Bemærk: Denne artikel indeholder spoilers. Den er en såkaldt “longread”.

De tre film i serien De forbandede år fremgår ikke så meget som forskellige film, som 3 dele af ét samlet, 7-timers langt værk, og som sådan har den nyeste film den vigtige opgave at runde historien af på en tilfredsstillende måde. Det lykkedes den med – nogenlunde.

Overblikket

Formålet med filmserien har først og fremmest været, med filmhistoriker Gunhild Mortensen Aggers ord, at “samle de forskellige historier om og synsvinkler på besættelsen og skabe en syntese, gerne gennem nedslag i familier, der forbinder den lille og den store historie”. Med andre ord et formidlingsprojekt af besættelsestiden som helhed. Derfor møder vi repræsentanter fra både modstandsbevægelsen, værnemagere, danske nazister og Frikorps-frivillige, kommunister og anti-kommunister, storkapitalister, almindelige arbejdere og tjenestefolk, og folk fra kulturlivet.

Filmserien introducerer på en næsten metodisk facon de fleste af emner, som efterkrigstiden har identificeret som essentielle: Både de klassiske temaer som skellet mellem samarbejde og modstand, stikkere og stikkerlikvideringer, værnemageri og sabotage, og danske jøders flugt til Sverige, spiller alle en prominent rolle, men det gør også en række andre temaer, som i besættelseshistorien først har antaget en prominent rolle i de sidste årtier. 

…..samlet set kommer filmserien vidt omkring, og fungerer som en opsummeret introduktion til hele besættelsestiden og de forskellige fortolkninger der findes

Citat: Asbjørn Valhøj

Tag for eksempel danske tysklandsarbejdere, interneringen af kommunisterne, det danske politis rolle som undertrykkere før de selv blev interneret, de såkaldte “tyskerpiger” og den patriarkalske vold de blev udsat for, danske myndigheders udlevering af tysk-jødiske flygtninge, det Danske Frikorps og danske nazister i det hele taget, og det komplicerede forhold der eksisterede mellem modstandsbevægelsen, samarbejdspolitikerne, og Frihedsrådet.

Atypisk for en Besættelsesfilm spiller kulturlivet – repræsenteret af jazzmusik – en prominent rolle, hvad der er en vigtig påmindelse om, at livet for de fleste mennesker gik videre, selv under en så repressiv situation som besættelsen. Folk gik i biografen, i teatret, lyttede til musik, passede karriere og uddannelse, forelskede sig og stiftede familie, alt imens en lille minoritet gjorde modstand. Den historie hører også med til fortællingen.

Af de emner der ikke kom med, eller kun overfladisk blev nævnt, kan nævnes Augustoprøret i 1943, Schalburg-terroren, de tyske flygtninge, og den borgerlige del af modstandsbevægelsen. Men samlet set kommer filmserien vidt omkring, og fungerer som en opsummeret introduktion til hele besættelsestiden og de forskellige fortolkninger der findes.

Familien Skov

Udover et historisk formidlingsprojekt er filmserien i sin essens et familiedrama, og konflikterne mellem familien Skovs medlemmer er et mikrokosmos af de bredere konflikter i det danske samfund. 

Først og fremmest patriarken Karl Skov, der i stigende grad vælger at omstille sin fabrik til produktion af krigsmateriel til det tyske militær, valg som han begrunder med, at han ønsker at redde sin virksomhed fra konkurs, og dermed fortsat understøtte sin familie og familiens status. Dette fører ham i konflikt med sin kone og deres tre sønner, der alle i forskellig grad støtter eller tager aktivt del i modstandskampen, særligt den ældste søn Aksel, som bliver aktiv i sabotagegruppen BOPA samt Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Dertil kommer datteren Helene, der som mindreårig forføres af en voksen tysk soldat og løber væk med ham til Norge, indtil hun konfronteret med nazismens rædsler vender tilbage; og endelig Karls ældste søn fra et tidligere ægteskab, Michael, der som “anti-kommunist” melder sig til det Danske Frikorps, bidrager til Holocaust i Baltikum, får PTSD, og begår selvmord i slutningen af den anden film. 

