Det er nu et år siden, at en samlet palæstinensisk modstandsbevægelse brød ud af deres fængsel i Gaza og svarede igen mod besættelsen. Og det er nu et år siden, at Israel startede et folkemord i Gaza med direkte støtte fra Vesten. Det år har synliggjort Enhedslistens enorme krise både ideologisk og i evnen til at spille en rolle uden for Folketinget.

Antizionisme er ikke had mod jøder

Den ”aftale om styrket indsats mod antisemitisme” som Enhedslisten har tilsluttet sig i Folketinget er dybt problematisk og siger rigtig meget om Enhedslistens snævre parlamentariske udsyn og mangel på ideologisk modgift.

Lige fra krigens første dage er enhver kritik af Israels fremfærd i Gaza blevet mødt med modbeskyldninger om antisemitisme, altså kritik af staten Israel blevet sidestillet med had mod jøder. Men i stedet for at stå op imod denne påstand og skille de to ting ad, så vælger Enhedslistens folketingsgruppe i stedet at skrive under på en aftale, der er med til at forstærke den sammenblanding.

Endnu værre bliver det, når man i selve aftaleteksten kan læse: ”Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig blive en undskyldning for at gøre hverdagen utryg for jøder i Danmark eller udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse.” (Min fremhævelse)

Det ikke at måtte sætte spørgsmålstegn ved statens Israels eksistensberettigelse er dybt problematisk. For det er jo lige netop det, som er konfliktens kerne. Et grundlæggende udgangspunkt for Palæstina-solidaritetsbevægelsen er en viden om, at konflikten ikke startede 7. oktober 2023. Konflikten går tilbage til Israels oprettelse i 1948 og har rødder i den besættelse, palæstinenserne har levet under siden da.

Det ikke at måtte sætte spørgsmålstegn ved statens Israels eksistensberettigelse er dybt problematisk. For det er jo lige netop det, som er konfliktens kerne

Citat: Jesper Mikkelsen

Med underskrivelsen af aftalen er Enhedslisten med til at stille sig sammen med magthaverens mistænkeliggørelse af solidaritetsbevægelsen. Aftalen vil sandsynligvis øge kriminalisering af aktivister, og det er med til at legitimere vores magthaveres fortælling, om at alle os, som kritiserer Israels overgreb, besættelsen og apartheid – at vi blot er en flok racister, der hader jøder.

I stedet for at være medunderskriver på aftalen, skulle Enhedslistens have løftet ansvaret for at sige, at had mod alle minoriteter både muslimer og jøder er et voksende problem i vores samfund og at racismen ofte kommer fra magthaverne selv. De skulle holde fast i den tilgang: At være imod staten Israels besættelse af Palæstina har intet med had mod jøder at gøre.

Der er forskel på vold 

Enhedslisteledelsens kraftige reaktioner mod partimedlemmer, der har udtalt støtte til den palæstinensiske modstandskamp, ved at kalde det ”fuldstændigt horribelt” og offentligt sige, at de skal forlade partiet og ”pakke sydfrugterne,” er endnu et eksempel på den lange højredrejning, Enhedslisten er i gang med.

Enhedslisten kommer ikke til at udgøre noget holdepunkt for bevægelsen. Den bliver derimod et halehæng til magthavernes dæmonisering og dermed i stedet et problem for bevægelsen.

Enhedslisten vil ikke gå ind i debatten om et besat folks ret til modstand mod en besættelsesmagt. Det er ellers et historisk faktum, at palæstinenserne har forsøgt at bekæmpe undertrykkelsen og besættelsen med fredelige midler, men at de gang på gang er blevet mødt med vold fra besættelsesmagten. Derfor er militant modstand mod Israels besættelse et udtryk for en bitter nødvendighed.

Enhedslisten kommer ikke til at udgøre noget holdepunkt for bevægelsen. Den bliver derimod et halehæng til magthavernes dæmonisering og dermed i stedet et problem for bevægelsen

Citat: Jesper Mikkelsen

Når Enhedslisten ikke kan holde fast i helt grundlæggende traditioner fra de mange anti-koloniale oprør, vi har set igennem historien, hvor venstrefløjen har stået på befrielseskampens side, ja så bliver Enhedslisten et problem for i stedet for en styrke af bevægelsen.

Der er nemlig en grundlæggende forskel på modstandskampens vold og besættelsesmagtens vold:  Modstandskampen søger at slippe af med en brutal undertrykkelse, mens besætterne ønsker at opretholde undertrykkelsen.

Venstrefløjen bør stå på de undertryktes side i den kamp. Vi kan sagtens være kritiske i forhold til metoder, men udgangspunktet er, at et undertrykt folk har ret til at yde modstand.

Drop Enhedslisten og opbyg den venstrefløj vi har brug for 

Den foragt for menneskeliv og basale menneskerettigheder, som Israel og USA og dets allerede har vist med støtten til folkemordet, har været et chok for mange.

Den bevægelse, som er vokset frem over hele verden, er dog et pust af solidaritet og håb. Et helt år med denne dobbelthed har lært en ny generation af aktivister, at vi ikke blot kæmper mod en brutal Israelsk hær. Vi kæmper samtidig mod vores egne vestlige magthavere, som bevæbner og legitimerer besætterstaten. Og vi kæmper mod et racistisk verdenssyn, hvor brune mennesker og muslimers liv blot er tal, mens de ”vestlige” israelere, i USA’s forpost, bliver helt anderledes menneskeliggjorte.

For at udvikle bevægelsen har vi brug for en venstrefløj, som kan holde fast i en grundlæggende forståelse af besatte folks ret til oprør. Når vi kommer i modvind i den borgerlige presse og fra borgerlige politikere, så skal venstrefløjen svare fra sig, ikke blive højrefløjens halehæng. Vi skal kunne se blodet på vores egne magthaveres hænder, når de ideologisk forsvarer folkemordet og i praksis bevæbner Israel ved at lade Terma fortsætte leverancerne af våbendele.

For at udvikle bevægelsen har vi brug for en venstrefløj, som kan holde fast i en grundlæggende forståelse af besatte folks ret til oprør

Citat: Jesper Mikkelsen

Jeg vil derfor slutte med at opfordre ”Enhedslistens venstrefløj” til at droppe de interne kampe i Enhedslisten og i stedet fokusere på at opbygge et andet og sundere politisk projekt.

Med mange nye aktivister i bevægelse er der grundlag for at genopbygge en venstrefløj, som har sine rødder i bevægelsen. Det kræver dog, at venstrefløjen er til stede, og at vi har et reelt internationalistisk udsyn og en forståelse for at kampen mod krigen er en kamp imod vores egne magthavere.

Vi skal bygge en venstrefløj af politiske aktivister, som kan være med til at give bevægelsen lokale rødder. De flotte manifestationer på gaden skal omsættes til arbejde i lokalegrupper på skoler, i bydelene og på sigt på arbejdspladserne. Vi har brug for en venstrefløj, der har fokus på at opbygge politisk selvtillid i hverdagen blandt kollektiver af aktivister.

Den frugtesløse interne kamp om Enhedslisten opbygger intet, det er spild af tid – og imens ser vi en bevægelse, der savner venstrefløjens bud på vejen frem.