Det blev aldrig til en encampment på SDU, men en række studerende organiserede sig og søgte aktindsigt omkring SDU´s samarbejde med israelske universiteter og danske våbenproducent-virksomheder, som f.eks. Terma. Aktindsigten bekræftede dette, hvoraf det meste fremgik af SDU´s egen hjemmeside. Eksamen og sommerferien satte SSMBs arbejde på pause.
Men Israels folkemord fortsatte med uformindsket kraft, og i starten af 2025 blev der holdt nye møder i SSMB, hvor nye kræfter meldte sig på banen.
Socialistisk Arbejderavis har talt med Freja og Gilad, som er aktive medlemmer af Syddanske Studerende mod Besættelsen. De taler på egne vegne.
Freja er 25 år og studerer biologi på kandidaten. Hun er relativt nyt medlem af SSMB og fortæller:
“Jeg har lavet aktivisme for Palæstina siden kort efter 7. oktober 2023. Jeg var udvekslingsstuderende i Würzburg i Sydtyskland, hvor flere af mine venner var aktive for Palæstina i forvejen. Før det vidste jeg ikke meget om, hvad der foregik i Palæstina, men de fik mig hurtigt sat ind i situationen.
Nu tilbage i Odense vil jeg gerne fortsætte med at sætte folkemordet på dagsordenen i kraft af min rolle som studerende
Citat: Freja
Vi dannede en gruppe af studerende for Palæstina i Würzburg. Først holdt vi demonstrationer, men derefter organiserede vi to camps. Würzburg ligner Odense. Der er ikke mange aktivister, så hvis vi ikke gjorde noget, skete der ingenting.
Nu tilbage i Odense vil jeg gerne fortsætte med at sætte folkemordet på dagsordenen i kraft af min rolle som studerende. Måske er der mange som mig, der ikke rigtig vidste noget før. Jeg har til dels forståelse for hvorfor – det afspejler det samfund vi lever i. Men det er lige meget, hvor langt væk folk lever, eller hvor forskellige vi er. Vi er alle sammen mennesker, og netop fordi vi er så privilegerede i Danmark, har vi et ansvar for at kæmpe for retfærdighed og frihed for alle.
Det er jo verden som helhed, der har brug for forandring. Det kan være frustrerende at være bevidst om dette og samtidig være vidne til så lidt aktivitet. Jeg har derfor aktivt ledt efter nogen, som ville være med og fandt så SSMB.”
Socialistisk Arbejderavis: Tror du der er mange som dig, som leder efter “nogen” at gøre noget sammen med?

Freja: “Jeg tror ikke der er mange. Folk har travlt, og det er let at blive lammet og apatisk, når man hører om alt, hvad der er galt i verden. Så selvom der findes meget frit tilgængeligt information om fx folkemordet i Palæstina, så tror jeg, at der skal en ydre omstændighed til, for at få folk til at engagere sig. Jeg tror at en vigtig måde at blive overbevist om, at man skal gøre noget aktivt, er gennem personlige relationer og gennem trygge, ikke-polariserende samtaler. Derfor er det vigtigt, at vi går ud og taler med vores medstuderende på SDU”
Socialistisk Arbejderavis: Hvad har SSMB foretaget sig indtil nu?
Freja: “Vi startede med at opfordre SDU til at forholde sig til Palæstina ligesom til Ukraine. Alt andet er dobbeltmoralsk. Vi sendte et brev og afleverede det også personligt til rektor. Vi skrev bl.a: Dette brev er et krav om, at SDU støtter op om det palæstinensiske folk og indstiller alle former for samarbejde med firmaer og institutioner, der direkte eller indirekte bidrager til Israels undertrykkelse af palæstinensere. og videre: Vi, som studerende, kan ikke se passivt til, mens vores universitet selektivt opfylder menneskelighedens minimumskrav med hensyn til ét folk, frem for et andet. Vi kan ikke se passivt til, mens SDU ser bort fra ulovlig besættelse, apartheid og folkemord.