Karl Skov fremstilles som en figur, der står i midten af et politisk morads, og som forgæves prøver at holde familien samlet imod alle odds

Citat: Asbjørn Valhøj

Karl Skov fremstilles som en figur, der står i midten af et politisk morads, og som forgæves prøver at holde familien samlet imod alle odds. Det er især relationen mellem Karl og Aksel, som er i centrum, hvad der ses tydeligt i de afsluttende scener i hver film. Første film kulminerer i bruddet mellem far og søn, den anden viser Aksels trauma efter og problemer med at komme sig over sine oplevelser, og den sidste ender med Aksel og Karls forsoning.

Set fra Karls perspektiv er filmserien næsten som en græsk tragedie. Han ønsker at beskytte og holde sammen på sin familie, holde sin virksomhed oven vande, og redde sin families ære og navn. Det fører ham til beslutninger, der i sidste ende betyder at virksomheden går fallit, hans familienavn er tilsværtet (hans datter skifter bl.a. efternavn), og familien er splittet; to sønner døde, de andre børn midlertidigt fremmedgjort, og hans kone har forladt ham. Først når han tager sin straf og accepterer tabet af status, kan han forenes med familien igen. Der er ikke et øje tørt.

Retsopgøret efter Besættelsen

De fleste film om Besættelsen formidler primært perioden 1943-1945, hvor modstanden spidser til og besættelsesmagten mere og mere krakelerer. De forbandede år er original i og med, at den dykker ned i såvel de første tre år af Besættelsen som efterspillet. Her er det interessant, hvordan Retsopgøret bliver fremstillet.

“Retsopgøret” dækker over mange forskellige typer forbrydelser (mange af hvilke først blev gjort ulovlige med tilbagevirkende kraft), der består af en form for direkte og substantielt samarbejde med besættelsesmagten. Filmen fokuserer her på to: Karl Skov som værnemager, en storkapitalist som tjente godt på at producere varer til brug af det tyske militær; og Ove Steffensen, en dansk nazist og HIPO-mand som kæmpede på østfronten med Michael, hjalp tyskerne med at optrevle og dræbe modstandsfolk, og som til det sidste ikke angrede sin rolle i hverken Holocaust eller herhjemme. Hvor Ove blev dømt til døden, blev Karl dømt til flere års fængsel og en klækkelig bøde, som han dog fik omstødt ved Højesteret.

Retsopgøret havde klare politiske formål. Ikke bare at straffe danskere, der samarbejdede med tyskerne, men også som en måde at tilfredsstille folkestemningen og forhindre selvjustits og selvtægt – og endelig en måde for danske politikere at markere, at de stod på den rigtige side af historien, på trods af deres eget samarbejde, og det faktum at de selv opfordrede til samarbejde i de første år af besættelsen. 

Opgøret blev i samtiden fremstillet som en måde at sætte punktum for Besættelsen, så vi kunne “komme videre”, men det er især på venstrefløjen længe blevet indkapslet med sætningen “de små fisk blev straffet og de store gik fri”, en sætning som næsten ordret bliver refereret af Aksel i filmen. Altså med andre ord, at den kapitalistiske klasse smed enkelte “landssvigere” på samfundets bund under bussen, men holdt hænderne under sine egne folk. Der er da også flere eksempler på storkapitalister, såsom Gunnar Larsen, minister og direktør for F. L. Schmidt, der slap for straf. Samlet set blev kun 75 værnemagere idømt mere end 1 års fængsel, og ingen mere end 4, på trods af at mange af sagerne omhandlede decideret våbenproduktion til den tyske krigsmaskine (Tamm s. 323).

