Fremtidens venstrefløj: En venstrefløj, som åbner muligheden for at skabe forandring

Internationale Socialister har siden starten af 2023 udtrykt behovet for og arbejdet for en ny antikapitalistisk og systemkritisk venstrefløj, som aktivt opbygger og understøtter kampen på arbejdspladserne og i bevægelserne. 

Vi skal genopbygge den forståelse på venstrefløjen, at vi som almindelige mennesker og arbejdere kan gøre andet end at vente på næste valg – vi har en udenomsparlamentarisk magt (modmagt og modstand), som f.eks. encampment-bevægelsen i 2024 viste.  

Vi er de fleste. Det er os, som skaber værdierne og får hele samfundet til at fungere. Men der er brug for en venstrefløj, der har fokus på at understøtte og sprede kimene til modstand mod et umenneskeligt system, så folk ikke føler sig alene. På den måde kan vi skabe grundlaget for forandring.

IS tog initiativ til en paneldebat i januar, og vi har fortsætter debatten med Kommunistisk Parti (KP), Socialistisk Ungdomsfront (SUF) og Rødt Venstre (RV).

I denne artikel ser vi på to lokale initiativer, som er kommet til verden i foråret 2025. Vi håber de kan inspirere.

Socialister på Sydsiden – SPS

Image: Solidaritet

På baggrund af udviklingen i Enhedslisten, hvor revolutionære og anti-imperialistiske idéer har fået sværere vilkår, er flere i, omkring og uden for Enhedslisten gået sammen i forskellige initiativer. 

Et af disse er “Socialister På Sydsiden”, SPS. SPS tager afsæt i diskussioner i forskellige fora over de sidste par år og senest i kølvandet på Internationale Socialisters paneldebat i januar mellem Kommunistisk Parti (KP), Socialistisk Ungdomsfront (SUF), Internationale Socialister (IS) og Rødt Venstre (RV), som på det tidspunkt var en del af Enhedslisten.

Da vi er flere socialister på tværs af forskellige traditioner og partier på Sydsjælland, som alle mangler nogen at lave noget sammen med, giver det mening for os at mødes.

Vi har haft det første møde i marts og har planlagt et nyt fysisk møde d. 5 maj. I mellemtiden har vi besluttet at bakke op om en Palæstinensisk Kulturfestival i Haslev onsdag d. 16 april.

På det første møde var vi blot fire personer. Mødet gik mest med at se hinanden lidt an og have en åben snak om, hvad vi godt kunne tænke os med det her netværk – SPS.

Det næste møde bliver den 5. maj. Her vil der være et lille oplæg om nogle af de udfordringer, socialister kan se gør sig gældende for kommunerne i dette område på Sydsjælland og Øerne. Ud fra dette skal vi tale om hvordan vi kan intervenere i den kommunale og regionale valgkamp i efteråret med socialistiske dagsordener.

Men andre områder hvor vi kunne tænke os at tale videre om hvordan vi kan handle sammen som netværk kunne være:

Anti-imperialisme både i forhold til Israels ageren i Gaza, USA og EU’s imperialisme. Spørgsmålet imellem land og by – herunder også transport, affolkning, økonomi, klima og biodiversitet.  Anti-racistiske markeringer.  

Hvis du kunne tænke dig at være en del af disse møder, så skriv til:

Anders Bæk Simonsen: zigojnern@gmail.com

Enhedsarbejde i Aalborg

af Ulla Hassing Christensen

I februar i år startede et enhedsarbejde i Aalborg mod oprustning og imperialisme –  for bedre velfærd, bedre klima og for fred. 

Vi valgte at vi i første omgang ville tage udgangspunkt i USA-baser i Danmark og koncentrere arbejdet om disse baser.

USA-baser i Danmark.

Regeringen lavede i 2023 en aftale med USA om, at de skal have militære baser på tre flyvestationer i Danmark. Aalborg, Skrydstrup og Karup. 

