Billedtekst: Street art om masseovervågning i Talinn. Foto: Wikimedia Commons

Overvågning er et redskab til disciplinering og selvkontrol – den får os til at tilpasse os, tie stille og tænke os om, før vi handler. Den forvandler mennesker til data og skaber en ny form for fremmedgørelse, hvor vi ikke længere ejer vores egne liv, men bliver målt, vejet og profileret af systemer, vi ikke selv har magt over. 

Vi sætter fokus på, hvordan masseovervågning fungerer som en del af den kapitalistiske samfundsorden – et våben, der tjener magten, ikke folket.

Masseovervågning i et marxistisk perspektiv 

Masseovervågning er ikke blot et teknologisk eller politisk fænomen, men et udtryk for kapitalismens behov for kontrol, stabilitet og reproduktion. Den udspringer ikke af universelle hensyn til “sikkerhed” eller “effektivitet”, men af systemets krav om at bevare sine egne betingelser. 

Set fra et marxistisk perspektiv er masseovervågning en del af den ideologiske og materielle infrastruktur, der opretholder klassesamfundet – en moderne form for det, Marx kaldte statens “ideelle samlede kapitalist”. 

Masseovervågning er ikke blot et teknologisk eller politisk fænomen, men et udtryk for kapitalismens behov for kontrol, stabilitet og reproduktion

Citat: Wasim Lofti El-Khatib

For Marx og Engels var staten aldrig neutral. Den fremstår som samfundets repræsentant, men fungerer som kapitalens beskytter. Den garanterer ejendomsretten, beskytter cirkulationen og sikrer, at produktionen og forbruget forløber gnidningsfrit. I dette lys bliver masseovervågning et værn mod “uorden” – forstået som alt, der truer kapitalens orden.

Overvågning forlænger klassestatens funktion: at forebygge oprør, afsløre protester og forudsige afvigelser, før de bliver kollektive bevægelser. Den handler ikke kun om at se, men om at disciplinere og styre samfundets krop. Det er kapitalens panoptikon – en synlighed, hvor borgerne internaliserer overvågningens blik og selv bliver vogtere af den orden, der undertrykker dem. 

Fra fysisk til digital disciplinering 

Den industrielle kapitalisme udviklede fabrikkens disciplin: arbejderen blev kontrolleret gennem tid, rum og fysisk overvågning. I den digitale kapitalisme er kontrollen blevet mere abstrakt og allestedsnærværende. Fabrikkens mure er opløst, men overvågningens princip er udvidet til hele samfundet. Hver søgning, bevægelse og interaktion registreres, analyseres og omsættes til profit. 

Mennesker producerer data konstant og bliver dermed en del af kapitalens udvidede produktion. Marx skrev, at kapitalen “opsuger alt levende arbejde” for at skabe merværdi. I dag opsuger den også vores liv, kommunikation og relationer – en form for datamerværdi, hvor kapitalismen udbytter bevidsthed og vaner. Masseovervågning er derfor ikke blot statslig, men også økonomisk. Den repræsenterer et nyt led i akkumulationen, hvor data gøres til vare og menneskers adfærd til råstof.

Ideologi, kontrol og selvcensur 

Masseovervågningens magt ligger i dens normalisering. Når kameraer, algoritmer og datainfrastruktur bliver en del af hverdagen, sker en indre transformation: vi begynder at forme vores adfærd, som om vi altid bliver overvåget. Foucault beskrev dette som panoptismens princip (en form for disciplinerende magt, hvor individet internaliserer overvågningen og dermed disciplinerer sig selv, fordi det aldrig ved, om det bliver set). 

Men i marxistisk forstand er det en del af kapitalens ideologiske reproduktion. Overvågningen skaber lydige subjekter gennem selvregulering. Den borgerlige frihed tømmes for indhold, fordi den hele tiden må tilpasses overvågningens struktur. Man er “fri”, men kun inden for systemets grænser. 

Masseovervågningens største sejr er ikke, at den ved alt, men at den får os til at handle, som om den gør. Den producerer et samfund af selvovervågning, hvor individet bliver sin egen censor. 

Fremmedgørelse og det overvågede menneske 

Overvågning må forstås som en del af kapitalens totalitet – ikke som et teknologisk spørgsmål, men som en funktion af den kapitalistiske logik. Overvågningen er ikke et misbrug af teknologi, men dens mest konsekvente anvendelse: at udvide kontrollen, øge profitten og forhindre modstand. 

