Opbygning af Internationale Socialister i en tid med voldsom politisk polarisering.
Den politiske polarisering skaber en ramme, hvor flere er blevet interesseret i vores politik. Men en sådan situation kræver også at vi skærper og tydeliggør vores opbygningsperspektiv for IS, for at kunne navigere, rekruttere og vokse ikke blot i antal men også i kvalitet.
På Sommer Træffet i august iværksatte vi en IS-kampagne, som kulminerede på Marxisme Festival i november hvor vi inviterede resten af venstrefløjen til debat. herunder har vi oprisset vores linje på de vigtigste politiske spørgsmål:
Vejen frem for Palæstina-bevægelsen
Det er nu to år siden den palæstinensiske modstandsbevægelse svarede igen mod blokaden af Gaza, hvorefter Israel startede folkemordet på palæstinenserne. Modstanden fødte samtidig en global solidaritetsbevægelse, som både har fastholdt værdigheden og retfærdigheden for alle palæstinensiske liv og udfordret hele det imperialistiske system.
Vestens magthavere har støttet Israel hele vejen, mens de arabiske regimer har protesteret passivt. I dag står de alle samlet bag Trumps “fredsplan”. Den parlamentariske venstrefløj, som tidligere har støttet palæstinenserne, har svigtet, fordi de har lagt luft til solidaritetsbevægelsen og støttet antisemitismeaftalen, der gør kritik og angreb på Israel til det samme som had mod jøder.
Bevægelsen har opnået en udbredelse og dybde, der ikke er set hidtil: Enorme demonstrationer, encampment-bevægelsen på universiteterne, blokader mod våbenproducenter, havnearbejdernes strejker og blokader mod våbentransporter, blokaden af Mærsk, solidaritetsflotiller og ikke mindst generalstrejker i Italien og Grækenland. Anti-zionistiske jøders organisering og deltagelse i bevægelsen har styrket og beriget den. Bevægelsen har gjort Palæstina til omdrejningspunkt for andre generelle spørgsmål som islamofobi, kolonisering, oprustning, militarisering og imperialisme og dermed sat spørgsmålstegn ved kapitalismens eksistens. Den har rystet magthaverne og presset dem på deres troværdighed men folkemordet fortsætter.
Det store spørgsmål er hvordan palæstina bevægelsen overlever og genopfinder sig selv, om bevægelsen formår at inddrage bredere spørgsmål som racisme og oprustning i sit politiske grundlag bevægelsen formår at slå lokale rødder rundt om på arbejdspladser, skoler og bydele.
Byg modstand mod militarisering og imperialisme
Den imperialistiske rivalisering overgår i dag alt, hvad vi tidligere har set. De herskende klasser sætter alt ind for at forsvare egne interesser. Det er et globalt grundvilkår ligesom at alle dele af samfundet militariseres for at fremme oprustning og krigsparathed. Det sker f.eks. på universiteterne, som arbejder tæt sammen med våbenindustrien. Arbejderklassen betaler prisen, men har samtidig magten til at stoppe vanviddet.
Den globale oprustningsspiral kræver nu 5% af BNP i de fleste NATO-lande, heriblandt Danmark, hvor det i 2024-tal svarer til ca 150 mia. kr. årligt. Tænk hvilken forbedring af velfærden og klimaet, disse enorme summer kunne sikre.
Vi må bekæmpe al oprustning og fastholde modstand mod alle imperialister. Først og fremmest vores egen krigeriske regering, som fører an i den europæiske oprustning ved at tillade ukrainsk våbenindustri at producere i Danmark, ved at fjerne retten til at klage over nye militære anlæg og ved at ville sende danske soldater til Ukraine.
Vi betragter Rusland, Kina m.fl., trods deres modstand mod den vestlige imperialisme, som en del af det globale imperialistiske system. De handler efter samme logik som vores egne magthavere. International solidaritet på tværs af grænser er vores alternativ. Vi står altid sammen med arbejderklassen og de undertrykte i USA, Rusland, Kina, Palæstina, Iran osv.
Bekæmp islamofobien – ikke en meter til den yderste højrefløj
Siden 7. oktober 2023 er islamofobien eksploderet. Den socialdemokratiske top kaster konstant muslimerne under bussen ved at påstå, de er en trussel mod os alle. Nye love fortsætter med at diskriminere “ikke-vestlige indvandrere”.
Dansk Folkeparti og Danmarks Demokraterne har overtaget den fascistiske konspirationsteori om “den store udskiftning” og kræver nu “remigration”.
Med Generation Identitærs angreb på Imam Ali Moskeen i sommer, går fascisterne fra retoriske angreb til konkrete angreb og overgreb på samme måde, som vi har set det mange andre steder. De gamle magtpartier, som pt. også har regeringsmagten, har gødet jorden for den yderste højrefløj og fascisternes offensiv.
