Billedtekst: Xi i standoff med Trump over toldsatser. Foto: haute.de

Dette er et såkaldt “long read” (ca. 10 minutter).

Denne artikel vil argumentere for at det ikke er et ligegyldigt spørgsmål, som venstrefløjen burde lægge til side, men går lige ind i kernen af en masse andre spørgsmål. Hvad er imperialisme? Er det et system der er en integreret del af kapitalismen, eller en betegnelse for en adfærd? Hvad er socialisme? Er det arbejderklassens kontrol over deres egne liv og gøren gennem egne magtstrukturer og egne organer, eller er det når staten har kontrol over (en del af) produktionen? Betyder det noget, om socialister ser Kina som en imperialistisk magt eller ej? Betyder det noget at man foretrækker Kina frem for for eksempel USA eller EU? Disse spørgsmål har afgørende betydning for hvordan socialister skal agere. 

Disse spørgsmål går ikke alene lige ind i hjertet på strategiske spørgsmål, som afgør, hvad vi mener om revolution og oprør i Kina, men også hvordan vi forholder os til den igangværende inter-imperialistiske rivalisering. For hvis man nu undtager Kina fra rækken af imperialistiske stater, så er fjenden klar – det er USA og alle dets allierede. Omvendt, hvis man ser Kina som blot endnu et, om end ekstremt magtfuldt, land som meler sin egen kage og opfører sig imperialistisk, så er det hele det imperialistiske system og dets bestanddele som skal bekæmpes – inklusive Kina.

Hvad er imperialisme?

Vi må forstå imperialismen præcist. Kapitalistisk imperialisme i den marxistiske tradition er ikke blot én magtfuld stat, der dominerer sine naboer. Det er et produkt af kapitalismens udvikling – ”det højeste stadie i kapitalismen”, som den russiske revolutionære Vladimir Lenin udtrykte det. 

Kapitalisme er et system baseret på udnyttelse af lønarbejde og drevet af den konkurrenceprægede ophobning af kapital. For at der ikke skal ske det, der i marxistisk terminologi kaldes ”over-akkumulation” og dermed ophedning af økonomien, forsøger stater at ”eksportere” deres overskydende kapital til andre lande. Det var det som drev imperialistiske erobringer og åbningen af nye markeder sidst i 1800-tallet, og stadig gør det i dag.

Kapitalistisk imperialisme i den marxistiske tradition er ikke blot én magtfuld stat, der dominerer sine naboer. Det er et produkt af kapitalismens udvikling

Citat: Charlie Lywood

Kapitalakkumulering øgede størrelsen og magten af ​​de enkelte enheder i systemet (virksomheder og stater). Som følge heraf har økonomisk konkurrence mellem kapitaler og geopolitisk konkurrence mellem stater en tendens til at smelte sammen. 

Imperialismen er et produkt af det kapitalistiske konkurrencesystem, som er den iboende og dynamiske drivkraft i kapitalismen – vækst og atter vækst eller gå under.  Det lille bryggeri i bunden af Valby Bakke bliver til et multinationalt selskab med interesser over hele kloden. Dampskibsselskabet Svendborg udvikler sig til et af verdens største containerrederier med havneterminaler over hele verden og grene til industri og bankvirksomhed i Danmark. Denne udvikling er ikke kun sket i Danmark med Carlsberg og Mærsk, men i alle udviklede kapitalistiske lande. Også i Kina.

Imperialismen er det system, som fungerer ved at de forskellige kapitalistiske stater varetager deres egne kapitalisters økonomiske interesser internationalt. Det sker ofte gennem handelsaftaler og diplomatiske manøvrer og indblanding i andre landes politik. Men når det ikke er nok, bliver militærmagt brugt. Det førte blandt andet til 1. verdenskrig. Ekstrem koncentration af kapital i 1930’erne, på baggrund af økonomisk kollaps i det kapitalistiske system, førte også til den 2. verdenskrig. Begge krige havde baggrund i, at de forskellige imperialistiske magters forsøg på at udvide deres indflydelse eller territorium, stødte mod hinanden. 

Det er imperialismens blodige historie de seneste 150 år.

