Ifølge den trinidadiske marxist CLR James, ”kendte [oldtidens grækere og romere] ikke til race”. ”De havde en anden standard – civiliseret eller barbar – og man kunne have hvid hud og være barbar og være sort og civiliseret.”

I de førkapitalistiske samfund levede fordomme blandt mennesker i bedste velgående, men de var ikke baseret på idéer om grundlæggende racemæssige forskelle. Korstogene i det 11. og 12. århundrede var erobringskrige, der blev retfærdiggjort med religion. Der var både korstog mod ”hedenske” europæiske lande og mod islamiske lande, og mens den hedenske ”anden” nok blev dæmoniseret og gjort til et monster, fandtes f.eks. idéen om den ”hvide race” ikke på den måde, vi kender den i dag.

Racisme er systematisk diskrimination mod en hel gruppe mennesker. I nogle tilfælde er den gruppe associeret med fysiske træk som hudfarve.

Men den historiske racisme mod irere, italienere (i USA) og mod jøder har intet med hudfarve at gøre. Den systemiske racisme blev til i det 17. århundrede med den transatlantiske slavehandel.

Racismen: skabt til at retfærdiggøre den transatlantiske slavehandel

Europæiske magter, heriblandt Portugal, England og Frankrig og Danmark begyndte at plante sukker og tobak i de kolonier, de grundlagde. Disse afgrøder krævede – hvis det skulle være en indbringende forretning – enorme mængder arbejdskraft. Til at begynde med brugte plantageejerne kontraktarbejdere fra Europa.

Men høje dødstal betød, at de måtte se sig om efter arbejdskraft andre steder fra, og det var Afrika, de satte kursen mod.

Racisme var ikke skyld i slaveøkonomien. Som historiker Eric Williams har sagt det: ”Slaveriet blev ikke født af racisme – det var snarere sådan, at racismen var konsekvensen af slaveriet.”

At slavegøre mennesker gik imod de store politiske idealer, der dukkede frem i det 18. og 19. århundrede – idéer om, at alle mennesker var skabt lige og skulle have universelle rettigheder.

Racisme er systematisk diskrimination mod en hel gruppe mennesker. I nogle tilfælde er den gruppe associeret med fysiske træk som hudfarve

Citat: Judy Cox og Anna Wolf

De ”store tænkere” inden for videnskaberne og filosofien blev indkaldt til at sprede modbydelige idéer om racemæssig underlegenhed. I 1771 skrev den berømte filosof David Hume: ”Jeg er tilbøjelig til at tro, at Negrene er de Hvide naturligt underlegne. Der har aldrig været en civilisation med en anden hudfarve end hvid. Der er ingen opfindsom produktion hos dem, ingen kunst, ingen videnskab.”

Den politiske interessegruppe, der var for slaveri, brugte det argument, at de slavegjorte afrikanere kunne afskæres fra disse rettigheder, fordi de ”ikke helt var mennesker”Pseudovidenskabsfolk identificerede distinkte ”racer” blandt mennesker og placerede dem i et hierarki med de hvide øverst.

Kolonialismen intensiverede racismen i det 19. århundrede. Folkemord, erobringer og plyndring blev retfærdiggjort af idéen om, at de racemæssigt og kulturelt overlegne vestlige stater civiliserede de barbariske hedninge.

Racismen splitter og svækker arbejderklassen

Racismen ledte også nogle af de fattige hvide til at identificere sig med deres hvide herskere snarere end med deres sorte naboer.

Karl Marx analyserede racismen gennem sin oplevelse af den fjendtlige indstilling over for irere i midten af det 19. århundrede. Han skrev: ”Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard … Ireren giver ham igen med renter af samme skuffe.

”Denne antagonisme holdes kunstigt i live og intensiveres i pressen, på prædikestolene, i satirehæfterne, kort sagt gennem alle midler til rådighed for den herskende klasse. Denne antagonisme er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses kraftesløshed.”

Marx identificerede de betingelser, der lod racismen slå rod blandt almindelige mennesker. For det første er den herskende klasse konstant i gang med at forny og presse på med racistiske idéer. For det andet bider racistiske idéer sig fast, fordi arbejdere er tvunget til at konkurrere med hinanden.

Men hvide mennesker fra arbejderklassen drager ikke fordel af racismen. Undersøgelser fra USA har vist, at jo større lønforskellen mellem sorte og hvide arbejdere er, jo lavere er lønnen for alle

Judy Cox og Anna Wolf

Racisme betyder blandt mange andre ting, at brune og sorte mennesker i Europa og Nordamerika bliver holdt nede og dømt til at tabe – i uddannelse, i beskæftigelse og ikke mindst i strafferetssystemet.

Men hvide mennesker fra arbejderklassen drager ikke fordel af racismen. Undersøgelser fra USA har vist, at jo større lønforskellen mellem sorte og hvide arbejdere er, jo lavere er lønnen for alle.

Nogle antiracister har arbejdet efter en strategi baseret på at få mere diversitet i forretningsliv og ledelse – ligesom man har set det med ”corporate feminism” og argumentet om, at flere kvindelige chefer skaber ligestilling. Men denne strategi har ikke kunnet tage kampen op mod racismen.

At kende til racismens rødder i kolonialismens og slavegørelsens historie er en vigtig brik i at skabe et bolværk mod racismen fra toppen og ikke mindst de nationalistiske strømninger, der tit hænger sammen mod racismen.

Og vi kan gøre meget for at ”se indad” og opdage vores egne blinde vinkler, fordomme og uvidenhed og få mere forståelse for det sprog, vi bruger om andre mennesker. Der kan være meget at lære.

Men racismen bryder først rigtigt sammen, når vi står sammen i solidaritet og fælles kamp mod de splittende magthavere og undertrykkere, som faktisk er vores fælles fjende.

Danmarks kolonifortid

I dag er den mest udbredte form for racisme i Danmark – og den, der bliver tilskyndet mest fra toppen – racisme mod muslimer og folk fra Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet i det hele taget.

Men racismen i dansk kultur er naturligvis ikke bare opstået med indvandringen i 1970’erne og 1980’erne. Den danske stat og det danske kongehus er helt og aldeles indflettet i den kolonialisme og imperialisme, som har skabt den systemiske racisme.

Fra slutningen af 1600-tallet til 1848 ”genbefolkede” danske koloniherrer øerne St. Thomas, St. John og St. Croix med tusinder af slavegjorte mennesker sejlet over fra Guldkysten på Afrikas østkyst. Trekantshandlen med mennesker fra Afrika og eksotiske varer fra Dansk Vestindien var god profit for det danske kongehus.

Selv efter slaveøkonomiens officielle ophør i 1848 – fremprovokeret af slavernes egne oprør og af faldende profit – fortsatte forholdene i Dansk Vestindien med at være præget af forfærdelig undertrykkelse. De frigivne slaver var nu plantagearbejdere til sulteløn – og stod for den største arbejderopstand i dansk historie på St. Croix i 1878.

Imens blev Nunarput (Grønland) koloniseret i 1721, og fra 1776, hvor det danske handelsmonopol i Nunarput blev etableret, tromlede man hen over den indfødte befolknings livsmåde og eksistensgrundlag, da man anlagde handelsstationer og bygder og tvangsflyttede grønlænderne hertil.

Denne dybt racistiske tilgang, hvor man etablerede sig som absolutte overherrer i Nunarput, nægtede inuit deres identitet og eksistens samt begik systematiske overgreb på befolkningen varer ved til i dag med USA-baser, spiralsagen og tvangsfjernelse af børn som nogle af eksemplerne.