Billede tekst: Enhedsfront handler om at bringe så mange som muligt i aktivitet mod facisme – her i Amstedam i 80érne. Foto: Wikimedia Commons
Vi hører ofte fascisme og fascister beskrevet med et udvalg af disse træk: autoritær magt, fokus på en ”stærk leder”, racisme og benævnelse af en ”in-group” og en ”out-group”, appel til en mytisk ”guldalder” for et land eller et folk, som man længes ”tilbage” til.
Alt dette kan sagtens beskrive flere fascistiske ledere. Men det kan også beskrive zarer, konger og andre tyranner fra før fascismens tidsalder, såvel som Trump og andre i dag. Betyder det, at alle disse kan betegnes som fascister?
Nej, mente Trotskij, og argumenterede for, at for at kunne vinde over fascismen, var det vigtigt at identificere, hvad der adskiller fascisme fra andre autoritære politiske kræfter og styreformer.
”Fragmenterede masser”
Fascisme, påpegede han, benytter en dobbelt strategi med både at stille op til parlamentsvalg og at bygge en kæmpende gadebevægelse, der skal terrorisere modstandere til tavshed. Og et af dens helt centrale mål er at tilintetgøre venstrefløjen og arbejderklassens organisationer. Dette sidste er et træk, der forener både Hitler, Mussolini og Franco.
Fascismen er en udvækst på de såkaldt liberale, kapitalistiske demokratier og den klassekamp, der giver dem deres dynamik. Og dens største hindring er en kæmpende arbejderklasse. Fascismen er magthavernes sidste udvej, når profitterne er i krise.
Trotskij skrev, at ”fascismen forener og bevæbner de fragmenterede masser”. At den finder sin base i ”småborgerskabet” – små virksomhedsejere og selvstændige – og herfra tiltrækker både dele af arbejderklassen og kapitalistklassen. På den måde kan den igen skabe en stærk national fortælling om en vision på tværs af klasser, der kan virke tiltrækkende i polariserede tider.
Fascismen giver ”svar” på krisens problemer, når mainstreamens politik ikke holder længere, og venstrefløjen og arbejderklassens egen organisering ikke formår at opstille modsvaret. Fascismens svar er dødbringende – for raciale og andre minoriteter, der udpeges som syndebukke, og i sidste ende for alle dens modstandere.
Enhed
Derfor er målet, når vi organiserer modsvaret at modvirke fragmenteringen af masserne, før det er for sent. Trotskij kaldte princippet for enhedsfronten.
Dette betyder, at man handler sammen på tværs af organisationer – fagforeninger, græsrodsorganisationer, smågrupper, revolutionære og reformister på venstrefløjen og den politiske midte – under et bredt banner med plads til indbyrdes uenighed.
Trotskijs beskrivelse af enhedsfronten var rettet mod nødvendigheden af, at f.eks. Socialdemokratiet og kommunistpartiet i Tyskland – begge politiske partier med parlamentarisk indflydelse og en vis stærk tilstedeværelse i klassekampen – gik sammen i fælles front mod fascisterne.
I dag er den nødvendige enhedsfront bredere og må potentielt indeholde mange forskellige typer af organisationer. Men princippet holder.
En enhedsfront af antiracister og antifascister, hvor målet ikke er, at de enkelte organisationer opløses i den brede organisering, men hvor man tværtimod skaber rum for løbende debat om strategi for den videre kamp, har stort potentiale.
Som modgift til racismen, når den spredes fra toppen for at splitte os. Som vores bolværk, hvis fascisterne prøver at tage gaden. Og som stedet, hvor arbejderklassen kan formulere sine politiske krav til et helt andet samfund end det bestående.
Enhedsfront i praksis i DK i 1990’erne
I kampen mod fascismen er en enhedsfront bestående af alle arbejderklassens organisationer, der sammen mobiliserer til masseaktioner – demonstrationer, blokader og ultimativt strejker – den bedste våben vi har.
Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt med stærke organisationer af aktivistiske revolutionære arbejdere. De reformistiske ledere i såvel partier som fagforeninger går sjældent i spidsen for sådanne mobiliseringer.
Heldigvis kan mindre også gøre noget, så længe den fascistiske fare ikke har fået lov til at vokse sig for stor. Kampen mod fascismen i 1990erne er et godt eksempel.
Fællesinitiativet mod Racisme
I slutningen af 1980’erne opstod en enhedsfront i det små i Københavnsområdet. Det var små, lokale antiracistiske grupper, der næppe var blevet til noget, hvis det ikke havde været for medlemmer af små revolutionære organisationer. Disse grupper sluttede sig sammen i Fællesinitiativet mod Racisme (FmR), der også havde gode kontakter og debatter med andre.
Det centrale var kampen mod Den Danske Forening, der forsøgte at styrke sig gennem en række offentlige møder. Til disse møder mobiliserede FmR demonstrationer og blokader, og nogle gange lykkedes det at få personaler på mødestederne til at nægte at servere for DDF. Det lykkedes også at få enkelte fagforeninger med, og det lykkedes at begrænse DDF’s fremfærd.
De var dog ikke slået, og enhedsfronten holdt ved og styrkede sig ind i 1990’erne med aktioner i Helsingør, Aalborg, Aarhus og Odense. Andre steder, bl.a. Randers og Næstved, var truslen om demonstration nok til, at restauratører og lokale udlejere afviste DDF.
Ingen nazister i vores gader!
Værre var det dog, at nazister begyndte at røre mere på sig, bl.a. gennem forskellige overfald. Og de erklærede, at de ville stille op til kommunalvalget i 1993. Men nu var der opbygget et antiracistisk netværk af faglige og politiske kræfter – og det var et aktivt samarbejde.
Der var flere demonstrationer ved DNSB’s hovedkvarter i Greve. Da en tysk nazist flyttede til Kværs nord for grænsen med sit forlag for at udnytte, at nazistisk propaganda er lovligt i Danmark, førte det til demonstrationer hvor lokale og anti-nazister fra hele landet deltog. Da han og sympatisørerne flyttede til Kollund, flyttede modstanden med.
Det var ikke nemt at holde nazisterne nede, men den aktive modstand forhindrede deres vækst. Og det var ikke bare få stålsatte aktivister, der forfulgte nogle nazister. Selv om det aldrig blev en stor enhedsfront som helhed, så betød det en vigtig opmærksomhed på nazi-problemet, og at almindelige mennesker tog det alvorligt.
Socialdemokrater og borgerlige politikere forsøgte at få folk til at vende ryggen til både nazister og antinazister, men det lykkedes ikke helt. Et godt eksempel er Roskilde i august 1995, hvor nazisterne havde fået så meget mod, at de planlagde en mindemarch for Rudolf Hess.
På dagen ankom antinazister i hundredvis, som politiet gjorde alt for at holde væk. Men almindelige borgere i Roskilde gik til angreb på de 140 nazister og jog dem ud af byen.
Selv om enhedsfronten var på en lille skala, så havde Roskildes borgere næppe handlet som de gjorde, hvis ikke den gennem en årrække havde gjort opmærksom på nazi-problemet og holdt gryden i kog.
Deltag i FN´s anti-racisme dag lørdag d. 21. marts:
