Billedtekst: Fredsplanen. Illustration: Tim Sanders
Palæstinenserne er sat helt udenfor – præcis som ukrainerne reelt også er det – altså blot brikker i det imperialistiske magtspil, hvor det er militær og økonomisk magt, som bestemmer.
Palæstinenserne står nu tilbage, stadig besat og undertrykt, stadig uden retfærdighed, stadig uden rettigheder og fremtidsmuligheder og næsten uden humanitær hjælp. Fordrivelsen fortsætter både i Gaza og på Vestbredden.
Vi skal aldrig acceptere dette, men fortsætte protester, modstand og solidaritet overalt hvor det er muligt. Paradoksalt nok har vi fået mange flere muligheder end før 7.oktober 2023. Vi er blevet en del af en stor international solidaritetsbevægelse, som har bevidnet og gennemskuet magthavernes støtte til folkemordet. Vi væmmes ved deres hykleri og dobbeltmoral.
Palæstinenserne står nu tilbage, stadig besat og undertrykt, stadig uden retfærdighed, stadig uden rettigheder og fremtidsmuligheder og næsten uden humanitær hjælp
Citat: Lene Junker
Folkemordet på palæstinenserne har fremkaldt en langt mere omfattende vrede og kritik af de grundlæggende uretfærdigheder i verden, som jo rammer mange andre end palæstinenserne. Så vi er gået fra solidaritet med én gruppe til at forstå, hvilke fælles interesser vi alle har, og at det er vigtigt at vi også står sammen mod racisme og islamofobi, om at forsvare de demokratiske rettigheder, sikre lige rettigheder og muligheder for alle, om at stoppe oprustning og krigshysteri, samt kæmpe for universelle velfærdsrettigheder for alle.
ATP investerer vores pension i krigsforbrydelser
Uddrag af kampagnen “Pension uden folkedrab”:
I juni 2024 investerede ATP et milliardbeløb i våbenvirksomheden Terma, og blev dermed officiel medejer af virksomheden med en repræsentant i bestyrelsen. Terma producerer dele til de F-35-kampfly, som Israel bruger til at bombe Gaza. ATP investerer således direkte i folkemord. Samtidig er alle arbejdere i Danmark lovmæssigt forpligtet til at betale månedlige bidrag til ATP. Disse betalinger sker automatisk, og de penge, der hver måned trækkes fra vores lønninger, støtter nu et folkemord gennem ATP’s investering i Terma.
Det vil vi ikke være med til. ATP’s investering i Terma muliggør folkemord og er dermed et angreb på det palæstinensiske folk. Men det er også et angreb på os. Som almindelige mennesker og arbejdere i Danmark ønsker vi ikke, at en del af vores løn bruges til at støtte folkemord, til at støtte mord på et ufatteligt stort antal mennesker, til ødelæggelse af skoler, hjem og hospitaler, som bidrager til den generelle ødelæggelse af planeten.
Vi ønsker ikke at være en del af et system, hvor nogle mennesker bliver rige ved at producere våben til folkemord, og vi tror på at vi er de mange imod de få. Vi ønsker at stå fast på vores solidaritet med det palæstinensiske folk og nægter at lade danske institutioner og firmaer tjene penge på at investere vores penge i folkemord.
Ledelserne i de store fagforeninger sidder i ATP’s bestyrelse. Disse ledere har svigtet os, da de accepterede ATP’s investering i Terma – en investering, som vi ufrivilligt har betalt for. Når fagforeningsledere lader ATP investere i Terma og dermed vælger at støtte folkemord med penge, der kommer direkte fra vores arbejde og lønninger, siger vi fra. ATP’s bidrag til Terma sker ikke i vores navn, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sætte en stopper for det.
Vi kræver, at ATP afinvesterer fra Terma nu. ATP’s støtte til Terma sker ikke i vores navn. Derfor vil vi kæmpe imod og sammen sætte en stopper for det med kampagnen ‘Pension uden Folkedrab – ATP ud af Terma’.
Faglige netværk på tværs siger: ”Pension uden folkedrab”
Interview med faglig aktivist Susan Zekiros fra Dansk Magisterforenings Palæstina Solidaritetsnetværk.
Af Jesper Juul Mikkelsen.
Hvorfor lave en kampagne for at få ATP til at trække investeringer ud af selskaber der samarbejder med Israel?

“Det allervigtigste i palæstinasolidaritetsbevægelsen lige nu, er at få fagbevægelsen med om bord og at få fagbevægelsen til at tage aktiv stilling til det folkedrab, som stadig er i gang.
Vi står med en række fagforeninger, som er meget bange for at tage stilling, men vi har samtidig en masse medlemmer, som har klare holdninger til hvad der sker i Palæstina og som er forfærdede over rædslerne og det fortsatte folkemord. Det er holdninger, som ikke er afspejlet i ledelseslaget i fagforeningerne.
Så ved at tage ATP’s investeringer i våbenfirmaer, der støtter Israel som det fælles spørgsmål, så kan vi få åbnet en vigtig samtale. For det er min oplevelse, at der mange der ved, det er forfærdeligt hvad der foregår, men de tænker at det er langt væk og ikke har noget med dem at gøre. Men hvis man spørger folk, om de gerne vil være med til at sponsorere våben til Israel. Ja, så er der så mange som siger, at det vil de ikke være med til.
Vi er jo alle sammen tvunget til at betale til ATP, og fagforeningernes ledere sidder i ATP’s bestyrelse, så man skal ikke komme og sige at det ikke har noget med os at gøre, for med ATPs investering i våbenfirmaet Terma er vi nemlig alle sammen med til at betale til Israels folkemord, og det skal vi have stoppet. Og vi ønsker derfor at aktivere de mange medlemmer i fagforeningerne og få dem til at sige fra over for ATP.”
Hvad siger du til de fagforeningsfolk, der siger at Israels folkemord ikke har noget med fagforeningerne at gøre, for det afgøres på Christiansborg?
“Ja, det er jo en klassiker, men fagforeninger er jo politiske. Vi kæmper jo for retfærdighed, hele vores fundament handler om solidaritet. Det er den ene side af det. Men med ATP’s investeringer i våben til Israel er vi jo implicerede i det allerede, så det med at dukke os og sige at det har ikke noget med os at gøre, den går ikke, for vi betaler jo til folkemordet alle sammen. Og så skal vi jo bare huske, at fagforeningerne bredt set i deres vedtægter har taget klart stilling til at vi gerne vil kæmpe for menneskerettigheder, og det er jo det som er på spil i Palæstina, massevis af overtrædelse af de helt basale menneskerettigheder.”

Hvordan tænker du, sådan en “Pension uden folkemord”-kampagne kan udspille sig på arbejdspladserne?
“Noget helt oplagt er at gå sammen nogle stykker fra sin arbejdsplads og tage spørgsmålet om ATP op i den faglige klub, hvis man altså har en, det er jo forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads.
En anden mulighed som nogle fra netværket har prøvet, er det de kalder ”tabling events”, simpelthen at stille et bord op i kantinen omkring frokost, hvor man kan snakke med folk om ATP og folkemordet. Det er jo et sted at starte.
Det kunne også være en mulighed at samle så mange kollegaer som muligt i frokostpausen, og så gå ud med et banner som siger ‘vores ATP skal ikke gå til folkedrab’, for ad den vej at være med til at synliggøre kampagnen.
Det er vigtigt at få det ud, for at få startet samtalerne andre steder.
Jeg håber at vi med denne kampagne kan gøre folkemordet i Palæstina til et spørgsmål på en række arbejdspladser rundt om i landet, og at vi så senere kan mødes på tværs af arbejdspladser og fagforeninger til en konference og diskutere vejen frem for det faglige palæstina arbejde.”
Den 22. januar blev kampagnen søsat på et velbesøgt møde. Nu kan alle gribe bolden og drible videre.



