Billedtekst: Fascister angriber Imam Ali Moskeen juli 2025. Foto: GI Facebook
Rapporten, der analyserer indberetninger fra landets kommuner og infohuse om 10-22-åriges ekstreme synspunkter, er udarbejdet af Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme, “en statslig myndighed, der dels skal forebygge og modvirke ekstremisme i Danmark, både nationalt, lokalt, online og uden for landets grænser,” som det hedder på centerets hjemmeside.
“Centeret er en del af Udlændingestyrelsen under Udlændinge- og Integrationsministeriet, og i centeret indgår også en uafhængig enhed, som arbejder med baggrundsoplysninger, herunder landerapporter, til brug for udlændingemyndigheders sagsbehandling”, fremgår det endvidere på hjemmesiden. Med andre ord er centeret først og fremmest statens vågende øje over muslimers synspunkter, en del af regeringens nidkære forsøg på at finde noget snavs på ansøgere om dansk statsborgerskab, så disse kan gives afslag.
Men det er højreekstremisme, der er i fremgang
Rapporten undersøger omfanget af fem typer “bekymringer”, hvad der henholdsvis kaldes ekstrem islamisme (40 %), højreekstremisme (30 %), venstreekstremisme (1 %), antimyndighedsekstremisme (11 %) og “andet”, som bl.a. dækker over incels og manosfæren (18 %).
De væsentligste konklusioner er, at antallet af bekymringsindberetninger relateret til ekstrem islamisme er faldet med 7 procent fra 2022 – 2024, mens højreekstremisme i perioden er steget med hele 116 procent. Også bemærkelsesværdigt er det, at hele 90 procent af de ekstreme unge er drenge og unge mænd.
(…..) fremgår det, at 37 procent af de højreekstreme unge var radikaliseret online i både lukkede grupper som Discord, Telegram og WhatsApp, men også i diverse SoMe-grupper
Citat: Bo Stefan Jensen
Afsnittet om højreekstremisme er, ikke så overraskende, tyndt, og oplyser intet om hvad infohusene oplever driver den tiltagende højreradikalisering, eller om hvilke grupper og organisationer, der rekrutterer i miljøerne. Dog fremgår det, at 37 procent af de højreekstreme unge var radikaliseret online i både lukkede grupper som Discord, Telegram og WhatsApp, men også i diverse SoMe-grupper og kommentartråde, hvor vi ser at især nyhedsartikler om udlændingepolitik, Gaza-krigen og muslimer i stor stil tiltrækker voksne racistiske tastaturkrigere, såvel uorganiserede privatpersoner som partisoldater fra højrefløjen.
“Bekymrende overbevisning og retorik i tale, skrift, billeder og symboler” var en faktor for 69 procent af denne gruppe. Især det amerikanske ‘Alt-Right’ og dets internationale forgreninger har de senere år haft succes med at rekruttere gennem online indhold som kombinerer nynazistiske konspirationsteorier og tekster med indforstået hård ‘humor’ i form af racistiske, antisemitiske og lgbt-hadende memes.
‘Den Store Udskiftning’ og nazistiske terrorgruppers grooming
Til DR Nyheder udtaler centerets chef, Kenneth Schmidt Hansen, at algoritmerne sender de unge “ned i kaninhuller med særligt negative budskaber”, og fremhæver The Great Replacement-teorien (teorien om, at en befolkning bevidst bliver udskiftet af indvandrere, som bl.a. den fascistiske gruppe Generation Identitær og DF hyppigt henviser til) eller Hitlers Mein Kampf og såkaldt Siege Kultur, der henviser til en ekstremt voldelig og terroristisk tendens i nazismen, som især den amerikanske nazi-terrororganisation Atomwaffen Division har været eksponent for i det 21. århundrede.
I 2023 blev to drenge fra Høng på 15 og 16 år anholdt for medlemskab af Atomwaffen-undergruppen Feuerkrieg Division, en nazistisk terrororganisation som står bag en række mord og terrorplaner, og som ifølge PET primært hverver helt unge drenge ved grooming af gamere i online computerspilsmiljøer. Atomwaffen Division har også været involveret i opbygning af de såkaldte Active Clubs, grupper af nazister der dyrker kampsport og styrketræning som forberedelse på racekrig, som de seneste år også er nået til Danmark.
Indtil videre har vi i Danmark ikke set en tilstrømning til voldelige fascistiske grupper via online radikalisering i samme omfang som i andre europæiske lande som f.eks. Storbritannien, Baltikum og Tyskland, men rapporten er en påmindelse til antiracister og socialister om, at nazierne og racistiske partier i stigende grad fisker i rørte vande blandt især drenge og unge mænd disse år. Vi skal bygge antiracistiske organiseringer som Fællesinitiativet Mod Racisme og Diskrimination og Racismefri By som modsvar til fascisterne.