Heldigvis er fascisterne blevet mødt med modstand i form af brede masseblokader og protester i både Tyskland, Storbritannien og Frankring.
I den antifascistiske kamp bygger vi også på de historiske erfaringer. På overfladen ligner de moderne fascister ikke deres forbilleder fra 1920’erne og 1930’erne, men tag ikke fejl af deres aktuelle taktik og deres strategiske mål. Derfor bruger vi de historiske erfaringer, især Trotskijs enhedsfront, som guide i kampen.
Vi støtter Fællesinitiativet mod Racisme og Diskriminations initiativ med at bygge et antifascistisk beredskab lokalt og på landsplan og mobiliseringen for FN´s internationale dag mod Racisme den 21. marts. Det store spørgsmål er hvordan vi får flere kræfter med under det anti-racistiske banner.
Klimakrisen kræver et øko-socialistisk svar
Den globale klimabevægelse har fostret mange forskellige forslag til at løse klimakrisen. Selvom de er forskellige og de følger forskellige strategier, så har de det tilfælles, at de opererer inden for rammerne af det kapitalistiske system. Men som marxister forstår vi, at den kapitalistiske produktionsmåde først og fremmest fungerer gennem konkurrence og profitskabelse og er tæt forbundet med den fossile energi. Dette grundlæggende vilkår må vi ændre.
Vi støtter alle tiltag der fremmer “den grønne omstilling”, hvor det gælder om at reformere kapitalismen ved at udvikle teknologien, at stille krav til virksomheder og forbrugere og tilskynde til klimavenlig produktion og forbrug samt stille krav om klimaretfærdighed og økonomisk omfordeling.
Vi støtter klimabevægelsen, som især siden 2018 har mobiliseret millioner af unge, der skolestrejkede og fik sat en klimadagsorden i hele samfundet.
Men klimakrisen buldrer videre, og den grønne omstilling er sat på pause til fordel for oprustning. Derfor er det nødvendigt at fortsætte klimakampen som en del af klassekampen. Derved bliver der mulighed for at mobilisere den sociale kraft, arbejderklassen, som både har magten og interessen i at producere i overensstemmelse med de manges behov og naturens grænser.
Opbygningen af Internationale Socialister
Her vil vi give konkret retning og gå i dybden af opbygningen af vores egen organisation Internationale Socialister og samtidig forsøger vi at navigere med venstrefløjen og bevægelsen omkring os. Herunder vil vi komme ind på begrebet som enhedsfront, antikapitalisme og kadrerskoling.
Hvordan bygger vi et revolutionært socialistisk parti i dag?
Tusindvis af unge opfatter sig i dag som antikapitalister. Men kapitalismens mange kriser betyder, at bevægelsens krav ikke kan løses. Vi vil opbygge et revolutionært parti, hvis medlemmer bygger op fra neden, lige fra små aktioner, til større protester, strejker og oprør på tværs af grænser. Hvordan rækker vi ud til de mange antikapitalister og hvilken organisering har vi brug for?
Andre ser den reformistiske venstrefløj i Enhedslisten, SF og endda Socialdemokratiet som det mindst ringe alternativ. Det er et godt udgangspunkt for et netværk, en aktion, en strejke.
Internationale Socialister er med i disse med perspektivet om at bygge en enhedsfront mod oprustning, fascismen, Israels folkemord osv.
Vi bygger også vores egen organisation, hvor vi uddanner hinanden, organiserer vores egen politiske tilstedeværelse, f.eks. gennem Socialistisk Arbejderavis og vores aktive deltagelse i bevægelserne. Det gør vi som en del af International Socialist Tendency. Vi står på skuldrene af Marx, Lenin, Trotskij, Luxemburg, Gramsci og Cliff, hvis teorier tager afsæt i arbejderklassens erfaringer og kampen for socialisme.
De enorme og hastigt voksende kriser, som udspiller sig for øjnene af os, stiller os endnu en gang over for valget mellem socialisme eller barbari. Hvis socialismen skal vinde, kræver det både arbejdermagt og et revolutionært masseparti, der kan vinde flertal i arbejderrådene for at gennemføre revolutionen. Det er det som er baggrunden for at vi bygger IS i hverdagen.
Opbygning af IS-afdelinger
Afdelingerne er hjertet i IS, de er centre for teori, skoling, aktivisme, taktik/strategi og for vækst.
Lokale ledelser (AU) er centrale for at udvikle afdelingerne med et blik for det ovenforstående, for at kunne rekruttere nye medlemmer og have foden på de lokale politiske prioriteter i afdelingens udadvendte aktiviteter. En tommelfingerregel er at vi skal bruge lige så meget tid på at konsolidere vores kontakter og medlemmer som når vi blander os i verden omkring os.
