021.

Stormen på Capitol Hill. Foto: Wikimedia Commons

Trumps hærdede og ideologiske base blandt de republikanske vælgere udgør i dag højst en tredjedel af vælgerne. Et klart flertal står til venstre i spørgsmål om abort, beskatning af de rige og virksomheder, våbenkontrol og støtte til fagforeninger. Efter Bidens exit har Trumps største succes været at skubbe til frygten for migration. Han har overtaget nazisternes sprog om, at immigranter »forgifter vores lands blod«, og han har brugt teorien om “den store udskiftning”

Trump har brugt sit valg af vicepræsident, J. D. Vance, til at komme med populistiske angreb på »woke virksomheder« og bruge sine formodede rødder i den fattige arbejderklasse til at appellere til hvide arbejdere. Vance er dog mere og mere upopulær i meningsmålingerne.

Alternativer

Virkeligheden er, at USA har to direkte pro-kapitalistiske partier, Demokraterne og Republikanerne. Siden Franklin D. Roosevelts New Deal 1930’erne, har de fleste fagforeninger støttet Demokraterne. Men der er ingen organisk forbindelse overhovedet mellem arbejderklassen og partiet.

Der er ingen “medlemmer” af nogen af partierne, og lederne er derfor ikke underlagt demokratisk ansvarlighed. Udgifterne til valg i USA betyder, at partierne i bund og grund styres af deres donorer på samme måde, som virksomheder i sidste ende kontrolleres af deres investorer.

Den vigtige diskussion er ikke om, hvordan man moralsk skal stemme til november, men om, hvor forandring kommer fra

Citat: Eric Fretz

Der er et par uafhængige formationer på venstrefløjen. Den radikale forsker Cornel West kører sin egen kampagne, og Det Grønne Parti stiller igen med Jill Stein. Men ingen af dem er på stemmesedlen i alle stater, og begge har ligget omkring 1 procent i meningsmålingerne, siden Harris gik ind i valgkampen.

Det ville være et skridt fremad i USA at have et betydeligt valg uden for topartisystemet. Men at gå fra at opbygge palæstinensiske solidaritetsprotester til at opfordre folk til at stemme er en strategisk fejltagelse. Den vigtige diskussion er ikke om, hvordan man moralsk skal stemme til november, men om, hvor forandring kommer fra.

Den parlamentariske venstrefløj

Bernie Sanders. Foto: Wikimedia

Socialdemokraten Bernie Sanders’ to forsøg på at blive Demokraternes præsidentkandidat og hans kritik af milliardærer tiltrak mange og øgede især unges identifikation med socialisme. Men i stedet for at føre denne entusiasme i en uafhængig retning, blev han brugt til at bringe venstreorienterede tilbage til det demokratiske parti. Når man ser bort fra »uenigheder« som f.eks. folkedrabet i Gaza, roste han Biden til det sidste og er nu en del af den såkaldte Progressives for Harris-kampagne.

Det samme kan siges om den venstreorienterede gruppe af Demokrater i Repræsentanternes Hus, hvor mange af dem er medlemmer af Democratic Socialists of America (DSA). De forsøger forgæves at forhandle deres støtte til mainstream Demokrater til senere indflydelse.

DSA har fordømt Israels handlinger i Gaza, og mange studerende medlemmer af Young DSA har været involveret i encampments i solidaritet med Palæstina. Men på nationalt plan har DSA holdt sig væk fra de store palæstinensisk ledede demonstrationer og har ikke gjort meget for at forene oppositionen eller bringe en socialistisk stemme ind i debatten.

Konklusion

Frygten for, hvad den yderste højrefløj kan gøre, er både forståelig og reel og driver mange til ’lesser evilism’, der præger debatten i dag. Men det er præcis det argument, der blev brugt for at stemme på Biden i stedet for Trump i 2020 – blot for at se Trump vende skræmmende tilbage.

I et valg, der handler om, hvem der er forandringsagent, er det en opskrift på katastrofe, hvis venstrefløjen allierer sig med status quo. Socialister i USA kan i skrivende stund ikke ændre resultatet af præsidentvalget. At arbejde for at vinde et valg for en demokrat og alle de argumenter, det medfører, vil kun ændre de involverede socialister, som vi har set gang på gang.

Der, hvor socialistiske organisationer kan gøre en forskel over deres egen størrelse, er ved at opbygge formationer af modstand mod Trumpismen og kæmpe for socialisme hver dag.

At arbejde for at vinde et valg for en demokrat og alle de argumenter, det medfører, vil kun ændre de involverede socialister, som vi har set gang på gang

Citat: Eric Fretz

Vi kan lære af, hvordan bevægelser som Occupy Wall Street og Black Lives Matter hurtigt ændrede den politiske diskurs i USA, men mistede pusten kort efter. Der mangler levedygtige organisationer med en klar antikapitalistisk politik, som kan hjælpe bevægelserne mod den undertrykkelse, de møder, og med ikke at kollapse ind i næste valgkamp.

Uanset hvem der vinder valget, vil det ikke stoppe polariseringen og ustabiliteten i USA. Hvis Trump vinder, får vi brug for samlet massemobilisering mod hans racisme og hans reaktionære politik. Hvis Harris vinder, vil der stadig være forsøg på at gennemføre angreb på undertrykte minoriteter og arbejderklassen samt en trussel fra det yderste højre. Ud fra de igangværende kampe og bevægelser, skal vi opbygge en socialistisk organisation, der peger på et alternativ til kapitalismen.