Imperialisme i dag

Imperialismen har gennemgået forskellige historiske faser, men dens grundlæggende logik er uændret. Det er et system af inter-kapitalistisk konkurrence, hvor en håndfuld rivaliserende stater kæmper om dominans og udnyttelse af arbejdende mennesker og fattige.

Imperialisme eksisterer altid i flertal (selvom de hver især også er en del af et tvangssystem, som tvinger dem til at ekspandere), med adskillige magter, der stræber efter regional eller global dominans. Der er derfor et presserende behov for en verdensomspændende antiimperialistisk bevægelse, som afviser alle imperialistiske magter. 

Derfor er “campisme” – det at forsøge at identificere en mere “progressiv” magt (lejr) – så fejlagtigt. Betydelige dele af den radikale og revolutionære venstrefløj bekender sig til en af ​​to versioner af “campisme”. Den mere traditionelle form er dominerende i store dele af det globale Syd, for eksempel Indien og Sydafrika. Den reducerer imperialismen til amerikansk hegemoni og identificerer Kina og Rusland som “progressive” udfordrere. Men har også mange tilhængere i Europa blandt venstrefløjen.

Der er derfor et presserende behov for en verdensomspændende antiimperialistisk bevægelse, som afviser alle imperialistiske magter

Citat: Charlie Lywood

Den nyere form for ”campisme” behandler i realiteten vestlig imperialisme som demokratiets forkæmper mod den autoritære trussel, der repræsenteres af “modstandernes akse”. Denne holdning har stor indflydelse i Europa og Latinamerika, hvor den har en tendens til at tage form af at reducere Ukraine-krigen til en national befrielseskamp, ​​der kan sammenlignes med Vietnam-krigen mod USA. Dette ignorerer NATO’s massive rolle i træning, bevæbning og finansiering af Ukraine. 

Begge hold tager fejl. Grundlæggende fordi socialister kommer til at støtte deres ”egen” foretrukne stat (måske deres egen). Begge ser verden gennem hvordan nationerne står i forhold til hinanden. Socialister bør forstå verden gennem klasser. Altså at vores venner i verden er de forskellige nationers arbejderklasser, og vores fjender de forskellige herskende klasser, som i sidste ende, selvom de måtte ryge i totterne på hinanden, i fællesskab ville bekæmpe oprør fra neden for at redde kapitalismen. 

Vi må på samme tid evne at modsætte os vore egne herskeres krigs- og ekspansionslogik samtidig med at vi ikke støtter de fjender de måtte udpege. Men tværtimod ønsker oprør alle steder.

Historiske træk ved den imperialistiske rivalisering

Hvad kendetegner imperialisme historisk?  For det første er imperialismen, som vi har argumenteret for, et dynamisk system af konkurrence mellem stater, hvis økonomiske, militære og geopolitiske magt vokser og aftager. Konflikter eskalerer ofte, netop når en magtbalance skifter. I de mest ekstreme eksempler bryder dette ud i militær konfrontation. Den russiske dominans har været faldende siden 1989. Angrebet på Ukraine kommer, fordi Ruslands stormagtsstatus var presset, da det var ved at tabe Ukraine til EU, USA og NATO.

For det andet står stater ikke over for hinanden som ligeværdige, netop fordi deres økonomiske og militære ressourcer sjældent er symmetriske. En stats evne til at bruge militær magt er relateret til dens økonomiske styrke, men kan ikke blot reduceres til den. Det kan man se ift. USA vs. Kina. USA´s økonomi er relativt på retræte, men dets militære kapacitet består. Det modsatte med Kina. Altså en klassisk ”skifte” situation.

For det tredje udelukker den overordnede økonomiske eller militære ulempe ved en svagere imperialisme ikke brugen af militær magt mod stærkere rivaler. En mindre betydningsfuld imperialistisk magt kan godt opnå specifikke geopolitiske og militære fordele mod en stærkere imperialistisk magt. Japans overraskelsesangreb på det russiske imperium i den russisk-japanske krig i 1904, som Japan kom ud af som sejrherre, er et eksempel. Og det er det Rusland gør i Ukraine på trods af, på papiret, NATO´s overlegenhed. Ligeledes med Kina i det sydøstasiatiske hav, hvor det bygger op militært, selv om det i udgangspunktet er militært svagere end USA.