Retsopgøret havde klare politiske formål. Ikke bare at straffe danskere, der samarbejdede med tyskerne, men også som en måde at tilfredsstille folkestemningen og forhindre selvjustits og selvtægt – og endelig en måde for danske politikere at markere, at de stod på den rigtige side af historien, på trods af deres eget samarbejde, og det faktum at de selv opfordrede til samarbejde i de første år af besættelsen

Citat: Asbjørn Valhøj

Set i sin helhed er Retsopgøret også præget af en stor grad af arbitrærhed, ikke kun fordi det retlige grundlag ofte var vagt defineret (embedsmænd kunne for eksempel bliver afskediget for at have udvist “uværdig national optræden”), men også i strafudmålingen. Der findes eksempler på personer, der på trods af meget lignende forbrydelser blev straffet vidt forskelligt. Tag nu Franz Erik Toft, der blev henrettet i 1946 for som Gestapomedhjælper at have bidraget til tortur, og Godske Hansen, som fik sin dødsdom anket i 1948, på trods af at han som ansat i det tyske sikkerhedspoliti også havde deltaget i tortur, og tilmed havde skudt en modstandsmand under et flugtforsøg (Tamm s. 27-29; 255-256). En betydelig faktor har været tidspunktet for domfældelsen. Var man heldig nok til at få udskudt sin retssag et par år, steg ens chance for at slippe med livet og formuen i behold betydelig.

På nogle punkter lykkedes det filmen at portrættere det kyniske magtspil, som lå bag Retsopgøret. Mest markant viser filmen en privat samtale mellem en minister og en storkapitalist, der begge er stærkt utilfredse med, at Frihedsrådet og modstandsbevægelsen vil straffe økonomiske værnemagere. Her diskuterer de åbent taktikken om at lade enkelte kapitalister blive sagsøgt, vel vidende at det ville blive anket til Højesteret, som kunne frifinde dem eller formilde straffen når folkestemningen har lagt sig. I det hele taget var tendensen også, at byrettens relativt hårde straf blev formildet eller omstødt ved højere instanser, hvilket Karl Skov i filmen, og Gunnar Larsen i virkeligheden, var eksempler på.

Nogle kritikpunkter

På trods af denne scene, vil jeg pege på to områder, hvor filmen undergraver sin egen kritik af den historiske proces, og de vedrører hver en af de to sigtede.

Lad os tage Karl Skov. Her lykkes filmen i en række scener at give seeren en følelse af moralsk ubehag. I dag har stort set alle en forudindfattet holdning til værnemageri som værende moralsk uforsvarligt, og da Karls handlinger bliver udpenslet så bramfit som de bliver i retsscenerne, er det svært at være uenig i at han burde straffes.

Samtidig er Karl protagonisten, og som sådan er vi som seere primet til at se ham som en sympatisk figur, eller i hvert fald én, vi kan relatere til – godt hjulpet af Jesper Christensens fremragende præstation. Dette bygger især på de første to films succes med at formidle de sympatiske intentioner og formildende omstændigheder, som har ligget bag hvert af Karls valg – valg som ikke desto mindre alle byggede videre til det næste valg, og det næste.

“Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner” lyder ordsproget, og det er ikke et tilfælde, at Refn i Evas sideløbende historie sørger for at inkludere filosoffen Jean-Paul Sartres tanker om valg og ansvar, da Karls historie virker dybt inspireret af det.

Alt det er meget godt. Hvor filmen rammer skævt er portrætteringen af sagfører Gunnar Jensen (tydeligt en stand-in for Carl Madsen, formentlig ændret fordi karakteren er så usympatisk), den af DKP indsatte hovedanklager med ansvar for økonomisk værnemageri. Denne karakter er tydeligvis en antagonist til protagonisten Karl, og fremstilles som meget nedrig og næsten ondskabsfuld, både overfor Karl men også især overfor Aksel i en anden scene.

