Billedtekst: Nigel Farage, leder af Reform UK. Foto: Wikimedia Commons
Den politiske ustabilitet er tydelig: Storbritannien har haft syv statsministre på ti år, efter kun tre på de foregående tredive.
Reform UK’s fremgang er det tydeligste udtryk for højrefløjens fremgang og de etablerede partiers krise. Meningsmålinger i august 2025 viste Reform på 31 procent, Labour på 17 procent, De Konservative på 17 procent, De Grønne på 10 procent og Liberaldemokraterne på 14 procent.
I august 2026 lå Labour og Reform begge omkring 24 procent – efter både at Burnham indtog Downing Street og Farage vandt over skraldespandmanden Count Binface i Clackton-on-Sea, mens De Konservative lå på 20 procent, De Grønne på 12 procent, Liberaldemokraterne på 12 procent og Restore Britain (et parti til højre for Reform UK) på 4 procent.
Tallene viser en dyb fragmentering af britisk politik. Og et meget bekymrende opsving for det ekstreme højre og – endnu mere ildevarslende – fascismens genkomst som gadebevægelse gennem Tommy Robinson.
Den økonomiske baggrund
Den gamle keynesianske model som herskede i UK fra 1945-1970 kunne ikke vende nedgangen i økonomien i 70’erne. Svaret fra den britiske herskende klasse blev neoliberalismen, først under Jim Callaghans Labour-regering og derefter kraftigt accelereret under Margaret Thatcher.
Brexit i 2016 var den politiske kulmination af de etablerede partiers kollaps i legitimitet – alle partier anbefalede et “Remain”, men der var flertal for et ”Brexit”. De stod nøgne tilbage
Citat: Charlie Lywood
Neoliberalismen fik dybe politiske konsekvenser. Afstanden mellem de konservative og Labours politik blev mindre, specielt under Labour-lederen Tony Blairs tre regeringsperioder, mens kløften mellem vælgere og partier voksede. Beslutninger blev i stigende grad flyttet væk fra folkevalgte politikere og over til “uafhængige” institutioner, som da Bank of England fik ansvaret for rentepolitikken.
Det forstærkede oplevelsen af, at almindelige mennesker ikke har reel indflydelse på de politiske og økonomiske beslutninger, der former deres liv.
Brexit i 2016 var den politiske kulmination af de etablerede partiers kollaps i legitimitet – alle partier anbefalede et “Remain”, men der var flertal for et ”Brexit”. De stod nøgne tilbage.
Økonomien efter 2007
En af grundene hertil var, at kursen efter finanskrisen i 2007/8 blev skærpet yderligere gennem nedskæringspolitikken, som ramte millioner af arbejdere hårdt.
Produktivitetsvæksten (det vil sige output pr. arbejder pr. time) har været elendig lige siden. Produktiviteten er faldet til under 1 % om året.
Før den økonomiske krise i 2008-09 voksede Storbritanniens output pr. arbejdstime støt med et årligt tempo på 2,2 % om året. I årtiet siden 2007 er denne rate faldet til 0,2 %. Hvis den tidligere tendens var fortsat, ville Storbritanniens nationalindkomst have været 20 % højere end i dag.
Produktionen pr. indbygger ligger omtrent på samme niveau som før pandemien i 2019. Brexit har forstærket problemet og anslås at have kostet 4-6 procent af BNP siden 2016.
Den britiske økonomi var den hårdest ramte af de største G7-økonomier i COVID-året. Det reelle BNP faldt med 9,9 %, hvilket den daværende konservative finansminister og senere statsminister Rishi Sunak indrømmede, var den værste tilbagegang i nationalindkomsten i 300 år!
Det er i dette politiske og økonomiske klima, at fascistiske og højreekstreme kræfter igen vokser. Med andre ord har den bagvedliggende krise skabt betingelse for fascismens genkomst
Citat: Charlie Lywood
Det, der også glemmes, er, at befolkningstilvæksten er på sin hurtigste hastighed i et århundrede (tre fjerdedele drevet af indvandring på 6 millioner mennesker siden 2010). Uden befolkningstilvæksten havde Storbritannien næppe oplevet nogen økonomisk vækst.
