Billedtekst: Droner over Danmark? Foto: Lex

For blot tre måneder siden hævdede Forsvaret, at skydningen fandt sted ti minutter før ruteflyets passage. Pressen, især TV 2, har siden afsløret at det ikke passede. Naboer har fastslået tidspunktet for skydningen, og pressen har hos flyselskabet bekræftet flyets præcise position: direkte over Borris skydeterræn. Forsvaret afviser, at soldaterne skød efter flyet. Hvad skød de så efter? Men hvorfor skulle vi tro på dem denne gang?

Mette Frederiksen og FE fastholder, at Danmark befinder sig i en ”hybridkrig” ført af Rusland. Alligevel nævner FE’s seneste trusselsvurdering ikke droner. Det er fortsat uvist, om der overhovedet var droner i det danske luftrum i september 2025. Københavns Politis redegørelse fra juni fastslog, at man hverken kunne be- eller afkræfte droner over Københavns Lufthavn – og slet ikke, at de var russiske.

Igen bygger konklusionen alene på udsagn fra soldater, der så objekter på himlen. Der er heller ingen dokumentation for, om der var tale om private hobbydroner eller russiske militærdroner, hvis der havde været droner i det hele taget

Citat: Charlie Lywood

Forsvarets redegørelse fra juni i år konkluderede, at fire eller fem droner havde fløjet over deres anlæg, baseret på soldaternes observationer. Der fandtes dog hverken billeder eller andet materiale, som kunne dokumentere påstanden. 

Den seneste redegørelse placerer de påståede observationer over Borris mellem 25. og 28. september. Igen bygger konklusionen alene på udsagn fra soldater, der så objekter på himlen. Der er heller ingen dokumentation for, om der var tale om private hobbydroner eller russiske militærdroner, hvis der havde været droner i det hele taget.

For måske at redde ansigt har Forsvaret så samtidig fortalt om en mystisk sort kassevogn i området i det relevante tidsrum, som man dog ikke fik standset, samt observation af en drone hvor andre droner fløj ud fra. Men hvis man ikke kan lave en præcis observation af et lavtflyvende rutefly, er det vanskeligt at tro på en præcis observation af andre objekter. Og hvorfor har man ikke fortalt om disse observationer i den første redegørelse fra juni? Der er heller ingen billeder eller andet bevismateriale i disse to sager. Spørgsmål og undren står i kø.

Regeringens reaktion

Regeringen skruede ellers markant op for retorikken efter det formodede droneangreb sidste år. På pressemødet onsdag efter observationerne over Kastrup Lufthavn og flere militære anlæg – og senere samme aften i DR – kaldte Troels Lund Poulsen hændelsen et ”hybridangreb”, mens Mette Frederiksen sagde, at Danmark befinder sig i en ”hybridkrig”. Oppositionen blev opfordret til at stå samlet, så Danmark ikke fremstod splittet over for den udpegede fjende: Rusland.

Justitsminister Peter Hummelgaard gjorde i efteråret 2025 klart, at hændelsen efter hans opfattelse krævede yderligere oprustning. Da en journalist spurgte, om der kunne være en sammenhæng mellem regeringens nye langtrækkende missiler, der kan nå russiske byer, og ugens hændelse, svarede Hummelgaard omtrent: ”Du har selvfølgelig lov til at stille spørgsmålet, fordi vi er et demokrati, men det er netop, hvad Rusland ønsker – at vi undlader at forsvare os og skaber splid.” Budskabet var med andre ord, at alle skulle støtte regeringens eskaleringspolitik, mens kritikere risikerer at blive fremstillet som nyttige for Rusland. Det er ikke svært at forestille sig konsekvenserne for antikrigsaktivister i et sådant ”dem eller os”-klima.

I dag, omkring et år efter det påståede droneangreb, er der ingen eftertanke eller selvkritik over den frygt for et forestående russisk angreb, som blev og fortsat bliver pisket op. Den russiske ambassadør, der blev fremstillet som utroværdig, har heller ikke fået nogen undskyldning. Fjendebilledet skal tilsyneladende fastholdes for enhver pris.

