Dette er et bearbejdet (af Anna Wolf) udgave af et oplæg holdt på Marxisme 25 festival d. 15.11.25

Vi har set billederne af Mette Frederiksen og Zelenskyj, der hygger sig sammen i cockpittet på et F16-jagerfly, klar til at dræbe russere. På det seneste har vi set regentparret posere med maskingeværer, når de besøgte danske tropper i Letland. Det handler om at få os til at acceptere krigens normalitet. Med danske ord er det bare så “hyggeligt”.

Det minder om den berømte Banksy-litografi, hvor en lille pige omfavner en bombe, der er næsten på størrelse med hende selv. Eller, fra endnu længere tilbage, Doctor Strangelove, der sidder på en atombombe på vej til masseødelæggelse og drab på utallige civile. 

Hele etablissementet er enige om behovet for et massivt løft i udgifterne til våben. Og vi må forberede os på krig ved individuelt at forberede os og bevæbne os åndeligt. Det er ikke en joke eller en overdrivelse. Man skaber en frygt og belejringsmentalitet. Og hvis de ikke får budskabet igennem i første omgang, så vil en god gammeldags forskrækkelse, som vi så i “droneugen”, gøre tricket. 

Drone-ugen

At vi ikke engang ved (eller at de ikke vil fortælle os det, hvilket er mere sandsynligt) den dag i dag, hvilke droner der rent faktisk fløj over Danmark og hvem de kontrolleres af, eller om der overhovedet var nogen droner, er ligegyldigt. De mystiske droner blev brugt til at skræmme os og psykologisk forberede os på krig. Hvem med? Med russerne, selvfølgelig. De er fjenden. Vi ER i krig, siger statsministeren ‒ omend en hybridkrig (i skrivende stund). 

Det (er et) faktum, at den russiske økonomi er en femtedel af EU’s størrelse og står i lort til halsen, og at EU har en militær kapacitet, som er tre gange så stor som Ruslands

Citat: Charlie Lywood

Når du er i krig, er du nødt til at forsvare dig selv, er logikken. Det faktum, at den russiske økonomi er en femtedel af EU’s størrelse og står i lort til halsen, og at EU har en militær kapacitet, som er tre gange så stor som Ruslands, synes ikke at være en del af diskussionen – og det er i forhold til de nuværende militærudgifter. Men der vil være massive udgifter i løbet af de næste fem år. NATO-landene skal øge den procentdel af BNP, der går til militærudgifter, til 5 %. De europæiske lande ruster sig til tænderne. 

Den krigeriske danske regering

Og den danske regering er en af de mest krigeriske regeringer i Europa, når det kommer til at presse på for europæisk handling mod Rusland. Den socialdemokratisk ledede danske regering mener det meget alvorligt. De er en del af den såkaldte “koalition af villige” (med reference til den anden Irak-krig i 2003) ledet af Starmers Labour i Storbritannien. De forbereder sig på at levere ”boots on the ground” i Ukraine til en kommende “fredsbevarende” styrke. Men da Rusland nægter NATO-tropper adgang til hvad de ser som deres territorium, skal enhver styrke være klar til at kæmpe. 

Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet udtalte for nylig på tv, at “europæiske ledere må være parate til at sende soldater til Ukraine, vel vidende at de kan dø.  Mandatet må være, at hvis russerne kommer, vil vi blive og kæmpe. Og hvis det ikke er nok, sender vi nogle flere.” Måske vil han gerne selv være én af dem?

Og tag ikke fejl, hvis ammunitionen og våbnene, der strømmer ind i Ukraine, ikke er nok, og de russiske styrker virkelig begynder at rykke frem, så vil de sende soldater – selvom de måske starter med at erklære en flyveforbudszone, og så begynder skydningen, når russerne trodser den. Dette er ikke så usandsynligt et scenarie.

Hvad ligger bag?

Hvad ligger der bag alt dette? Grundlæggende handler det om to ting. For det første det imperialistiske sammenstød over Ukraine og for det andet USA’s relative tilbagetrækning fra den europæiske scene. 

Den langsomme økonomiske og militære indtrængen i grænselandene omkring Rusland fremprovokerede en reaktion. Langt fra at være den eneste aggressive del, som man i vesten altid portrætterer det som, forsøgte man fra russisk imperialistisk side at lave en ‘deal’ – i Trump-termer – men EU og NATO ville ikke vide af en sådan aftale. De ønskede kontrol over Ukraine. Men det gjorde Putin også. Dette var hans røde linje. 

Så dybest set er stedfortræderkrigen med Rusland en fortsættelse af forsøget på at rulle russisk indflydelse så langt tilbage som muligt

Citat: Charlie Lywood

I Zelenskyj-regimet havde NATO en allieret, der kunne sikre Ukraine med alle dets mineraler, massive landbrug og industrielle base for vestlig imperialisme. Donbas skal være et sandt eldorado for europæiske selskaber. Og selvfølgelig har det den ekstra gevinst at holde Rusland på sin underordnede plads i det imperialistiske systems hakkeorden. 

