Dette er en long read, ca. 15 minutter.

John Molyneux’ Hvad er den virkelige marxistiske tradition? var en skelsættende pjece for en generation af socialistiske aktivister i 1980’erne. Molyneux var, ligesom tusinder af andre rundt om i verden, blevet revolutionær i 1968. Kampene det år – såsom den enorme generalstrejke i Frankrig, borgerrettigheds- og Vietnambevægelsen i USA, anti-krigsbevægelsen og studenterprotester i Storbritannien, og Sovjetunionens invasion af Prag for at smadre en massedemokratibevægelse – havde bragt en ny generation ind i revolutionær politik. 1970’erne havde også været præget af store arbejderkampe såsom massestrejkerne i 1972 i Storbritannien og den enorme bølge af arbejderkampe i Italien i begyndelsen af 1970’erne, som havde demonstreret arbejdermagtens centrale rolle i kampen mod kapitalismen. 

I 1980’erne var den revolutionære venstrefløj, der var opstået ud af disse oprørsbevægelser, i dyb krise. Bevægelserne efter 1968, der afspejlede begrænsningerne i den dominerende politik inden for dem – socialdemokrati, stalinisme og tredjeverdens nationalisme – havde ikke formået at bryde igennem. Den senere nedgang i arbejderkampe kombineret med angreb på arbejderklassens vilkår fra de selvsikre højrefløjsregeringer under Ronald Reagan og Margaret Thatcher havde ført til en krise på venstrefløjen. Selv blandt dem, der var vundet for en version af revolutionære marxistiske ideer, var der en enorm forvirring om den “ægte marxistiske tradition”. Molyneux’ bog var designet til at forsvare revolutionær socialisme mod dens kritikere og lære et nyt lag af revolutionære kernemarxistiske ideer. 

Molyneux’ bog gentog ikke blot Karl Marx’ og Friedrich Engels’ argumenter, den var også en polemik mod dem, der brugte deres værker til helt andre formål. Som Molyneux udtrykte det i indledningen, var problemet “ikke, at folk, der kalder sig selv marxister, har anderledes synspunkter”, men at vi ofte ser sådanne ‘marxister’ “fængslende, dræbende og førende krig mod hinanden” og i alle store klassekampe “findes på den anden side af de revolutionære barrikader”.

Molyneux havde primært dem der brugte marxismen til at retfærdiggøre styrene i Sovjetunionen og Kina i tankerne. Men Molyneuxs bog analyserede også moderne reformismes rødder – troen på, at kapitalismen kan reformeres til socialisme. Dette betød at diskutere enkeltpersoner som Georgi Plekhanov eller Karl Kautsky, der i tidligere generationer også havde forvrænget marxismens ideer væk fra en teori om international proletarisk revolution. 

Neo-liberalismens indtog

Kraften fra oprørene i slutningen af 1960’erne og 1970’erne og de lange økonomiske kriser i 1970’erne havde ramt kapitalistklassen på tilliden. Men de, der stod i spidsen for det kapitalistiske system, følte sig styrket, fordi angrebene på arbejderne, som kendetegnede den neoliberale æra, bar frugt. Det var i denne sammenhæng, at Molyneux’ bog blev udgivet første gang.

På det tidspunkt var den dominerende forståelse af marxismen præget af Sovjetunionen. Mens Josef Stalin var død årtier tidligere, blev Sovjetunionen og dens satellitstater i Østeuropa stadig af mange set som “socialistiske”. På samme måde brugte andre lande, fra Kina til Cuba og Nordkorea, marxismens sprog, mens de undertrykte og udbyttede flertallet af deres befolkninger. Alle disse steder var socialismen, som Marx og Engels havde opfattet den – som en legemliggørelse af ideen om masseproletarisk demokratisk kontrol over samfundet – blevet tømt for indhold. Der var ingen arbejderkontrol i Sovjetunionen eller andre maoistiske eller stalinistiske stater. Disse stater blev regeret af en udbyttende klasse, og den eksisterende centraliserede planlægning tjente til at tilfredsstille deres økonomiers akkumulationsbehov, elitens forbrug og systemets reproduktion. Dette var langt fra den marxistiske vision, hvor produktionen blev demokratisk planlagt i hele befolkningens interesse. 