Krigs- og oprustningshysteri

Vi ved stadig hverken, hvem der stod bag de mystiske droner, eller om der overhovedet var droner. Alligevel har regeringen kynisk udnyttet panikken til at binde befolkningen endnu tættere til sin krigs- og oprustningspolitik.

Det samme skete efter sprængningerne af Nord Stream 2-rørledningerne i efteråret 2022. Rusland blev straks udpeget, selv om det ville stride mod landets egne interesser. Nu ved vi, at Rusland ikke stod bag, men at ukrainere gjorde. Den kommende retssag vil forhåbentlig kaste mere lys over sagen. At vi overhovedet er kommet nærmere sandheden, skyldes at Tyskland fortsatte efterforskningen, selv om Danmark undlod at udlevere sine oplysninger og indstillede deres.

Politiets efterforskning, som sandsynligvis også pegede på ukrainere som ansvarlige, blev henlagt med begrundelsen, at den ”ikke kunne føre til domfældelse”. Med andre ord var sagen politisk ubekvem. Efterforskningsrapporten er aldrig blevet offentliggjort.

Afvis krigshysteriet – deeskalér

Socialisters vigtigste opgave er at modsætte sig al oprustning og alle imperialistiske magter – især vores egen stærkt krigeriske regering.

Da den russiske ambassadør kaldte SVM-regeringens projekt med langtrækkende missiler ”uacceptabelt og en provokation”, blev udtalelsen endnu en gang mødt med hån. Kort efter lod man flere F-35-fly lande på Bornholm for at understrege, at Danmark mente oprustningen alvorligt og ignorerede den russiske advarsel.

Mette Frederiksens krigslogik var klar: ”Vi tror ikke på Rusland. De skal ikke skræmme os fra at opruste.” Samtidig deltager Danmark i ”Coalition of the Willing”, ledet af Storbritannien og Frankrig, som er parate til at sende tropper til Ukraine for at sikre freden. Rusland har kategorisk afvist NATO-tropper i Ukraine. Dermed placerer Danmark sig naturligvis i skudlinjen.

Denne aggressive kurs bidrager næppe til at overbevise Putin om, at EU ikke vil Rusland noget ondt. Tværtimod styrker den hårde nationalister, som ønsker en mere konfrontatorisk linje over for EU

Citat: Charlie Lywood

Forestil jer, at Rusland offentligt meddelte, at langtrækkende missiler nu var rettet mod København og Aarhus som ”afskrækkelse”, og samtidig placerede kampfly i Kaliningrad, omkring 300 kilometer fra Bornholm. Fredelige droner over Petrograd og Moskva ville næppe blive betragtet som et tilstrækkeligt svar på den russiske ”provokation”. Snarere ville NATO indkalde til krisemøde og overveje at aktivere artikel 5. Hykleriet er åbenlyst.

Denne aggressive kurs bidrager næppe til at overbevise Putin om, at EU ikke vil Rusland noget ondt. Tværtimod styrker den hårde nationalister, som ønsker en mere konfrontatorisk linje over for EU.

Den interimperialistiske rivalisering

Socialister bør afvise begge parters militære trusler. Regeringen begrunder oprustningen med en ”ændret sikkerhedspolitisk situation”, men forklarer sjældent, hvad der har ændret den. Henvisningen stopper som regel ved Ruslands invasion af Ukraine. Et aggressivt imperialistisk overfald, socialister er lige så stærkt imod. Men når NATO’s og EU’s omringning af Rusland i årene forinden samt de russiske advarsler udelades, fortælles kun halvdelen af historien.

Samtidig må vi afvise den russiske imperialismes ambition om at fastholde Ukraine og andre randstater som russiske vasaller.

Den afgørende forandring er, at ”Daddy har forladt sine børn” og overladt Europa til sig selv. Europa skal nu føre krigen i Ukraine, så landet ”kan få det besatte land tilbage”. USA vil gerne sælge våben – det er godt for forretningen – men Europa skal betale. Rusland opfatter denne oprustning som en trussel.

Socialister kan ikke tage side med vores egen regering, der går forrest i Europas oprustning. Regeringen bruger droneepisoden til at hælde endnu mere benzin på oprustningsbålet. Nu er de afsløret i løgn på løgn.