Billedtekst: Nasim Rahnama taler til 8. marts-demonstration i Odense. Foto: Kasper k @_media
Kære alle sammen,
I dag, den 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag – samles vi ikke kun for at fejre sejre. Vi samles, fordi kampen fortsætter. Fordi frihed aldrig bliver givet – den bliver taget. Fordi lighed altid har en pris.
I dag retter vi vores solidaritet mod kvinderne og frihedskæmperne i Iran.
I 1979 rejste millioner af iranere sig mod shahens diktatur og væltede et autoritært styre. Arbejdere, studerende, venstreorienterede, kvinder og demokratiske kræfter kæmpede side om side for et mere retfærdigt samfund. Men revolutionen blev stjålet. Islamisterne kaprede folkets opstand og etablerede et nyt autoritært regime – et præstestyre, der hurtigt vendte sig mod dem, der havde kæmpet for frihed.
Venstrefløjen og andre politiske grupper blev forfulgt. Aktivister blev fængslet, tortureret og henrettet. Og kvinder blev blandt de første mål. Allerede den 8. marts 1979 gik titusindvis af kvinder på gaden i Teheran for at protestere mod indførelsen af tvangstilsløring. De krævede retten til selv at vælge. Retten til værdighed. Retten til frihed. De blev mødt med trusler og vold – men de nægtede at tie.
Selv efter massakrer, selv efter fængslinger, selv efter henrettelser, går kvinder fortsat uden hijab i protest. De nægter at lade sig knække
Citat: Nasim Rahnama, Komiteen for Kvinde – Liv – Frihed
Tvangstilsløring blev et politisk redskab. Ikke blot et stykke stof, men et symbol på statens ret til at kontrollere kvinders kroppe – og dermed hele samfundet. I årtier har kvinder i Iran levet under love, der gør dem juridisk og socialt underordnede mænd. Alligevel har de gjort modstand – igen og igen. Fra hverdagsmodstand til organiserede kampagner.
I september 2022 døde Mahsa Jina Amini i moralpolitiets varetægt. Hendes død udløste bevægelsen “Kvinde, Liv, Frihed”. Mange kaldte det en kvinderevolution – og det var det. Kvinder rev deres tørklæder af. De klippede deres hår. De brændte symbolerne på deres undertrykkelse. Og mænd stod ved deres side. For når staten kontrollerer kvinders kroppe, kontrollerer den hele befolkningen.
Regimets svar var brutalt. Demonstranter blev mødt med kugler. Tusindvis blev arresteret. Mange udsat for tortur. Dødsdomme blev udstedt. Børn, unge, arbejdere – mennesker, der krævede frihed – betalte med deres liv.
Og alligevel fortsætter modstanden. Selv efter massakrer, selv efter fængslinger, selv efter henrettelser, går kvinder fortsat uden hijab i protest. De nægter at lade sig knække. De nægter at lade frygten sejre. Men vi står nu i en endnu farligere situation, nemlig krig.
Krigen stopper frihedskampen, fordi når det regner med bomber handler det først og fremmest om overlevelse under kaotiske forhold og mangel på de helt basale fornødenheder. Når bomber falder, eller når en ydre konflikt eskalerer, bruger regimet det som undskyldning for at slå endnu hårdere ned på al indenrigs opposition. Enhver kritiker stemples som forræder. Enhver aktivist kan anklages for at true “national sikkerhed”.
Vi er ikke kede af, at den øverste leder, Ali Khamenei, er død. Han stod i spidsen for et system, der i årtier har undertrykt sit eget folk, fængslet, tortureret, henrettet og sanktioneret vold mod kvinder og generelt frihedskæmpere. Han havde det direkte ansvar for at flere tusinde blev skudt og dræbt ved seneste folkeopstand i januar. Mange flere tusinde er arresteret, tortureres og har dødsdomme hængende over hovedet. Så folks glæde i Iran og udenfor Iran er helt på plads efter at sådan en diktator er sat ud af spil.
Men på trods af Khameneis døde, består præstestyret. Og i krigstid bruger det konflikten som legitimation for undtagelsestilstand, masseanholdelser og brutale opgør med enhver form for frihedskamp.
Vores bekymring er dyb. Vi er dybt bekymrede for de politiske fanger i Iran. I krigstid forsvinder de endnu mere fra offentlighedens blik. Risikoen for hemmelige henrettelser, tortur og “forsvindinger” vokser. Retssikkerheden, som i forvejen er minimal, kan helt ophøre.
(…..)i krigstid bruger det (styret) konflikten som legitimation for undtagelsestilstand, masseanholdelser og brutale opgør med enhver form for frihedskamp
Citat: Nasim Rahnama, Komiteen for Kvinde – Liv – Frihed
Vi er også alvorligt bekymrede for befolkningen. For civile, der betaler prisen både for regimets undertrykkelse og for krigens konsekvenser. For kvinderne, der igen risikerer at få deres rettigheder sat på pause i “nationens navn”. For arbejderne og de fattige, der rammes hårdest af sanktioner, krise og vold.
En kamp for frihed kan ikke bombes frem udefra. Den kan heller ikke kvæles indefra – selv om regimet forsøger.
Kvinderne i Iran har vist verden, at feminisme ikke er en sidekamp. Det er frontlinjen i kampen mod autoritært styre. Når de råber “Kvinde, Liv, Frihed”, råber de for et samfund uden tyranni. Uden dødsstraf for politisk modstand. Uden kontrol over deres kroppe.
Derfor siger vi i dag:
- Krigen skal stoppe øjeblikkeligt.
- Henrettelserne skal stoppe.
- Politiske fanger skal løslades.
- Regimets vold skal mødes med internationalt pres og solidaritet – ikke med krig, der styrker undertrykkerne.
Vi siger også at
- Revolutioner kan stjæles.
- Frihed kan undertrykkes.
- Men længslen efter værdighed kan ikke knuses.
Kvinde.
Liv.
Frihed.
I Iran – og overalt.
