Billedetekst: Debat om vejen frem for palæstina på Marxisme 25. Foto. Eget foto
TAK
Først vil jeg sige tak til mine to meddebattører.
Tak til Bilal Al-issa fra International Forums Palæstina-gruppe og “Alle På Gaden” for at være med til at gøre palæstinensernes kamp for retfærdighed til en stor kamp her i Danmark også.
Og tak til Jonathan Ofir fra “Jøder for Retfærdig Fred” for at være med til at fratage vores magthavere og Israel et af deres vigtigste kort, antisemitismekortet, ved at vise at had mod zionismen ikke handler om et had mod jøder.
Palæstina-bevægelsen står et alvorligt sted
Trumps plan er ikke en fredsplan; det er en plan om at konsolidere Vestens imperialistiske magt i Mellemøsten.
Dette ses i planens skævvredne vilkår, hvor de palæstinensiske stemmer er helt udeladt, og Hamas bliver nægtet enhver rolle, “direkte eller indirekte”, i den fremtidige styring af Gaza.
Det ses ved at 1500 boliger i Gaza er blevet jævnet med jorden siden ”freden” trådte i kraft, og det ses ved de fortsatte overgreb på Vestbredden og ved flere bombninger af Rafah og Gaza City.
Trumps Plan tager ikke afstand fra ideen om et “Stor-Israel”, og udtrykker måske et endnu mere brutalt projekt: nemlig at involvere de arabiske regimer i en total pacificering af palæstinenserne ved at skabe et “sikret” Israel og forsøge at udslette det “palæstinensiske spørgsmål” for altid.
Ingen hjælp fra de globale magthavere
Det står også tydeligt, at hverken Putins Rusland, som lykønskede Trump med hans “plan”, eller Indien, ”en stor ven af Israel”; eller Brasilien, som fortsat forsyner Israel med de enorme mængder olie, eller Kina – en stor eksportør af varer og kapital til Israel – ja ingen af dem, vil komme Palæstina til undsætning.
Det er de undertrykte i Palæstina, både den militære og civile modstand, som har vist en ufattelig modstandsevne under folkemordet
Citat: Jesper Juul Mikkelsen
De sidste to års folkemord har vist os hvem der er den sande ”modstandsakse”:
Det er de undertrykte i Palæstina, både den militære og civile modstand, som har vist en ufattelig modstandsevne under folkemordet.
Og det er masserne i den arabisk-islamiske verden, som er oppe imod deres egne vestligt støttede diktatorer, når de udtrykker sympati for Palæstina.Og så den globale bevægelse for solidaritet og støtte for et frit Palæstina, som vi alle her er en del af.
Vi er oppe imod en stærk modstander
Vi er oppe imod Israels ødelæggelses- og dødsmaskine som har brudt alle konventioner og alle krigens love og vist zionismens sande ansigt – et ansigt som har skiftet udtryk fra apartheid til folkemord.
Vi er oppe imod den vestlige imperialisme, der støtter Israel med alle de materielle, militære, diplomatiske og kulturelle midler, de har til rådighed.
Og vi er oppe imod mod de medskyldige magthavere, både vores egne og de arabiske magthavere, som – med alle de midler de kan mobilisere – forsøger at undertrykke eller aflede deres egne befolkningers solidaritet.
Fare for nedgang i bevægelsen
Pausen fra den konstante ødelæggelse er utvivlsomt en stor lettelse for de overlevende i Gaza. Men ”fredsplanen” eller “våbenhvilen” udgør helt klart en udfordring for solidaritetsbevægelsen.
Uden tilstrækkelig politisk skoling og sammenbidthed er der risiko for, at de aktivister, der er blevet politiseret og mobiliseret af rædslerne ved denne anden Nakba, vil tro at arbejdet er gjort færdigt, at vi på en måde har vundet freden og derfor kan stoppe protesterne. Dette kunne dog ikke være længere fra sandheden. Vi har på det seneste da også set en afmatning i bevægelsen. Vi står overfor et muligt kollaps af bevægelsen – men der er andre muligheder for os.
For der er også ting der peger fremad
Den bevægelse, vi er en del af, har på den anden side vist en enorm udvikling i bevidstheden, fordi bevægelsen har været global, langvarig og udfordret imperialismen. En hel generation har lært staten Israel at kende. Og for størstedelen af unge mennesker verden over har zionismen mistet al legitimitet.
Det er i dag langt mere mainstream i bevægelsen at betegne zionismen som et ‘kolonialt projekt’,
Og for mange kerneaktivister er den eneste retfærdige løsning for Palæstina én enkelt demokratisk stat – lige rettigheder for både palæstinensere, jøder og alle andre. En stat, hvortil alle fordrevne palæstinensere har ret til at vende tilbage. Altså en opløsning af staten Israel.