Så dybest set er stedfortræderkrigen med Rusland en fortsættelse af forsøget på at rulle russisk indflydelse så langt tilbage som muligt. Det er på ingen måde for at undskylde Ruslands imperialistiske mål. Rusland ønsker også at vinde så meget som muligt af den imperialistiske indflydelse, det før i tiden havde, for sine virksomheder. Og især, hvilket sandsynligvis var målet hele tiden, juvelen Donbas, hvor der allerede er en russisktalende befolkning af betydelig størrelse. Derfor invasionen. Deraf krigens inter-imperialistiske karakter.

USA’s retræte fra Europa

Den anden grund er erkendelsen inden for de europæiske herskende klasser, at USA ikke kommer til at betale regningen alene for at støtte Ukraine militært. Især ikke nok til at vinde krigen. 

Det har været klart i nogen tid, især efter fiaskoen i Irak og Afghanistan, at USA ikke havde råd til at opretholde det udgiftsniveau, der kræves for at være verdens politimand.

Skiftende amerikanske præsidenter fra Obama til Biden og Trump har gjort det klart, at deres hovedfjende ikke er Rusland, men Kina. De er bange for, at den kinesiske imperialisme er ved at blive så stærk økonomisk og har haft held til at opbygge en magtfuld atomvåben-kapacitet (verdens næststørste) og et teknologisk overlegent militær, at det kan presse USA ud af de sydøstasiatiske farvande og efterlade mange vigtige lande med deres markeder og ressourcer åbne for kinesiske investeringer og dominans. 

Og det var grunden til Trumps show for et par uger siden: at overtale og bestikke Sydkorea og de andre stater omkring Kina til at blive i folden.

Krigeriske hensigter

Dette har skubbet de europæiske herskende klasser til handling. Om de kan levere eller ej er endnu uvist, da mange modstridende interesser har vist sig, og EU bestemt ikke taler med én tunge. Tænk bare på Orban i Ungarn og et par andre ledere i Østeuropa. Så det er et åbent spørgsmål om de er i stand til at forene sig for at besejre Rusland militært. Har de viljen og evnen til at gøre det? Der er ingen tvivl om krigsmagernes hensigter ‒ selvfølgelig med den danske statsminister Mette Frederiksen i spidsen, der tilskynder dem. 

Men vi kan ikke bare se på virkeligheden og analysere, hvad der foregår. Som socialister må vi gå videre og omhyggeligt forklare, hvad der ligger bag disse begivenheder. 

Vi ser en periode, hvor inter-imperialistisk konflikt er fremtrædende og krig sandsynlig. Og vi må stille spørgsmålet – hvorfor nu?

Hvad er imperialisme?

Her er det vigtigt at understrege, at når vi taler om imperialisme, taler vi ikke om individuelle stater. Vi taler om et system, som har global konkurrence mellem stater som sin kendetegn. Men selvfølgelig er der et hierarki af stater, så systemet er domineret af nogle få magtfulde imperialistiske stater. Herunder står en hel række sub-imperialistiske stater, som stormagterne støtter, når det passer dem ‒ USA støtter Israel, Kina støtter Iran osv.

Årsagen til de øgede spændinger er den globale handels sammenbrud de sidste tyve år, et sammenbrud, som blev forværret af det finansielle kollaps i 2007/8 (og forværret igen af afbrydelsen af handelen under Covid-19). Dette var i sig selv forårsaget af det relative fald i profitraterne siden årtusindskiftet, og som følge heraf investeringsstagnation og faldende vækstniveauer – kapitalismens motor begyndte at hakke og er nu tæt på at gå i stå.

Disse økonomiske tendenser har ramt både USA og Kina hårdt, såvel som alle andre økonomier. Så den tid, hvor begge giganter – USA og Kina – kunne se vækstraterne fortsætte for evigt, er forbi. Især for Kina, der nu har vækstniveauer, der er faldet til 3-4 %, men også for USA. Begge er tvunget til at finde markeder og ressourcer på bekostning af den anden. 

Imperialisme er et system, der tvinger alle til at ekspandere, men som også åbner for militær konflikt, når kilden tørrer ud

Citat: Charlie Lywood

Det er dette, der forårsager de interimperialistiske konflikter, som vi ser. Imperialisme er et system, der tvinger alle til at ekspandere, men som også åbner for militær konflikt, når kilden tørrer ud.

Så når vi siger, at Kina og Rusland (og Indien og Brasilien såvel som alle de europæiske lande alene eller sammen) er imperialistiske stater, ser vi dem som en del af et system, der stammer fra kapitalismen, hvor de kun kan overleve på vækst gennem, at deres virksomheder blomstrer og tjener profit. Når den vækst og profit hindres, har de en tendens til at bruge økonomisk krigsførelse, som Trump gør nu. Hvis det ikke hjælper, bliver militær styrke nøglen, og krig bliver mere sandsynlig. Sådan er vores verden i dag.