For det fjerde involverer krige mellem imperialistiske stater sjældent blot to rivaler. En konflikt i én del af det globale system har konsekvenser for stater andre steder. Alliancer smedes, og hver lejr søger at udnytte spændinger og så splittelse blandt sine konkurrenter. Et godt eksempel her er de skiftende alliancer i Mellemøsten. Trumps forsøg på at lokke Sydkorea og Malaysia m.fl. ud af den kinesiske indflydelsessfære er et andet eksempel.

Endelig, udover det globale system, er der en tvang på alle stater til konstant at søge fordele, opnå hegemoni og stræbe efter herredømme over deres egne “indflydelsessfærer” ved at gribe ind i deres rivalers sfærer. 

Denne rivalisering er i sidste ende et “nulsumsspil”. I en stræben efter kapitalakkumulation kan ingen del af det globale system efterlades uden for konkurrerende staters sfærer. Som den marxistiske økonom David Harvey bemærker: “De kan ikke alle lykkes i det lange løb. Enten bukker de svageste under og kommer i krise med lokal devaluering, eller geopolitiske kampe opstår mellem regioner … med den altid tilstedeværende fare for militære konfrontationer (af den slags, der gav os to verdenskrige mellem kapitalistiske magter i det 20. århundrede) lurende i baggrunden”. Derfor er krig en konstant trussel i den nuværende epoke. Og Kina er en del af dette spil og trusselsbillede.

Kinas udvikling

Kinas udvikling fra en hovedsagelig statskapitalistisk økonomi efter sovjetisk model, til en dominerende markedsøkonomi drevet af jagten på profit, er veldokumenteret. Privat kapital bidrog med næsten ingenting i 1978, men tegner sig i dag for 60 procent af BNP og 90 procent af eksporten. Andelen af ​​statsejede virksomheder (SOE’er) er faldet til 30 procent af BNP, og det kinesiske kommunistparti (KKP) interagerer nu med og skal imødekomme den private kapitalistklasses interesser.

KKP’s generalsekretær Jiang Zemins annoncering af begrebet “tre repræsentanter” i 2002 var en anerkendelse af den private sektors fremgang. Private kapitalister fik fremover lov til at tilslutte sig partiet takket være deres “ærlige arbejde”. I 2011 var de 70 rigeste af de næsten 3.000 delegerede til Kinas lovgivende forsamling, Den Nationale Folkekongres, 90 milliarder dollars værd. Et stratosfærisk tal selv sammenlignet med den mest neoliberale af vestlige stater. En intern rapport fra KKP fra 2006 viste, at 90 procent af millionærerne var børn af højtstående embedsmænd, og samtidig havde over halvdelen af ​​kapitalisterne i kystzoner rødder i KKP eller staten. Med andre ord en klassisk sammensmeltning af staten og markedsøkonomien. 

Kina har de fleste dollarmilliardærer i verden – 568. Kina har 124 virksomheder (en fjerdedel) på Fortunes liste over de største 500 virksomheder i verden. Privat kapital er dybt forbundet med partistaten. Men lønningerne er ikke fulgt med. Selv efter stigninger i mindstelønnen i mange dele af Kina og mere generelle lønstigninger som følge af opbremsningen af migrationen fra landdistrikterne i det sidste årti, er Kina i dag et af verdens mest ulige samfund. De enorme profitter, som er opnået gennem brutal udbytning og undertrykkelse, er ikke kommet den kinesiske arbejderklasse til gavn.

Denne vækst og tilsvarende uligheder, som bygger på at berige de rigeste, har dels betydet at Kina på samme tid har kunnet løfte millioner ud af fattigdom, samtidig med at Kina de seneste to årtier er blevet den største udfordrer til USA’s førende position i den globale økonomi og i mindre grad til verdens førende militærmagt. Den kapitalistiske ophobning af værdier har nemlig tvunget Kina til at ekspandere dets indflydelse til hele verden.

