Billede tekst: Et revolutionært parti skal være til stede i bevægelsen. Foto: Guy Smallman

I en tid med klimasammenbrud, endeløs økonomisk usikkerhed, globale pandemier og politisk polarisering, er det kommet på mode at tale om kapitalismens snarlige sammenbrud. Selv i USA, hvor socialisme og kommunisme er en af de hyppigste beskyldninger mod politiske modstandere, opfatter flere, især unge arbejdere og studerende, end nogensinde sig som socialister, viser meningsmålinger. Vreden mod kapitalismen er stor og voksende hos millioner verden over. 

Men sandheden er at systemet ikke vil gå under uden kamp. De som profiterer på kapitalisme – de rige og mægtige – vil forsvare systemet, om nødvendigt med magt. Vi bliver nødt til at modsvare deres organisering med vores egen, hvis vi skal bygge en anden verden. Og det kræver organisering. Med andre ord – et revolutionært politisk parti.

Mistillid til partier 

Mange har dog stor mistillid til politiske partier. Og med god grund. De fleste forbinder partier med borgerlige partier som Venstre og Konservative, der skærer i velfærden og sender unge mennesker ud på slagmarken for at dø i krige for dansk kapitalisme. 

Eller Socialdemokratiet, der gang på gang sælger ud og kapitulerer overfor de store selskaber og de rige for at klamre sig til magten. Socialdemokratiet understøtter og fremmer reaktionære holdninger i dele af arbejderklassen, som partiet henter støtte og vælgere blandt, hvilket bl.a. betyder, at partiet angriber indvandrere og kontanthjælpsmodtagere mens det støtter krige og imperialisme. 

Selv de erklærede socialistiske partier (SF og Enhedslisten) i Folketinget har skuffet mange venstreorienterede arbejdere og unge ved at sælge ud af deres hidtidige standpunkter i jagten på vælgere, parlamentarisk indflydelse og ministerposter. 

Endelig har de gamle kommunistpartier afskrækket mange fra politisk partiorganisering med deres stalinistiske og bureaukratiske organisationers loyalitet til de forhenværende diktatoriske statskapitalistiske stater i øst. De brød med ethvert håb om revolution og ægte forandring for længe siden.

Behovet for et revolutionært parti

Alt dette kunne dog ikke være længere fra Internationale Socialisters forestillinger om et revolutionært parti og kampen for et andet samfund – gennemførelse af socialisme fra neden. 

For os er behovet for et revolutionært parti noget som springer ud af selve kapitalismens væsen. Ud af selve de modsætninger som den skaber mellem det store flertal som slæber værdier hjem til et lille mindretal. Altså de klassemodsætninger som eksisterer i samfundet. Modsætninger mellem den herskende klasse og arbejderklassen.

….behovet for et revolutionært parti (er) noget som springer ud af selve kapitalismens væsen

Citat: Bo Stefan Nielsen og Charlie Lywood

Den modsætning er karakteriseret ved, at mens den herskende klasse hele tiden er fokuseret på at skabe profit og overleve ved at udkonkurrere sine konkurrenter, er arbejderklassen fokuseret på sin daglige interesse i at skabe et nogenlunde liv for sig selv og familien. Mens den kapitalistiske konkurrence tvinger systemet til at ødelægge selve grundlaget for livet på jorden, har arbejderklassen en objektiv interesse i at forhindre dette. Men det kan reelt kun ske ved at erstatte den kapitalistiske produktionsmåde.

Realiteten er, at dét har kun få arbejdere indset. Og endnu værre, er parate til at gøre noget ved. Og det handler om hvordan den herskende klasse, som er de få, er i stand til at regere over så mange som reelt ingen interesse har i systemets overlevelse. Det meste af tiden regerer den herskende klasse gennem deres kontrol over de mest udbredte idéer eller forestillinger – altså bevidsthedsniveauet bredt i arbejderklassen.

Modsatrettede bevidstheder i arbejderklassen

Det meste af tiden har størstedelen af arbejderklassen ikke en revolutionær bevidsthed om systemforandringer. Dog, når arbejderklassen involveres i store strejker, kan det ske, at mange menneskers idéer radikaliseres meget hurtigt. Det er derfor, det er vigtigt at lære af historiske situationer, hvor mennesker i anseelige antal har brudt med de herskende idéer i samfundet, og er kommet til revolutionære konklusioner. Men i perioder med relativ politisk stabilitet vil revolutionære ofte erfare, at de udgør et meget lille mindretal.

