Oprindelig bragt i REBEL, oversat af Bo Stefan Nielsen

Fjorten måneder efter at præsident Macron opløste parlamentet og udskrev nyvalg i juni-juli 2024, kan Frankrig være på vej til valgurnerne igen. Den umiddelbare årsag til krisen er premierminister Bayrous beslutning om at opfordre til en tillidsafstemning om sit budgetforslag. Han vil gennemføre nedskæringer for 44 milliarder euro, mens franskmændene stadig er plaget af de nedskæringer for 32 milliarder euro, der blev indført i januar 2025.

Bayrou vil angribe sygedagpengene – han foreslår, at der ikke skal udbetales løn for de første syv dages sygemelding. Langtidssygemeldte og kronikere, står over for drastiske nedskæringer i refusion af udgifter til medicin. Loftet over hvad private læger må opkræve ud over hvad socialsikringen refunderer vil også blive ophævet, så lægerne kan opkræve, hvad de vil, mens folks nationale sygesikring kun dækker en brøkdel af omkostningerne. Resten skal betale af en ekstra, primært privat, sundhedsforsikring eller fra folks egne lommer.

Pensionerne vil blive indefrosset og falde med omkring 350 euro om året, og mest kontroversielt af alt vil to helligdage blive afskaffet. Arbejderne skal arbejde påskedag og den 8. maj, men vil ikke få løn for det, pengene skal i stedet genopfylde statskassen. Arbejdsgiverne taler også om at annullere den femte uges betalt ferie, som arbejderne er berettiget til.

Nedskæringerne kommer, mens de 500 rigeste familier i Frankrig tegner sig for en samlet formue på 1,1 billioner euro. Disse familier har fordoblet deres formue siden 2017 ved at neoliberale love har overført rigdommene til de rige, mens de har sænket levestandarden for alle andre. Senatet har beregnet, at den offentlige støtte til virksomheder beløber sig til 211 milliarder euro hvert år – og den går primært til de store internationale koncerner.

“Bloker Alt” spreder sig

Reaktionen på disse forslag i maj sidste år var i første omgang afdæmpet og begrænset til nogle grupper på sociale medier, der lancerede sloganet “Bloquons Tout – Bloker Alt”. Ligesom med De Gule Veste-bevægelsen i 2018 var folk i starten bekymrede for, at sloganerne kunne komme fra den yderste højrefløj. Nogle forslag var passive og foreslog, at folk skulle blive hjemme og undgå at forbruge eller bruge deres kreditkort den 10. september. Reaktionen fra lederne på venstrefløjen og af fagforeningerne var højst lunken. På sin blog sagde lederen af La France Insoumise, Jean Luc Mélenchon, den 30. juli, at det var godt at denne form for bevægelse eksisterede, men at dens autonomi og uafhængighed var en nødvendig betingelse for dens succes. Denne mere end forsigtige tilgang blev gentaget af fagforeningslederne.

Men i løbet af august måned begyndte de grupper, der var startet online, på Telegram og så videre, at vokse. Venstrefløjens ledere blev interesserede. Nu har alle venstrefløjens partier erklæret deres støtte til opfordringen til at blokere alt, og Jean-Luc Mélenchon er gået så langt som til at opfordre til en generalstrejke. Dette sætter fagforeningslederne under pres, som det kan ses i CGT’s generalsekretær Sophie Binets mopsede svar, at hvis Mélenchon ønsker en generalstrejke, “burde han melde sig ind i en fagforening og argumentere for det i sin lokale afdeling.” Nu har CGT udsendt en opfordring til at opbygge strejken, hvor det er muligt.

Frem mod en generalstrejke

Forskellige CGT-afdelinger har erklæret, at de vil strejke – i energisektoren organiserer gas- og el arbejdere strejkevagter fra den 2. september. CGT har også indkaldt sine medlemmer i oliesektoren til strejke den 10. CGT i den kommercielle sektor har indkaldt butiksarbejdere fra bl.a. Carrefour, Primark, Kiabi og Sodexo. De har indkaldt til strejke blandt offentligt ansatte den 10. september, ligesom SUD, Solidaires Unitaires Démocratiques, en gruppe fagforeninger der ofte fremsætter mere radikale krav.

Alle fagforeninger i sundhedssektoren opfordrer til generalforsamlinger på hospitalerne for at forberede strejker. Indtil videre er SUD den eneste fagforening, der har indkaldt jernbanearbejdere til strejke.

Skoleelevernes fagforening har opfordret sine medlemmer til at blokere deres gymnasier den 10., mens UNEF har opfordret universitetsstuderende til at strejke. Lærerforeningerne mødes den 3. september for at beslutte, hvilke tiltag der skal træffes.

