Oversat fra Socialist Worker af Jesper Winther Hansen

Hvordan har spørgsmålet om palæstinensisk frigørelse ændret sig siden 7. oktober 2023?

Der har været en enorm forøgelse af bevidstheden omkring palæstinensernes situation. Siden starten af dette århundrede har der for første gang været tale om et ’globalt Palæstina’, hvilket siden 7. oktober er blevet meget mere velkendt af flere årsager.

Den første er den barbariske måde, Israel angriber Gaza på, noget der har givet årsag til chok, enorm vrede og solidaritet med palæstinensere på verdensplan.

Solidaritetsbevægelsen for palæstinenserne må være en af det 21. århundredes største massebevægelser på et globalt niveau.

Den anden er følelsen af vrede og forargelse over vestlige lederes medvirken som Israels allierede. USA, Storbritannien og forskellige europæiske stater fortsætter med at sende Israel våben og støtte.

Den tredje årsag er en genkendelse af palæstinensisk standhaftighed og tapperhed.

De seneste 18 måneders begivenheder har skabt en meget større forståelse for, hvad palæstinensere har måttet finde sig i de sidste 70 år.

Der er en anerkendelse af, ikke kun den bevæbnede modstandskamp, men også af palæstinensernes kamp for at eksistere, have et liv og en hverdag.

Dette gør Israel rasende, fordi det signalerer, at palæstinenserne ikke er blevet fordrevet fra deres historiske hjemland; de er stadig ubesejrede.

Du udforsker hvordan imperialismen har formet Mellemøsten og Israel, og hvordan den indflydelse fortsætter i nutiden.

Rødderne til Palæstinas nuværende problemer startede med den britiske kolonimagts dominans fra starten af det 20. århundrede.

For briterne var Palæstina en væsentlig base i Mellemøsten, især efter første verdenskrig, hvor de allierede magter var blevet nærmest fuldstændigt afhængige af mellemøstlig olie.

Briterne var ikke bare fast besluttede på at bibeholde den kontrol, de havde over ressourcerne i området, men også på at udvide deres indflydelse.

Efter Balfour-deklarationen i 1917 samlede briterne alle deres erfaringer som en imperialistisk magt i Indien, i Afrika, Australien og andre steder, for at underkue palæstinenserne.

Den zionistiske bosætterbevægelse lærte derfor enormt meget fra disse britiske erfaringer.

Her ser man en sofistikeret men svækket imperialistisk magt, og det er i denne kontekst, at Israel opstår, og herfra de lærer forskellige kontrolmetoder.

Den koloniale britiske administration i Palæstina bliver til en form for skole, hvor ledere af den zionistiske bevægelse lærer undertrykkelsesmetoder.

Den britiske kolonimagt havde opbrugt sig selv, så mens Storbritannien er ved at trække sig fra Palæstina, bliver verdensbilledet udformet af de to største imperialistiske magter, USA og Sovjetunionen

Citat: Phil Marfleet

Efterhånden som den zionistiske bosætterbevægelse udvikler sig, tager de strategier og teknikker i brug som er ekstremt undertrykkende og voldelige.

Som eksempel anholdt briterne under den palæstinensiske intifada fra 1936 til 1939 over en halv million palæstinensere. Det svarer til at næsten 40 procent af befolkningen på et eller andet tidspunkt prøvede at blive anholdt.

Samtidig var briterne i gang med at træne og bevæbne zionistiske militærstyrker.

Efter anden verdenskrig var Palæstina underlagt forskellige imperialistiske interesser.

Den britiske kolonimagt havde opbrugt sig selv, så mens Storbritannien er ved at trække sig fra Palæstina, bliver verdensbilledet udformet af de to største imperialistiske magter, USA og Sovjetunionen.

USA var fokuseret på at skabe en ny verdensorden, og til det formål var det nødvendigt for dem at kontrollere verdens største energidepoter, som fandtes i Mellemøsten.

Det er til gengæld ikke sandt, at amerikanerne støttede Israel fra starten. De så hvordan den pan-arabiske nationale bevægelse udviklede sig i regionen, og det gjorde dem usikre på om en alliance med Israel var i deres bedste interesse.

Men der gik ikke længe, før USA blev overbevist om at Israel kunne fungere som en stabil og loyal allieret i en strategisk vigtig region.