Den italienske marxist Antonio Gramsci beskrev, hvordan arbejdere under kapitalismen har en “selvmodsigende bevidsthed”. For det meste anerkender folk i arbejderklassen meget af den “almindelige fornuft”, medierne, politikerne, uddannelsessystemet og autoriteter fremfører, som forsvarer og styrker kapitalismen.

Det kan for eksempel være, at kapitalismen er garant for “det gode liv”, frihed, jobs og velfærd for arbejdere, at vores bedste håb er en reformering af kapitalismen, eller at etnisk danske arbejdere har andre interesser end indvandrerarbejdere. Eller at oprør altid ender galt.  

Men hvis kun dette var sandt, ville det ikke give mening at forsøge at bygge modstand mod systemet. Så kunne vi lige så godt give op og erkende, at vi er dømt til at leve under kapitalismen for evigt.

Samtidig med disse “almindelig fornuft”-synspunkter betyder arbejderes erfaringer fra det virkelige liv, at de også har andre holdninger, der modstrider disse. Erfaringerne med at arbejde på en arbejdsplads, gå i strejke, oplevelser med at blive udnyttet af arbejdsgiverne eller med at samarbejde med dine kolleger, strider mod meget af den såkaldte “almindelige fornuft”. Så, som Gramsci forklarede, har arbejdere også “god fornuft”-idéer, der baserer sig på fælles kamp, solidaritet, og som peger i retning af troen på at tingene kunne forandres.

Kampen om bevidsthed

I kampen om hvilken bevidsthed, der er stærkest, ligger et af de grundlæggende argumenter for at bygge et revolutionært parti. Det findes i to udsagn, som Marx kom med. Han sagde på den ene side, at “arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk”, og samtidig at “ethvert samfunds herskende idéer er den herskende klasses idéer.”

Der er en modsigelse mellem disse to udsagn. Men modsigelsen er ikke i Marx’ hoved. Den eksisterer i virkeligheden. Hvis kun ét af udsagnene var korrekt, ville der ikke være behov for et revolutionært parti. Hvis arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk, og dermed punktum, hvorfor skulle vi så besvære os med at kæmpe for socialisme – lad os sidde med korslagte arme og et smil. Arbejderne vil frigøre sig selv!

Hvis derimod “ethvert samfunds herskende idéer er den herskende klasses idéer”, og dermed punktum, vil arbejderklassen altid acceptere herskernes idéer. Så kan vi sidde med korslagte arme og græde, fordi vi intet kan gøre ved det.

Virkeligheden er, at begge udsagn er korrekte. Klassekampen udtrykker sig altid, ikke kun i en konflikt mellem arbejdere og kapitalister, men også inden for selve arbejderklassen. På en strejkevagt er arbejderne der jo ikke for at forhindre kapitalisten i at arbejde. Kapitalisterne har aldrig arbejdet i deres liv, så de vil heller ikke arbejde under en strejke. Det, strejkevagten handler om, er én gruppe arbejdere, der forsøger at forhindre en anden gruppe arbejdere – skruebrækkere – i at komme forbi blokaden i arbejdsgivernes interesse.

Spørgsmålet er om arbejdermagt, det Marx kaldte proletariatets diktatur. Hvorfor skulle man have brug for et proletariatets diktatur, hvis hele arbejderklassen er forenet, og der kun er et lille mindretal af kapitalister i opposition? Så kunne man jo sige, lad os gå hjem, vi er færdige med direktørerne og cheferne. Hvis hele arbejderklassen er forenet, kan vi jo bare sende bosserne ud og fjerne hundelorte!

Virkeligheden er, at der vil være arbejdere på den ene side og reaktionære arbejdere på den anden side. Fordi “de herskende idéer i ethvert samfund er den herskende klasses idéer”, er arbejderne splittede mellem forskellige bevidsthedsniveauer.

Ikke nok med det. Den enkelte arbejder kan have splittet bevidsthed i sit hoved. Han eller hun kan være en god lønkæmper, kan hade chefen, men når det kommer til muslimer eller transpersoner, er det pludselig… en anden historie.

Forankring i arbejderklassen

Hvilke af disse bevidstheder vil vinde? Der foregår en konstant kamp på dette punkt. Revolutionæres opgave er at involvere så mange som muligt i disse kampe – og fremføre argumenterne for revolution blandt dem. På den måde har vi de bedste muligheder for at vinde flere for at bryde med mainstreamidéerne under kapitalismen. Og her er vi ikke bare oppe imod ”den sunde fornuft” prædiker af mainstreammedierne men også af de reformistiske partier, som agerer i arbejderklassen gennem fagbureaukrater i fagforeninger, som helst vil have ro.