Jeg ville dog ønske, at Gunnar Larsen-karakten var fremstillet mere sympatisk, som én, der oprigtigt ønskede at søge retfærdighed. Det ville understrege det budskab, at uanset hvor meget man kan føle for de umulige valg, Karl har stået overfor gennem de første to film, så har beslutningen om at producere til tyskernes krigsmaskine ikke desto mindre været etisk uforsvarlig og noget, han burde straffes for. Som det er, går filmen lidt for langt i forsøget på at vende seernes forventninger på hovedet.

Hvem leverer pointerne?

Udover Karl har vi nazisten Ove Steffensen, nok den eneste karakter uden formildende karaktertræk overhovedet. Vi ser ham gennem filmen blive pågrebet, sat for retten, dømt til døden og til sidst henrettet, alt sammen mens han ikke på noget tidspunkt angrer eller frasiger sig sine nazistiske holdninger. Så hvorfor er det, at det er ham, som får lov til at kritisere danske politikere for først at tillade danskere at tilslutte sig Frikorpset, for siden at smide de “små fisk” under bussen? Det er helt rigtigt, at Krigsministeriet den 8. Juli 1941 udsendte et cirkulære – underskrevet af forsvarsminister Brorsen – hvori de gav danske soldater tilladelse til at melde sig til Frikorps Danmark. Det var med henvisning til dét cirkulære, at Frikorpsmænd som for eksempel Erik Kam argumenterede for frifindelse, hvilket byretten gav ham ret i (dog forhøjet til 2 års fængsel ved Højesteret) (Tamm s. 198-205). Men at en uangrende nazist som Ove kommer med kritikken, kan ikke undgå at undergrave den, og fremstille det som et forsøg på ansvarsfralæggelse. 

I det hele taget ville jeg ønske, at sønnen Michael, som i modsætning til Ove tydeligt angrede og var mærket af sine forbrydelser på østfronten (uden at det fik ham til at vende nazisterne ryggen), ikke havde begået selvmord i den forrige film. Hans historie havde været interessant at belyse i denne film, ud fra det samme tema som hans far: At uanset hvilken flig af empati man kan have for et forvildet menneske der faldt for en løgn, så var hans forbrydelser alligevel så uforsvarlige, at han burde straffes.

DKP i rampelyset

Sideløbende med retssagerne mod Karl og Ove, bruger filmen meget tid på Danmarks Kommunistiske Partis politiske planer og rænkespil efter krigen. Filmen er overvejende kritisk over for partiets politiske kultur, som ikke tolererer kritik af Stalin og partiledelsen, forsøger på at dække over en fejlagtig likvidering i den forrige film, og arbejder imod demokratiet (eller mere præcist, det borgerlige demokrati). Det kommer både til udtryk i sønnen Aksels illegale arbejde med smugleri, og den måde det højtstående medlem Børge (formentlig modstandsmanden Børge Houmann) affejer Aksels utryghed med magtovertagelsen i Tjekkoslovakiet som “borgerligt propaganda”.

I en vis grad er denne kritik en velkommen korrektion af de første to film i serien, som eksempelvis ikke nævner Molotov-Ribbentrop pagten med ét ord, eller det faktum, at DKP indtil 1941 fulgte Stalins linje om at den tyske besættelse var et nødvendigt tiltag for at forhindre en allieret besættelse. Den nye DKP-kritiske vinkel afslører dog en ny faldgrube, som er værd at bide mærke i. DKP og den stalinistiske tradition er de eneste repræsentanter for kommunisme og socialisme i filmen, og som sådan kommer kritik af den automatisk til at fremstå som en kritik af kommunisme og socialisme generelt. Selvom DKP klart var den største og vigtigste organisation, havde de ikke patent på ideologien, og der var mange andre organiserede foreninger og enkeltpersoner i det kommunistiske miljø, ligesom kritik af DKP og stalinismen havde været tilstede på venstrefløjen længe – især efter frivillige under den Spanske Borgerkrig vendte hjem med historier om stalinisternes sekterisme og forråelse. Aksels eskludering fra DKP (hvilket han accepterer med ordene, at han og Stalin er “vokset fra hinanden”) bliver fremstillet som et farvel med socialismen generelt, og han skifter en politisk karriere ud med en karriere som kemiker.

