1.
Ukraine-krisen har bragt Europa tættere på en gruopvækkende krig. I sin essens er det en konflikt mellem verdens mest magtfulde imperialistiske blokke; USA og dets allierede, og Rusland som en svagere men stadigvæk ondsindet imperialistisk magt. For begge parter er Ukraine blot en ”brik”. Arbejdere har ingen interesser i sejr til nogen af parterne i denne konflikt. Revolutionære socialister i de involverede lande må sætte det som førsteprioritet at gå imod sin ”egen” regering.
2.
Den aktuelle krise blev igangsat af den russiske præsident, Vladimir Putins beslutning om at mobilisere tropper ved grænserne til Ukraine. Han retfærdiggjorde dette truende træk ved dels at appellere til stor-russisk nationalistisk mytologi om de historiske bånd mellem Rusland og Ukraine og dels ved at gentage de vedholdende klager over USA´s ekspansive Nato- og EU-politik mod øst. Putin har i særdeleshed forlangt, at Vesten forpligter sig til ikke at optage Ukraine i NATO og til at tilbagetrække NATO-styrker fra Central- og Østeuropa.
3.
Det er en realitet, at NATOs og EU´s ekspansion og inkorporering af de fleste eks-stalinistiske lande i Central- og Østeuropa var drevet af a under Bill Clinton og George W Bush med det formål at udvide den vestlige imperialismes magtpositioner dybere ind i det eurasiske kontinent. Denne politik brød med de løfter, der blev givet til Mikhail Gorbatjov, den sidste præsident for det daværende USSR,, af USA’s statssekretær James Baker i 1990, da Moskva accepterede at et genforenet Tyskland kunne indtræde i NATO.
4.
Putin er ikke en ven af den internationale arbejderklasse. Han er præsident i et repressivt neo-liberalt regime, appellerer til stor-russisk nationalisme for at opnå ideologisk opbakning og har stræbt efter at genrejse det russiske militærs magt og bruge det til at fastholde Moskvas dominans i dets nærområder, især ved at knuse uafhængighedsbevægelsen i Tjetjenien, krigen mod Georgien i 2008, annekteringen af Krim halvøen i 2014 og den seneste intervention mod de folkelige protester i Kazakhstan. Længere væk har russisk militær magt medvirket til at redde Bashar al-Assads brutale regime i Syrien.
5.
Når det er sagt, så har Washington, ægget af Boris Johnsons kaotiske regering i England, forstærket den nuværende krise. Joe Bidens administration har nægtet at forholde sig seriøst til Putins væsentligste krav, har talt krigstruslen op (under protest fra den pro-vestlige ukrainske regering) og sammen med andre NATO-allierede flyttet mere militærudstyr tæt på Ruslands grænser.
6.
Ofrene, hvis der kommer en krig, vil især være det ukrainske folk. Det led frygteligt i det 20. årh.; under 1. verdenskrig., efterfulgt af de kontrarevolutionære magters militære intervention mod Bolsjevik-revolutionen, den stalinistiske tvangskollektivisering af landbruget i 1930´erne og nazisternes invasion i 1941. I 1991 gjorde de krav på retten til national selvbestemmelse, som igangsatte opløsningen af Sovjetunionen. Men siden har landet været regeret af rivaliserende grupper af korrupte oligarker, der svinger mellem at hente støtte fra vest og øst. Siden 2014 har dele af det syd-østlige Ukraine været en krigszone med regeringen i Kiev på den ene side og russisk støttede oprørere på den anden side. Det ukrainske folk mangler ikke flere hære, hverken fra NATO eller Rusland!
7.
Vestens eskalering af krisen i Ukraine er tæt forbundet til den globale rivalisering mellem USA og Kina. Biden ønsker at sende et signal til den kinesiske præsident Xi Jinping om at Washington ikke vil acceptere noget forsøg på fra Beijings side at tvinge Taiwan ind under Kina. Xi har reageret ved at bakke Putin op i Ukraine-krisen. Denne rivalisering fører til en opdeling i konkurrerende imperialistiske blokke og øger risikoen for en verdenskrig, der vil være ødelæggende for menneskeheden.
8.
Vi siger:
– Ingen krig om Ukraine!
– Både Rusland og NATO skal trække sine tropper tilbage!
– Udvid ikke NATO – nedlæg det!
– Afmilitarisér Europa!
– Slut det militære våbenkapløb og brug i stedet ressourcerne på at bekæmpe fattigdom og klimaforandringer!
9.
Vores politiske tradition går tilbage til de revolutionære socialister, som under 1. verdenskrig. nægtede at vælge side. Med V.I. Lenin og Rosa Luxemburg i spidsen, anså de internationale socialistiske revolutioner som den eneste vej ud af det imperialistiske system, hvor den konkurrerende kapitalakkumulation nødvendigvis fører til krige. Luxemburg´s kammerat Karl Liebknecht var den første til at bruge sloganet: ”Den vigtigste fjende er herhjemme.” Det skal være vores kodeord i dag.
Udtalelsen kan læses på mange forskellige sprog ved at klik (the statement can be read in various languages) her
Læs mere om International Socialist Tendency: https://internationalsocialists.org/
