- Angrebene iværksat af Hamas og andre modstandsorganisationer den 7. oktober var en advarsel om, at der ikke kan blive fred i Mellemøsten, før det palæstinensiske spørgsmål er løst. Men reaktionen fra staten Israel og dens vestlige allierede, med USA i spidsen, er at indlede en ny imperialistisk krig. IDF’s angreb på Gaza har allerede forårsaget tusindvis af civile døde, store ødelæggelser og kaos i almindelige menneskers liv.
- Alt for mange liberale og på den reformistiske venstrefløj har været hurtige til at følge deres regeringer i at fordømme Hamas og bekræfte Israels ret til selvforsvar. Strømmen af grusomme historier i medierne har dækket over, hvad der faktisk skete den 7. oktober. Men når undertrykkere og undertrykte støder sammen, er det ikke en ligeværdig kamp, og der kan der ikke være nogen neutralitet. Vi støtter det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse og deres ret til at føre væbnet kamp mod den israelske kolonistat.
- Benjamin Netanyahus korrupte højreekstremistiske regering havde med støtte fra Biden-administrationen sat kurs mod at ‘normalisere’ forholdet til Saudi-Arabien efter ‘Abraham-aftalen’ med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain i 2020. Netanyahu forsøgte at marginalisere palæstinenserne ved at spille Hamas ud mod det palæstinensiske selvstyre, mens zionistiske bosættere og IDF fortsatte med at frarøve palæstinensere deres hjem og land og fordrive dem på Vestbredden og i Østjerusalem.
- Angrebene den 7. oktober har brutalt vist, at palæstinenserne ikke kan ignoreres eller marginaliseres. De har også ydmyget det israelske militær og sikkerhedstjenesten, som ikke havde forudset og var langsomt til at reagere på angrebene. For de racistiske herskere i Israel må dette nederlag straffes med en spektakulær hævn.
- Den israelske yderste højrefløj, hvis indflydelse er vokset voldsomt under Netanyahu, ser også den nye krig som en mulighed for at realisere deres drøm om etnisk udrensning – masseuddrivelse af palæstinensere fra de besatte områder. IDF’s ordre til palæstinensere i Gaza om at bevæge sig sydpå mod grænsen til Egypten ses bredt som et første skridt mod at realisere dette mål ved at drive dem ind i Sinai-ørkenen. USA har forsøgt at presse den egyptiske regering til at åbne grænsen, og Netanyahu lobbyede EU for at gøre det samme. Sideløbende har bosætterne optrappet fordrivelserne af beduinhyrder fra Vestbredden. Mellemøstlige regeringer har advaret både Israel og de vestlige magter om, at en ny Nakba vil betyde krig i hele regionen.
- USA, EU og de førende vesteuropæiske stater har alle hurtigt været ude med støtte til Israel, ikke kun i ord, men også med militær støtte. For USA’s vedkommende med to hangarskibsgrupper, 2000 marinesoldater og luftforsvarssystemer. Biden-administrationen har været ihærdig med at forbinde Hamas og Putin som fjender af ‘demokratiet’. For resten af verden har dette simpelthen understreget det hykleri, hvormed USA og NATO har ført en proxy-krig mod Rusland, støttet ukrainernes ret til selvforsvar og fordømt Moskvas invasion og angreb på civile og infrastruktur, mens de nægter palæstinenserne ret til samme rettigheder og vender det blinde øje til Israels grusomheder.
- Faktisk er Israel og dets vestlige imperialistiske støtter i en sårbar position. Hvis Iran og Hizbollah i Libanon gik ind i krigen, ville IDF være hårdt presset. USA har travlt med at beskytte egne tropper og baser i regionen, selvom deres angreb, f.eks. mod mål i Syrien og Yemen, netop kan fremskynde den bredere krig, USA forsøger at undgå. Washington søger også at styre forbindelserne med Kina, hvis økonomiske og politiske indflydelse i Mellemøsten er hastigt voksende. Militær eskalering i regionen kan forværre den voksende interimperialistiske rivalisering på verdensplan. Derfor det tiltagende pres på Israel fra USA og mange andre regeringer om at foretage “humanitære” foranstaltninger for at lette de civile lidelser i Gaza.