I lande som Egypten og Irak var radikal nationalisme på vej ind på den politiske front, så da man nåede til 1960’erne, lignede Israel det sikreste valg for Amerika. Især efter seksdageskrigen i 1967, hvor USA for alvor begyndte at supplere Israel med våben og finansiel støtte. Siden da har Israel været en integral del af den amerikanske strategi om at kontrollere Mellemøstens energiressourcer.

Nu til dags er USA selvforsynende med hensyn til olie og gas, men de er stadig fokuserede på Mellemøsten, fordi Kina er afhængige af området til deres energibehov.

Så på grund af den imperialistiske rivalisering med Kina, er USA stadig fast besluttet på at beholde deres indflydelse i Mellemøsten.

Bogen refererer til udtrykket ’sumud’, den palæstinensiske idé om standhaftighed. Hvordan har det udtryk været med til at skabe den nutidige palæstinensiske identitet?

Jeg tror ikke den palæstinensiske oplevelse er unik. I al den tid, der har været imperialisme, har der været modstandsbevægelser.

Modstanden mod Storbritannien, mod Frankrig, og mod andre kolonimagter, har været ekstremt konsistent.

Modstandskampen mod Englands tilstedeværelse i Irland stod på i 2-300 år, før Irland endelig opnåede selvstændighed.

I Indien var der mindst et århundredes velorganiseret modstandskamp, før de vandt deres selvstændighed fra briterne.

I Vietnam stod kampen på i årtier, først mod Frankrig, og bagefter mod Amerika og deres allierede.

Men det der gør Palæstina til et specielt tilfælde er, at de ikke bare har ydet modstand mod en enkelt imperialistisk besættelsesmagt.

Siden grundlæggelsen af Israel har Palæstina kæmpet mod en række imperialistiske magter, der har været villige til at støtte Israels moderniserede krigsførelse. Det er det, der gør den palæstinensiske oplevelse unik.

De har kæmpet mod invasioner af palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, i Syrien, og selvfølgelig i Gaza, et område som plejede at være en del af Egypten. De har måttet finde sig i alle mulige israelske aggressioner, bakket op af vestlige kræfter.

Gennem alt det har palæstinensere vedligeholdt en sammenhængende modstandsevne.

Det har involveret appeller til arabiske regeringer, og til internationale organisationer som FN. Det har involveret guerillakrig.

Siden grundlæggelsen af Israel har Palæstina kæmpet mod en række imperialistiske magter, der har været villige til at støtte Israels moderniserede krigsførelse. Det er det, der gør den palæstinensiske oplevelse unik

Citat: Phil Marfleet

Men i højere og højere grad har det involveret en slags “hverdag modstand”, som er indbygget i befolkningens liv.

Især på Vestbredden og i Gaza er bare det at være til stede og vedligeholde en basal hverdag et hovedelement i det, palæstinenserne kalder standhaftighed – sumud.

Palæstinensernes evne til at fastholde en grundlæggende samfundsstruktur er frustrerende for israelerne.

Det er specielt frustrerende for lederne af ekstrem zionisme, inklusiv Benjamin Netanyahu og de af hans ministre, der beskæftiger sig med bosættelserne.

Gennem alt dette har palæstinensisk udholdenhed været baseret på ideen Exist, Resist, Return. Og sumud er indlejret i den idé om modstand.

Det er blevet til en vigtig del af den palæstinensiske identitet, og er fortsat en vigtig del af den palæstinensiske kamp.

Du siger at historien om Israel bliver fremstillet som et ’mirakel’ med ’det formål at skjule traumatiske begivenheder.’ Hvilken effekt har det at fremstille historien om begivenheder som Nakbaen? 

En hel del israelsk litteratur omtaler Nakbaen i 1948 som en mirakuløs udvikling.

Denne historie om mirakler er afhængig af idéen om at hundredtusindvis af palæstinensere frivilligt pakkede deres ejendele og forlod deres hjem og deres hjemland.

Idéen om sådanne mirakler er et nøgleelement i de fortsatte myter, faktisk løgne om år 1948.

Virkeligheden er, at Nakbaen var et vedvarende, målrettet og voldeligt forsøg på at fjerne den palæstinensiske befolkning gennem en etnisk udrensning.