Økonomisk står Storbritannien svagt. Real BNP-væksten var kun 1,3 procent i 2025, og i årets sidste kvartal faldt væksten til blot 0,1%. Forventningen til 2026 er 1,1 procent vækst – hvilket reelt er recession. Kernen i krisen er lav produktivitet og svage investeringer. Storbritannien ligger i bunden af G7, når det gælder produktivitetsvækst og investeringer.
Så økonomisk og politisk er den neoliberale orden ikke længere stabil. Det vi har kaldt ”den ekstreme midte” er i dyb krise.
Denne krise skaber kaos, social uro og autoritære svar. Det er i dette politiske og økonomiske klima, at fascistiske og højreekstreme kræfter igen vokser. Med andre ord har den bagvedliggende krise skabt betingelse for fascismens genkomst.
Arbejderklassens situation
Resolution Foundation, en britisk tænketank, offentliggjorde en analyse af situationen for de fleste britiske husstande og især britiske unge i begyndelsen af 2026.
De 13 millioner familier i den erhvervsaktive alder (bestående af 27 millioner mennesker), som er i den nederste halvdel af den disponible indkomstfordeling, har en typisk disponibel indkomst som kun er steget med 0,5 procent om året siden midten af 0’erne – en brøkdel af den vækst, man havde oplevet i forudgående årtier. I de 40 år op til 2004-05 fordobledes indkomsterne for lignende familier. I dagens tempo ville det tage over 130 år at opnå samme forbedring!
Arbejdsløsheden er nu oppe på 5,2 %, det højeste i 5 år. Unge mennesker står over for en særligt vanskelig situation. Storbritanniens ungdomsarbejdsløshed ligger nu over EU-gennemsnittet for første gang siden man begyndte at registrere den.
Strejkebevægelsen i arbejderklassen blandt først og fremmest offentligt ansatte – sygeplejersker og lærere – der i 2022-23 kæmpede for bedre løn, ebbede ud. På sit højeste var strejkedage tabt i 2022 og 2023 over 2,5 millioner. Mens tallet i 2024 og 2025 var faldet til 750.000 tabte arbejdsdage per år. Og det er præcis i denne sidste periode, Reform er gået massivt frem.
Labours svar
Labours svar har været mere neoliberalisme: deregulering for erhvervslivet, ingen formueskat på de rige, friere hænder til City of London og stram kontrol med de offentlige udgifter.
Og endnu værre, da en kæmpe bevægelse bragte den venstreorienterede Jeremy Corbyn til formandskabet af Labour Party, håbede mange mennesker at Labour kunne vende Blair-æraen ryggen og føre en arbejderpolitik ”til gavn for de mange og ikke for de få”, som bevægelsens slogan var.
Men han blev knust af en uhellig alliance af storkapitalen og højrefløjen i partiet. Mange tusinder af aktivister mistede lysten til at fortsætte i politik. Så kom Starmer til. Tilbage til Blair.
Your Party

Da Jeremy Corbyn, efter at være blevet isoleret og suspenderet af Labour, i 2025 omsider besluttede sig for at danne et alternativ til Labour, blev der igen vakt håb blandt hundredtusinder, som ikke så sig repræsenteret af Labour og som ønskede et venstrealternativ. Your Party blev til.
Desværre er dette håb blevet knust. Your Party er blevet ædt op indefra af interne kampe.
Fra begyndelsen har to brede visioner stødt sammen inden for Your Party. Gruppen omkring Corbyn ønskede et Labour Party 2.0, forbundet gennem eksisterende netværk af selvstændige lokalpolitikere, hvoraf mange ikke engang havde en socialistisk politik.
Zarah Sultana, den anden topfigur i Your Party, har til tider formuleret en mere radikal vision baseret på socialisme og kamp – og derfor er hun og hendes støtter blevet udstødt. Ligesom andre socialister, som f.eks. tilhørte vores søsterorganisation SWP, blev smidt ud af Your Party.
Your Party-ledelsens opførsel viser, at de måske har brudt med Labour-partiet, men ikke med “labourismen” – ideen om, at parlamentarisk politik og valg er det allervigtigste for at opnå social forandring.
Hvad med De Grønne?

Som følge af Your Partys fiasko ser mange forståeligt nok mod Zack Polanski og De Grønne. De har inspireret hundredtusindvis af mennesker, der er trætte af Labour og bange for Reform.