- Belejringen af Gaza har aktiveret en enorm verdensomspændende bevægelse af solidaritet med Palæstina, selv i de lande, hvor undertrykkelsen er intens. Dette har udviklet sig på trods af de offentlige kampagner, som er intensiveret i de senere år, for at stemple antizionisme som antisemitisme, samt indsatsen, især i Europa, for at kriminalisere solidariteten med Palæstina. I nogle lande er eskaleringen og den voksende solidaritetsbevægelse med Palæstina ledsaget af en ny bølge af undertrykkelse og antimuslimsk racisme. Vi er imod forbuddet mod demonstrationer og de racistiske angreb mod den palæstinensiske og muslimske befolkning i mange lande, som nægtes retten til at demonstrere og anklages for antisemitisme. Demonstranterne omfatter et stigende antal jøder rundt om i verden, som nægter at lade Israel tale i deres navn. Vi i IS-tendensen har været aktivt involveret i opbygningen af massedemonstrationer, og vi garanterer at vi vil fortsætte. Socialister skal være i centrum af bevægelsen. Den rummer også et reelt potentiale i forskellige lande for kvalitativt at styrke den revolutionære venstrefløj.
- Den nuværende palæstinensiske solidaritetsbevægelse repræsenterer en imponerende bølge af folkelig internationalisme, der har givet stemme til den dybe vrede mod vores herskende klasser, som så skamløst har valgt side for zionismen. At lægge pres på vores egne regeringer er nøglen. Fokus vil variere fra land til land, men krav som f.eks. om at udvise den israelske ambassadør kan være et konkret middel til at tvinge regeringer til at gå af.
- Solidariteten er nødt til ikke alene at komme til udtryk på gaden. Massedemonstrationer skal forstærkes af direkte og fælles aktioner og ved at aktivere den organiserede arbejderklasses magt. Kampagnen for boykot, afinvestering og sanktioner (BDS) har været udsat for voksende statslige angreb i de senere år. Indsatsen for at bygge den må intensiveres. Solidaritet med Palæstina inden for fagforeningerne er især vigtigt. Under Unity Intifada i 2021 blokerede havnearbejdere over hele verden, fra Italien til Sydafrika og USA, forsyninger af våben til Israel. Vi skal bygge videre på dette eksempel. Støtte til palæstinensisk frihed er genopstået på tværs af universiteter, og en aktiv handling til støtte for BDS kan hjælpe med at genopbygge en stærk radikal studenterbevægelse. Aktivister kan også tage BDS op i deres lokalområder, for eksempel ved at opfordre til, at israelske varer fjernes fra supermarkeder.
- Der kan ikke findes nogen løsning på det palæstinensiske spørgsmål, så længe den zionistiske kolonistat Israel eksisterer. Den er strukturelt baseret på berøvelse og undertrykkelse af palæstinenserne. Den kan ikke eksistere fredeligt sammen med palæstinenserne, men må enten føre evig krig mod dem eller, som den yderste højrefløj kræver, udrydde eller fordrive dem. Angrebene den 7. oktober viste desuden, at denne stat ikke engang kan garantere sikkerheden for sine egne jødiske borgere, hvilket er zionismens historiske mål. Vi støtter den oprindelige vision for den palæstinensiske nationale bevægelse om én sekulær demokratisk stat på Israels og de besatte områders territorium, hvor arabere og jøder, muslimer, kristne og dem uden religion fredeligt kan eksistere sammen med lige rettigheder. Vi ser fremkomsten af en ny generation af radikale aktivister i Palæstina som meget betydningsfuldt Og vi opfordrer til at de afviser både den mislykkede to-statstænkning og det palæstinensiske selvstyres korrupte udsalg, og genopbygger massemodstanden fra tidligere intifadaer.
- Palæstinensisk modstand er en essentiel betingelse for opnåelsen af denne stat. Men hele den arabiske verdens magt skal mobiliseres for at besejre staten Israel, som er den vestlige imperialistiske vagthund. De eksisterende arabiske regimer, som er korrupte, undertrykkende og tæt bundet til imperialismen, har længe vist sig ude af stand til at føre denne kamp. En socialistisk revolution i de arabiske lande, hvor arbejderne, de fattige i byerne og bønderne vælter disse regimer, vil fuldende betingelserne for sejr over Israel. Oprørene i 2011 og senest i Algeriet og Sudan gav os et glimt af potentialet for revolution i Mellemøsten og den nordafrikanske region. At bringe de arabiske masser tilbage på gaden er en af de farer, som Israels barbariske hævnkrig mod palæstinenserne, skaber for den vestlige imperialisme.
Som Tony Cliff, grundlæggeren af vores tendens plejede at sige, går vejen til Jerusalem gennem Kairo.