Marxisme som totalitet

Hvad er den virkelige marxistiske tradition? begynder ikke med individuelle bidder af marxismen eller forskellige aspekter af socialistiske ideer såsom historisk materialisme, Marx’ økonomi eller spørgsmålet om staten. Molyneux åbner med marxismen som en totalitet. Marxisme er en revolutionær “teori om arbejderklassen, der stadfæster, at hvad der er på spil, er hvor arbejderklassens samlede interesser kommer til udtryk, ikke den ene eller anden sektion af den.” Det er en teori for arbejderklassen, men også af arbejderklassen. 

Molyneux trækker på Marx og Engels’ Kommunistiske Manifest, som definerer tidligere socialistiske ideer baseret på forskellige klasseinteresser, “hvilket igen gav os feudal socialisme, småborgerlig socialisme og så videre”. Han fortsætter: 

På et senere tidspunkt viste [Leon] Trotskij, at nøglen til den fascistiske ideologi såvel som den fascistiske bevægelse lå i småborgerskabets klasseposition, der var klemt mellem kapitalisme og arbejde. Disse eksempler kan multipliceres i det uendelige; pointen er, at den samme analysemetode skal anvendes på marxismen selv — hvad der selvsagt var Marx’ og Engels’ egen fremgangsmåde.

Pointen her er at udvikle læsernes forståelse af den marxistiske tradition ved at engagere sig i den proces, Marx brugte til at udvikle sin egen revolutionære teori. Marxismen udviklede sig ud fra Marx’ engagement i og generaliseringer fra arbejdernes kampe omkring ham. Marx udviklede sine ideer i mødet med virkelige kampe. Marx opdagede disse som ung liberal journalist i artikler, han skrev til Rheinische Zeitung i 1842 om statens fjernelse af retten til at samle brænde. Marx så her for første gang, hvordan kapitalismens udvikling førte til en systematisk varegørelse af naturen, underordning af naturressourcer under akkumulationen af profit, og hvordan dette tvang udbyttede klasser i kamp. 

Men det var hans erfaringer med revolutionære arbejdere i Paris, der førte til Marx’ erkendelse af, at arbejderklassen er drivkraften for forandring. Molyneux skriver: 

Når proletariatet forkynder opløsningen af den hidtidige verdensorden”, skrev Marx dengang, “så udtaler det kun hemmeligheden ved sin egen tilværelse, thi det er den faktiske opløsning af denne verdensorden.” 

Marx’ bevidsthed om arbejderklassens magt var ikke den eneste idé, han fik gennem sin kontakt med arbejderes socialistiske kredse og sit engagement i deres kampe. Franske arbejderes berømte magtovertagelse i 1871 skabte Pariserkommunen. Dette forandrede Marx’ forståelse af, hvordan en arbejderstat potentielt kunne fungere. Marx havde forstået statens rolle i klassetermer – som et sæt institutioner, der forsvarer det eksisterende system. Men de parisiske arbejdere lærte ham, at den kapitalistiske stat må knuses og erstattes med en ny arbejderstat.  

Marx og Hegel

Marx skrev i Kapitalen, at det er gennem arbejde, at mennesket “iværksætter, regulerer og kontrollerer sit stofskifte med naturen.” Dette sætter menneskers evne til at arbejde i centrum for deres historie. Denne indsigt, skriver Molyneux, blev afgørende for at Marx transformerede sin filosofi til en revolutionær teori. Marx bevægede sig fra at være en demokrat fordybet i Georg Hegels radikale, men idealistiske, filosofi til en revolutionær teori forankret i arbejderklassens kampe. Som Molyneux skriver: 