Zack Polanski opfordrer til en formueskat, står op imod højrefløjens løgne om indvandring og forsvarer transkønnedes rettigheder. På De Grønnes konference i oktober 25 stemte de delegerede for radikale holdninger – for eksempel at stemple Israels forsvarsstyrker IDF som en terrororganisation.
Polanskis afvisning af at acceptere løgnen om, at indvandring er et problem, har inspireret mange til at tilslutte sig dem og stemme på partiet. Lige nu siger De Grønne, at de “ønsker at se en verden uden grænser”, men siger også at de vil implementere et “retfærdigt og humant system for kontrolleret migration” inden det sker. Så hvad ligger der bag de bekymrende tegn på, at partiet måske skifter kurs?
De Grønne har altid været et parti delt i to – de optræder som et alternativ til venstre for Labour i byerne, men som en grønnere version af Liberaldemokraterne (ca en blanding af Venstre og Det Radikale Venstre) i landdistrikterne. Partiets højrefløj er nu ivrig efter at nedtone noget af Polanskis radikalisme.
Det underliggende pres for at moderere er rodfæstet i parlamentarismens natur – som ser forandring som noget, der primært kommer gennem at vinde stemmer. Og hvis man vil styre den britiske stat, er man under pres for at vise etablissementet en sikker hånd.
Denne søgen efter respektabilitet presser alle venstreorienterede valgprojekter. Your Party ville have været under præcis det samme pres som De Grønne er kommet under. Jo tættere et parti er på et valg, desto større er presset. Det vil vise sig hvad de gør i praksis, men uden en militant aktivistisk base er det svært at se dem gå hen og blive et reelt socialistisk alternativ.
Andy Burnham – hvad med ham?

Bliver den ny Labourleder og statsminister Andy Burnham anderledes? Andy Burnham forsøger at fremstille sig selv som et alternativ med basis i Manchester, men hans “Manchesterism” bryder ikke med neoliberalismen.
Burnham kombinerede som borgmester i Manchester løfter om lokal fornyelse med en politik, der fortsat byggede på at tiltrække virksomheder, holde sig inden for markedets rammer og acceptere Labour-højrefløjens begrænsninger.
Hans støtte til øgede Nato-udgifter og investeringer i atomvåben så snart han trådte ind i Downing Street viser, at der ikke er tale om et politisk brud med Blairismen, men snarere en mere socialt indpakket version af samme politik.
Burnham kapitulerede over for den intense lobbykampagne fra City of London og Labour-højrefløjen for ikke at gøre Ed Miliband til finansminister. Ikke at Miliband – en svag centrum-venstre Labour-leder fra 2010-15 – ligefrem ville have været en “Trotskij”, som havde kontrol over statsfinanserne.
Han har udpeget den solide Labour-højrefløj John Healey, som i sin tid trak sig som forsvarsminister i protest mod den tidligere statsminister, Starmers, manglende evne til at øge militærudgifterne, i spidsen for finansministeriet. Det er et signal om krigsmageri og ikke fred og velfærd.
Andy Burnham lovede med det samme at bruge milliarder på atomvåben. Dagen efter han sagde, at finansieringen af social omsorg ville kræve “svære valg”, forpligtede Burnham sig til at smide milliarder væk på at modernisere det forældede Trident atomvåbenprogram.
Efter Burnham havde siddet i embedet i en uge, lovede han at øge NATO-forsvarsudgifterne med over 25 milliarder pund om året for at nå 3,5 procent af BNP i 2035.
Så same same…
Reforms politik
Reforms fremgang er bemærkelsesværdig. I de sidste måneder af 2023 fik de kun 3 % af stemmerne i meningsmålingerne. På kun 3 år er de gået frem til 30 %, en fremgang som dog er dæmpet en smule på det seneste.
Lederen Nigel Farage har haft succes med at flytte det politiske terræn skarpt til højre og gøre racistiske ideer “respektable” på en måde, de ikke har været siden 1970’erne, på trods af modstand fra antiracister, specielt Stand Up To Racism (SUTR).