SDU har også svaret, og skriver bl.a: Universitetet kan ikke tage stilling til politiske spørgsmål på vegne af sine studerende og ansatte. Grundlæggende er SDU et universitet, ikke en politisk aktør. Kerneopgaverne er at bedrive forskning og uddanne under trygge rammer med respekt for ytrings- og akademisk frihed. På den baggrund har SDU ikke en officiel holdning til konflikten i Gaza og kan derfor ikke imødekomme de krav, som Syddanske Studerende mod Besættelsen har stillet. Det skal også understreges, at forskere på SDU har forsknings- og ytringsfrihed, og at de selv træffer beslutninger om samarbejder inden for de rammer, myndighederne fastsætter.

Desuden har vi startet en underskriftsindsamling, som kører nu online. Men vi vil også møde de studerende personligt og konfrontere dem med deres ansvar for at sige fra over for folkemordet. Det er en kunst at finde balancen mellem at det virkelig er på høje tid, at folk tager stilling, men at samtalerne netop også skal være åbne og konstruktive. Ligesom de samtaler med venner, jeg havde i Würzburg, hvor der var plads til at jeg kunne stille uvidende spørgsmål uden at føle mig dømt.
Gilad er 25 år og 9. semester medicinstuderende på SDU. Han er født og opvokset i Danmark, men har tysk-israelsk baggrund. Gilads oldeforældre emigrerede fra Polen til Israel efter 2. verdenskrig.
Socialistisk Arbejderavis: Du var jo med til at starte SSMB. Hvorfor gik du med?
Gilad: “Jeg var til en protest, hvor der var der nogen, som foreslog, at vi dannede en encampment gruppe på SDU. Jeg følte at der var behov for at det kunne ske på SDU og at jeg kunne hjælpe med det. Jeg gik med, fordi aktivisme er vigtigt for studerende, især når det handler om et folkemord, som også har smadret de fleste uddannelsesinstitutioner i Gaza.
Både som studerende, sundhedsfaglig og som jøde/israeler har jeg en pligt til at sige fra over for staten Israel, som begår folkemord i jødernes navn. På trods af, at jeg ikke er religiøs, er det vigtigt for mig, som mange andre jøder, at judaisme og zionisme ikke sidestilles. Jeg har i lang tid været bevidst om Israels undertrykkelse af palæstinenserne, men efter den 7. oktober, så kunne jeg ikke forsvare min egen passivitet.
Både som studerende, sundhedsfaglig og som jøde/israeler har jeg en pligt til at sige fra over for staten Israel, som begår folkemord i jødernes navn
Citat: Gilad
Det har styrket mig og mit moralske kompas at gøre noget konkret og målrettet på et spørgsmål, som er så tæt på mig selv. Den 7. okt traf jeg det valg, at følge mit moralske kompas uanset hvilke andre konflikter det kunne medføre i forhold til familie og venner”
Socialistisk Arbejderavis: Hvad gør I nu som Syddanske Studerende mod Besættelsen?

Gilad: “Som Freja fortalte, har vi forsøgt at få SDU´s ledelse til at rykke sig. De nægter at tage stilling. Så vi trapper op nu. Vi har samlet underskrifter blandt dem vi kender til at presse SDU med, men vi vil nu dele flyers ud og samle flere underskrifter ind, for at øge det pres.
Reelt skal vi etablere os som bevægelse og netværk og række ud til flere studerende på SDU og andre studerende i Syddanmark og vores fagforeninger mv. Vi er små, nye, men vi er et fællesskab som vil gøre det sammen, så vi kan blive flere aktivister.
SDU er et meget stille sted, næsten ingen aktivisme af nogen slags. Der er gnister, men ingen brand, så vi prøver at tænde bålet. Der er ingen grænser for, hvad det kan udvikle sig til. Fordi vi har etableret os, så vil der være større tiltro til at vi kan udrette noget, og så vil vi kunne få flere med. Det tager meget energi at få noget stillestående i bevægelse, men når der først er bevægelse, så kan det udvikle sig hurtigt. Måske er folk bange for at blive labelled som antisemit, men jeg håber at min deltagelse kan modvirke det, og at vi sammen kan modbevise den konstante zionistiske agenda.
