Billedetekst: Marie Rosenberg og Jeremy Wilson. Foto: Charlie Lywood
Del to i Internationale Socialisters Marxistiske Grundskole handlede om “Det leninistiske parti”. Nok en titel, som umiddelbart virker ret forældet og autoritær og måske ikke særlig tillokkende for unge revolutionære socialister.
Først og fremmest talte vi om, hvorfor det overhovedet er nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti og dernæst hvad det revolutionære partis opgaver er. Og endelig handlede det om, hvordan partiet kunne/skulle fungere.
Det er i sagens natur enormt omfattende, men alligevel er “det leninistiske parti” reelt vores svar på spørgsmålet om, hvordan en socialistisk revolution kan sejre. Lenin er den marxist, som har stået midt i denne opgave og har været i stand til at generalisere erfaringerne og skabe et teoretisk grundlag, som vi kan tage afsæt i dag.
Herfra må vi tilpasse det til vores samtid, muligheder og den organisation, som Internationale Socialister er i dag. Det er en vigtig del af diskussionen på IS´s landsmødet den 7.2.26.
Hvorfor er det overhovedet nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti

Marie: “Tidligere ville jeg nok bare have svaret noget i retning af “Fordi en revolution er nødvendig”, men efter at have snakket og læst lidt om det på forrige grundskolings-møde er jeg også blevet mere opmærksom på, at der, fordi en revolution må være et så radikalt opgør med de etablerede politiske systemer, vil udvikle sig nye måder som vi ikke nødvendigvis kan forestille os, før vi er i den revolutionære virkelighed.
Derfor er en af grundene til at der er brug for et revolutionært socialistisk parti, at der er brug for et organ, der kan forholde sig til nye måder og være med til at forme og udvikle dem – som kan samle og hjælpe med at give retning til den utilfredshed med status quo som kan blive til en revolutionær situation.
Denne utilfredshed findes mange steder og i mange former, men den vil ikke nødvendigvis blive til revolutionær socialisme. Det er let for den at tage en form, som er mindre en trussel for de eksisterende magtstrukturer – naturligvis, for det er de eksisterende magtstrukturer, der former hvilket sprog vi har til at tale om disse utilfredsheder, og hvilke alternativer vi kan forestille os.
Det er en ofte brugt samfundskritisk pointe at såkaldt ”politisk neutralitet” ikke findes, men blot er at overlade den herskende ideologis implicitte bias til at udfylde de politiske huller, man ikke har forholdt sig til. Men det er ikke desto mindre også relevant her.
Hvis en utilfredshed med status quo skal kunne blive revolutionær, og hvis den revolutionære indstilling skal blive socialistisk og for alvor indeholde radikale alternativer til dette status quo, så kræver det en aktiv politisk stillingtagen og intention – og denne stillingtagen kan det revolutionære socialistiske parti bidrage med.”
Jeremy: “Det er måske et kontroversielt spørgsmål, der måske kræver et kontroversielt svar, afhængigt af hvordan mennesker udefra ser på ordene “revolution” og “socialisme” i samme sætning – af erfaring ved jeg i hvert fald, at det kan være omstridt.
Personligt tænker jeg det er vigtigt med et revolutionært socialistisk parti fordi vores verden står overfor en lang række problemer pga. kapitalismen, når vi tænker på klimakrisen, den for store forskel mellem rig og fattig, den uretfærdige ubalance i magt og andre destruktive elementer som kapitalismen skaber.
Da kapitalismen ikke er bæredygtig eller en god økonomisk model, givet vi lever på en begrænset planet og med begrænsede ressourcer, vil jeg mene det er vigtigt at skabe et revolutionært socialistisk parti, der kan arbejde for at gøre op med kapitalismen og de mange uretfærdigheder, der følger med den og lave en bedre verdensorden med socialisme.
Jeg føler nemlig ikke at parlamentarismen gør tilstrækkeligt for at forebygge de uundgåelige skader ved kapitalismen, og selv den parlamentariske venstrefløj har taget sine højredrejninger, hvilket er beklageligt når der skal mere til. Derfor tænker jeg det er godt og nødvendigt at arbejde for et revolutionært parti. Men sådan noget tager selvfølgelig tid, og der skal jo være en række vigtige forudsætninger på plads for at det skal blive en succes, så det ikke ender som de mere “mislykkede” forsøg tidligere i historien.”
Hvad er det revolutionære partis opgaver?
Marie: “Det revolutionære parti har mange opgaver, men jeg er især optaget af det revolutionære partis funktion som uddannende, vidensudviklende og erfaringsindsamlende og generaliserende.
Jeg er lærerstuderende og meget optaget af hvordan viden og forståelser ikke er statiske sandheder, der kan gives og modtages, men er noget, vi hele tiden udvikler sammen i dialoger og praksisfællesskaber. Derfor resonerer ideen om det revolutionære parti som arbejderklassens universitet meget med mig – for selvfølgelig kan de revolutionære ideer og praksisser ikke opstå i de etablerede vidensinstitutioner, som netop er samfundsinstitutioner og derfor uløseligt forbundet med det nuværende politiske system.
Som meget ny i at diskutere med et revolutionært teoretisk framework kan jeg på egen krop – eller hjerne – mærke hvordan, partiet kan bruges til at afprøve sproglige hypoteser om revolution, arbejderklassen, magt osv. og dermed til at forfine individuelle og fælles forståelser; og altså udvide horisonter for hvad vi kan forestille os – og dermed hvad vi kan gøre.”

Jeremy: “Jeg tænker, at de vigtigste opgaver for det revolutionære parti er både at mobilisere og skole andre i de marxistiske teorier og praksisser. Det tænker jeg fordi det er vigtigt at sikre, at folk har en klar bevidsthed om deres placering i det kapitalistiske samfund, så man ved hvordan det hele fungerer, og derfra hvordan vi bedst kan arbejde videre.
Det er også vigtigt at tage ved lære af de fejl, vi har begået i fortiden i den forbindelse, da det hjælper os med at gøre socialismen så vellykket som muligt. Det kræver jo en masse arbejde og planlægning at nå dertil i form af alt lige fra at lave pamfletter, holde oplæg, sælge aviser, læse en masse marxistisk litteratur etc. Det er grundlæggende de to kerneopgaver for det revolutionære parti, kort fortalt som jeg ser det.
Hvordan skal partiet kunne fungere?
Både Marie og Jeremy udtrykte stor usikkerhed over dette spørgsmål. Det giver IS’ landsledelse derfor her sit bud på, i dette uddrag af LL’s forslag til udtalelse til landsmødet den 7. februar:
Organisering af IS med et blik for verden omkring os.
I en tid med politisk polarisering og ustabilitet kan de politiske muligheder ændre sig hurtigt, både i positiv og negativ retning. I internationale Socialister ønsker vi at bygge et kadreparti af medlemmer der kan gøre en afgørende forskel i en revolutionær situation. Dette kadreparti udvikles gennem ugentlige afdelingsmøder, som uddanner os politisk og organiserer vores kollektive indsats. Det sker gennem avissalg, hvor vi iscenesætter vores ideer overfor kollegaer, studiekammerater, med demonstranter eller folk på gaden ved at tale med dem.
Det sker ved at uddanne os selv. Skoling er både at læse, skrive og være i debat og politisk aktivitet sammen med andre. Endelig sker det ved systematisk at kontakte og have samtaler med nye folk vi møder.