Et revolutionært parti skal derfor være til stede i arbejderklassen og forsøge at forbinde arbejdere, der har brudt med mainstreamidéer under kapitalismen. Folk som er imod kapitalismen savner meningsfæller, og derfor er en af de fornemmeste opgaver at forbinde dem, som vil slås, så de får mere selvtillid. At gå sammen på en arbejdsplads for bedre løn, ordentligt arbejdsmiljø, og at bekæmpe nedskæringer for eksempel.

Men ikke nok med det. Et revolutionært parti skal også være en ”folkets tribune”, som Lenin kaldte det. Et revolutionært parti må bekæmp alle former for undertrykkelse under kapitalismen – om det så er kvindeundertrykkelse, transhad eller homofobi.  

Et revolutionært parti skal derfor være til stede i arbejderklassen og forsøge at forbinde arbejdere, der har brudt med mainstreamidéer under kapitalismen

Citat: Bo Stefan Nielsen og Charlie Lywood

Du kan eksempelvis stå på en strejkevagt, og ved siden af dig er der en arbejder, der kommer med racistiske kommentarer. Du kan gøre én af tre ting. Du kan sige: “Jeg står ikke sammen med vedkommende på en strejkevagt. Jeg tager hjem, fordi der er der ingen, der kommer med racistiske kommentarer.” Dét er sekterisme, for hvis “arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk”, må du nødvendigvis holde sammen med vedkommende på strejkevagten.

Den anden mulighed er simpelthen at undgå spørgsmålet. Nogen kommer med en racistisk kommentar, og du lader som om, du ikke har hørt det og siger: “Vi er heldige med vejret i dag!” Dét er opportunisme.

Den tredje holdning er, at du tager diskussionen med denne her person imod racisme, imod den herskende klasses fremherskende idéer. Du argumenterer og argumenterer. Hvis du overbeviser vedkommende, fremragende. Men hvis du ikke gør, så står du, når skruebrækkervognen kommer, alligevel arm i arm med kollegaen for at stoppe skruebrækkerne, fordi “arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk.”

Et revolutionært parti udfordrer alle kapitalismens forestillinger og opfordrer til at tage aktivt del i alle kampe i dagligdagen, ikke blot at stemme til valget hvert fjerde år. Et revolutionært parti forsøger at kombinere teori og praksis for at give alle medlemmer selvtilliden til at tage lederskab i kampene.

Frem for at vente på ordrer eller udtalelser fra oven, sigter revolutionære mod at bygge et parti af ledere. Folk som selvstændigt kan tage initiativ. Nogle gange kaldet “kadrer”. Det handler om at danne et netværk af revolutionære socialister, der kan lede politisk på deres arbejdsplads, lokalsamfund eller universitet – og forklare hvorfor kampene er nødt til at konfrontere systemet som helhed og vinde bredere forandring.

Hvad gør dig revolutionær?

Men det handler ikke om at isolerede revolutionære skal belære dem, der har reformistiske idéer. Revolutionære organisationer forsøger at involvere sig i enhver strejke, protest og kampagne for at lære, diskutere og kæmpe side om side med andre arbejdere i kamp. En ting du måske har hørt om Internationale Socialister er, at vi altid forsøger at være med hvor der er kamp, med vores skilte, aviser og bogborde.

Og det er rigtigt – vi går op i at lytte, lære og tage del i enhver kamp, der foregår. Kun hvis en revolutionær organisation er i vedvarende dialog og i et forhold til arbejderklassen, kan den tage ved lære af de bedste erfaringer og fremføre argumentet om at generalisere ud fra dem.

Enhedsfronten

Men hvad gør revolutionære, når der ikke er revolution på dagsordenen? En måde er enhedsfronten, en strategi som kan give små revolutionære organisationer mulighed for at være med til at forme større politiske spørgsmål.

Den grundlæggende præmis for enhedsfronten er, at vi er nødt til at forene os i handling. Hvis vi skal mobilisere nok mennesker til, eksempelvis at modstå det yderste højre, eller bygge modstand mod krig, vil det kræve et langt bredere lag af folk end bare dem, der opfatter sig som revolutionære.

I ikke-revolutionære situationer, vil revolutionære oftest være et lille mindretal. Derfor er det i den slags kampe afgørende, at vi mobiliserer dele af arbejderklassen, der ikke tror på behovet for revolution, men som gerne vil kæmpe mod nedskæringer, krige og så videre. 

For at kunne det, er det nødvendigt at bygge en enhedsfront af reformistiske organisationer såsom fagforeninger, Socialdemokratiet (eller dele af det), SF og Enhedslisten samt ikke-organiserede, side om side med revolutionære. Det betyder at vi i konkrete kampagner, demoer osv. er i stand til at mobilisere de størst mulige antal. Erfaringerne fra demonstrationerne mod Irak-krigen og de gange det lykkedes at smide nazisterne ud af byen understøtter denne strategi.

