Det er vigtigt at socialister tager et principielt standpunkt i denne sag. Folk der begår vold og andre former for alvorlig kriminalitet skal selvfølgelig have en samfundssanktion. Men det er ikke ligegyldigt hvilken. Med dette udspil kommer der endnu et diskriminerende stykke lovgivning som skridt for skridt fortsætter med at fratage ikke-danske statsborgere flere og flere rettigheder.
Dækket ind i en racistisk retorik. Hør blot på hvad Mette Frederiksen siger i bemærkninger til ”reformen” hvor hun henviser til flygtninge fra Mellemøsten som ”kommer som ofre og gør sig til gerningsmænd ved at begå voldtægt”. En klar racistisk generalisering der har til formål at få et flertal i befolkningen til at sige, at selvfølgelige skal de ud!
Stemmefiskeri?
Et flertal af lande i Europarådet, med Danmark og Italien (ledet af fascisten Meloni) i spidsen, krævede 10. december at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skulle lave en mere lempelig fortolkning i forhold til udvisning af kriminelle udlændinge. Eksemplificeret af Mette Frederiksen i nytårstalen med den unge 17-årige irakiske statsborger, som hun gerne ville have udvist for at bruge en golfkølle i en voldssag mod en anden ung, over en strid om et løbehjul på en multibane. Højesteret konkluderede, at den pågældende slet ingen tilknytning til Irak og ikke taler arabisk. Han er født og opvokset i Danmark, hvor familien har levet i 3 generationer. Derfor ingen udvisningsdom. Øv for Mette. Så nu skal der andre boller på suppen.
En del eksperter ser det som et slag i luften. Ifølge Christoffer Badse, der tidligere har været chefkonsulent i Institut for Menneskerettigheder og tænketanken Justitia, må den nye reform i første omgang tolkes som symbolpolitik: ”Den europæiske menneskerettighedspraksis tillader allerede, at man går ganske vidt med udvisninger, så det er meget få sager, der indtil videre har skabt problemer for Danmarks udvisningspraksis”, siger han til Politiken d. 2. januar.
Lektor i udlændingeret Peter Starup fra Syddansk Universitet er inde på det samme. Han tvivler på, at reformen vil ændre det store: ”Det er uhyre optimistisk at tro. Så er det vel bare et stort spil for galleriet for at skaffe nogle stemmer”.
Farligt udspil

Men det ville være farligt at se udspillet, som kun et spørgsmål om at skaffe stemmer ved det kommende valg. Man bør ikke se udspillet fra regeringen isoleret. Det er derimod en del af den racistiske højrebølge, som skvulper over Europa. Også over Danmark ikke mindst. Morten Messerschmidt vil have alle muslimer som er på offentlige forsørgelser udvist og indtil det kan ske, skal de opholde sig i lejre.
De Konservatives leder Mona Juul mener ikke, at udspillet går langt nok. ALLE med en ubetinget fængselsdom som ikke er danske statsborgere skal automatisk udvises (ud over deres straffe i øvrigt, ikke at forglemme).
Venstre vil have et opgør med statsborgerretskonventionen (som Danmark er medunderskriver af), for at kunne fratage danske statsborgere, som har dobbelt statsborgerskab, deres danske statsborgerskab, efter at de har erhvervet det ved lov. Og det dobbelte statsborgerskab, skal man huske, er for mange ikke et ønske, men en tvang, fordi mange lande ikke tillader at folk opgiver deres statsborgerskab. Og i øvrigt var indført først og fremmest for at danske statsborgere i andre lande kunne beholde deres danske statsborgerskab selvom de fik statsborgerskabet i det land de var flyttet til.
Inger Støjberg, en dømt kriminel, mener at Danmark helt skal træde ud af Menneskerettighedskonventionen, hvis ikke dommerne retter ind og efterkommer kravet om at bestemmelserne i konventionen ikke skal gælde for ikke-statsborgere i de lande hvor de nu bor, har opholdstilladelse og føler sig hjemme i. Der er en grund til at det hedder Menneskerettighedskonventionen og ikke “konvention om menneskerettigheder for statsborgere i et givent land” eller sådan noget.