Sammenlignet med USA’s globale rækkevidde er Kinas økonomiske og militære magt mere koncentreret i dets umiddelbare nabolag. Ikke desto mindre lever landet i et globalt system af rivalisering, der tvinger den kinesiske stat til at agere som en imperialistisk magt for at fremme den kinesiske kapitals interesser på stort set samme måde som USA (og alle andre imperialistiske stater) gør.

Staten har dog stadig en helt central rolle i det kinesiske system. Et sted mellem 90 og 100 procent af den finansielle kapital er statsejet. Strukturerne i den kinesiske statsejede sektor har ændret sig i løbet af de sidste fire årtier, og måske fortjener den endda en ny betegnelse som “åben statskapitalisme” eller “statsorkestreret kapitalisme”. 

Uanset betegnelsen er den kinesiske økonomi en del af, og deler, de generelle kendetegn ved det globale kapitalistiske system. 

Beijing-konsensus som alternativ?

Agerer Kina anderledes og mere fredeligt end de andre imperialistiske magter, når de skal eksportere deres varer (kapital)? Det skal vi se på. 

Kina havde intet problem med medlemskabet af World Trade Organization (WTO), som er grundstenen i, hvordan den neoliberale dagsorden regerer globalt, i 2001. Det havde de bejlet til længe.

WTO´s økonomiske politik er domineret af neoliberalisme, som har haft en katastrofal effekt på det globale Syd. Hvad er det?  Det er en økonomisk politik som, primært gennem strukturelle tilpasningsprogrammer (SAP’er), blev indført af Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken fra 1980’erne og fremefter. Neoliberal politik pressede på for privatisering af statsejede virksomheder, deregulering af markeder og åbning af landenes økonomier for international handel og udenlandske investeringer. Dette førte til, at multinationale selskaber fra det globale Nord overtog nøglesektorer, og det pressede lokale industrier. Alt sammen betingelser for at få lån fra disse internationale banker. 

Dette har ført til stor omkostning for de fattigste. Neoliberale reformer har bidraget til stigende økonomisk ulighed både indenfor og mellem lande, hvor fordelene primært er gået til de herskende kliker og internationale investorer, mens den brede befolkning har oplevet stagnation eller tilbagegang. Åbningen af ​​markeder har gjort mange økonomier i det globale Syd sårbare over for globale økonomiske kriser, udsving i råvarepriser og kapitalflugt, da de mangler de statslige værktøjer til at styre deres økonomi effektivt.

Kina havde intet problem med medlemskabet af World Trade Organization (WTO), som er grundstenen i, hvordan den neoliberale dagsorden regerer globalt, i 2001

Citat: Charlie Lywood

En central del af den neoliberale strategi har været at fokusere på eksportledet vækst. Mens dette har skabt vækst i nogle lande, har det også bundet mange sydlige økonomier til produktion af råvarer med lav forædlingsgrad, hvilket fastholder dem i en ulige global arbejdsdeling. Det er denne orden, som Kina har accepteret og er trådt ind i, denne ulighedsskabende verdensorden.

Indvirkningen på Kina var kolossal. Den samlede eksport havde kun været 10 milliarder dollars i 1978, men i 2008 var den på 1.430 milliarder dollars. I 2009 blev Kina verdens største eksportør. Så sent som 2005 gik profitten i avancerede industrisektorer overvejende til udenlandske transnationale virksomheder (f.eks. 70 procent inden for elektronik og informationsteknologi). Nu strømmede penge ind i kinesiske virksomheder, med det resultat vi så ovenfor.

Kinas bidrag til den globale økonomiske genopretning efter krisen i 2008 understregede denne voksende globale betydning. Nogle argumenterer for at Kinas fremgang varslede en afvigelse fra det neoliberale “Washington-konsensus”, i de internationale finansielle institutioner og verdens største stater siden 1980’erne. Men de blev skuffede.

En af de mest destruktive konsekvenser af Washington-konsensus har været planlæggelsen af ​​strukturelle tilpasninger på det globale Syd via de betingelser, der er knyttet til lån fra Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken for at “løse” gældskriser. Det hævdes, at Beijing derimod praktiserer fredelig sameksistens og ikke-indblanding i andre suveræne stater. Kinas herskende klasses interesser fører dog til andre konklusioner.