Den moderne stat samarbejder med teknologigiganter som Amazon, Google, Meta og Apple, der ikke blot er virksomheder, men ideologiske institutioner. De indsamler data, skaber forbrugsmønstre og former bevidsthed. Overvågningen fremstår som frivillig og praktisk – vi overvåges i bekvemmelighedens navn. Den liberale idé om privatliv som individuel rettighed bliver dermed en illusion. Så længe produktionsforholdene bygger på udbytning og kontrol, kan privatliv ikke eksistere reelt. 

Overvågningen er ikke et misbrug af teknologi, men dens mest konsekvente anvendelse: at udvide kontrollen, øge profitten og forhindre modstand

Citat: Wasim Lofti El-Khatib

I Marx’ fremmedgørelsesteori mister mennesket forbindelsen til sit arbejde, sit produkt og sine relationer. Under masseovervågningen mister det også forbindelsen til sig selv. Individet reduceres til data og statistikker – et gennemsigtigt objekt i systemets blik. Det overvågede menneske bliver det fremmedgjorte menneske: et væsen, der ser sig selv gennem andres blik og aldrig kan handle uden at performe. Overvågningen betyder ikke blot tab af politisk frihed, men af eksistentiel autenticitet. 

Den kyniske rationalitet 

I dag lever vi i en såkaldt ”postideologisk” epoke, hvor ideologier siges at være døde – men lever stærkere end nogensinde. Den præges af kynisk rationalitet: man ved godt, man bliver overvåget, men man gør intet. Denne resignation er overvågningens ideologiske sejr – den forvandler viden til magtesløshed. 

Bevidstheden formes af de materielle forhold. Når overvågning bliver en del af hverdagen, former den vores forståelse af os selv, vores relationer og vores frihed. Kampen mod overvågning kan derfor ikke vindes gennem oplysning alene, men kun gennem forandring af de strukturer, der gør overvågningen nødvendig. 

Modstanden mod masseovervågning handler ikke blot om at beskytte privatliv, men om at bryde den struktur, der gør overvågningen nødvendig. Det betyder at angribe de økonomiske og politiske forhold, som producerer behovet for kontrol. En frigørelse fra overvågning kræver en social revolution, hvor produktionsmidler og informationssystemer kontrolleres demokratisk og fælles. Først da kan teknologien ophøre med at være et redskab for dominans og i stedet blive et middel til frigørelse. 

Sikkerhed vs frihedsrettigheder

I artiklen “Masseovervågning er Danmarks nye mærkesag” advarer forfatterne (Collective Resistance and Care) mod, at generationers kamp for frihedsrettigheder er ved at gå tabt i jagten på sikkerhed. Hver gang staten udvider sin magt gennem nye love om overvågning eller kontrol, sker det med det samme velkendte argument: “Det er for vores skyld – for at beskytte os.” Men det, der begynder som beskyttelse mod terrorister, børnemishandlere eller ‘farlige’ medier, ender som en langsom indskrænkning af vores frihed. 

Forfatterne minder om, at ’sikkerhed’ og ’tryghed’ er politiske trylleord, som får borgerne til at acceptere mere statslig magt på bekostning af de frihedsrettigheder, tidligere generationer har kæmpet for. Som det hedder: “Magtforskydninger sker sjældent med ét slag. De sker i små skridt.” Artiklen trækker historiske paralleller til USA’s Patriot Act, der efter 11. september blev solgt som et værn mod terror, men som i praksis ramte millioner af uskyldige mennesker, og til DDR’s overvågningsstat, hvor naboer spionerede på naboer, og frygten for kontrol gjorde borgerne ufrie. Pointen er klar: når først overvågningen er normaliseret, bliver den et permanent redskab for kontrol. 

Denne udvikling spores nu også i Danmark. Under påskud af gennemsigtighed og sikkerhed har staten indført og foreslået forskellige love, der gradvist flytter magt fra borgerne og Folketinget til regeringen. For eksempel, CVR-loven der gør journalister afhængige af statslig registrering for at få adgang til oplysninger, ansigtsgenkendelsesteknologi der anvendes af politiet uden klare rammer, og den for nylig vedtagede lov som tillader regeringen at tilsidesætte eksisterende borgerbeskyttende love, hvis der er væsentlige forsvarsaktiviteter på spil. De peger alle i samme retning. Mere magt til staten. Alt sammen med det erklærede mål om at ”beskytte” os. 