På grund af atomiseringen af befolkningen efter Nakbaen, tog det lang tid før palæstinensiske forskere og andre meningsfuldt kunne reflektere over, hvad der havde fundet sted.

I 1948 overtog zionistisk militær centrale kulturelle ressourcer fra det palæstinensiske samfund, såsom biblioteker, arkiver, skoler og universiteter.

Virkeligheden er, at Nakbaen var et vedvarende, målrettet og voldeligt forsøg på at fjerne den palæstinensiske befolkning gennem en etnisk udrensning

Citat: Phil Marfleet

Zionisterne udslettede den dokumenttion, der kunne bevise at et palæstinensisk samfund eksisterede før år 1948.

Der gik meget lang tid før palæstinensiske forskere var i stand til indsamle palæstinensernes mundtlige historie.

De kiggede på, hvad der faktisk var foregået før og under Nakbaen. Langt fra den mirakuløse fortælling om at palæstinenserne bare var forsvundet fra området, havde der faktisk foregået et systematisk, kalkuleret og ekstremt voldeligt overfald på det palæstinensiske samfund.

Et overfald der skubbede palæstinensere over grænserne til Libanon, Syrien, Jordan og Egypten.

I bogen sporer du udviklingen af den palæstinensiske modstandsbevægelse, fra generalstrejker, til guerillastrategier, og til Hamas. Hvad er lektionerne vi kan lære i dag?

Et af hovedformålene med bogen er at gøre den palæstinensiske modstandsbevægelses historie tilgængelig. Vi bør ikke se den palæstinensiske kamp som et isoleret tilfælde.

De arabiske regimer har været medskyldige i undertrykkelsen af palæstinenserne. En nøglefunktion af den palæstinensiske modstandskamp har været den måde, den har stimuleret modstandskampe i andre arabiske stater.

Måske det vigtigste eksempel på dette er naboen Egypten. Igen og igen har den palæstinensiske kamp opildnet til modstand mod forskellige pro-vestlige diktatorer i Egypten.

Aktivister i Egypten fastholder, at det var den palæstinensiske kamp, der gav dem selvtilliden til selv at yde modstand i Egypten fra 1990’erne og fremefter, især mod Hosni Mubaraks regime. Mubarak-regimet spillede en central rolle for den vestlige indflydelse i regionen.

En af den palæstinensiske kamps største bedrifter var opbygningen af solidaritet i perioden mellem 2000 og 2010. Den revolutionære omvæltning i Egypten i 2011, som afsatte Mubarak, var tæt relateret til de palæstinensiske intifadaer.

Så vi bør ikke adskille den palæstinensiske modstandskamp fra massekampe i andre dele af den arabiske verden. Massekampe og revolutionære omvæltninger i den arabiske verden er en væsentlig del af kampen for frihed.

Global solidaritet er også livsafgørende vigtige. En af de sidste 20 års vigtigste udviklinger er bevægelsen for ’Boycott, Divestment and Sanctions (BDS)’, som kommer fra palæstinenserne selv.

Aktivister i Egypten fastholder, at det var den palæstinensiske kamp, der gav dem selvtilliden til selv at yde modstand i Egypten fra 1990’erne og fremefter, især mod Hosni Mubaraks regime

Citat: Phil Marfleet

Og palæstinenserne har lært af erfaringerne fra solidaritetsbevægelsen imod apartheid i Sydafrika. Den bevægelse er blevet tiltagende mere vigtig, og det er en vi alle sammen kan støtte op om.

Men befrielsen af Palæstina er mere end noget andet afhængig af revolutionære bevægelser i andre arabiske stater, som dem intifadaerne selv har hjulpet med at inspirere.

Som vi så i 2011, kan kampen for social retfærdighed i stater som Egypten mobilisere millioner af arbejdere, som har magten til at afsætte regimer, der er medskyldige i at støtte Israel.

Det tjener som et eksempel for alle i regionen at masseoprør og direkte demokrati er alternativet til diktatur og besættelse.

Læs artiklen på engelsk her: https://socialistworker.co.uk/palestine-2023/palestinian-freedom-struggle-will-win/

Bogen er udgivet https://bookmarksbookshop.co.uk/