Bælte- og Vej-Initiativet

Dette er intetsteds mere tydeligt end i det område, hvor Beijings alternativ til Washington hævdes primært at operere – det globale Syd. ”Bælte- og Vej-Initiativet” (BVI), der blev annonceret i 2013, er hjertet i Kinas forsøg på global indflydelse. I 2022 blev der brugt næsten en billion dollars i 147 lande. Hvis det bliver en stor succes, vil det udfordre USA´s magt og indflydelse i regioner som har været domineret af USA siden 1945.

Kina præsenterer BVI som et “win-win”, men virkeligheden er en anden. Den hidtil mest detaljerede analyse af BVI (Ammar Malik et al. Banking on the Belt and Road, AidData), konkluderer at ”Kinesiske statsejede banker og långivere handler som profitmaksimerings-surrogater for staten. Som følge heraf er de fleste af Beijings udlandslån givet under mindre generøse betingelser end lån fra OECD.” Rapporten fortæller også, at Kinas brug af gæld anvendes ”… til at etablere en dominant position i den internationale udviklingssektors finansmarked”. Derudover er Kinas lån givet under betingelser hvor låntagerlande er forpligtede til at købe råmaterialer til projekterne fra Kina. 

Ligesom tidligere imperialistiske magter begrundede deres udnyttelse af det globale Syd med tale om ”den hvide mands byrde”, forsøger Kina at vende fakta på hovedet. En nøglefaktor i BVI er eksport af overskydende kapital, der som vi så tidligere er en af de drivende kræfter i imperialismen. I Kina er den statsejede sektor plaget af lav profitabilitet. For at løse dette problem forsøger man at eksportere den overskydende kapital til lande hvor materialer og ressourcer kan byttes med kinesiske produkter, man ellers ikke kunne komme af med på det hjemlige marked.

Således reproducerer Kinas handel med Latinamerika tidligere mønstre i globale Nord-Syd-relationer. Mellem 2010 og 2015 bestod 84 procent af eksporten fra Brasilien til Kina af primærprodukter, men 97 procent af Brasiliens import fra Kina var færdigfremstillede varer. Dette på trods af, at Brasilien er et af Latinamerikas mest industrialiserede lande. Den delvise erstatning af afhængigheden af ​​eksportmarkeder i det globale Nord med en afhængighed af Kina efterlod Latinamerikas strukturelle svaghed i den globale økonomi uændret. Det var blot navnet på udbytteren, der var skiftet ud.

De fælles økonomiske interesser mellem Kinas og Latinamerikas herskere afspejles i Afrika. Ud af Afrikas 55 stater er 53 medlemmer af Forum For Kina-Afrika Samarbejde (FOCAC), og de afrikanske herskende klasser har budt dybere økonomiske forbindelser med Kina velkommen. Ligesom i Latinamerika reproducerer handlen mellem Kina og Afrika det traditionelle globale Nord-Syd-mønster. Kina importerer mineraler og metaller fra Afrika – i nogle år udgøres op til 75 procent af værdien af ​​import af olie og råolie – og eksporterer til gengæld forbrugsvarer og lav- eller middelteknologiske produkter.

Dog er der en mere betydningsfuld grund til at afvise påstande om, at Kinas engagement i Afrika betyder et bredere skift i verdensordenen. 

For det første overskygges de 45 milliarder dollars i kapitaltilstrømning til Afrika i 2019 af de 474 milliarder dollars, der går til udviklingsøkonomierne i Asien og Oceanien, og de 800 milliarder dollars til de udviklede økonomier. Afrika modtager fortsat kun 2-3 procent af de globale udenlandske direkte investeringer årligt. 

For det andet gælder dette ikke for alle vestlige magter, selvom amerikansk kapital har været på tilbagetog i Afrika. I 2018 havde hollandsk kapital den største beholdning af udenlandske direkte investeringer i Afrika (78 milliarder dollars). Frankrig (53 milliarder dollars) og Storbritannien (49 milliarder dollars) har også større udenlandske direkte investeringer i Afrika end Kina. Disse tal tyder på, at Kina slutter sig til, snarere end erstatter, ældre imperialisme i udnyttelsen af ​​Afrika. 