- Landsledelsen vil gerne bede om rapporter fra de tre afdelinger hvad har vi lavet de seneste år og hvad er “zonen for nærmeste udvikling” altså en kort plan for 2026
- Vi ønsker også at sætte fokus på de kim til nye afdelinger der er i Ålborg og Esbjerg. Gerne nogle overvejelser på skrift.
Andre centrale dele af parti opbygningen
Redaktionen:
Udgiver Socialistisk Arbejderavis, artikler og podcast på socialister.dk
Desuden er vi på Facebook, Instagram og youtube.
- Redaktionen kommer med et bud på en bedre struktur til Landsmødet.
Forlaget:
Læsning er vigtigt for udviklingen af vores medlemmer.
Udgivelser kan være vigtig for at iscenesætte vores egen teori.
- Landsledelsen vil gerne bede om en kort status og mål for 2026
Landsledelsen:
Politiske udmeldinger, taktiske overvejelser og holde tempo og retning for organisationen.
Anti-kapitalisme at bygge med den radikale venstrefløj i verden omkring os
Når vi taler om antikapitalisme handler det om at forholde os til resten af den radikale venstrefløj som hvis vi evner at arbejde sammen ville kunne styrke vores fælles indflydelse i verden omkring os. Anti-kapitalisme kan både være i formelle fora eller i mere konkrete samarbejder med andre fra venstrefløjen/bevægelsen.
Antikapitalistisk forum
Internationale Socialister har siden 2022 påpeget nødvendigheden af og afsøgt mulighederne for at opbygge et antikapitalistisk forum med det aktuelle formål at styrke arbejderklassen og bevægelserne ved at kæde kampene sammen og øge solidariteten.
Med Ruslands angreb på Ukraine i 2022, blev det klart, at der ikke eksisterede en kraft på venstrefløjen, som var stærk nok til at opbygge en bred antikrigsbevægelse imod oprustning, militarisering og imperialistisk rivalisering.
Året efter tyvstjal SVM-regeringen Store Bededag. Trods stor vrede og bred mobilisering lykkedes det ikke venstrefløjen i fagbevægelsen at stoppe tyveriet eller at gøre det til en central del af OK 23.
Siden har både SF og Enhedslisten svigtet, fordi de har lagt luft til solidaritetsbevægelsen med Palæstina og støttet antisemitismeaftalen.
Hverken SF eller Enhedslisten tager længere ansvar for verdens flygtninge eller forsvarer de etniske minoriteter, når de udskammes og lægges for had af mainstream partierne.
Vi har i et år nu været i tættere dialog med KP og Rødt Venstre om at bygge et forum for samarbejde. Vi vil samle op på dette samarbejde på Landsmødet.
Vi har konstateret at SUF har opsagt deres samarbejdsaftae med Enhedslisten på et sundt politisk grundlag hvor SUF fastholder solidariteten med palæstinensernes modstandskamp og kritikken af NATO og militarisme. Vi har forsøgt at række ud til SUF for et tættere samarbejde, vi samler op på dette samarbejde på landsmødet.
Enhedsfront
Er en strategi for at bygge massebevægelser og vinde flere for revolutionær politik. Her går vi sammen med organisationer til højre for os for at trække dem med i kamp. Det kan enten være et samarbejde som starter nedefra eller oppefra.
Når de revolutionære er i mindretal må de alliere sig med ikke-revolutionære for at opnå forbedringer. Man kan ikke overbevise nogen om revolution, hvis man ikke viser at det kan lade sig gøre at vinde over magthaverne.
En enhedsfront bringer revolutionære og ikke-revolutionære sammen i kamp om et fælles mål der vil styrke arbejderklassens stilling. I enhedsfronten skal der være frihed for forskellige ideer og også frihed til kritik. På den måde skal revolutionære ikke “opløse“ sig i enhedsfronten, men fungere som en uafhængig del inden for den.
Når revolutionære og reformister kæmper side om side, er det til fordel for de revolutionære, fordi de reformistiske lederes manglende vilje til at fortsætte kampen (over for de revolutionæres alternativ) bliver udstillet. Målet er at vinde lag af arbejderklassen for revolutionær politik.
Kadreopbygning
Landsledelsen mener at vores mål må være at bygge en organisation af det den italienske revolutionære Antonio Gramsci kalder “organiske intellektuelle”. En organisation med medlemmer eller kollektiver af medlemmer der via deres erfaringer og skoling kan navigere på alle niveauer i klassekampen. Kort sagt; revolutionær politik er et håndværk – hvilket Landsledelsen vi uddybe i en senere tekst.
På vegne af Landsledelsen den 20.12.25