De andre fagforeninger, CFDT og FO, der traditionelt er mere konservative, har bedt fagbevægelsens hovedorganisation – Intersyndicale – om at indkalde til strejkedag den 18. september. Flyvelederne har i øjeblikket en række strejker, hvor den næste dag er planlagt til den 18., selvom Sud Aérien har opfordret dem til at blokere lufthavnene den 10. CGT-ledelsen siger, at denne senere dato er meget bedre for alle. Dette viser, hvor institutionaliseret fagforeningsledelsen virkelig er, og hvor meget de undgår fælles handlinger på tværs og virkelig ikke ønsker at rokke den politiske båd.

Men de er fanget mellem på den ene side at vise, hvor fornuftige de er, og på den anden side at blive overvældet af en bevægelse nedefra, som de ikke kan kontrollere.

De er under pres fra en stærkt politiseret, radikal venstrefløj, hvis argumenter finder genklang i arbejderklassen.

Hvem er Bloker Alt?

En undersøgelse foretaget af Jean Jaurès-fonden, offentliggjort i Libération den 1. september, analyserede profilen af den gennemsnitlige online aktivist bag Bloker Alt-bevægelsen, hvis slogan støttes af 63% af franskmændene. Efter at have fået folk til at returnere spørgeskemaer, der blev distribueret på bevægelsens sociale netværk, konkluderede den, at bevægelsens grundlag var meget anderledes end ‘De Gule Vestes’ i 2018.

Det typiske medlem af Bloker Alt-bevægelsen sympatiserer med den radikale venstrefløj, er i arbejde og integreret i samfundet, bosiddende i en mindre provinsby. I modsætning til De Gule Veste, der har været præget af en bred vifte af politiske præferencer.

Knap 69 % af Bloker Alt-respondenterne sagde, at de havde stemt på Mélenchon i første runde af præsidentvalget i 2022 (han fik 22 % af stemmerne). Kun 11 % sagde, at de havde stemt på Macron eller den yderste højrefløj. Bevægelsen er ikke åben for den yderste højrefløj Rassemblement National (National Samling), og dette afspejles i, at RN ikke støtter den.

Det typiske medlem af Bloker Alt-bevægelsen sympatiserer med den radikale venstrefløj, er i arbejde og integreret i samfundet, bosiddende i en mindre provinsby

Citat: Catherine Curran Vigier

Over 68 % af respondenterne i undersøgelsen sagde, at de undlod at stemme eller stemte blankt i anden runde, sammenlignet med 35 % af den generelle befolkning. Deres politiske prioriteter viser en høj grad af ideologisk sammenhæng.

91 % var enige i, at for at etablere social retfærdighed, skal vi tage fra de rige for at give til de fattige, i modsætning til 63 % af den generelle befolkning.

Kun 11 % var enige i, at arbejdsløse kunne finde arbejde, hvis de ville, mod 60 % af den generelle befolkning.

Kun 15 % var enige i, at der er for mange udlændinge i Frankrig, i modsætning til 65 % af den generelle befolkning.

Forskel til De Gule Veste

Mens De Gule Vestes enhed kom fra en fælles oplevelse af prekaritet og et fokus på kravet om større købekraft, er tilhængere af Bloker Alt mere ideologisk homogene. De går næsten alle ind for en radikal omfordeling af velstand, og de afviser højreekstremistiske temaer relateret til identitet.

Stigningen i social ulighed var den største bekymring for dem, der deltog i undersøgelsen. Miljøbeskyttelse kom på andenpladsen, hvor 43 % sagde, at det var en prioritet, i modsætning til 23 % af befolkningen generelt. Sundhedssystemets fremtid var en prioritet for 30 % af respondenterne, i modsætning til 19 % af befolkningen generelt.

Leveomkostninger var en prioritet for 38 %, tæt på landsgennemsnittet. Imidlertid sagde kun 3-4 %, at spørgsmål om sikkerhed eller national identitet var en prioritet.

Undersøgelsen konkluderede, at medlemmer af Bloker Alt allerede er stærkt politiserede og bevidste om politiske og ideologiske spørgsmål – mens De Gule Veste mere var et direkte udtryk for vrede over de vanskelige levevilkår for de folkelige klasser og den usikkerhed, de stod over for. Pensionister er mindre repræsenteret end i De Gule Veste-bevægelsen. Medlemmer af Bloker Alt har også tendens til at være bedre uddannet sammenlignet med medlemmer af De Gule Veste.

Drivkraften bag Bloker Alt er en ekstrem trodsighed mod de politiske ledere, der anklages for at være korrupte, og mere bredt mod institutionerne i Den Femte Republik.

Leder af studiet, Antoine Bristielle, siger:

“Denne sondring fremhæver en af grundene til, at bevægelsen eksisterer: at opbygge en dynamik af transformation, der ikke er baseret på de klassiske politiske institutioner, men på strukturer af modstand og kamp, der er rodfæstet i det organiserede civilsamfund.”

Han tilføjer, at “valghandlingen, der ses som utilstrækkelig eller erobret af et mindretal, er blevet erstattet af en logik af brud og direkte kollektiv handling.”

