Billedetekst:

Denne artikel blev først publiceret i Solidaritet d. 7. marts.

Dette er dog langt fra første gang (og næppe sidste) at boligspørgsmålet tages op i forbindelse med en valgkamp for at ende som en række tomme løfter og skuffelser (nogen der sagde Ritt Bjerregaard?). 

Frem for blot at afvise politikernes ambitioner som det valgflæsk det er, gemmer der sig bagvedliggende dybere strukturelle årsager til at boligspørgsmålet tilsyneladende står ubesvaret hen, og hvorfor politikerne er magtesløse overfor at gøre noget ved det.

Tilbage til Marx

Derfor er vi nødt til, ved hjælp af Marx, at gå bagom al snak om boligskat og grundskyld, for at kunne besvare, hvorfor der tilsyneladende altid mangler betalbare boliger under kapitalismen. Vi er nødt til at gøre brug af Marx’ jordrente-teori. For at forstå denne, er vi imidlertid først nødt til at forstå, hvordan Marx definerer kapital i produktive termer. 

For Marx kan den produktive del af kapital grundlæggende deles op i to dele; dels konstant kapital, som er råvarerne og maskinerne, og dels variabel kapital, som består af arbejdskraft. Da værdierne i det kapitalistiske system grundlæggende regnes i arbejdstid, er det derfor kun variabel kapital, som tilføjer ny værdi til produkterne. 

Konstant kapital er konstant, da den kun kan tilføje en konstant mængde værdi (som gradvist aftager med slitager på maskinerne), hvorimod den variable kapital kan variere, med dels hvor mange ansatte der er, og dels længden af arbejdsdagen. 

Forholdet mellem disse to betegner Marx som “kapitalens organiske komposition”; jo højere mængde en konstant kapital har i forhold til variabel kapital, desto højere en organisk komposition af kapital. Markeder med en højere organisk komposition generelt giver en lavere profit, og kræver derfor en større investering for at kunne betale sig, end et marked med en lavere organisk komposition.

Renter ved investering i jord

Når der opkøbes eller investeres i jord, kan udbyttet opdeles henholdsvis i en variabel og en absolut jordrente. Variabelrenten kan deles op i variabelrente I og variabelrente II.

Variabelrente I opstår, fordi jorderne er forskellige hvad angår frugtbarhed og beliggenhed. En jord med bedre kvalitet eller tættere geografisk på byerne giver mere udbytte end dårligere eller afsides beliggende jord, selv når der anvendes samme kapital. Den ekstra profit, der kan skabes her, tilegnes af jordejeren som rente. 

Variabelrente II opstår, når kapital investeres i forbedringer af jorden – fx gødning, dræning eller maskiner – som gør jorden mere produktiv end tilsvarende jord uden forbedringer. Denne ekstra produktivitet giver en ekstra profit, men også her tilfalder gevinsten jordejeren i form af højere rente. 

Absolut jordrente adskiller sig fra de to former for variabelrente. Den udspringer af, at jorden er privat ejendom og monopoliseret af jordejeren. Selv den dårligste jord, som ikke giver nogen særlig fordel, kan kræve en rente, blot fordi adgang til jorden ikke er gratis. Dén variabeljordrente og den absolutte jordrente ekskluderer ikke hinanden, men eksisterer side om side. 

Landbruget og industri

Dette fører til tilbage til spørgsmålet om kapitalens organiske komposition. I landbruget er den organiske komposition som regel lavere end i industrien, hvilket betyder, at der kræves mindre investeringer i maskiner og teknologi for at skabe profit. 

En fabrikant må konkurrere med andre fabrikanter, og derfor presses deres profit ned mod en gennemsnitlig profitrate. Men en jordejer behøver ikke producere noget selv – de kan kræve en rente alene, fordi de ejer jorden, og andre har brug for at leje den. Det er forskellen mellem profit i industrien og den absolutte jordrente: den ene skabes gennem produktion og udligning af profitrater, den anden gennem ejendomsret.

Dette giver således også en modsatrettet tendens; hvor profitterne i industrien på langt sigt har en tendens til at falde, fordi kapitalens organiske komposition stiger, forholder det sig modsat med jordrenten. Jordrenten hviler ikke på produktivitetens konkurrence, men på ejendomsrettens knaphed, og derfor har den en tendens til at stige i takt med efterspørgslen på jord og ressourcer.

Imidlertid kan denne analysemodel ikke kun bruges til at analysere jordrente i forhold til landbrug, men også boliger; selv de dårligste boliger kan potentielt give profit. 