Socialisters mål i anti-krig

Socialisters hovedmål må være at modsætte sig denne logik. Hvis man vil have fred, så må man konfrontere imperialismen i alle dens former. Og især vores egne landes krigsoptrapning. Den optrapning vi fx ser i militariseringen af civilsamfundet gennem udemokratiske love som den nuværende regering har presset igennem i Folketinget, så de uhindret kan bygge ammunitionsfabrikker og invitere Ukraine til at bygge våbenfabrikker i Danmark uden at tage hensyn til folks rettigheder, når deres ejendom eksproprieres eller støjniveauer skaber gener og skade. 

Men det betyder ikke, at man ikke er imod andre landes krigsoptrapning og imperialistiske handlinger. Det er derfor, vi støttede antikrigsbevægelsen i Rusland, da det stadig var muligt åbent at modsætte sig Putins invasion. Og hvorfor vi håber, at den russiske og kinesiske arbejderklasse vil vælte begge imperialistiske regimer på samme måde, som vi må vælte vores egne herskende klasser i vesten.

Opgaven for os er derfor at opbygge en antikrigsbevægelse både her i Danmark og i alle imperialistiske lande, så der kan blive en international bevægelse mod krig. Derigennem kan vi konfrontere vores herskere.

Muligheder i Danmark og Europa?

Hvis vi ser på mulighederne i Danmark, er vi nødt til at indse, at selv om vi har brug for, at de fleste mennesker er imod krig, er vi faktisk i mindretal. En undersøgelse fra juni 2025 viste, at 25 % af den danske befolkning går stærkt ind for en stigning i forsvarsbudgettet, mens 45 % i nogen grad støtter det. Men tilbage står stadig de 30 %, der er imod.

 I Europa viser en meningsmåling i 12 europæiske lande, at lidt over 50 % af de adspurgte går ind for øgede forsvarsudgifter, mens 24 % er imod. Men det er et betydeligt mindretal, både på dansk og europæisk plan. Opgaven er at mobilisere dette mindretal. Og det kræver mere end parolen om fred. Fred er et diffust håb, der ikke nødvendigvis fører til handling. Mette Frederiksen går også ind for fred – gennem oprustning.

Fred er naturligvis, hvad vi ønsker, men vi overbeviser kun folk om at gå imod oprustning til krig, hvis de forstår argumenterne og kan se et alternativ. Vi er nødt til at være klar over NATO’s karakter som den vestlige imperialismes militære arm. 

Desværre har mange på venstrefløjen, herunder både Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, opgivet at modsætte sig NATO og accepterer argumentet om, at Rusland er fjenden, og at vi skal forsvare os selv. Ingen i parlamentet argumenterer seriøst imod den massive investering i såkaldt “forsvar”. Der er kun nuancer.

Ingen nem vej

Så der er ingen nem vej til en antikrigsbevægelse. Det vil kræve hårde argumenter og politisk klarhed. Men arbejdet skal gøres. For at standse oprustning og krig er det nødvendigt at indtage og argumentere for en anti-imperialistisk holdning. Men vi starter ikke helt fra bunden.

Bevægelsen mod Israels folkedrab i Gaza og den rolle, som Vesten inklusive den danske regering spiller heri, har sprængt argumenterne om den modige kamp for demokrati i Ukraine i stykker. Det ses som totalt hykleri. De hårde lektioner er blevet draget af hundredtusinder af aktivister over hele kloden, som har set imperialismen udspille sig på grusomste vis i løbet af de sidste to år og forstår, at deres regeringer ikke har nogen menneskelighed, når det kommer til deres egne imperialistiske interesser.

Bevægelsen mod Israels folkedrab i Gaza og den rolle, som Vesten inklusive den danske regering spiller heri, har sprængt argumenterne om den modige kamp for demokrati i Ukraine i stykker

Citat: Charlie Lywood

Men det er ikke nok at erkende og forstå dette. Vi er nødt til at organisere denne følelse blandt de mange, der har protesteret mod Israels angreb på det palæstinensiske folk. Vi må have folk, der argumenterer for forbindelsen mellem rædslerne ved det, der sker i Palæstina, og de imperialistiske magters forberedelse til den næste krig, der kunne være meget tæt på. 

Der er brug for socialister

Derfor har vi et desperat behov for så mange socialister som muligt, der vil argumentere for dette. Folk der vil have en klar opfattelse af, hvordan kampen mod krig er en kamp mod dette forfærdelige globale monster, der ødelægger vores planet, sætter os op mod hinanden og driver os mod udslettelse. Vi i Internationale Socialister har bestemt brug for flere til at løfte den enorme opgave, vi står over for.