Magtkoncentration 

Konsekvensen er en magtkoncentration hos regeringen, hvor borgerne mister indflydelse, og retssikkerheden svækkes. Nye forslag, som PET-loven, chatkontrol og en statslig medieombudsmand, vil yderligere udvide overvågningen og kontrollen – ikke kun overfor kriminalitet, men også overfor almindelige borgere og medier. 

Det officielle mål er beskyttelse; den reelle virkning er normalisering af statens adgang til privat kommunikation og medier. Det er her friheden langsomt forsvinder – ikke gennem åben undertrykkelse, men gennem en stille tilpasning. Sikkerheden bliver en illusion, mens friheden bliver det reelle tab. 

Nye forslag, som PET-loven, chatkontrol og en statslig medieombudsmand, vil yderligere udvide overvågningen og kontrollen – ikke kun overfor kriminalitet, men også overfor almindelige borgere og medier

Citat: Wasim Lofti El-Khatib

Demokrati hviler på frihedsrettigheder, magtens deling og retten til at kritisere dem, der styrer. Staten skal beskytte borgerne, men aldrig på en måde, der fratager dem deres rettigheder. Og man må altså huske at den, der er villig til at ofre friheden for sikkerhed, også risikerer at miste både frihed og sikkerhed. 

Derfor må vi – hver gang et nyt indgreb fremlægges – stille de afgørende spørgsmål: Hvem bliver reelt beskyttet? Hvilke friheder betaler vi med? Og skifter magten hænder? Man må altså huske, hvad subjektet i alt dette er. Frihedsrettighederne, som generationer før os har kæmpet for, må ikke ofres på bekostning af en falsk følelse af sikkerhed og tryghed. 

Fra et marxistisk perspektiv har menneskerettigheder en dobbelt rolle. Over for autoritære stater er de nødvendige at forsvare, fordi de beskytter mod censur, fængsling og vilkårlig magtudøvelse – også i en tid, hvor masseovervågning gøres normal. Men i det borgerlige samfund fungerer de samme rettigheder som en illusion om frihed. De lover lighed, mens de skjuler de materielle magtforhold, kapitalismen bygger på. Menneskerettigheder sikrer formel frihed, men ikke reel frigørelse. 

Derfor kan de forsvares som værn mod statslig magt, men de kan ikke stå som et endemål. Frihed kan ikke garanteres juridisk – den må skabes gennem forandring af de samfundsforhold, rettighederne selv hviler på. 

Masseovervågning er staten Danmarks nye mærkesag

Danmark står i spidsen for at presse EU-forslaget ChatControl igennem – et forslag, der skaber en bagdør til krypterede beskedtjenester som Signal og Gmail. Officielt handler det om at bekæmpe børneovergreb, men i praksis betyder det masseovervågning af alle borgere. ChatControl fungerer som spyware, der scanner private beskeder direkte på borgernes enheder. Selv om formålet lyder nobelt, åbner det døren for misbrug og baner vejen for statsrepression – særligt fordi både Europol og den danske regering vil udvide formålet til andre former for kriminalitet. 

For aktivister er konsekvenserne alvorlige: Anonym organisering bliver umulig, kryptering undergraves, og overvågningen intensiveres. Venstrefløjen har historisk været udsat for ulovlig overvågning fra PET, og ChatControl vil forværre denne udvikling. Forslaget legitimeres gennem børnebeskyttelse, men FN og børneorganisationer advarer om, at masseovervågning ikke beskytter børn, tværtimod gør det alle mindre sikre ved at svække digital sikkerhed. 

Essensen: ChatControl er overvågning forklædt som beskyttelse. Det handler ikke om børn – det handler om kontrol, overvågning og tab af privatliv. Masseovervågning er kapitalens blik: den ser alt, men frigør intet. Den fastholder mennesket i passiv lydighed og gør revolutionær bevidsthed vanskeligere. 

At være imod masseovervågning som socialist er derfor at kræve retten til frihed, anonymitet og oprør – at nægte at være et datapunkt i kapitalens maskineri. Den virkelige løsning er ikke at reformere overvågningen, men at afskaffe de samfundsforhold, der gør den nødvendig.

Læs også: Dicle Duran Nielsen (Adm. Direktør. Danske Medier), Birgitte Arent Eiriksson (Direktør, Justitia) og Allan Boye Thulstrup (Forperson, Dansk Journalistforbund, Medier og Kommunikation) “Generations kamp for frihedsrettigheder må ikke gå tabt i jagten på sikkerhed” (kronik i Politiken d. 3.10.2025)