Men det er samtidig en afspejling af en tendens, som kan ses over hele Europa. I Italien med Meloni, i Frankrig med Le Pen og i Tyskland med AfD. Det er derfor ikke et specifikt britisk fænomen, men en del af en international tendens som også Messerschmidt og DF er en del af. Den særligt dybe krise, som britisk kapitalisme befinder sig i, samt arbejderklassens manglende aktivitet og social og økonomisk kamp, har drevet Reform frem med kometfart.
Reforms fokus på asylansøgere og små både, der krydser Kanalen, forbliver den tynde ende af en kile mod det egentlige mål som er indvandring i sin helhed, inklusive personer af britisk afro-caribisk, muslimsk og asiatisk baggrund, og ikke kun dem, der er ankommet til Storbritannien senest.
Derfor taler Farage om dele af landet som “uigenkendelige” og om at føle sig “utilpas” over, at “man i mange dele af England ikke hører engelsk talt længere”. Men ligesom Messerschmidt og DF kæmper Farage og Reform indædt for ikke at blive stemplet som ”racister”.
Reform UK (står) ikke kun står for islamofobi og racisme. De er også fjender af kvinderettigheder
Citat: Charlie Lywood
Det er dog lidt svært engang imellem. F.eks.: Reforms medlem af parlamentet Sarah Pochin støttede sidste år en person, som ringede TalkTV op, og sagde at vedkommende havde “helt ret” i at klage over ikke-hvide personer i reklamer, og udtalte: “Det gør mig vanvittig, når jeg ser reklamer fyldt med sorte mennesker, fyldt med asiatiske mennesker.” Reformleder Nigel Farage følte sig tvunget til at fordømme hendes bemærkninger som “grimme”, men anerkendte ikke, at de var racistiske.
Det er vigtigt at understrege at Reform UK ikke kun står for islamofobi og racisme. De er også fjender af kvinderettigheder. Suella Braverman, Reform UK’s ligestillingsordfører, vil rive ligestillingsloven over og erstatte den med en lov om beskyttelse af kvinder og moderskab – en moderskabslov.
“En Reform-regering i Storbritannien vil være den mest kvindevenlige, mødrevenlige og familievenlige regering i britisk historie,” siger Braverman. Forslaget om en moderskabslov er dybt sexistisk. Den fremmer ideen om, at kvinder kun værdsættes for at føde, og at det er en kvindes opgave at opdrage børn.
Ledende medlemmer af Reform UK såsom parlamentsmedlem Danny Kruger og politisk ordfører James Orr har længe talt om familieværdier og nedgjort homoseksuelle forældre.
Kruger ønsker at “nulstille Storbritanniens seksuelle kultur” ved at tilbagerulle 1960’ernes seksuelle revolution. Orr går efter homoseksuelle ægteskaber, som, siger han, ikke er “rigtigt ægteskab”. Kruger siger, at kvinder ikke har “en absolut ret til kropslig autonomi”.
Tommy Robinson
Reforms opstigen har givet den yderste højrefløj større selvtillid. Den 13. september 2025 fandt den største højreekstreme demonstration i landets historie sted, da omkring 110.000 mennesker marcherede gennem det centrale London og viftede med Union Jack. Demonstrationen kom efter en sommer med racistiske demonstrationer, angreb mod hoteller, der husede asylansøgere og angreb på moskeer, venstreorienterede og andre mål.

Tommy Robinson, med det borgerlige navn Stephen Yaxley-Lennon, har været en central figur i britisk fascisme siden han blev formand for det fascistiske English Defence League (EDL) i 2009. Hans styrke ligger i at pakke fascistisk politik ind i pænere indpakning: væk fra åben nazi-symbolik og eksplicit Hitler-beundring og over mod en konspiratorisk islamofobi, der kan nå bredere ud, koblet med en ekstrem nationalisme. Derfor brød han med EDL og har bygget et løsere netværk op, som ikke kan reduceres til en enkelt organisation.
Robinson samler islamofobi, racisme mod migranter, transfobi, homofobi, antifeminisme og had til venstrefløjen i ét verdensbillede, hvor Storbritannien fremstilles som belejret. Det bruges til at legitimere autoritære og voldelige løsninger.
Reform og Robinson
Britisk politik i dag rummer derfor både en stor højreekstrem gadebevægelse ledet af fascister og et højreekstremt valgparti i Reform UK. Farage og Robinson er ikke identiske, men de styrker hinanden gennem en uformel arbejdsdeling mellem stemmeurnerne og gaden.