Men, fortsætter Marx, “Det arbejde, som Hegel alene kender og anerkender, er abstrakt mentalt arbejde.“ Marx var i stand til at gå ud over Hegel, at stille ham på benene og erkende arbejde som konkret praktisk aktivitet som grundlaget for mennesket og dets historie (“denne simple kendsgerning hidtil skjult af en overvækst af ideologi”) fordi, og kun fordi, han med egne øjne, i proletariatet så den første klasse af umiddelbare producenter, der var i stand til at forandre samfundet og blive dets herre. Det er denne opfattelse af arbejdets, produktionens rolle, der udgør det metodologiske og empiriske udgangspunkt for den marxistiske historieteori. Ud fra den udvikles nøglebegreberne “produktionskræfter”, “produktionsforhold” og “produktionsmåde”, som igen kulminerer i teorien om den sociale revolution. 

Så disse spørgsmål er ikke abstrakte ideer. Molyneux gentager dem for at fremhæve den centrale pointe i Karl Marx’ revolutionære teori, at “arbejderklassens frigørelse må være arbejderklassens eget værk”. Men det er netop denne indsigt, der er gået tabt for de tre store fløje af den socialistiske bevægelse, som Molyneux kritiserer – den reformistiske tradition, stalinismen og “tredjeverdensnationalisme”. 

Reformismens opvækst

I modsætning til marxismen har “disse hybride ideologier” en “særskilt materiel base i den klasse, hvis sociale position i sig selv er delvist borgerlig og delvist proletarisk, nemlig det mellemliggende lag, der normalt er kendt i marxismen som småborgerskabet.” I anden del af pjecen skitserer Molyneux, hvordan hver af disse traditioner udviklede sig, og fremsætter det afgørende argument for, at de ikke repræsenterer forskellige versioner af marxismen, men faktisk udgør brud med denne tradition. I reformismens tilfælde – ideen om, at kapitalismen kan tøjles gennem gradvise reformer, der giver indrømmelser til det arbejdende folk – bliver arbejderne de passive modtagere af statsreformer, objekter, ikke subjekter i historien. 

Fra slutningen af det 19. århundrede begyndte europæiske socialistpartier, hovedsageligt det tyske socialdemokratiske parti, at se arbejderklassen som “et passivt produkt af materielle omstændigheder” og ignorerede dermed dens revolutionære magt. Personer som Karl Kautsky, en ledende figur i den tyske socialistiske bevægelse, på det tidspunkt kendt som “Marxismens Pave”, var nået til et punkt, hvor de så socialistisk forandring som noget, der kom “ad den parlamentariske vej”. I denne tilgang skulle det socialistiske parti vinde parlamentarisk flertal og bruge dette til at forandre staten. Den eksisterende borgerlige stat kunne erobres, ikke smadres. Marx’ afgørende indsigt fra Pariserkommunen blev i stigende grad ignoreret. 

De nåede frem til denne radikale position, fordi de troede, at overgangen til socialisme ville komme fra en uundgåelig økonomisk udvikling. Kautsky kunne stadig anvende marxismens revolutionære sprog, men det var blevet forvrænget. Molyneux påpeger, at Kautskys brug af ordet “revolution” faktisk var en forestilling om “parlamentarisk revolution”.

(reformisterne) troede, at overgangen til socialisme ville komme fra en uundgåelig økonomisk udvikling. Kautsky kunne stadig anvende marxismens revolutionære sprog, men det var blevet forvrænget. Molyneux påpeger, at Kautskys brug af ordet “revolution” faktisk var en forestilling om “parlamentarisk revolution”

Citat: Martin Empson

Dette skiftende verdensbillede opstod som konsekvens af et voksende bureaukrati i fagbevægelsen, de individer i den socialistiske bevægelse, der havde udviklet en materiel interesse i at opretholde det eksisterende system – fagforeningsbureaukrater, partifunktionærer og så videre – hvis position stod “mellem arbejde og kapital, og hvis objektive rolle er at forhandle kompromiser mellem klasserne”.

