Billede tekst: Anti-krigs demo i London. Foto.:Guy Smallman

Med Ruslands angreb på Ukraine er “fjenden” blevet en konkret trussel, som legitimerer yderligere oprustning. Trumps enegang er blevet endnu et argument for oprustningen i Europa og i Danmark.

Det er svimlende summer, som nu er ved at blive realiseret for at sikre “vores tryghed”. Man undrer sig over, hvor pengene skal komme fra og tænker, at verden ville blive et bedre sted for de fleste af os, hvis de blev brugt til at sikre klimaretfærdighed og dække vores basale behov.

Kritik og alternativ

For socialister er alternativet afrustning, demilitarisering og fred. Men det kapitalistiske system befinder sig i så dyb en økonomisk krise på kanten af recession tilsat flere indbyrdes forbundne kriser, at fredelige midler til at bilægge striden om ressourcerne ikke rækker. Man gør sig parat til krig i verdens største hovedstæder. Også i Europa.

Den imperialistiske rivalisering kræver alle midler, også krig, hvis det skulle komme dertil. For at få befolkningerne med på det, trommes der på de nationale/regionale følelser, flaget, kongehuset og “vores soldater”. Og så skal der findes klare billeder af både den ydre og den indre ”fjende”. Derfor ser vi blandt andet øget repression over for “afvigere” fra “enheden” i mange lande, inklusive Danmark, som jagten på folk, som ”billiger” Hamas-aktionen d. 7. oktober 2023, vidner om.

For at få befolkningerne med på det, trommes der på de nationale/regionale følelser, flaget, kongehuset og “vores soldater”. Og så skal der findes klare billeder af både den ydre og den indre ”fjende”

Citat: Lene Junker

Allerede på det nuværende stadie er vi oppe imod kræfter, som er villige til at lade 100.000-vis dø og smadre byer, skoler og hospitaler for at sikre sig deres egen magt og overlevelse. Det sker hver dag i Ukraine og i Gaza. Socialister må først og fremmest afvise vores egne magthaveres fjendebilleder og forstå deres placering i den imperialistiske rivalisering. Også Danmark og danske kapitalister indtager deres plads og spiller gerne med i den imperialistiske rivalisering.

Alternativet er solidaritet på tværs af grænser

Solidaritet på tværs af grænser er nøglen til at afvise nationalismen, fjendebillederne mv. og dermed underminere vores egne magthaveres oprustning og krig. Arbejdere i Rusland, USA, Kina eller noget andet land har reelt ingen interesse i hverken oprustning eller krig. Krig rammer altid almindelige mennesker hårdest ‒ og ofte først de mest undertrykte i samfundet. De rige skal nok klare sig. Det er dem, som ønsker at beholde eller øge deres magt og rigdom ved at gå i krig eller true andre rige i andre lande. Dertil har de brug for arbejdere som kanonføde og vores velfærd til at betale for det.

Bevægelse mod oprustning og krig

Mens vi står midt i en voldsom oprustningsspiral, har de traditionelle socialistiske krigsmodstandere opgivet krigsmodstanden. De slutter op om nationen og køber magthavernes fjendebilleder. I Danmark har krigsmodstanderne mistet SF’s og Enhedslistens støtte.

Men der er hårdt brug for en bevægelse mod oprustning og krig ‒ i Danmark og internationalt. En bevægelse, som er aktiv og synlig, og som kan mobilisere alle dem, som er i tvivl om eller skeptiske overfor den oprustning, som foregår nu. En bevægelse, som forbinder sig og solidariserer sig med krigsmodstandere overalt i verden og som kæmper for, at en anden verden med global og social retfærdighed bliver mulig.

Der er hårdt brug for en bevægelse mod oprustning og krig ‒ i Danmark og internationalt

Citat: Lene Junker

Hvor skal det komme fra? Blandt andet fra de bevægelser, som allerede er i gang.

I april måned har der været store protester mod Trump overalt i USA. Erdogan i Tyrkiet er også blevet mødt af en massebevægelse i gaderne. Studenterne i Serbien har udfordret Vucic-regimets korruption med besættelser og masseprotester. 200.000 var på gaden i Frankrig i marts mod racisme. Og den internationale Palæstina-solidaritetsbevægelse fortsætter modstanden mod folkemordet. Her findes styrken og kraften til at stoppe krigsmagere.

Men det kræver en organisering og en politisk klarhed om opgaven. Det er derfor ikke nok at tale om ”fred”. Vi ønsker ikke at “vende tilbage” til den tilstand, som der herskede tidligere. Vi skal tale om anti-kapitalisme og anti-imperialisme, fordi tingene hænger sammen. De ovennævnte bevægelser er ikke sporet direkte ind på oprustningsspørgsmålet, som det ser ud nu. Men fælles for dem er, at de siger fra over for magthavernes projekt i de forskellige nationale kontekster. 

Budskabet “Stop oprustning ‒ for international solidaritet” bliver modtaget positivt af mange på gaden og på universiteterne. Og der er flere organisationer på venstrefløjen, som gerne vil være med til at bygge en antikrigsbevægelse op. Lad os komme i gang.

Vi står på skuldrene af Lenin og Luxemburg

Man kan med rette drage paralleller til 1930’erne, når det handler om opkomsten af den yderste højrefløj og fascismen. Men hvad angår den imperialistiske rivalisering, så er der mange paralleller til tiden før den første imperialistiske omfordelingskrig, kendt som 1. verdenskrig, som startede i 1914. 

I 1914 var det hele den socialdemokratiske bevægelse på nær nogle ganske få, som sluttede op om deres egen nation og deres eget borgerskab. Det var bolsjevikkerne i Rusland med Lenin i spidsen, og det var Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i Tyskland. De sidste to betalte med deres liv. Men deres modstand var med til at bane vej for både den russiske og den tyske revolution, der gjorde en ende på krigen.

Internationale Socialister står på skuldrene af Lenin og Luxemburg, både hvad angår deres analyser af imperialismen og de politiske valg, som de foretog. Vi opfordrer alle andre, som er enige, til at være med til at stoppe marchen mod krig.