Billedtekst: Nobels Fredspris. Foto: Store norske leksikon
For os der er aktive på sociale medier, var det svært at undgå at lægge mærke til, hvordan internettet nærmest kogte over med skadefryd i minutterne og timerne efter, at årets modtager af verdens nok mest prestigefyldte pris, Nobels Fredspris, blev offentliggjort.
For mens de fleste uden for Latinamerika næppe havde noget særligt præcist billede af hvad Machados politik er – hvis de da overhovedet havde hørt om hende – har de fleste nok lagt mærke til, at Donald Trump i månedsvis har brugt hver en lejlighed til at fortælle hvor meget han selv fortjener prisen.
Så meget at Trump i juli ligefrem ringede til Norges finansminister, den forhenværende NATO-boss, Jens Stoltenberg, for at fortælle ham, at han ville have fredsprisen – og i samme åndedrag også drøfte told. Noget, der har fået norske politikere og analytikere til at frygte, at Trump ville hævne sig på Norge, i fald han skulle blive forbigået af Nobelkomiteen.
Det smilende ansigt på USA’s regimeskifte-maskine
Men festen fes noget ud, da de første med lidt mere kendskab til Venezuela, hvor Machado er oppositionsleder, gjorde opmærksom på, at hun er en loyal USA-støtte og i særdeleshed tilhænger af Trump. Nogle timer senere erklærede den glade prismodtager da også, at hun dedikerede prisen til netop Donald Trump.
Mens mainstreammedierne rutinemæssigt var fulde af hyldester, kaldte en venezuelansk-amerikansk skribent fra den feministiske anti-krigsorganisation Code Pink Maria Machado “det smilende ansigt på USA’s regimeskifte-maskine”, og uddybede:
“Machados politik er gennemsyret af vold. Hun har opfordret til udenlandsk intervention og har endda appelleret direkte til Benjamin Netanyahu, arkitekten bag Gazas udslettelse, om at hjælpe med at “befri” Venezuela med bomber under “frihedens” banner. Hun har krævet sanktioner, den tavse form for krigsførelse, hvis virkninger – som studier i The Lancet og andre tidsskrifter har vist – har dræbt flere mennesker end krig og afskåret hele befolkninger fra medicin, mad og energi.”
Machados bedrifter omfatter bl.a. at hun var en af lederne bag kuppet i 2002 mod den demokratisk valgte antiimperialistiske præsident Hugo Chavez. Ligesom hun støttede den selverklærede “overgangspræsident” Juan Guaidos mislykkede kup i 2019.
Hun har samarbejdet med Washington om regimeskifte i Venezuela og brugt sin platform som oppositionsleder til at bede USA om at “befri” landet med militær magt, senest da USA og Israel i juni bombede Iran, med begrundelsen at Venezuela er den vestlige halvkugles “største trussel mod befrielsen af Vesten” og kan bygge “iranske droner”.
Hun har hyldet Trumps ulovlige bombninger af venezuelanske både og indsættelsen af krigsskibe i Caribien og hans trusler om invasion af Venezuela.
Hun vil udrulle privatiseringer a la det neoliberale eksperiment, der i 90’erne forarmede millioner af arbejdere og i forvejen fattige på kontinentet og fyldte lommerne på især nordamerikanske og udenlandske kapitalister. Ikke mindst skal landets olieressourcer, som har været den primære kilde til finansiering af velfærdsprogrammer for landets fattige arbejderklasse, “befries”. Alt sammen bag en maske af “demokrati”.
Udenrigspolitisk vil hun bl.a. åbne en ambassade i Jerusalem og kalder terrorstaten Israel et forbilledligt demokrati. Ikke så sært, at millioner af almindelige venezuelanere, uanset vreden i dele af arbejderklassen over at Maduro-regeringen ikke har formået at drive samfundet fremad til fordel for almindelige mennesker, ikke skal nyde noget af Machado-style “befrielse”.
Nobelpris-forbryderalbummet
Nobels Fredspris er blevet beskrevet som den “mest prestigefyldte pris i verden”. Modtageren modtager udover en medalje mere end en million dollars. Og for store egoer, en plads i historiebøgerne blandt dem, især de herskende klasser i den vestlige verden forbinder med “de gode”. Herunder da også flere personer, der har gjort progressive ting som eksempelvis den dobbelte prismodtager, Nelson Mandela.
Prisen tildeles, efter ønske af prisens stifter, svenskeren Albert Nobel – angiveligt – personer der har “udført mest eller bedst arbejde for forbrødring mellem nationer, reduktion af militærstyrker og afholdelse eller fremmelse af fredskongresser”. Kriterier der hurtigt burde diskvalificere såvel Trump som Machado.
Men Machado blev altså den første siden EU og før det, præsident Obama, til at modtage fredsprisen uden at have gjort verden til et fredeligere sted.
Apropos Obama, hvis arbejde for freden mest havde bestået i at dronebombe afghanske bryllupsselskaber og gedehyrder, er Nobels Fredspris tidligere gået til værre krigsforbrydere og slyngler end Trump.
Ikke mindst præsident Nixons daværende nationale sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, en stærk støtte af Vietnamkrigen, som kostede en halv million vietnamesere livet. Kissinger var under samme krig arkitekten bag USA’s hemmelige bombardementer af Cambodia med klyngebomber, en krigsforbrydelse som menes at have dræbt hundredtusinder. Han støttede det højreradikale kup mod Allende-regeringen i Chile, og det argentinske militærdiktaturs beskidte krig i 1970’erne og 80’erne.
Men Machado blev altså den første siden EU og før det, præsident Obama, til at modtage fredsprisen uden at have gjort verden til et fredeligere sted
Citat: Stefan Bo Nielsen
Nævnes bør selvfølgelig også de ikke mindre end tre premierministre i apartheid- og terrorstaten Israel, Menachem Begin, Yitzhak Rabin og Shimon Peres. Apropos apartheidregimer gav komiteen også den sidste hvide præsident i det daværende sydafrikanske apartheidregime, Frederik De Klerk, fredsprisen.
Af andre slyngler, der har modtaget prisen, kan nævnes Egyptens daværende præsident Anwar Sadat, der solgte palæstinenserne, og de nordirske hadefulde Orange Order loyalisters leder David Trimble.
Så det er slet ikke utænkeligt, at Trump selv lykkes med sin personlige kampagne for at få verdens mest prestigefyldte pris op på væggen næste år. Han er jo trods alt både en krigsforbryder, en kriminel slyngel, en (mislykket) kupmager og en hadefuld racist.