Der er derfor ingen ny ”Beijing-konsensus” med delte interesser mellem de herskende klasser af det globale Syd og Kina. Som en økonom konkluderer; ”Kina deler ikke det synspunkt, som mange udviklingslande har om at man skal udskyde fuld økonomisk liberalisering. I stedet deler Kina med USA og EU et ønske om dristig handelsliberalisering, så nemmere adgang til markeder for kinesisk eksport opnås.” (Wei Liang i ”China: Globalisation and the emergence of a new status quo power?”, 2022, Asian Perspective).  

Rå magt

Det er heller ikke kun Kinas økonomiske magt, som gør at landet indgår i dette kapitalistiske kapløb om ressourcer og materialer til deres hjemlige produktion. De indgår også i det stigende imperialistiske globale våbenkapløb.

Kinas militærudgifter er ifølge Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) steget fra 20 milliarder dollars i 1989 til 266 milliarder dollars i 2019. Selvom Kinas troppeantal er halveret til 2 millioner, er dette et resultat af dets militære modernisering og udvikling af mere avancerede våben- og kommunikationssystemer.

Men deres militære styrke over for USA skal man ikke overdrive. USA er stadig ubetinget den største militære magt i verden, selv om deres økonomiske magt er på retræte. Kinas militærudgifter udgør kun 37 procent af USA’s. USA er fortsat i stand til at projicere magt i langt større skala end Kina. Desuden er verden omgivet af USA-centrerede militæralliancer, der blev bygget under den kolde krig. 

De vestlige allieredes militærudgifter tipper balancen yderligere i USA’s favør, hvilket er med til at forklare, hvorfor 32 procent af det globale våbensalg i de første to årtier af det 21. århundrede er kommet fra USA. Det ser dog ud til at ændre sig ved USA´s mere og mere fjendtlige attitude (og handlinger) over for Europa. Derfor oprustningen af egen våbenindustri til egen fordel, som sker lige nu, ved at forsøge at gøre sig uafhængig af USA. 

Kinas øgede militære magt har imidlertid gjort det muligt for landet at udgøre en trussel mod amerikansk militært hegemoni på regionalt niveau. Kinas militarisering af Det Sydkinesiske Hav og den amerikanske reaktion – herunder hyppige “patruljer for fri navigation” og styrkelse af sikkerhedsaftaler med asiatiske allierede – viser dette tydeligt. Dette område er nu en af ​​de mest militært ustabile regioner i verden, sammen med Det Østkinesiske Hav, som grænser op til de amerikanske allierede Japan, Sydkorea og Taiwan. Væbnede sammenstød i disse områder er en klar mulighed. 

Derfor Obamas omplacering af de amerikanske militære styrker til regionen, så USA nu har 60 % af deres militære kapacitet der. Dernæst Bidens ”tough on China” og Trumps forsøg på armlægning gennem en handelskrig og bestikkelse af de andre store økonomier i regionen. Alle disse præsidenter, Demokrater som Republikanere, ser Kina som den opkomling i den imperialistiske hakkeorden som er deres største fjende.

Socialisters holdning til imperialisme og krig

Som socialister bør vi modsætte os og bekæmpe imperialismen som et system. Verdenspolitikken i dag er, ligesom den var mellem 1914 og 1945, domineret af en inter-imperialistisk rivalisering som har bragt os Ukrainekrigen med hundrede tusinder af døde soldater fra arbejderklassen i begge lande. Det er et resultat af NATO og EU’s forsøg på at ”vinde” Ukraine for Vesten. Mens Rusland ser det som en mulighed for at stoppe denne omringning og pres, som kom fra Vesten efter enden på den kolde krig, og vinde Ukraine tilbage til dets indflydelsessfære.

Den revolutionære internationalistiske tradition nægter at støtte nogen af ​​siderne i inter-imperialistisk rivalisering og krig. Den argumenterer for nederlag til “vores egen” regering. Dette var den klasse-tilgang, som pionererne i denne tradition, såsom Lenin og Rosa Luxemburg, argumenterede for. 