USA får rettigheder i Danmark, som ikke tidligere har været mulige. Deres råderet udvides markant. Det kan ikke kontrolleres, om USA opbevarer atomvåben og klyngebomber på disse baser. Risikoen for, at Danmark fremover bliver bombemål med atomvåben, forøges.

Folketinget 1. behandlede den 11. april denne sag. Der var i Folketinget stort flertal for aftalen. Også SF støttede aftalen. 

Uddeling af løbesedler

Vi har uddelt løbesedler, som Fredsinitiativet har lavet på landsplan om ”Nej til USA baser i Danmark”. Vi har uddelt på centrale pladser i Aalborg, Grønttorvet, Busterminalen. Vi har mødt stor sympati for vores holdninger.

Vi har også husstandsomdelt løbesedlen i byen Vadum, som er nærmeste naboby til Flyvestation Aalborg.

Aktion 1. april

Ved Innovate, Aalborg Universitet.

Aktion da Mette F besøgte Aalborg Universitet. Foto: Ulla Hassing

Mette Frederiksen skulle tale i auditoriet om ”Sikkerhedspolitik og Europas fremtid”. Studerende og ansatte fra hele universitetet var inviterede.

Vi deltog ca. femten personer, der stod med bannere, skilte og løbesedler udenfor den indgang, hvor Mette Frederiksen ville ankomme. Ved en anden indgang, hvor alle tilhørerne gik ind ad, stod vi og delte løbesedler ud.

Der var ca 400 tilhørere til foredraget, men kun plads til forholdsvis få spørgsmål efter MF`s lange indlæg. Men alle spørgsmålene var kritiske overfor Europas og Danmarks oprustningspolitik.

Folk var meget interesserede i at modtage vores løbeseddel. Rigtig mange udtrykte enighed i ”nej til oprustning” eller ”nej til baser”, når vi gav dem løbesedlen. Rigtig mange sad under foredraget i auditoriet og læste vores løbeseddel.

Aktion 11. april

Vi lavede en aktion / happening på et centralt torv i byen, på dagen, hvor Folketinget 1. behandlede forslaget om USA-baser i Danmark.

Vi var 12-15 personer. Havde bannere og delte løbesedler ud.

Aktion mod oprustningen i Ålborg. d. 11. april. Foto: Ulla Hassing

Vi lavede et pantomimeteater, hvor 2 personer, klædt i sort, går med et missil højt hævet over sig. Langsomt falder missilet ned mod en menneskemængde. Alt fryser. Seancen gentog vi en del gange.

Vi havde på forhånd sendt en pressemeddelelse ud om vores arbejde og at vi agtede at holde denne aktion.

DR kom og filmede og interviewede os. Samme dag blev der vist et klip af aktionen og interviewet i DR Nyheder.

  1. maj

I Aalborg holder FH 1. maj. De forskellige fagforeninger holder morgenmøder for medlemmerne med kaffe og brød. Derefter mødes alle og går i en fælles demonstration mod Kildeparken, hvor der vil være talere og fest.

Den største sammenslutning af fagforeninger holder morgenkaffe sammen for deres medlemmer. Vi vil stå hos dem udenfor med vores bannere  og dele løbesedler ud. Dernæst vil vi gå med i demonstrationen med vores bannere og skilte. I Kildeparken vil vi dele vores løbesedler ud.

 Gruppen

Vores gruppe består af 10-15 aktive. Det er folk fra KP, RV, SUF, DKP og nogle få uorganiserede. Geografisk spænder vi over et stort område. Vi har haft mange snakke om, hvad vi vil kalde os – et navn. Vi har nu valgt et midlertidigt navn. Nordjysk Enhedssinitiativ, som også har lavet sin egen løbeseddel om ”stop oprustning, mod USA-baser, for velfærd og fred”.

Hvis du kunne tænke dig at være med, så skriv til Ulla Hassing Christensen: Hassingchristensen@stofanet.dk 

https://socialister.dk/hvad-nu-venstrefloej-efter-splittelse-i-enhedslisten/