Boligpriser og beliggenhed

Boligpriser og huslejer er i høj grad bundet til beliggenhed snarere end de faktiske byggeomkostninger. En lejlighed på Nørrebro eller Østerbro koster langt mere end en tilsvarende på Lolland, selvom byggematerialer og arbejdskraft kunne være næsten ens. Dette er således et udtryk for differential-renten: centralt placeret jord giver mulighed for højere boligpriser, fordi efterspørgslen er større. 

Boligpriser og huslejer er i høj grad bundet til beliggenhed snarere end de faktiske byggeomkostninger

Citat: Julian Weiss Flensburg

Når jorden bliver et objekt for spekulation, kan kapitalister (eller private ejere) opkræve en stigende jordrente, simpelthen fordi de kan holde på grunden/ejendommen og vente på prisstigning. Dette bliver således udtryk for en absolut jordrente, idet det fører til kunstig knaphed: selvom der er teknisk mulighed for at bygge billige boliger, vil ejendomsbesidderne ofte holde igen for at maksimere profit. Derudover har mange udviklere og boligspekulanter også haft det offentlige med på deres side.

Af-industrialisering og boligspekulation 

Op gennem 70’erne og 80’erne tiltog af-industrialiseringen af byerne i Vesten, herunder København og danske storbyer, hvilket betød stigende arbejdsløshed, hvilket kombineret med udflytninger til forstæderne betød mindre skattegrundlag og højere sociale udgifter. Denne økonomiske ubalance betød videre, at mange byer blev mere nedslidte i løbet af 1980’erne. København var således på bankerottens rand i starten af 90’erne, og under trussel om at blive sat under statslig administration. 

Mange byer begyndte derfor at sælge ud af kommunale ejendomme og grunde for at kunne finansiere deres infrastruktur og byggeprojekter. Denne udvikling skaber således i praksis et subsidie for privat grund- og boligspekulation, idet kommuner gennem særlige låneregler og byfornyelse er med til øge værdien af de grunde som de sælger. By- og boligpolitikken skiftede således fokus fra omfordeling til markedsdannelse. 

I 1970 formulerede den franske bysociolog Henri Lefebvre i hans bog La Révolution urbaine tesen om, at urbaniseringen med tiden i stigende grad ville overhale industrialiseringen som kapitalismens primære udtryksform. Hvad end man deler Lefebvres anskuelse eller ej, ville man dog i dag ikke kunne fortænke ham i at gøre sig den slags tanker, når man tager et kig udover diverse storbyer i verden over de sidste 30-40 år; byer som engang var klassiske industrielle kerne-centre med store arbejderkvarterer, er i stadig stigende grad blevet til store finanscentre med fokus på forbrug og turisme, hvor gentrificering og spekulation, langsomt men sikkert, renser byerne for alle der ikke tilhører det bedre borgerskab. 

Dette er på baggrund af det intime forhold mellem jordrente og finanskapital, som Marx udfolder i Kapitalens tredje bog, hvor jord-og boligspekulation søger at modvirke hvad Marx betegnede Profitratens Tendens til Fald. Ligesom alle andre af kapitalismens modsætninger har den dog iboende krisetendenser.

Finanskrisen og boligmarkedet

Finanskrisen i 2008 var således et bevis herpå. Før krisen så man i USA (og også i DK, Spanien, Irland m.fl.) en eksplosiv vækst i boligpriserne – ikke kun pga. byggeomkostninger, men fordi jordens værdi i form af beliggenhed, forventninger, spekulation, etc. steg voldsomt. Denne spekulation i jordrente blev pakket ind i boliglån, subprime-lån og finansielle produkter. Da boligpriserne blev pustet op over, hvad lejerne og køberne faktisk kunne betale, sprang boblen. Pludselig var alle de finansielle papirer, der byggede på forventningen om stigende jordrente, værdiløse. Det viste, at kapitalismen havde omdannet en fiktiv værdi (forventet jordrente) til reel finansiel kapital – og da illusionen brast, trak det hele systemet ned, som Marx skriver i Kapitalens tredje bog; 

“Det monetære system er i bund og grund katolsk, kreditsystemet i bund og grund protestantisk. “Skotterne hader guld.” I papirform er varernes monetære eksistens kun social. Det er troen, der bringer frelse. Tro på pengeværdien som varernes iboende ånd, tro på produktionsmåden og dens forudbestemte orden, tro på de individuelle produktionsagenter som blotte personificeringer af selvudvidende kapital. Men kreditsystemet er ikke mere frigjort fra det monetære system som sit grundlag, end protestantismen er fra katolicismens fundament.”