Det er i dag langt mere mainstream i bevægelsen at betegne zionismen som et ‘kolonialt projekt’
Citat: Jesper Juul Mikkelsen
Og det måske vigtigste vi har lært her i dette land, hvor racismen driver ned ad væggene hos de ledende politikere, hvor racismen for alvor har fået tag i toppen af socialdemokratiet. Ja her i dette land har brune og hvide arbejdere, muslimer, jøder og ikke-troende i to år gået side om side i demonstrationer. Den erfaring af sammenhold og solidaritet, forsvinder ikke lige med det første.
Vi har i dag et klarere ideologisk ståsted blandt aktivisterne at bygge på, vi ved hvilken modstander vi er oppe imod, og vi har nogle konkrete erfaringer med direkte sammenhold og solidaritet som kan bringe os videre.
Bevægelsens hidtidige højdepunkt
I slutningen af sommeren så vi organiseringen af Sumud-flotillen – den største flåde der nogensinde har forsøgt at bryde Israels ulovlige blokade, med hundredvis af internationale aktivister i næsten 50 fartøjer.
Omfanget og grusomheden af den undertrykkelse, som de fredelige aktivister blev udsat for, mødte som forventet ringe respons fra de stater, hvis borgere var blevet bortført og mishandlet.
Men fagforeninger i Italien havde forberedt sig, og de italienske arbejdere fremkaldte en kraftfuld reaktion på det forventelige overgreb fra Israel. Store mobiliseringer fandt sted i London, Barcelona og Rom.
Generalstrejker i solidaritet med Palæstina og flotille-aktivisterne rystede Italien og Grækenland. Og den 15. oktober blev der planlagt en dag med generalstrejker i Spanien.
Umiddelbart før annonceringen af våbenhvilen var energien i bevægelsen på et højdepunkt.
Vi har med dette højdepunkt af bevægelse set glimt af, hvad der skal til for at stoppe Israel. Vi har set den organiserede arbejderklasse træde ind på scenen.
Det er den kraft, der driver samfundets hjul og dermed har den kraft, som kan forandre styrkeforholdet i kampen for at stoppe folkemordet. Vi har altså masser af vigtige erfaringer at bygge videre på.
Hvad så nu?
Der er ingen fred, og vi må se hinanden i øjnene og sige ”bliv på gaden”. Bevægelsen skal overleve og udvikles.
På med dit vandmelon emblem.Op med dit Palæstina-flag i lejlighedens vindue. Vi skal fortsat tale om Palæstina med vores medstuderende og vores kollegaer.
Men vi skal ikke bare gentage, hvad vi har gjort de sidste to år. Vi bliver nødt til at tale om hvordan vi bygger en stærkere magt fra neden – en modmagt. Vores demonstrationer handler ikke længere om at råbe politikerne op – efter to år står det klart, at vi i stigende grad er direkte oppe imod vores egne magthavere. Vi er oppe imod deres racisme og deres system af undertrykkelse.
Det handler kort sagt om opbygning af politisk selvtillid lokalt – også for at lægge pres på sin fagforening for at få den til at handle
Citat: Jesper Juul Mikkelsen
Lad os ikke blot arbejde for at skabe flere stordemonstrationer – men for at bygge modmagt skal vi bruge disse demonstrationer til at iscenesætte folks egen opbygning, der hvor vi er til hverdag.
Alene kan man gå til demonstration og du kan boykotte – men som en lokal gruppe kan vi meget mere både i bydele, på skoler og på arbejdspladser. Det handler kort sagt om opbygning af politisk selvtillid lokalt – også for at lægge pres på sin fagforening for at få den til at handle.
Ud af Gazas ruiner er der ved at vokse en internationationalistisk bevidsthed.
En bevidsthed som har set vores magthaveres sande ansigt.
En bevidsthed om at kampen for Palæstina også er en kamp imod racisme, for demokrati og mod autoritær undertrykkelse.. Og en bevidsthed om at vi skal have fokus på at bygge vores egen styrke.
Og desværre en bevidsthed om at den etablerede venstrefløj langt hen ad vejen har svigtet.
Lad fastholde fokus på at bevægelsen skal overleve – arbejde for at give bevægelsen dybere rødder – holde dørtrinnet lavt og det politiske udsyn klart – for at få nye aktivister med og øge den politiske selvtillid lokalt.
Hvorfor skal vi gøre det? Det har den gamle arbejderdigter Carl Scharnberg sagt kort og præcist, nemlig fordi:
”Det nye sker – når de som er tiltænkt tilskuerens rolle – begynder at blande sig.”