Ligesom dem ser vi verden delt mellem de forskellige kapitalistiske herskende klasser, der opretholder det imperialistiske system. Kina er en af de største imperialistiske stater. At stille sig bag eller undskylde Kina er vejen til at kollapse ind i at vælge “det mindste onde”. Det er det kollaps som Enhedslisten og SF har gennemgået ved opbakningen bag de danske og vestlige herskende klasser i deres militære opgør med Rusland.

Den revolutionære internationalistiske tradition nægter at støtte nogen af ​​siderne i inter-imperialistisk rivalisering og krig

Citat: Charlie Lywood

Marxisten C.L.R. James fra Trinidad (forfatteren til ”Black Jacobins”) var en beslutsom anti-imperialist, som var modstander af Italiens invasion af Etiopien i 1935. I den forbindelse gjorde han det klart, at det ikke måtte betyde, at han ville bakke op om de andre imperialistiske magters forsøg på at fordrive italienerne. James skrev dengang:

“Lad os ikke blot bekæmpe den italienske imperialisme, men også de andre røvere og undertrykkere, den franske og den britiske imperialisme. Tillad dem ikke at spænde dig for deres vogn. For kommer man først inden for den imperialistiske politiske indflydelse, så vil man blive svækket af stanken, og herefter vil man drukne i sumpen af løgne og hykleri. Undgå at være fluen, som flyver ind i deres edderkoppespind.” 

Den holdning burde inspirere os i dag. At bøje sig for imperialismen, om det så er NATO/EU i Ukraine eller forsvar for Kina overfor USA, lammer os i forhold til at bekæmpe en krigerisk verdensstruktur. At holde med eller undskylde den ene eller anden imperialistiske aktør fører til ”campisme”. I stedet skal vi modsætte os alle imperialistiske krige og deres aktører.

Den kinesiske arbejderklasse

Hvad er så mulighederne for at oprør kan ske i Kina? Er det ikke underlagt et så despotisk og undertrykkende regime, at modstanden er håbløs? Ingenlunde. Kinas 800 millioner store arbejderklasse har både potentialet til at udfordre magthaverne og har vist viljen til at gøre det. Strejkebølgen i 2007-17 viste os det. Og den medførte en forhøjelse af mindstelønnen og andre forbedringer.

Men staten og de private virksomheder har udviklet et hårdere greb om arbejderklassen ved f.eks. at kræve at folk bor og overnatter tæt på fabrikkerne, da de ellers ikke har ret til at opholde sig i området. Samtidig lever mange langt væk fra deres familier og modtager ingen sociale ydelser. 

Men selvom magthaverne har en lang række splittelsesmekanismer til rådighed, så er der hele tiden eksempler på protester og strejker i Kina. Ikke store fælles og nationale kampe, men lokale kampe, som får opbakning og solidaritet fra andre. Efter covid-nedlukningerne har vi set en ny strejkebølge i Kina, ifølge China Labour Bulletin, hvilket har været helt tydeligt i 2023.

Læs mere om den nye strejkebølge her

Kina som en integreret del af det globale økonomiske system er også underlagt den økonomiske afmatning, som er sket siden finanskrisen i 2007/8 – faldende eller stagnerende vækstrater og en indskrumpning af den globale handel. Derfor er både staten og arbejdsgiverne, ligesom i mange andre imperialistiske lande, tvunget til at sætte tommelskruen på arbejderklassen for at få mere ud af dem. Det har igen fremtvunget kollektiv modstand lokalt. Det er den modstand og denne klasse, vi skal se mod for at forhindre oprustning, krig og imperialisme. 

Vejen til fred ligger ikke i at appellere til hverken “verdenssamfundet” eller andre imperialistiske magter. Vejen til fred går over en international socialistisk arbejderrevolution. Så vel i Washington som i Bruxelles, Moskva og Beijing. 

Jeg har fået inspiration fra følgende kilder:

https://socialister.dk/venstrefloejen-nato-og-anti-imperialisme-2/

https://isj.org.uk/china-imperialism-21/

https://socialistworker.co.uk/in-depth/understanding-the-crisis-of-imperialism/

https://socialister.dk/kina-ny-stormagt-i-den-imperialistiske-rivalisering/

China – rise, repression and resistance (Adian Budd, 2024)