Mit argument er ikke, at det er et svigt, at filmen ikke inkluderer trotskister eller andre anti-stalinistiske socialister. En film som denne har måttet foretage millioner af fravalg, og hvis alle vigtige facetter ved besættelsen blev taget med, ville den aldrig blive til en film. Men det kunne være rart med nogle sætninger, der gjorde det klart at de fandtes, så vi ikke fik det indtryk, at den berettigede kritik af DKP kun kunne findes hos borgerlige journalister og politikere.

Er politik skidt?

I forlængelse af dette er der et andet kritikpunkt, jeg vil fremhæve, nemlig at filmen i sin konklusion fremstiller politik (bredt forstået) i det hele taget med mistro. Lad os tage de overlevende medlemmer af Skov-familien. Faderen Karl trækker sig tilbage efter sin tid i fængslet og hans firmas konkurs, og efter et spring frem i tiden ser vi ham akklimatiseret i rollen som kærlig bedstefar. Moren Eva, som i de første film havde rollen som den moralske stemme i sin kritik af Karls værnemageri, og aktivt beslutter at sætte sit liv på spil ved at deltage i det illegale arbejde, har i denne film et plot der kun vedgår hendes private liv. Af de overlevende børn bliver Helene og Valdemar succesfulde jazzmusikere, og Aksel trækker sig som nævnt fra politik til fordel for en videnskabelig karriere. Han og Karls forsoning kommer, efter at de begge har lagt deres politiske liv på hylderne.

I virkeligheden er der ikke noget der hedder at være apolitisk. Ekstreme situationer som besættelsen gør det rigtig nok svært at træffe de rigtige beslutninger, men ændrer ikke på, at vi har en moralsk pligt til at gøre vores bedste

Citat: Asbjørn Valhøj

Det har næppe været hensigten, men den generelle anti-politiske tendens risikerer at underminere filmseriens moralske budskab. Skovs beslutning om at producere krigsmateriel til Tyskland er kritisabelt, ikke fordi det er politisk, men fordi det er en bestemt politisk beslutning med specifikke konsekvenser. I virkeligheden er der ikke noget der hedder at være apolitisk. Ekstreme situationer som besættelsen gør det rigtig nok svært at træffe de rigtige beslutninger, men ændrer ikke på, at vi har en moralsk pligt til at gøre vores bedste. At afholde sig fra politik er ikke en måde at holde sine hænder regler, men er i sig selv en politisk stillingtagen, hvilket anden verdenskrig da også indeholder utallige eksempler på.

Opsummering

Konklusionen på De forbandede år-trilogien er rent narrativt tilfredsstillende, især hvad angår det emotionelle familiedrama, men set i den historiske kontekst er det lidt for letkøbt for min smag. Ved at fjerne fokuset fra den politiske sfære, fremstiller den i sidste ende Retsopgøret som det den fra politisk hold var tiltænkt, nemlig som en tilfredsstillende afrunding på Besættelsen der lader os “komme videre”, i stedet for det arbitrære makværk det i virkeligheden var, hvor de store fisk gik fri og værnemageres straf mest var styret af tidspunktet for domfældelsen, dommernes luner, og folkestemningen.

Med alt det sagt er De forbandede år 3 stadig en nydelig afrunding på en filmserie, der formår den svære bedrift at kombinere et familiært drama med en politisk brutal situation, som familien bliver et mikrokosmos af. Filmserien lykkes, omend ikke perfekt, med sit mål som at være et formidlingsprojekt af hele besættelsesperioden, og fungerer som en cinematisk introduktion til de fleste af besættelseshistoriens temaer.

Referencer:

Gunhild Mortensen Agger. Lange Skygger – Besættelsen i film og serier

Ditlev Tamm. Opgør og retfærdighed. Opgøret efter besættelsen

Læs også del 13-18 af vores serie om den danske arbejderbevægelses historie: