De færreste har undgået at høre om dem, men mange har sikkert undret sig over, hvordan et område, der før virkede så fredeligt og stabilt, så pludseligt kan afføde så omfattende og dedikerede demonstrationer. Det vil artiklen her forsøge at forklare.

For at forstå hongkongerne, er det vigtigt først at forstå den sociale kontekst: Hong Kong er et af de mest ulige samfund i verden, med en gini-koefficient (et tal for uligheden) på 43.44 (Danmarks er på 28.8). Der er ringe rettigheder for arbejdere, og et stort udbud af billig arbejdskraft – især mange gæstearbejdere fra Indonesien og Filippinerne, som har helt utålelige forhold. Arbejdsløsheden har været enorm, og toppede i det sidste årti på 20,1%. Der har været eksempler på arrestation af strejkende arbejder, og øjeblikkelige fyringer af arbejdere, der har forsøgt at oprette fagforeninger.

Alt det har medført udbredte problemer med stress, psykiske problemer, selvmord og misbrug, især hos unge hongkongere. Huslejen er steget 242% i de sidste 10 år, uden stigning i indkomst. Det har betydet at arbejdere og studenter har måttet betale ågerpris for helt små rum, hvor der kun har været plads til en seng.

Det har været værst for immigranter i Hong Kong. Udover racisme og diskrimination er sygdomme, sociale problemer og udnyttende arbejde særligt udbredt – ifølge undersøgelser arbejder 63,8% af immigranter på alle 7 dage i ugen, og gennemsnits-arbejdsugen er på 56 timer. De bliver desuden presset til at tage de farligste og mest opslidende job.

De unge oplever truslen som størst

De forhold har haft flere konsekvenser. Folk er blandt andet begyndt at identificere sig mere som hongkongere end som kinesere, især de unge. Det kan være godt for solidariteten blandt byens indbyggere mod Kinas repression, men det har en klar bagside. Det kan føre til, at lokal Hong Kong-selvtilstrækkelighed samt racisme og had mod immigranterne i byen, hvilket som i resten af verden kun kommer den herskende klasse til gode. En succesfuld bevægelse vil være nødt til at vise solidaritet overfor alle immigranter og lade dem blive en del af bevægelsen.

Det er  ikke kun de sociale forhold, der er af betydning, men også de politiske: Hong Kong og Kina er under den såkaldte “et land, to systemer”-ordning, fordi det formelt er det samme land, som dog har hver deres politiske system. I praksis har Kina dog i stigende grad tilegnet sig mere og mere kontrol, og det nyeste eksempel på det var Udleveringsloven, som var gnisten, der fik det hele til at gå af.

Hvis Udleveringsloven var gået igennem, havde det været nemmere for Kina at få mistænkte udleveret fra Hong Kong. “Et land, to systemer” udløber i 2047, og ingen ved helt, hvad der vil ske bagefter. Datoen kryber tættere og tættere på, og Kinas repression bliver mere og mere aktuel, især for de unge generationer. Der er dermed et generations aspekt. Truslen er mere aktuel for yngre hongkongere, som derfor er mere villige til at gøre modstand.

Udviklingen kan gå i forskellige retninger

Bevægelsen er decentraliseret, med mange forskellige aktører. Det er ikke lykkes nogle organisationer at gøre patent på den. Det er vigtigt at forstå, således at man ikke kommer til at se enkelte begivenheder som afspejlende for hele bevægelsen. For eksempel er der en lille minoritet, der forherliger byens fortid som britisk koloni, og opfordrer til vestlige intervention. Det er blevet brugt både i vestlig propaganda, men også i pro-Kina propaganda, altså folk der forsøger at affeje bevægelsen som værende et CIA-komplot, eller andre lignende konspirationsteorier.

Hvad er fremtiden for Hong Kong?

 Der er flere muligheder: Måske vil demonstrationerne ebbe ud gradvist, eller i hvert fald mindskes betragteligt. Måske vil det lede til indrømmelser fra Hong Kongs regering – lovforslaget er allerede trukket tilbage, men demonstranterne har formuleret flere krav. Måske vil Kina gå ind militært og knuse bevægelsen, som de gjorde på Tiananmen-pladsen i Beijing i 1989. Det er svært at sige, hvad der er mest sandsynligt, men vores rolle som socialister er klar: Grænseløs og ubetinget solidaritet med undertrykte folks modstand mod repressive regimer, uanset hvilken form de antager.