Der lugtes muslimsk blod, og det skal gerne flyde, om ikke andet så symbolsk.
Voldsom andel af befolkningen som er berørt
Når Mette Frederiksen taler om ”kriminelle udlændinge”, så tænker man ikke umiddelbart over at ”udlændinge”-begrebet dækker over 10,5 % af befolkningen – ca. 620.000 mennesker (i 1980 var det tal 1,9 %). De seneste år er andelen af indbyggere, herunder efterkommere af indvandrere, uden dansk statsborgerskab steget, hvilket blandt andet skal ses i lyset af de gentagne stramninger af de danske statsborgerskabsregler, og ikke som et vigende ønske om statsborgerskab.
Andelen af efterkommere (såkaldte andengenerationsindvandrere) med dansk statsborgerskab har været svagt faldende de seneste år. I starten af 2023 havde kun 48 procent af efterkommere under 18 år dansk statsborgerskab, hvilket er den laveste andel siden år 2000. Altså mennesker som er født og opvokset her og kun kender Danmark som deres land.
..når de siger ”udlændinge” skal man forestille sig at disse nye udvisningsregler kan komme til at berøre hvert tiende menneske i dette land
Citat: Charlie Lywood
Danmark er ellers retligt forpligtet til at give personer, der er født og opvokset i landet, lettere adgang til statsborgerskab end personer, der er kommet til Danmark som voksne. Men det gør Danmark ikke. Børn, som fødes i Danmark af ikke-nordiske forældre, kan først selvstændigt opnå dansk statsborgerskab, når de fylder 21 år. Derudover er der en række andre krav om 3,5 års arbejde, hvor uddannelsen ikke tæller, samt at man ikke har begået en overtrædelse af straffeloven. Ingen kære mor eller ny chance her.
Så når de siger ”udlændinge” skal man forestille sig at disse nye udvisningsregler kan komme til at berøre hvert tiende menneske i dette land. En ting er, at du som ikke-dansk statsborger ikke kan stemme til Folketingsvalget – et demokratisk problem i sig selv – men at du også nu, nemmere, kan blive udvist fra din familie, venner og det, for mange eneste, land du kender?!
Tidligere medlem af Folketinget og minister for Venstre, Birthe Rønn Hornbech, er meget klar i sin bedømmelse af udspillet. Hun skriver i en kronik i Politiken d. 9.2.26 at, “Med det grundsyn på begrebet ret, som regeringen afslører i lovudkastets bemærkninger, kan ingen herboende dansker eller udlænding mere vide sig sikker på, at regeringen vil respektere den enkelte borgers krav på at få sin ret”.
Noget om begreberne
Når man bruger begrebet ”kriminelle udlændinge” som officielt sprog i udspillet og i øvrigt i daglig tale, har man allerede umenneskeliggjort dem man taler om. For eksempel den unge 17-årige som begik vold med en golfkølle.
Men mennesker er meget andet end deres adfærd i en bestemt situation. Ja, folk begår kriminelle handlinger. Men hvis mennesker som har begået kriminelle handlinger skal stemples som ”kriminelle” resten af deres liv og efter at de har udstået deres straf, så burde vi hver gang man omtalte Inger Støjberg og Morten Messerschmidt sige: “Den kriminelle Inger Støjberg” og “den kriminelle Morten Messerschmidt” (dømt for overtrædelse af racismeparagraffen). Skørt, ik? Men det tillader man sig, når det drejer sig om ikke-danske statsborgere som bor og arbejder her.
…mennesker er meget andet end deres adfærd i en bestemt situation
Citat: Charlie Lywood
Retssystemet bygger på at mennesker laver de love, som de mener man skal overholde i samfundet. Straffesystemet dømmer dem som overtræder disse og udmåler en straf som også er lovbefæstet. Det er en straf fra samfundets side. Og ved udstået straf burde den potte være ude. Men det er den bare ikke. Ikke for danske statsborgere som fængsles, og slet ikke for ikke-danske statsborgere.