Folkeforsamlinger og radikal venstreorienteret politik

Mens medierne har angrebet af denne profil med påstanden, at Bloker Alt ikke er repræsentative for de folkelige klasser, er det væsentlige de kræfter i det bredere samfund – især de folkelige klasser – som det har sat i bevægelse. Der rapporteres om folkelige forsamlinger med hundredvis af mennesker i byer og kommuner rundt om i landet.

En France3 TV-reportage om et sådant møde i byen Caen i Normandiet interviewede to aktivister, der svarede til undersøgelsens profil – unge, veluddannede, men også ‘working poor’, der kæmpede for at få enderne til at mødes – og som krævede en mere retfærdig fordeling af rigdom og en ende på ødelæggelsen af det sociale velfærdssystem. Over 350 mennesker deltog i mødet i Caen. Den radikale venstreorienterede hjemmeside Contre-Attaque oplistede andre forsamlinger – 500 mennesker i Nantes, 400 i Paris, 300 i Lyon, 250 i Rennes osv. Hjemmesiden siger, at der allerede er afholdt over 60 forsamlinger for at forberede den 10. september. Tidligere medlemmer af De Gule Veste har også været til stede ved organiseringsmøderne.

Det er også bemærkelsesværdigt, at der er enighed blandt den radikale venstrefløjs kræfter – fra Jean-Luc Mélenchons La France Insoumise til radikale filosoffer som Frédéric Lordon og sider som Contre-Attaque og Olivier Besancenots Nouveau Parti Anticapitaliste. Alle argumenterer for, at når premierminister Bayrou først er blevet væltet, skal Macron og hans rådne femte republik væk. Denne konvergens af idéer er ikke tilstrækkelig til at opfordre til direkte oprør, men Macrons regering er vaklende nok, og den radikale venstrefløjs kræfter beslutsomme nok til, at det er muligt.

Siden den Nye Folkefronts valgsejr ved parlamentsvalget i juli sidste år, og Macrons afvisning af at nominere en premierminister fra dens rækker eller tillade den at regere, har La France Insoumise ført kampagne for Macrons afgang.

Samtidig har den udvidet sin base betydeligt gennem utrætteligt arbejde for Palæstina, hvilket har betydet, at beskyldninger om antisemitisme, støtte til terrorisme og alle mulige former for bagvaskelse er væltet ned over Jean-Luc Mélenchon.

Partiet har arbejdet på at få vælgere registreret i arbejderkvarterer, hvor migrantarbejdere bor, og kan regne med vælgerstøtte fra store dele af den muslimske befolkning. Fréderic Lordon er optimistisk med hensyn til, at LFI har tilstrækkelig tyngde til at få Mélenchon valgt til præsident næste gang. Han påpeger, at siden det yderste højrefløjsparti RN har droppet deres EU-modstand, og centrumpartierne er blevet lige så racistiske, som de er, er det kun LFI, der skiller sig ud som en politisk opposition. Det faktum, at medierne hader Mélenchon, kan faktisk vise sig at være en positiv ting, mener han.

Samtidig har LFI opbygget en formidabel partiorganisation med en stærk online tilstedeværelse, møder for aktivister og støtter både online og offline, med alle former for politiske aktiviteter – plakater, offentlige møder, dør-til-dør-kampagner, uddannelsesarrangementer og forberedende møder til lokalvalgene, samt en konsekvent tilstedeværelse i mobiliseringer for Palæstina.

Fasthold momentum

Bayrou kommer praktisk talt sikkert til at tabe valget den 8. september, og hans regering vil falde. Macrons muligheder er begrænsede. Han kan finde en anden premierminister blandt sine egne støtter, men de samme problemer vil gentage sig. Han kunne nominere en venstreorienteret premierminister, men det er ikke sandsynligt, at han vil gøre dette, da det ville være det samme som at anerkende, at venstrefløjen vandt ved det seneste parlamentsvalg, og at han nægtede at anerkende dette i det, som nogle har kaldt et statskup.

Socialistpartiet forsøger at hjælpe Macron ved at melde sig frivilligt til at lede regeringen for ham og fortælle resten af venstrefløjen, at den Nye Folkefronts program derfor må ændres. Men PS vil ikke få støtte fra resten af venstrefløjen, så dets opportunistiske foretagende er også dømt til at mislykkes. Endelig kan Macron opløse parlamentet og udskrive parlamentsvalg med risiko for, at det radikale venstreorienterede La France Insoumise  vinder, eller at Rassemblement National gør det.

RN venter på, at det næste valg udskrives, men har nægtet at støtte Bloker Alt-bevægelsen. Vi kan forvente, at regeringen og fascisterne vil gøre deres bedste for at ødelægge bevægelsen, fordi det er en nødvendig betingelse for, at RN kan regere. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at vores bevægelse får succes, og blokere alt den 10. September.

Opdatering: 

Bayrous regering faldt d. 8. september efter at denne artikel var publiceret. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har udpeget forsvarsminister Sébastien Lecornu som ny premierminister. Hundredtusinder af ‘Bloker Alt’-demonstranter stormede d. 10. september de franske gader, og ifølge det franske fagforbund CGT var der over 700 strejker landet over.