Hver dag bliver jeg konfronteret med det, også bare ved at åbne Facebook og andre sociale medier. Det er næsten ulideligt at læse kommentarsporene om muslimer, uanset hvad emnet måtte være. Det er had, mistænkeliggørelse og generalisering forklædt som “holdninger”.
Jeg er kvinde. Jeg er mørk. Jeg er muslim. Jeg er minoritet på flere måder. Og alligevel forventes det, at jeg bare smiler, passer mig selv og “tilpasser mig”. Men hvordan tilpasser man sig, når næsten hver tredje dansker vil forbyde ens tro? Når hver fjerde vil tvangsdeportere mennesker som mig? Når muslimer samtidig udsættes for 50 % af alle religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark?
Det er ikke bare tal. Det er min hverdag. Det er min søns virkelighed.
Min søn spørger mig: “Mor, hvorfor kan nogle danskere ikke lide os?”
Hvordan svarer man et uskyldigt barn på det? Hvordan forklarer man, at nogle mennesker mener, at han er et problem, ikke på grund af noget, han har gjort, men på grund af hvem han er?
Udmattende
Jeg går på arbejde, handler ind, spiser ude, og føler, at hver tredje person i rummet ser på mig med skepsis. Det er konstant. Det er udmattende. Og for dem, der aldrig oplever det, er det måske netop derfor, de ikke forstår, hvad det gør ved et menneske.
Jeg stræber konstant efter at være ekstremt dygtig og succesfuld arbejdsmæssigt, ikke kun for mig selv, men fordi jeg aldrig vil give nogen anledning til at pege på mig og sige: “Se, hun var som forventet.”
Det er ikke bare tal. Det er min hverdag. Det er min søns virkelighed
Citat: Ibtisam Said Jama Mohamed
Vi skal selvfølgelig ikke negligere, at der kan være sociale udfordringer i vores samfund. Men lad os være ærlige: det er sociale problemer, ikke biologiske, ikke religiøse og ikke noget, der kan reduceres til ophav, hudfarve eller om man kommer fra MENAPT-lande. Når sociale problemer gøres til identitetsproblemer, bliver løsninger umulige, og mennesker reduceres til karikaturer.
Og midt i alt dette glemmer man bevidst, hvad muslimer har bidraget med til verden: filosofi, matematik, medicin, astronomi, videnskab og kultur. Vi er milliarder af mennesker, der lever fredeligt og ønsker at bidrage. Men den fortælling får sjældent plads, fordi den ikke passer ind i den politiske og mediale diskurs.
Had skal ikke normaliseres
Det her er ikke bare politik. Det er menneskeligt.
Det handler om børn, der vokser op og lærer, at de er mistænkelige, før de overhovedet får lov til bare at være børn.
Vi skal ikke normalisere had. Vi skal ikke vænne os til frygt. Et barns spørgsmål om, hvorfor han bliver hadet, bør ikke eksistere i Danmark i 2026.
Og som om det ikke var nok, laver vi i Danmark lovgivning, der er direkte målrettet at ramme muslimer. Det er ikke bare diskriminerende, det er også mega uintelligent. I stedet for at bygge bro, skabe inklusion og løse sociale problemer, vælger man politik, der marginaliserer, mistænkeliggør og ekskluderer. Det gavner intet andet end at polarisere og sprede frygt.