Historisk set har Internationale Socialister, mens vi er ydmyge omkring vores lille størrelse, spillet en central rolle i at bygge større bevægelser, såsom kampen mod nazisterne i DNSB i 1990’erne og det racistiske Danskernes Forening (forløber for Dansk Folkeparti) i 80’erne, antikrigsbevægelsen mod Irak- og Afghanistan-krigene i nullerne gennem Nej Til Krig, som arrangerede landsdækkende demonstrationer og havde afdelinger i alle større byer. 

Og i dag bruger vi vores kræfter i bl.a. Palæstinasolidaritetsarbejdet, hvor vi argumenterer for at bevægelsen kan styrkes ved at slå lokale rødder med lokalgrupper.

Har du været del af demonstrationer i solidaritet med Palæstina, imod nedskæringer eller krig, eller i en faglig blokade, er du måske stødt på os, mens vi har været del af kampen, organiseret og mobiliseret.

Men betyder enhed i handling så, at revolutionære skal opgive deres politik? Tværtimod, det er afgørende, at revolutionære fastholder deres uafhængighed i sådanne situationer.

Inden for enhver bevægelse vil der blive fremsat forskellige politiske positioner. Parlamentariske partier vil ofte komme med en tro på, at politikere og aftaler i toppen vil kunne få tingene igennem. Det er essentielt, at revolutionære, mens vi er forenede i handling, vil forsøge at trække bevægelsen frem til dens mest radikale konklusioner. Og håbe at flere i processen vindes for revolutionære metoder og erkendelsen af, at dem de plejede at lytte til, viser sig at have skubbet bevægelsen væk fra formålet.

Partiet og revolution

Men hvad så når en revolution bryder ud og millioner af mennesker er i bevægelse? At påvirke og lede arbejderklassen under store sociale kriser kræver organisation. Et revolutionært parti.

Alle store opstande er startet spontant eller uventet, men ingen af dem er endt sådan. Den ene side vinder – enten bevæger tingene sig fremad og forandres, eller også sejrer den gamle orden, og systemet fortsætter. Og vores herskere bruger ethvert våben i arsenalet til at forsvare status quo og genoprette den “ro og orden”, de nyder fedt af gennem rigdom, magt og privilegier.

Vores side har brug for vores egne våben, der kan hjælpe os til at vinde. Arbejdere har magt. Det er os, det store flertal i verden, der får tandhjulene til at dreje rundt. Men vi har brug for en organisation, der kan samle vores styrke og fokusere denne magt på staten. 

Revolutionære laver ikke revolutioner – det er millioner af almindelige menneskers egen aktivitet, der driver den fremad. Men en revolutionær organisation, der har erfaringen, respekten og rødder i arbejderklassen, kan fokusere denne magt og give den retning. Og blive lyttet til.

Revolutionære laver ikke revolutioner – det er millioner af almindelige menneskers egen aktivitet, der driver den fremad

Citat: Bo Stefan Nielsen og Charlie Lywood

Historien har dog vist, at et revolutionært parti ikke kan bygges midt i en revolution. Kapitalismens historie er fyldt med historier om heroiske revolutionære, der kæmpede bravt, men blev knust under styrken af de herskende klassers undertrykkelse. Med det resultat at kapitalismens rædsler fortsætter.

Den herskende klasse, som beskrevet ovenfor, regerer almindeligvis i de udviklede kapitalistiske lande (men ikke alle steder) gennem fredelige metoder. Men når de er oppe imod et større oprør fra et flertal, vil de begynde at bruge alle statens magtmidler til at knuse den revolutionære bevægelse. Og da arbejderklassen i sådan en situation ikke er 100 % enig – halter nogle bagefter og håber på at en revolution ikke er nødvendig, mens andre, gerne et mindretal, vil angribe magten med det samme. Her er det nødvendigt at et parti – et masseparti som er vokset med bevægelsen til en størrelse, der gør at det bliver lyttet til – gennem diskussion kan guide de forskellige dele af arbejderklassen til at tage de skridt som er nødvendige til at erobre statsmagten og begynde afskaffelsen af kapitalismen og overgangen til socialisme.

I sidste instans er det revolutionære partis eksistensberettigelse denne opgave. Men muligheden for at indfri den er afhængigt af hvad vi gør her og nu for at opbygge det.