Lederne af det socialdemokratiske parti, hvad enten de var på venstrefløjen som Kautsky, der anvendte marxismens sprog, eller på højrefløjen som Eduard Bernstein, der havde opgivet enhver forbindelse til Marx, repræsenterede nu dette arbejderbureaukratis interesser. Mens reformistiske ideer ofte er den første måde, hvorpå arbejdere søger at ændre verden, var reformismen i det tyske socialdemokrati et sæt ideer, der reducerede arbejdere til en “teaterhær”, der kunne bruges eller trues til at vinde indrømmelser. Arbejdernes revolutionære rolle blev ignoreret. 

Stalinisme

Molyneux drager paralleller til stalinismen. I 1917 havde de revolutionære arbejdere og bønder i Rusland først væltet det tsaristiske styre og derefter den borgerlige orden og var begyndt at opbygge en arbejderstat baseret på massedemokrati, indført gennem arbejderråd, de såkaldte “sovjetter”. Selvom den russiske revolution var en inspiration for arbejdende mennesker verden over, blev den isoleret af revolutionernes nederlag andre steder, navnlig den tyske revolution i 1918-1923. Denne isolation, sammen med de menneskelige og materielle afsavn under borgerkrigen i Rusland, hvor invaderende imperialistiske hære forsøgte at kvæle revolutionen, førte til fremkomsten af en ny bureaukratisk samfundsklasse i slutningen af 1920’erne, der havde sine egne materielle interesser med Stalin i spidsen. 

Josef Stalins magtovertagelse førte til en systematisk ødelæggelse af den gamle bolsjevikiske ledelse, hvilket kulminerede i de store udrensninger i 1930’erne. Bolsjevikkerne baserede deres revolutionære kamp på den russiske arbejderklasse, men Stalins base var det voksende bureaukrati i Rusland. Derfor kunne Trotskij skrive, at “mellem bolsjevisme og stalinisme [var] ikke blot en blodig linje, men en hel flod af blod”. 

På grund af den russiske revolutions globale betydning og arven fra de revolutionære ideer forbundet med dens ledere, Vladimir Lenin og Leon Trotskij, måtte Stalin fordreje marxistiske ideer for at fremme bureaukratiets interesser, de selvsamme interesser der nu “dominerede landet”. For at kunne dette måtte han, som Molyneux udtrykker det, “bevare leninismens aura og prestige”, men simultant bryde med bolsjevikkernes revolutionære politik, der havde ført arbejderne til sejr i oktober 1917. 

Stalin opgav revolutionær praksis internationalt og pressede i stedet på for hjemlig økonomisk udvikling for at indhente det kapitalistiske Vesten, mens han brugte marxismens sprog til at retfærdiggøre sine handlinger. Ressourcerne til en sådan udvikling kunne kun skaffes ved sætte alt ind på at udnytte arbejderne og fratage bønderne deres jorde. Dette er oprindelsen til Stalins “socialisme i ét land”, en teori, der strider direkte imod marxismens internationalisme. Men frem for alt er det også en teori, der opgiver ideen om arbejderklassens selvbefrielse. I stedet, som Molyneux påpeger: 

‘Socialisme i ét land’-politikken … erstattede afhængigheden af den internationale klassekamp med afhængigheden af Sovjetunionens magt som nationalstat. 

Socialismen blev, for stalinisterne lige så meget som for socialreformisterne, identificeret med staten, og dens forbindelse til arbejderklassens selvaktivitet blev fuldstændig amputeret. Og som Molyneux bemærker, var “socialisme i ét land” i virkeligheden slet ikke socialisme, men statskapitalisme i ét land. 

