Foreningerne Lærlinge for Bæredygtighed og Den Grønne Ungdomsbevægelse har slået sig sammen om at skrive et manifest, som i form, stil og vision ligner meget de tidligere manifester, DGUB har udgivet, om blandt andet landbrug og naturbevaring. Ligesom de tidligere, beder manifestet læseren om at stille spørgsmålstegn ved de ting, man tager for givet når det kommer til byggebranchen, og skitserer en model for, hvordan det i stedet kan se ud i fremtiden.

Bogen er ikke eksplicit socialistisk – den bruger aldrig ideologiske termer eller prædikater – og dens svaghed ligger især i dets bud på, hvordan forandringen gennemføres. Selvom der nævnes et væld af forskellige aktører der kan spille en rolle, herunder fagforeninger og boligforeninger, opfordres der primært til at argumentere for en anden model, ikke at udfordre magthaverne materielt.

Men dens argumenter og visioner er ikke desto mindre uhyre nyttige for socialister, når vi forklarer hvordan et post-kapitalistisk samfund kan se ud i praksis.

Bæredygtighed og renovering

Det er bredt anerkendt, at byggebranchen som den er i dag ikke er bæredygtig. Den står for 30% af Danmarks CO2-udledninger og 42% af vores affald, foruden en lang række afledte effekter, såsom fældning af skov for at producere træ, forurening fra lastbiler der transporterer affaldet, og så videre.

Men de alternative materialer findes allerede, men alligevel domineres branchen stadig af traditionelle materialer

Citat: Asbjørn Grinder Valhøj

Men i modsætning til for eksempel omstilling af transport- eller energisektoren, er der i den offentlige debat få stemmer, der har en klar strategi for byggebranchen. Typisk drejer debatten sig om at udskifte CO2-tunge materialer som beton med alternative, biobaserede materialer. Det gøres til et teknisk problem, frem for et politisk. Men de alternative materialer findes allerede, men alligevel domineres branchen stadig af traditionelle materialer.

Sandheden er, at materialerne ikke konkurrerer på lige fod. Bevaringsværdig Byggebranche forklarer, hvordan reglerne for godkendelse af byggematerialer tilgodeser allerede etablerede producenter på bekostning af “newcomers”. Hvordan store virksomheder dominerer i interesseorganisationer som Dansk Industri, der har enorm politisk indflydelse. Hvordan uddannelsesinstitutioner tilrettelægger undervisningen efter det man plejer at gøre. Dette skaber en strukturel favorisering af status quo i byggebranchen, som kræver politisk vilje til at ændre.

 “Den eneste bæredygtige bygning er den, der allerede står”

En ting er materialerne. Et andet er den grundlæggende præmis om, at nybyggeri i det hele taget er uundgåeligt og nødvendigt i et moderne samfund, en præmis som sjældent bliver udfordret. Det gør forfatterne til Bevaringsværdig Byggebranche på grundig og overbevisende facon op med, og det er måske bogen vigtigste bidrag til samfundsdebatten.

I dag rives 1200 boliger ned om året, og bliver erstattet af nyopførte bygninger. Det behøver ikke at være sådan. I stedet for en branche der centrerer om opførsel af bygninger, plæderer forfatterne for at renovering og transformation skal være kernebegreberne. Dette er ikke bare langt mindre skadeligt for klimaet – de påpeger at en bygning fra 1970’erne der rives ned og genopføres, udleder 50 gange så meget CO2 som hvis den blev renoveret – men vil kræve et grundlæggende normændring i den måde, vi anser boliger på.

I stedet for det “urealistiske ideal” om at designe sit eget drømmehus, er der flere end nok allerede eksisterende boliger til, at enhver kan finde noget de vil elske, og skulle der opstå boligmangel, bør man løse det ved hjælp af at dele store lejligheder op, før man overvejer at bygge nyt.

I stedet for det “urealistiske ideal” om at designe sit eget drømmehus, er der flere end nok allerede eksisterende boliger til, at enhver kan finde noget de vil elske

Citat: Asbjørn Grinder Valhøj

Det vil ikke betyde, at byggebranchen nedlægger sig selv, men bare at den begynder at specialisere sig i renovering og vedligeholdelse, samt den mest hensigtsmæssige transformation af allerede eksisterende bygninger. Derfor behøver man ikke at frygte pludselig arbejdsløshed, hvad der ellers er et udbredt argument for fortsat nybyggeri.

Problemet her er – igen – strukturelt. Et eksempel på dette er reglerne om ejendomsværdiskatten, som man kan blive fritaget for ved nedrivning og genopførsel, mens det samme ikke gælder renovering. Et andet er, at udledningerne ved nedrivning ikke regnes med i livscyklusvurderingen for et nybyggeri.

Et gennemgående tema i bogen er, hvordan beslutningerne om opførsel og nedrivning, uddannelse af lærlinge, primært tages ud fra et ønske om at skabe profit, ikke at sikre alle mennesker et godt og sikkert sted at bo.

Hvem bygger vi for?

Manifestet er ikke bare en model for hvordan byggebranchen kan se ud, men bunder i nogle klare holdninger. Visionerne der skitseres i begyndelsen af alle kapitler er ikke bare bæredygtige i klimamæssig forstand, men er socialt retfærdige. Vi ser her et samfund, hvor menneskers behov og trivsel er i centrum.

….(bogens) argumenter og visioner er ikke desto mindre uhyre nyttige for socialister, når vi forklarer hvordan et post-kapitalistisk samfund kan se ud i praksis

Citat: Asbjørn Grinder Valhøj

Manifestet kædes kampen for en bæredygtig byggebranche sammen med kampen mod racisme og sexchikane, for beboerdemokrati og medbestemmelse, og trivsel på arbejdspladsen. Det er én samlet pakke i forfatternes øjne. Og det er netop denne holistiske vision, som gør manifestet værd at læse, særligt hvis man har svært at visualisere et alternativ til status quo.