Billedtekst: Trump og USA har tabt krigen mod Iran. Foto: PICRYL

USA’s overlegne militær kan påføre den iranske befolkning enorme lidelser, og USA kan vinde hvert et slag, men det vinder man ikke krigen ved. Iran har mange måder at skade den internationale – og dermed amerikanske – økonomi og dominans i regionen på.

F.eks. er samtlige af USA’s baser, som indtil for nylig har omringet Iran, nu enten ødelagt eller rømmet for militær personel. De arabiske diktatorer og oliesheiker, som indtil for nylig opfattede USA som deres naturlige handelspartner og beskytter, har med al tydelighed set at de ikke er beskyttet af USA og bliver derfor ikke ved med at se USA som den eneste spiller. Andre magter venter i kulissen.

Og ikke nok med at den amerikanske administration har problemer i Mellemøsten, så har de også en voksende opposition på hjemmefronten:

Trump lovede under valgkampen sine vælgere:

• Åbning af Epstein-filerne, hvilket i stedet er blevet en skandale, der har ramt hele den kvindehadende amerikanske herskende klasse, især Trump selv.
• Racistiske deportationer, hvilket han har leveret på, men som nu har medført en enorm modreaktion.
• Et stop for evighedskrigene. Trump har tværtimod eskaleret brugen af det amerikanske militær og medført en voksende kritik fra hans vælgerbase.
• Sidst, men ikke mindst, lovede han forbedringer af den almindelige amerikaners økonomi. Krigen i Mellemøsten fordyrer olie, gas og kunstgødning og har dermed betydet en voksende inflation til skade for den amerikanske lønmodtager.

Flertallet af den amerikanske befolkning var allerede før angrebet på Iran imod endnu et krigseventyr, og de 8 millioner mennesker i de store ”No Kings” demonstrationer viser os, at den amerikanske befolkning i stigende grad ikke stiltiende vil se til, mens deres sønner dør i krig, deres lønninger bliver mindre værd og deres demokratiske rettigheder bliver afmonteret.

Lenin kaldte imperialismen “kapitalismens højeste stadie”. Med det mente han, at de nationalstater, som var blevet bygget op omkring den kapitalistiske økonomi, i stigende grad ville blive brugt som redskaber i den tiltagende internationale kamp om markeder og råstoffer, og dermed give den kapitalistiske konkurrence en militær dimension.

En farlig imperialistisk magtkamp i Mellemøsten

USA’s nederlag i Iran er enden på den USA-ledede verdensorden, vi har set efter afslutningen på den kolde krig, men det betyder ikke enden på den imperialistiske kamp om kontrol og råstoffer, tværtimod. USA har siden Irakkrigen på forskellige måder forsøgt at bevare dets dominerende globale position ved at bruge sin militære overlegenhed til at kontrollere især olie fra Mellemøsten.

Men USA er svagere i dag end tidligere, og regionale magter og stormagten Kina blander sig nu i stigende grad med deres egne imperialistiske interesser i denne kamp. For eksempel lavede Kina en aftale med Iran om fri passage for netop kinesiske skibe i Hormuz-strædet, hvilket sendte dem på direkte kollisionskurs med USA, som blokerede strædet.

Lige nu er der tegn på, at USA har accepteret sit nederlag, men konflikten kan hurtigt blusse op igen. Der er stor risiko for, at denne og kommende krige kommer ud af kontrol, da lokale konflikter hurtigt kan vokse til indirekte eller direkte konfrontationer mellem de globale stormagter. Det er en farlig situation, hvor den ene krig let fører den næste konflikt med sig, og hvor stormagterne, som alle har interesser i regionen, let kan blive trukket med i en konflikt, som er meget svær at stoppe igen.

Det racistiske Israel som brutalitetens forpost

Med Israels vestligt støttede folkemord i Gaza, er der sat en ny standard for den brutalitet, vores magthavere er villige til at begå eller medvirke til.

Israel har siden sin oprettelse været massivt støttet af først Storbritannien og siden USA, både direkte økonomisk og især militært. Og det har betydet, at Israel snarere kan beskrives som et militær med et land, end et land med et militær.

Den zionistiske racistiske ideologi, der i dag gennemsyrer det israelske samfund, har gjort Israels til en apartheidstat.

Denne vestens militære forpost har indoptaget en mere og mere aggressiv version af zionismen, som handler om et Stor-Israel, et projekt som vi allerede nu ser udfoldet på Vestbredden, i Syrien og i Libanon. I dette perspektiv er det ikke kun Iran som er fjenden, men også Tyrkiet og Pakistan som står i vejen for Israels regionale stormagtsdrømme.

Israel står i dag for et stort flertal af verdens befolkning som symbol for den vestlige verdens totale moralske kollaps. Det er samtidig tvivlsomt, om Israel kan fortsætte ad denne aggressive vej, uden at opleve et overbelastet militær og samfund.

Fra Palæstina-solidaritet til den internationale arbejderklasses antikrigsbevægelse

Den internationale bevægelse mod folkemordet i Gaza har været et vigtigt samlingspunkt for alle os, der er i opposition til den barbariske verdensorden, vores magthavere mere eller mindre udtalt støtter op om.

Men som beskrevet på denne side skal folkemordet i Gaza og fordrivelsen af palæstinenserne ses i et bredere lys – den forøgede brutalitet er bl.a. en konsekvens af den intensiverede kamp om magten og kontrol med Mellemøstens råstoffer.

Vores magthavere vil have os, almindelige arbejdere, til at dø for dem i deres krige og betale for deres krudt og kugler ved at ødelægge vores velfærd og sociale sikkerhedsnet. Vi ser det allerede i dag, hvor krigen mod Iran har betydet voksende inflation og dermed udhuling af vores lønninger.

Det er tydeligt, at vores magthavere ikke har andre svar end at fortsætte ned ad denne dødelige og destruktive vej. Krig, oprustning og racisme til at definere en fælles fjende.

Kun en international revolutionær bevægelse, med den organiserede arbejderklasse i spidsen, vil kunne stoppe dette vanvittige system

Håbet ligger i at bygge et alternativ fra neden. En bred antikrigsbevægelse, som kan koble modstanden mod krig og folkemord, med modstand mod oprustning og forsvar for velfærden. En bevægelse, der desuden kan argumentere mod den racisme, som er deres redskab til, at vi køber idéen om deres næste krige og deres alliance med terrorstaten Israel.

Rige mænd med store investeringer i våbenindustrien vil have arbejdere til at skyde på andre arbejdere. Denne industrielle ødelæggelse og ondskab springer ikke automatisk ud af os menneskers omgang med hinanden, men fordi det system vi lever under er i dyb krise, og fordi kapitalismens konkurrence skaber en kamp om kontrol og magt, som bliver mere og mere militariseret.

Kun en international revolutionær bevægelse, med den organiserede arbejderklasse i spidsen, vil kunne stoppe dette vanvittige system.

Dette internationale alternativ fra neden skal bevidst bygges op og styrkes, fordi vi her finder håbet om at stoppe den katastrofekurs, som vores magthavere har udstukket.

Dette alternativ fra neden hedder arbejdermagt og international socialisme.