Tredjeverdenisme

Hvad angår den såkaldte “tredjeverdensnationalisme” viser Molyneux igen, hvordan der i disse bevægelser var en tendens til at sidestille antikolonial national befrielse, skabelsen af nye uafhængige nationalstater, med socialistisk revolution. En af grundene til dette var den koldkrigskontekst, dette skete i. Modstand mod koloniale og imperialistiske magter som Storbritannien og USA blev sidestillet med Sovjetunionen, der, som vi allerede har set, hævdede at være socialistisk. Og Sovjetunionens hastige statsstyrede industrielle udvikling i 1940’erne og 1950’erne syntes at være en model for mange antikoloniale bevægelser.

Lederne af disse kampe, som overvejende kom fra middelklassen, måtte også legitimere deres bevægelser i folkets øjne. Dette betød at rejse sociale spørgsmål som jordreformer, uddannelse, boliger, demokrati og retten til at organisere sig som en del af den bredere nationalistiske kamp.

Denne forbindelse med venstreorienterede bevægelser var populær, men den bør ikke sidestilles med projektet om socialistisk frigørelse. Fordi ledelsen af disse bevægelser vendte sig ikke mod arbejderklassen, men mod en kombination af intellektuelle fra middelklassen og guerillakamp, støttet af den bredere bondestand. Erstatningen af disse kræfter betød ikke, at venstreorienterede ideer blev opgivet, men det betød, at det revolutionære projekt, som Marx havde skitseret, blev fordrejet og fjernet fra hans centrale idé om selvfrigørelse. 

Temaet, der går som en rød tråd gennem Hvad er den virkelige marxistiske tradition?, er marxismen som teorien om den internationale proletariske revolution. Ved at demonstrere, hvordan Marx udviklede sin egen teori, og derefter hvordan andre fordrejede og brød med den, viser Molyneux begrænsningerne ved reformisme, stalinisme og “tredjeverdensnationalisme” som strategier til menneskehedens befrielse. 

To yderligere pointer er værd at understrege

I 1989 faldt Berlinmuren, og to år senere kollapsede Sovjetunionen. Dette førte uundgåeligt til demoralisering og svækkelse, i nogle tilfælde kollaps, af de kommunistpartier, der bekendte sig til en stalinistisk model. På trods af dette er stalinismen som en samling ideer ikke forsvundet og har i de senere år genvundet en vis anseelse på venstrefløjen. Denne fornyede popularitet skyldes delvist en fejlagtig forståelse af begrebet socialisme på den ene side og Sovjetunionens natur på den anden. 35 år efter Berlinmurens fald har minderne om livet i Sovjetunionen og Østeuropa fortonet sig.

Stalinister i dag behøver ikke længere at forsvare disse regimer mod kritikere, som de måske måtte engang. En anden væsentlig årsag til genkomsten af stalinistiske ideer er Kinas fremvækst som økonomisk stormagt. At det kinesiske kommunistparti har stået i spidsen for en massiv ekspansion af den kinesiske økonomi og har modsat sig amerikanske interesser, bliver af nogle socialister fremhævet som en sejr. Men ligesom Stalins Sovjetunion ikke var et eksempel på arbejdermagt, har Kina heller intet at gøre med Marx’ og Engels’ revolutionære vision. At udfordre disse ideer betyder at bringe den egentlige marxistiske tradition frem i lyset, og Molyneux’ bog er fortsat et uundværligt værktøj til dette. 

For det andet: Fordi Molyneux understreger den afgørende betydning af arbejdernes selvfrigørelse, ligger hans opfattelse af den revolutionære organisation langt fra den topstyrede model, som stalinistiske partier repræsenterer. Han argumenterer for, at: 

I teorien fremstår den proletariske revolution som konsekvensen af teorierne om historisk materialisme, og merværdi osv., men i virkeligheden er den også grundlag for disse. Den empiriske bekræftelse af denne påstand findes i det faktum, at arbejderrevolutioner som regel begynder spontant – Paris 1848 og 1871, Petrograd 1905 og 1917, Tyskland 1918, Spanien 1936, Ungarn 1956, Frankrig 1968, og så videre. Marxismens rolle er ikke at skabe eller starte revolutionen, men at lede den til sejr. 