De stramninger som er blevet gennemført i kriminalforsorgen (nu, meget betegnende Danske Fængsler – ikke noget med forsorg her!) bygger på klare opfattelser af en straffende og hævnende ”retsfølelse”. For eksempel er der sket reduktioner i udgangen, begrænsninger på besøg fra familien, placeringer langt væk fra hjemmet og nedskæringer i hjælp til bolig og job ved endt frihedsberøvelse. Ikke just noget som kan bringe den nuværende tilbagefaldsprocent på 56 % (folk som begår ny kriminalitet inden for 2 år af løsladelse) ned. Dvs. straffesystemet har spillet fallit, hvis den skal bygge på at give den enkelt en chance mere og beskytte eventuelle nye ofre.
Det nye udspil fortsætter dette tankegods. Netop det at tilbagefaldsprocenten er så høj, efter de mange stramninger, der har fulgt politikernes “lov og orden” og “retsfølelse”-retorik, fører lige til det modsatte af påstanden om, at stramningerne gør det sikrere at være borger her i landet. Medmindre man ender med at give alle lovbrydere livstid, så er politikken med til at øge chancerne for at blive udsat for kriminalitet. Og det i en tid hvor kriminaliteten over en årrække er faldet drastisk.
Udvisningsdomme er nyttesløse men hævngerrige
Udvisningsdomme, ud over at være diskriminerende fordi det en dobbelt straf og ekstremt livforandrende for personen og vedkommendes familie, er heller ikke genoprettende eller forebyggende. Som eksemplet med den 17-årige golfkøllesvingende unge mand viser, begås langt de fleste voldshandlinger mellem unge, der kommer i klammeri med hinanden, typisk med alkohol i blodet og sent om natten i byen. Så selvom det kan udvikle sig til alvorlige konsekvenser for andre, som i nævnte sag, så er det ekstremt uproportionalt at fjerne et ungt menneske fra sit miljø som han kender, og sende ham til et land han ikke kender.
Ligeledes, selvom man hævder at man ad den vej kan forebygge yderligere vold fra vedkommendes side ved at fjerne ham helt, så har man ikke fjernet årsagen til at slige handlinger foregår. Der er miljøer og familier, de måtte opstå i. Men disse er ikke ”etnisk” bestemt men socialt og økonomisk bestemt. Det fjerner man ikke ved en udvisning.
Refleksionen over de samfundsskabte problemer tynger dog ikke politikerne. Det er bare den enkelte som skal straffes. Og i virkeligheden er deres retorik fejlvisende, men bestemt til at få deres racisme til at glide ned.
Den store udskiftning og remigration

Derfor skal vi se udvisningsudspillet i en større sammenhæng, hvor racisme bruges til at forklare problemerne i Danmark.
Logikken startede allerede i 2019, hvor der som baggrund for det såkaldte ”paradigmeskifte”, hvor mennesker som ikke er blege og ikke har Rasmussen som efternavn, bliver set, ikke som det de er, men tværtimod som noget farligt og undergravende. Der blev argumenteret for, at Danmark er et land og et folk og en kultur, der skal beskyttes mod at blive “undergravet indefra” af udefrakommende fremmede kulturer.
Det er også fra 2019 at den famøse måling viste, at hver fjerde dansker mente, at muslimer bør forlade Danmark, mens knap hver tredje ville forbyde islam. Så selvom mange ikke troede på det, har vinden blæst denne vej efterfølgende.
Først hed det sig, at det var antallet af flygtninge der blev for stort, men hurtigt blev termen “ikke-vestlige indvandrere” eller MENAPT-lande (muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet) dominerende i den politiske debat.
Frederik Vads ‘3. erkendelse’: ”Det er jo en erkendelse af at arbejde, uddannelse, bolig, tur-pas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidigt bruger sin position i samfundet til at undergrave det danske samfund indefra,” har været omdrejningspunktet for ikke alene Socialdemokratiet men også SF og de borgerlige partier lige siden.
Frederik Vads 3. erkendelse kom i begyndelsen af 2024, på et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedsforskere ellers kunne fortælle, at aldrig havde så mange mennesker med indvandrerbaggrund været i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse. Så havde S “fundet” legitimation til at fortsætte deres muslim-bashing.
