Billede tekst: Lederene af den Cubanske revolution, Che Guevara og Fidel Castro. Her i 1961. Foto: Store Norske Leksikon

USA invaderede Cuba i 1890’erne og behandlede det som en koloni, hvilket gjorde det afhængig af at producere en enkelt afgrøde – sukker. I slutningen af 1950’erne ejede amerikanske banker og virksomheder 90% af de cubanske miner, 80% af de offentlige værker, 50% af jernbanerne, 40% af sukkerproduktionen og 25% af bankindskuddene. De cubanske nationalkapitalister var en svag afglans.

Fra 1940’erne støttede USA diktatoren Batista. Under hans regime klarede amerikanske virksomheder og gangstere, jordejere og et lille mindretal omkring præsidenten sig utroligt godt. Men det store flertal af samfundet – og ikke kun arbejderklassen og de fattige – blev holdt uden for festen. 

Dette forhold ønskede Fidel Castro og andre fra den opstigende middelklasse at gøre en ende på. De ønskede en anden national udvikling, hvor cubanere stod i spidsen. Han og folk som ham så, at imperialismen holdt Cubas udvikling tilbage. De kæmpede derfor for at kaste USA’s dominans af sig, og valgte den væbnede nationale oprørsvej

26. juli-bevægelsen

Den 26. juli 1953 ledede Castro et håbløst og fejlslagent angreb på Moncada-kasernen i Santiago – Cubas næststørste by. 26. juli-bevægelsen opstod som en bred opposition til Batista. Castro selv blev fængslet og landsforvist til Mexico.

Sammen med den argentinske revolutionære Ernesto “Che” Guevara, samlede Castro en lille gruppe af eksilcubanere og begyndte en invasion af Cuba i 1956. Denne guerillabevægelse samlede sig i bjergene, mens størstedelen af 26. juli-bevægelsen, som ikke havde været i eksil, kæmpede i byerne gennem sabotage, attentater og generel uro.

Spørgsmålet stod mellem “sierra” og “ilano”. “Sierra” var Castros guerillahær i bjergene, og “ilano” var den bredere bevægelse af arbejdere, studerende og andre i Havana og andre byer. Hvilken strategi ville dominere? Hvad skulle være drivkraften bag forandringen? Især argumenterede Castro og Guevara for guerillastrategien. Her spillede den sociale bevægelse en birolle. De vandt diskussionen.

Revolutionen

Mod slutningen af 1958 stod Batista over for stigende og militant utilfredshed i befolkningen. Flere og flere sluttede sig til 26. juli-bevægelsen. Hans amerikanske ”venner” forlod øen i panik. Da Castros styrker kom ned fra bjergene og omringede byerne, nægtede hæren at kæmpe imod. Batista flygtede fra Cuba den 1. januar 1959. 

Det var USA’s imperialisme, der drev Cuba i Ruslands arme ved at starte en økonomisk blokade og forsøgte at invadere landet for at vælte styret

Citat: Charlie Lywood

Castros tropper indtog triumferende hovedstaden Havana. Men hans sejr var mere et resultat af at have været på rette sted og rette tid, end det var et resultat af guerillastrategien, som efterfølgende tragiske forsøg på at gentage “Cuba-modellen” har bevist. Blandt andet i Bolivia, hvor Che forsøgte at gentage succesen uden held, og døde i forsøget.

Dengang lagde Castro stor vægt på, at han ikke var kommunist. Han beskrev revolutionen som værende olivengrøn (guerillauniformens farve) fremfor rød. Det var USA’s imperialisme, der drev Cuba i Ruslands arme ved at starte en økonomisk blokade og forsøgte at invadere landet for at vælte styret. Det skabte den torn, der skulle vise sig at blive siddende i siden på den amerikanske regering helt til dags dato.

Støtte i befolkningen

Der var uden tvivl bred støtte i befolkningen til oprørshæren og for den statsstruktur, der blev skabt fra oven. Alligevel var 26. juli-bevægelsen forsigtig, og fordømte beslaglæggelse af land, ligesom der blev holdt strengt øje med fagforeninger. Det var ledelse for folket snarere end folkets ledelse. 

Cuba er ikke en model for socialisme – faktisk er det slet ikke nogen form for socialisme. Det var en national revolution fra oven, som blev tvunget til at vælge mellem to imperialismer – USA og Sovjet

Citat: Charlie Lywood

På trods af at den almindelige cubaner ikke spillede nogen større rolle i revolutionen i 1959, betød de første år under Castros styre betragtelige forbedringer for netop den almindelige borger; forbedringer såsom sygesikring, uddannelse og fald i arbejdsløsheden.

Derfor er det let at forstå, hvorfor Cuba fortsætter med at være en mærkesag for mange på venstrefløjen. Det har været utroligt inspirerende at vide, at Cuba, en lille ø mindre end 80 kilometer syd for Floridas kyst, havde slået den store satan USA. Men vi må være ærlige. Cuba er ikke en model for socialisme – faktisk er det slet ikke nogen form for socialisme. Det var en national revolution fra oven, som blev tvunget til at vælge mellem to imperialismer – USA og Sovjet.