Fysioterapeuter strejker for overenskomst

11 fysioterapeuter i Nordjylland strejker nu på femte måned for at få oprettet en overenskomst.

Billedtekst: Støtte til de strejkende fysioterapeuter fra Nordjyskenhedsinitiativet. Foto: Jens Crumlin

Strejken er principiel for fagbevægelsen. Den handler om retten til en overenskomst. En hårdt tilkæmpet grundpille for fagbevægelsen.

Det er desuden en af de længste overenskomstmæssige strejker i Danmark nogensinde.

Deres løn og ansættelsesvilkår er urimelige. De er ansat på tidsbegrænsede kontrakter, og lønnen er ca. 100.000 kr. lavere end offentligt ansatte fysioterapeuter. De har ikke ret til barnets 1. sygedag, de har ingen 6. ferieuge og ingen arbejdsgiverbetalt pensionsordning.

De er ansat i Benefit Nord, som ejer de to private klinikker, der ligger i Frederikshavn og Sæby. Fysioterapeuternes Fagforenings forsøg i foråret på at opnå en overenskomst endte uden resultat. Så den 15. maj gik de 11 fysioterapeuter i strejke.

Historik

Fysioterapeuter i Danmark har i årevis været organiseret i foreningen Danske Fysioterapeuter – en standsforening bestående af fysioterapeuter, privat- og offentligt ansatte og klinikejere. De ca. 5.500 privatansatte fysioterapeuter har aldrig haft en overenskomst, men er kontraktansatte på meget uens vilkår fra klinik til klinik. Mens de offentlig ansatte altid har været overenskomstdækket.

De ca. 5.500 privatansatte fysioterapeuter har aldrig haft en overenskomst, men er kontraktansatte på meget uens vilkår fra klinik til klinik

Citat: Ulla Hassing Christensen

Pga. de dårlige og uens vilkår, stiftede man den 10. november 2024 Fysioterapeuternes Fagforening. Fagforeningens opgave har siden været at få oprettet overenskomster med de mange privatejede klinikker landet over.

Strejken

De strejkende har et stærkt sammenhold. De står dagligt uden for klinikkerne for at markere og opfordre kunderne til at lade være med at bruge klinikken.

Ejerne kører klinikkerne videre på lavere blus, med mere holdtræning frem for individuel behandling.

Rigtig mange kunder i klinikkerne støtter de strejkende. De boykotter klinikkerne, indtil der er oprettet overenskomst. 

Fagforeningen hører ind under Serviceforbundet, der aktivt støtter strejken sammen med mange andre forbund. Med jævne mellemrum har der været demonstrationer uden for klinikken i Frederikshavn. Den seneste demonstration blev afholdt af Fysioterapeuternes Fagforening den 3. oktober. Der var opbakning og faner fra adskillige nordjyske fagforeninger, bl.a Serviceforbundet, FOA, Dansk Metal, 3F, Dansk El-Forbund, BUBL, HK og FH Nordjylland.

Desuden deltog rigtig mange lokale borgere og kunder fra klinikken.

Næste store demonstration foregår mandag den 27. oktober uden for klinikken i Sæby.