Den 12. januar 1870 besøgte den franske forsker Victor Guérin den arabiske landsby, Mulabbis. En landsby, der lå i nærheden af nogle af de vigtigste veje, der forbandt Jaffa med Jerusalem. Mulabbis lå i et frugtbart område og var omgivet af marker med vandmeloner og tobak.

Blot otte år senere, i 1878, indtraf tragedien for Mulabbis’ 140 indbyggere, da deres by blev arnested for den zionistiske besættelse og palæstinenserne i byen blev etnisk udrenset. Den første zionistiske koloni blev hermed etableret; Petah Tikva, hvilket betyder “Håbets Port”.

Men for palæstinenserne blev det porten til 124 år med besættelse, folkedrab, etnisk udrensning og dehumanisering. Det var startskuddet til over 100 år med palæstinensisk lidelse. Ikke bare i Petah Tikva, men i hele Palæstina.

Petah Tikva blev i starten af det 20. århundrede hovedkvarter for zionistiske grupperinger, der tog ud til omkringliggende palæstinensiske landsbyer, og den zionistiske besættelse spredte sig med lynets hast.

Denne grusomme historie var begyndelsen på det Israel, vi kender i dag. 

Hvordan kan Odense Kommune have Petah Tikva som venskabsby, spørger Palæstina Events Odense, som sammen med andre gode kræfter i byen forbereder en kampagne for at få Odense Byråd til at droppe sin israelske venskabsby.

“Hvis flere gør lidt, så gør det en forskel og så man bliver en del af et stærkere fællesskab, hvor man sammen kan stille krav til regeringen og alle de andre, som støtter Israels folkemord”

Citat: Mathilde

Socialistisk Arbejderavis har talt med Mathilde. Hun har været aktiv i solidaritetsarbejdet med Palæstina i næsten et år og er tovholder på den del af kampagnen, som går på gaden med flyers og underskriftlister og opfordrer folk til at skrive under på kravet om at Odense skal droppe sin israelske venskabsby. 

Mathilde forklarer, “Når regeringen støtter Israels folkemord på vegne af hele befolkningen, er det nemt for mange at ignorere det. Men mange er også frustrerede og føler sig magtesløse. Jeg kender den følelse fra mig selv. Den kan man jo ikke bare komme af med. Men det hjælper, når man gør noget. Jeg synes det har en betydning at man f.eks.  starter en samtale, boykotter, deltager i en demonstration osv. Hvis flere gør lidt, så gør det en forskel og så man bliver en del af et stærkere fællesskab, hvor man sammen kan stille krav til regeringen og alle de andre, som støtter Israels folkemord.

Mathilde fortæller videre, “Jeg synes vi skal have flere med, som ligner mig”. Altså mennesker, som ikke fra starten har nogen viden eller tilknytning til Palæstina. Det er dem, jeg gerne vil møde og tale med på gaden i løbet af de næste par måneder, hvor kampagnen løber, og jeg ser frem til at vi får flere med”.