Det revolutionære parti som ‘universitet’

Vi tilhører en undertrykt klasse, der mangler erfaring med at styre samfundet, fordi kapitalister ikke kun ejer de materielle produktionsmidler, men også de mentale produktionsmidler. “Den klasse, som er den herskende materielle magt i samfundet, er tillige dets herskende åndelige magt,” skrev Marx. Derfor har vi brug for et parti – partiet er arbejderklassens universitet. 

Marx siger i Det Kommunistiske Manifest, at kommunister generaliserer ud fra arbejderklassens historiske og internationale erfaring. Med andre ord lærer man ikke bare af det, man oplever. Hver især af os har utrolig lidt erfaring. Vi er nødt til at generalisere vores erfaringer, og for at kunne det, har vi brug for en organisation, der gør dette. Også på tværs af landegrænser skal vi kunne hjælpe hinanden med støtte og erfaringer.

Det var derfor, Trotskij skrev, at det revolutionære parti er arbejderklassens hukommelse.

Vi må bygge et revolutionært parti af ledere baseret på fortidens erfaringer. Okay, så partiet underviser arbejderne, men så opstår det simple spørgsmål: “Hvem underviser så læreren?” Det gør arbejderklassen. Alle de store idéer kommer fra arbejderne selv.

I 1871 skriver Karl Marx, at arbejderne ikke kan erobre det gamle statsapparat: de må smadre det – den gamle stående hær, bureaukratiet, politiet. Vi må smadre hele denne hierarkiske struktur og etablere en ny slags stat – en stat uden en stående hær eller et bureaukrati, hvor enhver embedsmand er valgt, hvor enhver embedsmand får den samme løn som den gennemsnitlige arbejder. Fandt Marx ud af dét, fordi han knoklede så hårdt på British Museum? Næh, det der skete var, at arbejderne i Paris havde taget magten, og det var præcis dét, de gjorde under Pariserkommunen.

Marx lærte af dem. Stalinisterne hævder altid, at Lenin opfandt idéen om sovjetten. Selvfølgelig opfandt Lenin alt i den stalinistiske litteratur! De havde et koncept om religiøst hierarki. Men når man læser Lenins brevkorrespondance, da arbejderne lige havde etableret den første sovjet i Sankt Petersborg i 1905, skrev Lenin fire dage senere – hvad fanden skal dét dog til for? Det var først senere, at han indså, hvor afgørende arbejdernes egen magt var, og da 1917 revolutionen kom, var hans slogan ”Al magt til sovjetterne” –  ikke ”Al magt til partiet”.

I kampen havde arbejderne brug for en ny form for organisation. De lærte på den hårde måde, at hvis de havde en strejkekomité på én fabrik, var det ikke effektivt i en revolutionstid. Man har brug for en strejkekomité, der dækker alle fabrikkerne. Og det var det, sovjetten var: delegerede fra alle fabrikkerne mødtes for at styre showet. De gjorde det. Lenin fulgte dem. Partiet skal altid lære af klassen. Det er en af de vigtigste grunde til at revolutionære må engagere sig og samarbejde med arbejdere i kamp og bevægelser og derpå generalisere lærdommen heraf gennem det revolutionære parti.

Er du revolutionær? Så byg det revolutionære parti med os!

Det er umuligt at forudsige hvornår den næste bølge af oprør vil bryde ud som reaktion på systemets barbari. Men sådanne situationer vil opstå – og det vil ikke være nok at sætte sin lid til, at de revolutionære kræfter vil være stærke nok til at komme sejrrigt ud mod systemet. 

I Internationale Socialister forsøger vi at skabe et embryo af en revolutionær organisation, der kan bidrage til dette projekt. Vi har en stor vision om hvad der er muligt, samtidig med at vi er ærlige og beskedne om hvor vi er. Det handler ikke om at erklære sig som ledere af revolutionen.

I Internationale Socialister forsøger vi at skabe et embryo af en revolutionær organisation, der kan bidrage til dette projekt

Citat: Bo Stefan Nielsen og Charlie Lywood

Man må levere, uge efter uge, og levere de skarpeste argumenter for hvordan vi kan forbinde kampene. Og det handler ikke om at vente på en fjern fremtidig revolution – vi er nødt til at involvere os i de aktuelle kampe mod udbytning, racisme, homo- og transfobi og imperialisme lige nu og her. Men hvordan disse kampe forbinder sig til en revolutionær udfordring af systemet – dét er det afgørende spørgsmål. 

Valget står mellem at affinde os med den nuværende verdens rædsler eller at kæmpe for en bedre verden. Det er en stor opgave at forandre verden. Men den starter med et lille skridt. Bliv organiseret med os i Internationale Socialister.