…..(finanskrisen) viste at kapitalismen havde omdannet en fiktiv værdi (forventet jordrente) til reel finansiel kapital – og da illusionen brast, trak det hele systemet ned

Citat: Julian Weiss Flensburg

Med andre ord; den finansielle værdi kan ikke stige meget i værdi, før at den begynder at ramme sine begrænsninger. Perverst nok har finanskrisen dog ikke betydet, at hverken grund- eller boligpriserne generelt er faldet. Tværtimod, bortset fra et par år efter finanskrisen, er priserne kun fortsat opad og det er usandsynligt at de kommer ned lige foreløbigt. Dette er grundet den indre udvikling i kapitalismen, med den stigende organiske komposition i produktionen og profitratens tendens til fald, kun yderligere afhjulpet af neoliberalismens massive understøttelse af finanskapital.

Dette er dog ikke et sundhedstegn, men netop udtryk for den dybe krise som kapitalismen har været i siden 1970’erne og som blev intensiveret gennem finanskrisen i 2008. Profitrater, der engang kunne opretholdes gennem produktion, bliver nu opretholdt gennem spekulation. 

Dertil kommer de mange pensionskasser, banker mv. som har investeringer i ejendomme. Det er ikke kun private bygherrer og boligselskaber, som har interesse i at sælge boligerne så dyrt som muligt, men store dele af samfundsøkonomien som helhed, der har en interesse i at se jord- og boligpriser stige, og er bundet op herpå. 

Jordpriserne bestemmer boligpriserne

Modsat hvad markedstilhængerne påstår, er det ikke kun et spørgsmål om udbud og efterspørgsel af boliger, men i sidste ende om prisen på den jord, de er bygget på. Boliger som er bygget på dyr jord af private boligselskaber, kan aldrig blive billige, da boligselskaberne ville tabe for mange penge og dermed gå konkurs.

Ligeledes hvis vi vender blikket mod Enhedslistens seneste forslag om at indføre en topskat på boliggevinster, bør man nærmere hilse forslaget velkomment ud fra et socialt retfærdighedsprincip snarere ud fra dets reelle effekt på boligpriserne; selvom skatten utvivlsomt ville have en effekt hvis den blev indført, forbliver omfanget heraf mere tvivlsomt, af førnævnte grunde. Dertil kommer at langt fleste arbejdere bor til leje, hvorfor prisniveauet på ejerboligmarkedet, som i forvejen er utilgængeligt for de fleste, næppe har nogen indflydelse på huslejen på den private udlejningssektor.

Boligspørgsmålet er derfor meget mere end blot boligskat og grundskyld. Det er klassekamp

Citat: Julian Weiss Flensburg

Østrigs hovedstad Wien står her tilbage som et af de ganske få eksempler på, hvordan det er lykkedes at holde boligpriserne nede til trods for den generelle udvikling, idet at bystyret har beholdt ejerskabet over jorden, og dermed er de selskaber, der lejer jorden og bygger på den, ikke tvunget til at bygge og sælge nær så dyrt, som f.eks. der hvor det kun er store selskaber, der kan være med. Dette har imidlertid ikke stoppet bolig- og huslejepriserne i at stige, omend de er steget betydeligt mindre end i andre storbyer, da det underliggende pres i form af voksende befolkning, urbanisering, manglende boliger, inflation mv. er en global og strukturel tendens.  

Som Friedrich Engels skrev allerede i 1872 i pamfletten Om Boligspørgsmålet;

“I et sådant samfund er boligmanglen ikke tilfældig; den er en nødvendig institution, og den kan kun afskaffes sammen med alle dens virkninger på sundheden osv., hvis hele den sociale orden, som den udspringer af, fundamentalt omformes.”

Betyder det så, at man som socialist bør opgive kampen om boligen til vi en dag lever i et socialistisk samfund? Tværtimod. Rent historisk har huslejestrejker, andelsbevægelser, kampen for almene boliger mv. været det som har muliggjort bedre og billigere boligforhold, men netop fordi de har været en del af den samlede klassekamp. Der eksisterer derfor grundlæggende altid boligmangel og hjemløshed, af samme grund som der eksisterer arbejdsløshed og sult i det kapitalistiske system; produktionen og tilegnelsen af merværdi. 

Boligspørgsmålet er derfor meget mere end blot boligskat og grundskyld. Det er klassekamp.