Til disse datoer kan vi tilføje revolutionerne under det “Arabiske Forår” i 2011-12, som Molyneux selv entusiastisk hyldede, skrev om og kommenterede på.

Substitutionisme og arbejderklassens frigørelse 

Hver af de tre strømninger, Molyneux analyserer – reformisme, stalinisme og tredjeverdensnationalisme – fejler, fordi de alle er en form for substitutionisme. I hvert eksempel erstattes arbejderklassens selvstændige politiske handlen af en anden social gruppe – arbejder- og fagforeningsbureaukratiet for Kautsky, det sovjetiske bureaukrati eller Den Røde Hær for stalinister eller de væbnede guerillabevægelser i det globale syd. 

Marx understreger, at arbejderklassens magt til at gennemføre revolutionen ikke blot skyldes dens størrelse. Selvom vi dog må bemærke, at den globale arbejderklasse er vokset ekstraordinært meget, selv siden Molyneux skrev i begyndelsen af 1980’erne. Arbejderklassens vækst, mest dramatisk i Kina, men også i hele det globale syd de seneste årtier, har bragt nye kræfter ind på slagmarken. Men Marx argumenterede også for, at arbejderklassen er agent for revolutionær forandring på grund af dens centrale plads i den kapitalistiske produktionsmåde. I revolutionsprocessen forandrer arbejderne sig selv og skaber de organisationer, der kan danne grundlag for den massedemokratiske kontrol over produktionen. 

Næsten fyrre år efter at Hvad er den sande marxistiske tradition? først blev udgivet, betragter vi en voldsomt kriseramt verden: milliarder af mennesker er truet af miljø- og klimakriser, imperialistiske konflikter truer med at eskalere til atomragnarok, og den yderste højrefløjs vækst verden over truer demokratiet, friheden og arbejdernes rettigheder og forsøger at puste til raceskel og alle former for undertrykkelse. Molyneux argumenterer for, at der ikke er nogen genveje. Socialisme vil kun realiseres gennem massekampe nedefra. 

Men John Molyneux’ bog er ikke en abstrakt diskussion. Når vi læser den i dag, minder den os om den centrale opgave, som han dedikerede sit liv til – opbygningen af revolutionære organisationer, der sætter arbejderes kampe i centrum for projektet om at befri menneskeheden og besejre kapitalismen. 

John Molyneux var en af de mest talentfulde revolutionære, der kom ud af radikalismen fra 1968. Som studerende i Storbritannien havde han kastet sig ind i Vietnamsolidaritetsbevægelsen og blev involveret i venstrefløjsgruppen International Socialists, forløberen for Socialist Workers Party. Han var socialistisk aktivist hele sit liv, foredragsholder og forfatter. Udover Hvad er den virkelige marxistiske tradition? (1983) skrev han også mange bøger, herunder Marxism and the Party (1978), Leon Trotsky’s Theory of Revolution (1981) og The Dialectics of Art (2020). Hans pjece The Future Socialist Society (1987) var meget indflydelsesrig. Andre bøger omfattede skrifter om emner så forskellige som Rembrandt og revolution, leninisme, filosofi, medier og anarkisme. Molyneux var kendt for sine foredrag, især hans diskussioner af kunst og kultur, og hans klumme How Marxism Works i Socialist Worker kørte over femten år.  

Efter mange år som socialistisk aktivist og foredragsholder i Portsmouth flyttede han til Irland i 2010, hvor han redigerede Irish Marxist Review og var aktivist i Socialist Workers Network (Internationale Socialisters irske søsterparti, red.) og People Before Profit (“trotskistisk” parti, der er repræsenteret i Irlands og Nordirlands parlamenter, red.). Han sad i International Socialist Tendency’s koordineringsgruppe, og mod slutningen af sit liv oprettede han Global Ecosocialist Network. 

John Molyneux døde alt for tidligt i 2022 på vej hjem fra et aktivistmøde.