Dette fører dog til en af flere kilder til spændinger i og omkring Reform UK. Reform UK bliver ved med at tiltrække fascister, som konstant truer med at nedbryde den mur, Farage forsøger at skabe mellem nazister og sit parti i håb om at distancere Reform UK fra Robinson, og derfor bliver de ekskluderet. Men hver gang kommer der bare nye til.
F.eks. den tidligere næstformand for Reform og grundlægger af den højreekstremistiske rival Advance UK, Ben Habib, der er tiltrukket af at alliere sig med Robinsons gadestyrker. Habib argumenterer for, at Robinson og Reform er i samme lejr. Tilsvarende oprettede det tidligere parlamentsmedlem for Reform, Rupert Lowe – suspenderet fra partiet i marts 2025 efter at have kritiseret Farage og fået støtte fra Elon Musk – sit eget parti, det åbent etno-nationalistiske Restore Britain for at kæmpe for ”massedeportationer”.
Alligevel drager Robinson, på trods af disse spændinger, direkte fordel af en generaliseret hærdning af den politiske diskurs. I denne henseende er han og Farage, selvom de overfladisk er distancerede fra hinanden, i stand til at engagere sig i en ikke-aftalt arbejdsdeling mellem gaden og stemmeurnerne.
Fjendtlighed over for migranter og foragt for liberale normer er blevet et gennemgående træk ved det offentlige liv. Farage og Labour-ledelsens ynkelige efterplapren af snakken om en ”invasion” af immigranter i små både har skabt både et rum og et publikum for Robinson til at give udtryk for sin islamofobi og puste nyt liv i bestræbelserne på at opbygge en fascistisk gadekampsstyrke.
Racisme er, som i Danmark, blevet mainstream i UK.
Robinsons foreløbige højdepunkt

Optøjerne i 2024 og bølgen af protester mod indkvartering af asylansøgere i løbet af 2025 indvarslede en ny højreekstrem mobilisering, som inkluderede intimidering, fysiske overgreb og terrorisering af minoriteter. Der var øjeblikke, hvor den yderste højrefløj kortvarigt udøvede territorial magt og omformede det sociale rum gennem trusler og eksklusion. Enhver vurdering af nutidig antifascisme skal tage udgangspunkt i denne nye virkelighed.
Det kulminerede i London i september 2025 med 110.000 Robinson-tilhængere, som demonstrerede mod immigration og flygtninge og viftede med Union Jack. En moddemonstration kunne kun samle 15.000. Et wake-up call!
Som den sorte britiske forfatter, akademiker og aktivist Gary Young argumenterede på Marxism Festival 2026 i London: “En masse mennesker, der engang troede, de var sikre, er ikke længere sikre. Hvis vi trækker os tilbage i vores siloer, vil de komme efter hver enkelt af os efter tur. Tror du virkelig, at de vil stoppe ved transpersoner eller ved asylansøgere?”
Modsvaret

Heldigvis blev der dannet en større bred paraply mod det ekstreme højre – Together – som også inkluderer Stand up to Racisme, som indtil da havde været samlingsstedet for alle, som ville bekæmpe racisme og fascisterne.
Together samlede et hav af fagforeninger med alle græsrødderne og politiske organisationer på venstrefløjen, størst var De Grønne, og formanden Polanski holdt tale til en demonstration d. 28. marts hvor 500.000 gik gennem Londons gader – fem gange så mange som Robinson-støtterne et halvt år forinden.
Og da Robinson d. 16. maj forsøgte at gentage succesen fra september, marcherede omkring 100.000 mennesker samme dag for at markere Nakba-dagen i en demonstration organiseret af en koalition af palæstinensiske organisationer og Stand Up To Racism. SUTR’s overvågningsteam anslog, at 35.000 marcherede med Robinson i en anden del af byen.
Men selv om Robinson ikke kunne matche anti-racisterne den dag, viste sommeren 2026 at deres bevægelse fortsat er alive and kicking.
Mord på hvide som samlingspunkt
I juni i år brugte Robinson det tragiske mord på Henry Nowak året før til at piske sin hadefulde og racistiske dagsorden op. Godt hjulpet af Farage og Elon Musk.