Og mange års argumenter om at flygtninge og indvandrere i sig selv er et problem har ført til, at der stort set ikke blev sat spørgsmålstegn ved Vads “beviser”. Nu da det viste sig at mange års løgne om, at (især) muslimer ikke kunne eller ville integreres, ikke holdt, så blev der opfundet nye argumenter.
Udvisningen af ikke-danske statsborgere som dømmes 1 års ubetinget fængsel i regeringens lovforslag er så slet ikke det eneste. Andre forslag trænger sig på. Aftale med Taleban og oprettelse af en ambassade i Syrien, begge dele for at kunne ‘hjemsende’ flygtninge. Og nye overgreb på de internerede på Kærshovedgård, med ideen om at overtrædelse af meldepligten skal straffes med elektronisk fodlænke.
Taleban er hidtil blevet opfattet som så forfærdelig og farligt, at der gennem 20 år var sendt danske soldater til Afghanistan for at nedkæmpe dem. Men nu er Taleban åbenbart blevet så stuerene, at der kan indgås aftaler med dem. Og det samme gælder regimet i Syrien.
Det der foregår på Kærshovedgård er ren og skær hævn, som åbent er blevet forsvaret med, at det drejer sig om at gøre livet så utåleligt for beboerne, at de frivilligt forlader Danmark. Og nu skal den så have en tand til.
De, som har begået en kriminel handling som er anbragt der (Kærshovedgård), har udstået deres fængselsstraffe
Citat: Charlie Lywood
Beboerne er primært afviste mandlige asylansøgere, der ikke vil samarbejde om hjemsendelse, og udvisningsdømte som har begået kriminalitet, der ikke kan udvises. Og det er vel at mærke sådan at Kærshovedgård ikke er et fængsel. De, som har begået en kriminel handling som er anbragt der, har udstået deres fængselsstraffe. De har udgangstilladelse, men daglig meldepligt og opholdspligt om natten. Hvis dette overtrædes bare det mindste, så kan de idømmes bøder eller fængsel, og nu efter lovforslaget kan det suppleres med elektronisk fodlænke.
Hvis man ikke vidste at der er et rationale bag, nemlig at det drejer sig om at skaffe så stor opbakning som muligt bag deres krigsnationalisme, så ville det være nærliggende at udpege regeringens udspil, som et udslag af rendyrket ondskab.
Socialisters opgave
Det er nødvendigt at tage diskussioner om dette udspil med vores kolleger og studiekammerater. Men også med andre fra venstrefløjen, som måtte dukke sig på grund af holdningens upopularitet. Som vi har lært af Palæstina-bevægelsen, skal vi mobilisere og stå sammen, også mod den racisme, som kommer fra toppen, anført af Socialdemokratiet og videreført af DF og DD.
For i ly af dette næres fascismen, som venter på et reelt gennembrud, både parlamentarisk og på gaden. Hvis vi skal stoppe glidebanen til fascistiske tilstande, som blandt andet udspillet her lægger vejen for, skal større dele af arbejderklassen på banen. I UK er ”Get together”-bevægelsen begyndt at få opbakning i større dele af fagbevægelsen, da mange arbejdere godt kan se hvor det bærer hen. Det er jo deres arbejdskammerater, som bliver hængt ud. På samme måde er modstanden i Minneapolis/St. Paul mod ICE, båret af, hvordan det er kolleger, naboer eller skolekammerater, der pludselig forsvinder.
Samtidig skal vi kræve forringelserne af velfærden rullet tilbage. Helt centralt står kontanthjælpsreformen. I stedet for, at 5% af BNP bruges på oprustning, skal pengene bruges på velfærd til gavn for alle.
Kun en stærk og aktiv bevægelse kan stoppe udspillet og vinde Socialdemokratiets sociale bund, skille den fra toppens racisme og skabe et aktivt modsvar til den højredrejning, vi er vidne til. Og som udvisningsudspillet er en del af.
https://socialister.dk/bekaemp-islamofobien-ikke-en-meter-til-den-yderste-hoejefloej/