Folk kan deltage på forskelligt niveau, alt efter hvor meget man har overskud til. Der er plads til alle, som vil bidrage. Selvom du ikke kan gøre alt, er det bedre at gøre lidt, end at gøre ingenting. Mange er desuden for tætte på konflikten og for overvældet af alt det forfærdelige og føler sig magtesløse, fordi man har så lidt handlekraft. Jeg følger også de rå begivenheder direkte fra forskellige sider, så dét forstår jeg godt. Jeg forsøger alligevel at handle med det overskud jeg har, selvom det fylder meget i mit liv. Heldigvis har vores gruppe nu en størrelse, som kan vokse sig større”
Dokumentation:
Kære SDUs ledelse,
Dette brev er et krav om, at SDU støtter op om det palæstinensiske folk og indstiller alle former for samarbejde med firmaer og institutioner, der direkte eller indirekte bidrager til Israels undertrykkelse af palæstinensere.
Krig og folkemord hører ikke hjemme på uddannelsesinstitutioner. Universiteter, såsom SDU, bunder i læring, mangfoldighed, sandhed, fællesskab og fred og bør tage afstand fra de lande og aktører der forhindrer dette. Vi forventer at I er enige i dette udsagn, givet SDUs beslutning om, ”at indstille alle formelle institutionelle samarbejder om uddannelse og forskning med russiske og belarussiske statslige samarbejdspartnere” efter Ruslands invadering af Ukraine. Når I allerede har taget et politisk standpunkt mod ét tilfælde af ulovlig krigsførelse, er det uforståeligt og dybt problematisk, at I endnu ikke har gjort det samme i forhold til Israels ulovlige besættelse af Palæstina.
Vi, som studerende på SDU, ønsker ikke, at vores universitet er medskyldig i undertrykkelse og folkemord. Flere af de ledende menneskerettighedsorganisationer, inkl. Human Rights Watch, Amnesty International og selv den israelske B’Tselem, har anklaget Israel for at have begået forbrydelsen apartheid. Desuden har de samme organisationer anklaget Israel for henholdsvis at begå forbrydelsen mod menneskeheden i form af udryddelse, folkemord, og etnisk udrensning. Derudover har ICC og ICJ udstedt arrestordre mod Israels premierminister og tidligere forsvarsminister på baggrund af forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De har også anklaget Israel for at overtræde det internationale forbud mod raceadskillelse og apartheid, samt vurderet, at det er plausibelt, at Israels handlinger udgør folkemord.
Endvidere har UNHCRs medlemmer og specialrapportører udtalt deres ekspertanbefaling om, at gennemgå alle forbindelser til Israel og sikre, at ulovligheden af Israels besættelse udbredes, forstås på alle niveauer og afspejles i uddannelsessystemer. De samme eksperter kræver også ophævelsen af alle politikker, der hindrer fortalervirksomhed mod Israels besættelse og apartheid.
Til trods for dette tager SDU afstand fra solidaritet med det palæstinensiske folk, fortsætter samarbejde med firmaer som Terma, der producerer dele til F-35 fly, som ultimativt bliver brugt til bombardement af palæstinensere i Gaza, og deltager fortsat i projekter sammen med israelske institutioner, der samarbejder direkte med Israels militær.
Vi, som studerende, kan ikke se passivt til, mens vores universitet selektivt opfylder menneskelighedens minimumskrav med hensyn til ét folk, frem for et andet. Vi kan ikke se passivt til, mens SDU ser bort fra ulovlig besættelse, apartheid og folkemord. Derfor kræver vi, at universitetet:
- Udtrykker i en offentlig meddelelse på SDUs hjemmeside:
- Solidaritet med det palæstinensiske folk, ligesom med det ukrainske folk
- Fordømmelse af Israels folkemord, ulovlig besættelse og apartheid, ligesom SDUs fordømmelse af den russiske stats invasion af Ukraine
- Reformerer gamle aftaler og ikke indgår i nye samarbejder med firmaer og institutioner, både indenrigs og udenrigs, der direkte eller indirekte bidrager til Israels besættelse og folkemord. Herunder skal SDU:
- Suspendere alle aftaler om udveksling med israelske universiteter
- Trække sig fra MADE FAST projektet som Terma deltager i
- Indstille samarbejdet med Ben Gurion University of the Negev igennem NanoSYD
- Indstille alle fremtidige konference- og rejseaktiviteter i Israel
Vi ser frem til at være en del af et mere demilitariseret og humanitært universitet.
Hilsen,
Syddanske Studerende mod Besættelsen
Se svar fra SDU: https://acrobat.adobe.com/id/urn:aaid:sc:EU:80b472be-3f06-4c4a-a57a-cf0b597a6bb5