Nowak blev dræbt med en kniv i Southampton den 3. december 2025, og personen der angreb ham, en mandlig sikh, blev i begyndelsen af juni idømt livsvarigt fængsel. Efterfølgende er politiets kropskameraoptagelser fra hændelsen blevet offentliggjort. Det peger på svigt fra de politibetjente, der var til stede på gerningsstedet.Robinson brugte dette til at påstå at britisk politi beskytter de sorte mere end de beskytter de hvide! Nowak-familien har lidt et ubeskriveligt tab. Men det er et, der kynisk udnyttes af det yderste højre og fascistiske kræfter.
Robinson forsøgte at bruge drabet som våben til at opbygge sin fascistiske gadekampsstyrke, efter at han kom i undertal på Londons gader den 16. maj
Citat: Charlie Lywood
Fascister og det ekstreme højre opfordrede deres tilhængere til at strømme til Southampton, hvor Nowak blev dræbt. Op mod 2.000 fascistiske bøller rykkede ud og samlede sig foran Southampton Central Politistation. Farage opfordrede dem til at vise deres “retfærdige harme”. På samme måde sagde Rupert Lowe, leder af Restore Britain, til sine tilhængere: “Jeg vil se tilbage med vrede – jeg opfordrer jer alle til at gøre det samme.”
Robinson forsøgte at bruge drabet som våben til at opbygge sin fascistiske gadekampsstyrke, efter at han kom i undertal på Londons gader den 16. maj.
Blot få dage efter var der optøjer i Belfast, da den yderste højrefløj, inklusive Elon Musk, kastede sig over et andet drab. En mand, der kom fra Sudan, angreb en anden mand med en kniv. Racister gik amok og satte huse og køretøjer i brand i Belfast. Huse, hvor der boede ”people of colour”, blev angrebet og folk jaget ud af deres hjem, som blev brændt ned. Imens opfordrede Tommy Robinson sine tilhængere til at mobilisere i Storbritannien.
Antiracister i Nordirland viste et par dage efter at gaderne tilhører dem – ikke de fascistiske og højreekstreme bøller, der gik amok. Belfast oplevede den “største antiracistiske demonstration” i byens historie med over 20.000 mennesker på gaderne.
Samme dag var antiracister i Storbritannien i flertal i forhold til højrefløjen, som ønskede at udnytte det samme angreb i flere byer og landsbyer.
Hvad så for socialister i UK?
Venstrefløjens svar må være at forbinde kampen mod racisme og fascisme med kampen mod fattigdom, nedskæringer og politisk afmagt. De store antiracistiske mobiliseringer viser, at højrefløjen kan presses tilbage, når brede bevægelser samler sig på gaden.
Da hundredtusinder demonstrerede mod den yderste højrefløj i London, viste det potentialet for et aktivt modsvar. Antifascisme kan ikke overlades til staten eller parlamentet; den må bygges gennem masseorganisering, solidaritet og fælles handling. Og det er præcis denne mobilisering som har potentiale til at blive samfundsforandrende. Men det kræver at den bliver forankret alle steder, i alle byer og boligkvarterer. Og det kræver at man er parat til at konfrontere de fascistiske gadebevægelser, når de angriber muslimer og andre.
Antifascisme kan ikke overlades til staten eller parlamentet; den må bygges gennem masseorganisering, solidaritet og fælles handling
Citat: Charlie Lywood
Men forandringen kommer ikke fra Labour. Partiet er fastlåst i parlamentarismen og dens venstrefløj ligeså. Ligesom i Danmark er der brug for dels genopbygning af aktivismen og styrke hos fagbevægelsen, men endnu vigtigere at der skabes et parti til venstre for Labour som kan udfordre dem.
Desværre er historien om de tabte muligheder med Your Party dyre lærepenge. Men der er ingen vej udenom at bygge et parti som kan pege på kapitalismen som den egentlige skurk og på at vejen til at gøre op med den ligger i folks egen aktivitet og styrke.
Det er den opgave, ligesom det er vores opgave i Danmark, som socialister i UK står overfor.
De samme kræfter som i i UK er også i Danmark. Giv dem modstand d. 5. september.




