Billedtekst: Titusinder gik i demonstration fra Christiansborg søndag d. 24. august. Foto: Henning Husum, Arbejderen
Støtte til Palæstinas kamp mod Israel er ved at blive en folkesag. Og det truer opfattelsen af at ”vi” altid støtter de gode. Det står helt klart for millioner af europæere, at det gør ”vi” ikke. Tvært imod accepterer og forsyner ”vi” folkemord.
Derfor forsøger de med al magt at delegitimere og splitte bevægelsen ved at kalde Palæstina solidaritets demonstranter ”terrorsympatiserer” med henvisning til en video, hvor de kunne høre nogle demonstranter råbe ”Death death to the IDF”. Der er også produceret T-shirts med samme slogan. Men støtte til modstanden er en sund og naturlig reaktion fra den del af demonstranterne, som ser en terrorstat lade sit militær rulle hen over en stort set hjælpeløs befolkning. Altså et ønske om et nederlag til den hær, som gennemfører et folkedrab.
….en terrorstat lade sit militær rulle hen over en stort set hjælpeløs befolkning
Citat: Jesper Juul Mikkelsen og Charlie Lywood
Vi skal samtidig gøre os klart, at vores vigtigste støtte til palæstinenserne ikke handler om at råbe de mest radikale slagord, men handler om at gøre vores bevægelse så stor og dedikeret som muligt. Vi skal give den rødder i bydele, uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladserne – kort sagt gøre befolkningen ustyrlig – så Frederiksen-regeringen ikke længere kan holde fast i deres støtte til det terrorregime Israel er.
I søndags gik en stor demonstration med ca. 25.000 på gaden for at stoppe folkemordet, hæve blokaden og skabe frihed for Palæstina, men hvad skal der egentlig til for at opnå vores mål? I denne kalkule er der tre vigtige elementer. Alle tre er med til at svække Israel og styrke kampen for et frit Palæstina.
Oprør i Vesten
Det første element er millioner af almindelige folks modstand mod Israel. De enorme folkelige protester overalt i verden, herunder i Vesten, har allerede nu lagt Israels vestlige allierede under pres. Derfor ser vi nu mundtlige tilkendegivelser af at “ nu er det for galt”. Senest Mette Frederiksen, som siger ”nu er Israel gået over stregen”, med henvisning til drabet på 20 nødhjælpsarbejdere og journalister ved endnu et angreb på et hospital i Gaza. Men det bliver kun ved ord.
Israel er en central del af deres imperialistiske kontrol over Mellemøsten, så der skal meget mere til før bevægelsen tvinger dem til at ændre kurs. De vestlige regeringer skal tvinges til at stoppe støtten til Israel. Men for at gøre det, vil det kræve en bevægelse, som er stærk nok til også at tvinge dem fra magten. Og det kræver at bevægelsen udvikler sig til at slå rod i alle byer og lokalområder. Men arbejderklassen skal også meget mere massivt på banen. Ved at slå rod i bydele og i arbejderklassen ville muligheden for politiske strejker – og blokader mod våbenleverancer – åbne sig. Det skal ske her i Danmark, Europa og allervigtigst i USA, som leverer hovedparten af våbnene til Israels folkemord.
Modstandskampen i Palæstina
Det andet element er den militære modstandskamp, som vi lige nu ser udfolde sig i Gazas ruiner. Det er en modstandskamp af historiske dimensioner, et besat folk, der under utroligt svære vilkår slår effektivt igen mod en af verdens stærkeste hære. En hær som løbende har brug for nye tanks og andre pansrede køretøjer, fordi de bliver skudt i smadder af modstandsbevægelsen. Derfor er Israel i stigende grad afhængig af massiv støtte fra Vestens politikere og militærindustri.
Israel (er) i stigende grad afhængig af massiv støtte fra Vestens politikere og militærindustri.
Citat: Jesper Juul Mikkelsen og Charlie Lywood
Netanyahu har krævet “absolut sejr” over Hamas, så alt, hvad den palæstinensiske modstand skal gøre, er at overleve for at forhindre Netanyahus mål. I denne uge sagde Qassam-brigaderne, Hamas væbnede fløj, at de havde skudt mod adskillige israelske kontrol- og kommandocentre i det centrale og sydlige Gaza. Som Al Jazeera rapporterer om tilstanden i den israelske hær: “Netanyahus stabschef har fortalt ham igen og igen, at efter 22 måneders krig er tropperne trætte, og reservisterne er også trætte.”
Den arabiske arbejderklasse skal på banen
Det tredje, og måske allervigtigste, element er de arabiske masser. Den langsigtede løsning for og befrielsen af palæstinenserne findes først og fremmest i den arabiske arbejderklasse, som sidst ledte an i oprør over hele regionen for 15 år siden. I Tunesien og Egypten væltede de to diktatorer. Og i hele regionen viste deres oprør, at der er en anden vej end diktatoriske oliesheiker som kun har deres egne interesser for øje. Og slet ikke palæstinensers skæbne.
En genrejsning af det arabiske forår, som kan smide de USA-støttede diktatorer i hele Mellemøsten på porten, og dermed lade solidariteten, bogstaveligt talt, strømme ind over grænserne til de indespærrede og besatte palæstinensere.
Sammenhæng
Palæstinabevægelsen er en lærende bevægelse som udvikler sig. De tre kamppladser, som vi ovenfor ridser op, er alle gensidigt forbundet. Alle, der kan se sammenhængen mellem de forskellige arenaer for kampen imod Israels folkemord, har vi brug for til at styrke bevægelsen, gøre den i stand til at overkomme de mange forsøg på delegitimering, få den til at vokse og være med til at pege fremad og overkomme de mange udfordringer, der ligger foran os som bevægelse. Det er derfor der er også brug for revolutionære socialister i bevægelsen, i Palæstina og bredt i Mellemøsten.
